"Hjorte i brunst"

Vi skrev også associationer og dernæst småvers over ord fra temaet, efterår. Et af ordene/udtrykkene, der kom frem, var "Hjorte i brunst". 

Hjorte i brunst brøler ud over landet
Råber om rigdom og praler af magt
Mægtige mænd, som er chefer, blandt andet,
gør jo det samme ....

Så ...
nu er det sagt ....

Skriveopgave med terninger.

Ved skrivedagen i går gav terninger med symboler dette resultat:

Der er en bro imellem trygheden i dit hus og den store verden med alle dens konflikter og ubesvarlige spørgsmål.
Broen går over en rivende flod, hvor fiskene springer.
Broen er usikker, gelænderet lavt og brædderne knirker.
Broens vogter byder dig at stoppe. Det er for farligt for dig, siger han.
Derovre ligger den hemmelighedsfulde skov, hvor træerne hvisker i koder og gåder.
Og der er ingen mobildækning, så du kan ikke ringe efter hjælp.
Hvis du går over, er der ingen vej tilbage.
Du låser døren til dit hjem og din tryghed, og nøglen falder i floden.
Måske bliver den slugt af en guldmakrel; og hvem ved, om du nogensinde ser den igen.

Vand pisker under broen
Fisk svømmer under broen
En har din nøgle i maven
- den svømmer ud i havet.

Alene i skoven
Alene i verden
Hjælpeløs blandt de hviskende træer,
som du ikke forstår.
Spørgsmål i vinden
Spørgsmål i vandet
som fisk mellem strømhvirvler
Plask
Hvor er nøglen til låsen?
Hvor er koden til verden?
Den er tabt
fra en bro
over brusende vand

Et prosastykke

Jeg har været sammen med en af mine skrivegrupper i dag. En af vores øvelser gik ud på at gen-skrive det, vi netop havde skrevet i en anden genre. Og da jeg lige havde skrevet poesi (det gør jeg oftest), så skulle jeg omskrive det til prosa. Det faldt mig svært, for pludselig skal man til at vælge fokus og være mere konkret. Men jeg skrev dette:

En kvinde træder ind i en hotellobby. Det er sent om aftenen. Hun trækker en ikke alt for stor kuffert efter sig. Kufferthjulene rumler let hen over marmorfliserne og blander sig med den stilfærdige muzak fra receptionen.

Den mandlige receptionist tager imod. Han smiler sit professionelle smil og gentager de fraser, han har sagt så ofte. Konsulterer computerskærmen og rækker et lille papomslag med nøglekortet over til den trætte rejsende. "Elevatoren er lige derhenne. Værelset ligger på 4. etage."

Snart efter er kvinden installeret i et nyindrettet værelse med anonym kunst på væggene. Toilettasken stillet ud på badeværelset, et par jeans, to bluser og en jakke hængt på bøjler.

Om morgenen står kvinden i kø til morgenbuffeten sammen med slipsene, habitterne og de nystrøgne skjorter. Og med kvinderne fra det japanske rejseselskab med deres ceriserøde cardigans. Men denne rejsende har et andet ærinde.

Hele dagen går kvinden rundt i byens gader med store øjne og nakken lagt bagover for at studere arkitekturen. Hun sidder på caféer og lytter til sproget. Og prøver at finde frem til det mest lokale på menukortet. Hun fotograferer skæve hushjørner, nedløbsrør og sporvognsskinner. Hun kører med undergrundsbanen og studerer linjekort. Museer, jo, museer besøger hun også.

Den sidste dag sidder kvinden på en bænk i en park. Hun betragter livet omkring sig. Børn leger og råber. Folk lufter hunde og triller med barnevogne. Hun lægger hovedet tilbage og kigger op i træets bladmylder over sig. Hun sukker og smiler. "Her kunne man bo. Ja, måske kunne jeg leve her. - Hvis det ikke var for ... ". Hendes tanker afbrydes, da en tung regndråbe lander på hendes lår. Mørke skyer er trukket op over parken. Hun rejser sig og skynder sig over mod stationen.

"Sidde og glo"

Deroppe sidder han og synger. Pavarotti. Som jeg kalder alle matriklens solsortehanner.

Der er også en solsort i denne gamle tekst:

Sidde og glo

Lad os vandre en tur ud i landet,

lade øjnene fyldes med grønt.

Der hvor lærkernes toner er blandet

med en solsort, der synger så kønt.

Lad os sætte os ned i en vejkant.

give tankerne plads til at gro,

bare sidde og kigge og vide:

Det er luksus at sidde og glo.

Sæt dig ned på en stamme i skoven.

Se på skovbundens myldrende liv,

som du slet ikke ser i din hverdag.

Sæt dig ned og få nyt perspektiv.

Hvis du sætter dig stille og venter,

ser du ting, som du aldrig har set.

Du bli'r klog af at sidde og kigge

og få styr på de ting, der er sket.

Det er aften. Snart solen forsvinder;

men dens seneste stråler når hen

til den bænk på det sted,

hvor vi sidder

og har filosoferet igen

og betragtet en solsort, der søgte,

og som fandt sig en orm eller to.

Og vi smiler og medgiver fuglen:

Det er givtigt at sidde og glo.

På en stor sten helt nede ved vandet

sidder du på en sensommerdag

de figurer, du ridser i sandet

bliver opblødt af bølgernes slag

Se de slørede sandsilhuetter -

næsten slettede navne og ord …

Symbolikken må du selv fortolke;

du har tid, når du sidder og glor

(september 2006)

Genbrugspoesi: Sigøjnerdage

Jeg har lyst til at lufte nogle af de gamle digte. Her et fra min gymnasietid - altså i 70'erne.

Sigøjnerdage

Engang i mine sigøjnerdage
vil jeg komme til dig
og smile til dig
med mine vidende
-lidt vemodige øjne.
Og jeg vil røre din skulder
og tage om din nakke
og måske nådigt kysse dit ansigt,
idet jeg langsomt og umærkeligt
græder over uretten til min gerning.
Men du -
du vil skænke mig et smil
og en bid af din lykke
- med på min rejse

Fra samlingen "Blandede bolcher" på min hjemmeside

Ørkenslange

Jeg skriver og jeg tænker
Og jeg tænker og jeg skriver
Op ad døre og ned ad stolper
Ud ad gader og hen på bænke

Ordkæder sniger sig væk som slanger
Men slynger sig rundt op og ned
og dukker op igen samme sted,
som de kommer fra
I ring - i rundkørsel - i labyrint

Mæanderflugt

Graver mig ned et sted
Ørkendyr
Ørkenslange
Væk er jeg
I kan ikke se mig
Øjne ruller
Jeg betragter

og skriver

Mors smagedage

Mors smagedage er højere end bildøren og går over i historien

For Mor smager på dagen

Hun smager på alle dage

Lige fra det første citronskarpe morgengry med brisen, der dufter af regn og sildeskæl

- til den sene aftens kanelkagekrydrede mæthed

Alle dage er smagedage.

Men Mor kan nemt glemme at smage

Og hverdagenes smage løber sammen til vandgrød

Så må hun ud

For der er særlige dage, der skal smages.

Andre tidsaromaer og fremmede områdedufte.

Så Mor starter bilen med gråblå røg og dækduft.

Og så går det derudad.

Motorvejenes bilrækkesang.

Bivejenes snurrighed af toppe og dale.

Frem til den åbne bakketop med smagen af udsyn.

Frem til havnekanten med saltsmagende stænk.

Frem til Vesterhavets hårdtkørte strande med oliegennemtrukket sand.

Mange dage er køredage,

hvor bildøren afgrænser den synlige verden.

Men ikke i dag

Bildøren op.

Stå ud med et ben i bilen og et ben i verden.

Albuen på bildøren.

Se – indånde – smage.

Her ligger landet

Her ligger bakketoppene og udsigtstårnene

Spirene

og spirerne

og de spirende inspirationer

Nu skal der smages

på syn og sans og sandheder

Men ikke for mange

De grønne spyd kan stikke

De grønne smage være beske

Når Mor smager – i sandhed smager på livet

Sand i munden

Støv i øjnene

Grus i maskineriet

Når Mor smager

På godt og ondt smager på livet

Der er alle de søde jordbærkys

Der er det tåresalte havvand

Der kan fylde mund og næse, når man kommer ud på det dybe

Men dette er Mors smagedage

Og de er højere end bildøren

Højere end udsigtstårnet.

Højere end bakketoppene og kirkespirene

Disse dage smager helt specielt

De er Mors særlige smagedage

Og de går over i historien