Amsterdam i munden er
- Stroopwafels, karamelvafler - en mellemting mellem vafler eller småkager og karameller - ikke helt sprøde som vafler - ikke helt seje som karameller - ikke så ringe endda!
- Speculaas: sprøde småkager med smag af nelliker og ingefær, som man bl.a. får til kaffen efter en middag, hvor andre landes restauranter ville lægge en lille chokolade
- Solid og sund bondekost: f.eks. hotchpotch: letmosede kogte grønsager, der serveres til kød - heller ikke ilde
- Sildeboder, hvor vi i DK har pølsevogne. Jeg fik desværre ikke prøvet en bolle med sild eller anden fisk - øv.
- Ost! Vi købte en nøddeagtig Maasdamer og en okker-orange lagret, men stadig nøddeagtig Gouda med hjem
Amsterdam til øjnene er
- Kanaler med kønne broer
- van Gogh's søgende og eksperimenterende malerier - de seneste tolkende hans smerte.
- Det flotte Rijksmuseum, med masser af vægtige guldaldermalerier, herunder Rembrandt, Vermeer og Jan Steen
- Hyggelige hvide og blå Delft-kakler og anden porcelæn i museer, og især i alle souvenir-shops. "Mormoragtigt på den fede måde" ville de unge vist sige.
Amsterdam til ørerne er
- Ja, jeg fik desværre ikke hørt noget typisk hollandsk musik.
- Og dog: skipper på vores sightseeing-båd sang et par lokale sange, dels en om en kirke, som vi sejlede forbi og dels om alle Amsterdams kanaler. Han skulle lige presses lidt for at synge ... d.v.s. han ville meget gerne presses. Og jeg kan jo ikke stå for turistbådsskippere, der synger eller citerer digte ...!
- Et sprog, der nok kræver lidt overvindelse for en dansker at prøve at tale, men som nok ikke er svært at lære. Mange skilte kan man jo fint læse.
- Sprogligt er Amsterdam nem at færdes i, for alle kan tale engelsk.
- En multietnisk hotchpotch: dels er indbyggerne af alle mulige etniske oprindelser, dels er byen fuld af turister - når man går i gaderne, hører man nærmest samtlige europæiske sprog.
- Cykelklokker, der ringer. Amsterdam er en cykelby - der er god offentlig transport og en masse cykler - og de har fart på og kører på sådan en lidt autonom måde ...!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar