26. april 2008

Fødselsdagsmusik

I fødselsdagsgave fik jeg bl.a. Ulla Henningsens CD, Skønne spildte dage. Og det er i hvert fald ikke spildt tid at lytte til den! Jeg er vild med UH's stemme og fortolkninger! Der kommer både smerte, kynisme, livserfaring og andre vægtige følelser ud med ordene. Og det understreges fint af stemningen i akkompagnementet, hvor Nikolaj Nørlund har en kraftig finger med i spillet. Musikkens tone burde kunne få Leonard Cohen og Angelo Badalamenti til at samstemme i et henrevet hallelujah-kor.

Mit eneste kritikpunkt er, at der af og til er lidt for meget elastik i rimene, og at nogle af teksterne er en smule usammenhængende. Men det med at oversætte er jo en svær balancegang, og jeg kan jo i hvert fald ikke vurdere oversættelser, når jeg ikke til bunds kender de originale tekster.

Og det opvejes totalt af ovennævnte kvaliteter. Især sangen Grædende i døren (efter en Bob Dylan-sang) kan jeg slet ikke blive færdig med. Den griber dybt.

Læs evt. også anmeldelse på http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=34047

23. april 2008

Niels Hausgaard i Tivoli

Vi så Niels Hausgaard i Tivolis Koncertsal i aftes. Og jeg var godt underholdt. Rigtig godt underholdt. Fik meninger med hjem at tænke over (det havde jeg jo også ventet) og måtte også tage et mascara-tjek i pausen, efter at tårerne havde strømmet under mine gentagne latteranfald.

NH havde et par gode venner med, der var med til at øge vellyden: Signe Svendsen og Christian Alvad. CA spiller jo kanongodt. Og Signes stemme passer faktisk glimrende til NH's, samtidig med, at hun også er en god solist. Det pyntede gevaldigt på NH's sange, som jo oftest nærmest virker som omkvæd imellem hans lange snakke-vers. En af sangene var dog ganske genial, nemlig den "middelaldervise" han havde skrevet om Langballe, Krarup og Camre, hvor han havde udnyttet rytmen i de tre navne remset op som et rigtig middelalderagtigt omkvæd. Sangens budskab kan jeg heller ikke være uenig i.

Vi har ofte tidligere nydt NH's shows i TV. Rart at have været der selv nu. Jeg synes næsten, han er blevet en anelse alvorligere, men heldigvis stadig med en masse tøhø'er flettet ind