8. juli 2020

I vinterens dyb
falder blade trætte ned
mod tidens altopslugende mødding.
Grene tynges af frostens sorte glaskunst,
til de knækker og styrter direkte til jorden.
Ulve hyler i afmagt
mod en skælvende prik i den endeløse nat.
Ligesom jeg selv tuder
over min egen mørke viden.

Men snart tager vinteren afsked
Endelig.
Og Livet puffer til mig med sin bløde snude.
Overrasket løftes jeg op
og sejler mod lyse oplevelser
derude, hvor fuglesang vil skvulpe i det blå

(Skriveøvelse fra et skrivegruppemøde for lang tid siden)