Knysten. Kapitel 2

Så faldt dommen: slidgigt i storetåens grundled.


Tja, dom er vel lige hårdt nok at sige. Og jeg har tænkt lidt tanker om, hvordan jeg ville have haft det på turen til lægen, på turen derfra ... og nu, hvis det havde været noget rigtig alvorligt, sådan livstruende. Men ham, ortopædkirurgen fik det nu alligevel til at lyde nærmest som en dom. Godt, at jeg på forhånd havde hørt om ham, at han ikke ligefrem var en optimistisk person.


Men jeg fik da noget ondt af mig selv ... En knyst; det er da skæmmende og uskønt. Men slidgigt ... det er da sådan mere ... en sygdom. Og jeg som er vant til at anskue mig selv som en gennemsund og rask person. Øv! Nå, ja, den alder ... og sådan ... Stadig øv!


Fremtiden? Alt. 1: en operation, der vil gøre leddet stift, men fjerne hævelsen og sikre, at jeg kan gå ... Alt. 2: ortopædiske sko. Hmmm?! Stadig øv! Under alle omstændigheder: aldrig mere højhælede sko! Nå, det kan jeg også godt leve uden ... om end ikke helt uden ærgrelse.


Jeg har ikke besluttet noget endnu. Andet end, at jeg stadig satser på vandreferie til sommer! S'gu!! Jeg ved, jeg kan nu - er i hvert fald 99,5% sikker! Jeg ved ikke, hvor hurtigt efter en evt. operation jeg ville være i stand til det ... Så må jeg tage stilling til en evt. operation til efteråret.


Og så må vi se, hvad der sker herefter. Men i hvert fald må jeg søge mere oplysning, før jeg beslutter mig endeligt. - I'll be back!


"Knysten. Kapitel 3" kommer til at hedde "Slidgigt. Kapitel 1"


I alt fald var det lige den rigtige dag, at der lå en MySpace-besked til mig fra John Wright!!