Ein wichtiger Film!

Der var helt stille i biografen, da filmen var slut. Der Untergang, altså. Man sidder rystet tilbage - hvorfor havde han den magt? For der var da folk omkring Hitler, der kunne se, at han til sidst havde mistet jordforbindelsen. Folk, der stillede spørgsmål, også af moralsk karakter. Men så var der altid andre, der sagde: "Jamen, vi har svoret .... " og så gjorde de alligevel, hvad de kunne for at opfylde hans krav.

Selve filmen slutter næsten optimistisk, da Traudl og drengen cykler ud af Berlin - ud i foråret. Men så ser man til sidst den gamle Traudl, der hele sit liv ikke har følt sig skyldig; men til sidst alligevel tænker: "Måske skulle man alligevel - trods sin ungdom - have kunnet se, at det var forkert".

Det er sagt før: Selvfølgelig skal vi ikke bære nag; men vi må aldrig glemme! Derfor er det en vigtig film!