Søndag den 30. juli afgang kl. 7.15. Planmæssig afgangstid. Lidt diset sol. Vi har pakket teltet også, trods pessimistiske vejrudsigter for Arkona, Berlin, Bremen og Hamburg ...
Jeg kørte. Imellem Fakse og Kongsted observerede vi en paraglider - eller hvad sådan en så hedder, når han er motoriseret med en propel på ryggen.
Vi nåede Gedser lidt før 8.30 og kom til at holde i kø med bl.a. Arne Erdmann og et lille Trabi-team, der havde været til træf i Sverige. F. gav sig ikke til kende over for A.E. ...
Vi blev pakket tæt sammen på færgens dæk - så tæt, at det undrede mig at se op til flere overvægtige personer i færgens restaurant - hvordan var de kommet ud af deres biler?!
I restauranten tog vi det store morgenbord. Netop som vi havde sat os, ringede F's telefon. Jeg troede, det var R. (hun er jo derhjemme); men så begyndte F. at tale engelsk. Det var Lothar Ditmer-Scheele. Vi havde jo skrevet e-mail til dem (venner fra vores besøg i Teterow sidste forår) for at høre, om vi måtte besøge dem. Men vi var nærmest gået ud fra, at de var ude at rejse, da de ikke havde skrevet tilbage. Nu har vi så alligevel en aftale i Scheessel (imellem Hamburg og Bremen) på fredag.
Efter morgenbordet gik vi et smut i shoppen - bare for at kigge. Men vi gik da ud med en Anton Berg-sampak af chokolade fra tre forskellige lande.
Vi sad ude på soldækket i strålende sol (jeg begynder så småt at mistænke dmi.dk for at binde mig noget på ærmet), da færgen begyndte sin lange indsejling til Rostock.
I Rostock skulle vi lige ind i border shoppen, hvor vi købte lidt vin og en whisky. Før vi kunne køre videre, måtte vi lige guide en bilfuld gebrokkent talende danskere hen til færgehavnen: de havde fundet skiltningen mangelfuld, hvilket jeg egentlig må give dem ret i.
Så kørte vi sydpå ad motorvejen, indtil vi kunne køre på den nye motorvej, der går mod Stettin. Landevejen længere oppe mod nordkysten havde måske været mere seværdig; men nu havde FDM altså anbefalet motorvejen.
Vi var i god tid (skulle først tjekke ind på pensionatet efter 16), så vi kørte ind for at kigge lidt på Stralsund. Vi fandt et sted at parkere og tullede så ind i den gamle bydel. Gammel vil sige middelalderlig, da nogle af husene daterer sig tilbage til 1200-tallet. Og mange af husene er flot restaureret. Stralsund var en hansestad, og den oprindelige rigdom ses stadig i de gamle, flotte store huse og de mange åbne pladser. Der er restauranter og Bierstuben på hvert gadehjørne, og i dag var der udeservering overalt.
Vi satte os også til rette på det store torv ved rådhuset og fik serveret øl, omelet / salat, og kaffe bagefter. Der var en del turister, men ikke overfyldt. Stralsund kunne nok være et længere besøg værd.
Efter denne frokost-rast kørte vi atter ud af byen. Oppe på motortrafikvejen, der fører ud oå dæmningen til Rügen, kom vi ind i en kø. Dæmningen er virkelig en flaskehals for trafikken til og fra øen - i hvert fald på sådan en solrig feriesøndag. De er da også i fuld gang med at bygge en flot bro.
Vi kørte så nordpå over øen. Nord for øens største by, Bergen, bliver landskabet lidt bakket og mere skovrigt. Imellem Kleiner og Großer Jasmunder Bodden og nordvest over. Fra Glowe kører man ad en skovbevokset landtange imellem indsøen (fjorden) og Østersøen. Der holdt bilerne parkeret i begge vejsider over en 8 km strækning lige så tæt, som de havde kørt på dæmningen. Jeg har aldrig set noget lignende. Man kan ikke se stranden, men jeg kunne alligevel forestille mig fluepapiret.
Hvor landtangen slutter, ligger Juliusruh ude imod kysten og Breege inde ved indsøen. De to småbyer er næsten vokset sammen. Vi kørte ind mod Breege og fandt hurtigt Parkweg 1 og Pension Zum Meer. Forrest ligger et stort rødmalet hus - privaten tror jeg. Bagved et lidt mindre hvidt hus, der rummer værelserne. Vi blev modtaget og fik vist vores værelse.
Vi havde ikke planer om yderligere sightseeing i dag, så vi besluttede blot at gå en tur. Først ned mod stranden. I en skovlignende park eller en parklindende lund havde en cyklende familie gjort holdt og stod og kiggede på en næsten livløs lille slange. Vi kiggede med. Vi blev enige om, at slangen næppe var farlig. Den havde hvide pletter i nakken, hvilket vi tolkede som "snog" - tyskerne kaldte den Blindschlange el. noget lign. - så F. tog den med hånden og lempede den væk fra skovvejen. For at fortsætte slangeredningsaktionen hældte han så noget af min Egekilde med brus og citrus over den for at køle og fugte den (thi den tyske dame mente, at den plejede at leve i sumpede områder). Det så også ud til, at den friskede lidt op.
Vi gik videre ned på stranden - blot for at konstatere, at det var et fluepapir. Så vi vendte om og gik den samme vej tilbage, altså imod havnen, der ligger inde i fjorden. Snogen lå samme sted og så sløj ud; jeg overbeviste F. om, at vi skulle lade den være (burde vi have aflivet den? hmm?!!).
På hvert andet hus (mindst) i Breege står der Ferienwohnung eller Ferienhaus - og oftest også "belegt". Man kan gruble over, om det er en spøgelsesby om vinteren ... men i år tror jeg i hvert fald, udlejerne tjener godt, før de skal gå i hi.
Der var havnefest i Breege til og med i dag. Med radiobiler, skydetelt og sang og harmonika-sømandsmusik i et blåstribet telt (Shantychor Sassnitz). Festligt og folkeligt - ja, det kunne såmænd have foregået i Fakse Ldp.
Jeg var sulten, selvom klokken kun var lidt over fem, så vi gik ind på Zum alten Fischer og fik et bord. Normalt ville der være udsigt over fjorden; men festpladsteltene dækkede noget af udsigten.
Vi fik mandelpaneret torsk - godt. Dertil drak vi Alsterwasser - det smager som øl med citronvand - lidt overraskende. Bagefter fik vi Rote Grütze med vanillesauce - godt! Det er næsten det samme som dansk rødgrød – men faktisk bedre.
Efter maden gik vi lidt rundt på havnen. Fjorden minder lidt om Præstø Fjord. Der lå nogle store turbåde, der sejler inde fra Ralswiek i bunden af fjorden og ud til den bilfri ø, Hiddensee.
Tilbage på værelset fandt vi vores tyske bordershop-hvidvin frem og satte os udenfor på nogle havestole, indtil myggene sendte os indendørs.
30. juli 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar