Deroppe sidder han og synger. Pavarotti. Som jeg kalder alle matriklens solsortehanner.
Der er også en solsort i denne gamle tekst:
Sidde og glo
Lad os vandre en tur ud i landet,
lade øjnene fyldes med grønt.
Der hvor lærkernes toner er blandet
med en solsort, der synger så kønt.
Lad os sætte os ned i en vejkant.
give tankerne plads til at gro,
bare sidde og kigge og vide:
Det er luksus at sidde og glo.
Sæt dig ned på en stamme i skoven.
Se på skovbundens myldrende liv,
som du slet ikke ser i din hverdag.
Sæt dig ned og få nyt perspektiv.
Hvis du sætter dig stille og venter,
ser du ting, som du aldrig har set.
Du bli'r klog af at sidde og kigge
og få styr på de ting, der er sket.
Det er aften. Snart solen forsvinder;
men dens seneste stråler når hen
til den bænk på det sted,
hvor vi sidder
og har filosoferet igen
og betragtet en solsort, der søgte,
og som fandt sig en orm eller to.
Og vi smiler og medgiver fuglen:
Det er givtigt at sidde og glo.
På en stor sten helt nede ved vandet
sidder du på en sensommerdag
de figurer, du ridser i sandet
bliver opblødt af bølgernes slag
Se de slørede sandsilhuetter -
næsten slettede navne og ord …
Symbolikken må du selv fortolke;
du har tid, når du sidder og glor
(september 2006)