26. august 2005

Tønder Festival 2005 - Fredag

Ankomst som sædvanlig over middag. Og som sædvanlig brød der et voldsomt tordenvejr løs, da vi var ca. 7 km fra Tønder ... Det var dog tørvejr, da vi kørte ind på pladsen.

Vi har snakket om, at der var mere tjek på pladsanvisningen de første år, vi deltog i festivalen. I år fik vi plads et sted, der vist ikke engang har et navn. Det var helt ude på den anden side den asfalterede vej, der går langs campingområdet - helt nede for enden og ud mod jernbanen, hvor godstog samt toget fra Tyskland hilser de camperende med høje signaler ved ankomst og afgang. Man får simpelthen et chok hver gang. "Hvis det sker i morgen tidlig kl. 6, så ....". Der var godt vådt i marsken derude; men heldigvis lå vi tæt på asfaltvejen.

Efter teltrejsningen fik vi lige den obligatoriske "blå cola", siddende i teltets apsis, da det igen regnede lidt.

Oppe på festivalpladsen opstod en mindre krise, da vi ikke kunne finde Festival-pubben. Den er ikke i et telt mere, men er flyttet til en murstensbygning og indvendig indrettet fint med synlige bjælker og gode fotos af kunstnerne fra tidligere år.

Efter god og rigelig aftensmad i madteltet slentrede vi igennem gågadens mylder af festivalgæster, Tønder-borgere og tilrejsende smykkesælgere, og videre ud til Kulturhuset. Aftenens program startede med amerikaneren Tim O'Brien, som er teknisk god på sin guitar og også leverede nogle OK sange. Næste bud var David Francey, en sympatisk canadier, født i Skotland. Han kunne ikke spille guitar, og havde derfor medbragt en gut, der kunne. Det vil altså sige, at man godt kan få lov at rejse rundt med sine sange, selv om man ikke kan akkompagnere sig selv. (!) Jeg kom til at tænke på, hvem der så har skrevet hans melodier: han selv eller? Det sagde han ikke noget om. (intet link, da www.davidfrancey.com åbenbart ikke virker p.t. Men jeg har set den før, så prøv evt. senere.)

Efter pausen tog Bruce Guthro over. Hans fanklub (kvinder) sag bagest i salen. Og jeg tænkte mit. Men han overraskede positivt. Jeg har aldrig oplevet ham med Runrig. Men han synger rigtig godt og skriver nogle gode sange, som man også kan tolke lidt på. Og glimtvis er han lidt af en frækkert ...

James Keelaghan afsluttede aftenen. Og tog kegler hos publikum med sine gode sange - især med sin Mirabeau Bridge (som John Wright også synger).

Ingen kommentarer: