6. marts 2016

Ørkenslange

Jeg skriver og jeg tænker
Og jeg tænker og jeg skriver
Op ad døre og ned ad stolper
Ud ad gader og hen på bænke

Ordkæder sniger sig væk som slanger
Men slynger sig rundt op og ned
og dukker op igen samme sted,
som de kommer fra
I ring - i rundkørsel - i labyrint

Mæanderflugt

Graver mig ned et sted
Ørkendyr
Ørkenslange
Væk er jeg
I kan ikke se mig
Øjne ruller
Jeg betragter

og skriver

Mors smagedage

Mors smagedage er højere end bildøren og går over i historien

For Mor smager på dagen
Hun smager på alle dage
Lige fra det første citronskarpe morgengry med brisen, der dufter af regn og sildeskæl
- til den sene aftens kanelkagekrydrede mæthed
Alle dage er smagedage.

Men Mor kan nemt glemme at smage
Og hverdagenes smage løber sammen til vandgrød
Så må hun ud

For der er særlige dage, der skal smages.
Andre tidsaromaer og fremmede områdedufte.
Så Mor starter bilen med gråblå røg og dækduft.
Og så går det derudad.
Motorvejenes bilrækkesang.
Bivejenes snurrighed af toppe og dale.

Frem til den åbne bakketop med smagen af udsyn.
Frem til havnekanten med saltsmagende stænk.
Frem til Vesterhavets hårdtkørte strande med oliegennemtrukket sand.

Mange dage er køredage,
hvor bildøren afgrænser den synlige verden.
Men ikke i dag

Bildøren op.
Stå ud med et ben i bilen og et ben i verden.
Albuen på bildøren.
Se – indånde – smage.
Her ligger landet
Her ligger bakketoppene og udsigtstårnene
Spirene
og spirerne
og de spirende inspirationer

Nu skal der smages
på syn og sans og sandheder
Men ikke for mange

De grønne spyd kan stikke
De grønne smage være beske
Når Mor smager – i sandhed smager på livet
Sand i munden
Støv i øjnene
Grus i maskineriet

Når Mor smager
På godt og ondt smager på livet
Der er alle de søde jordbærkys
Der er det tåresalte havvand
Der kan fylde mund og næse, når man kommer ud på det dybe

Men dette er Mors smagedage
Og de er højere end bildøren
Højere end udsigtstårnet.
Højere end bakketoppene og kirkespirene
Disse dage smager helt specielt
De er Mors særlige smagedage
Og de går over i historien