Tønder Festival 2005 - søndag

Jeg havde sovet godt om natten - ingen regnbyger. Jeg vågnede ved, at det var lyst og at folk i naboteltene begyndte at røre på sig og knevre: et sted blev det nyeste boliglånskonvertering drøftet (hvor interessant er det på en smuk søndag morgen ude i Tønder-marsken?) - et andet sted blev rutinen ved rugbrødsbagningen remset op af den hørbart selvtilfredse rugbrødsbagerinde. Vi kom også efterhånden ud af teltet. Denne morgen virkede det henne i toiletvognen - i hvert fald delvis. Vi fik indtaget morgenmaden langsomt og velovervejet.

Vores nærmeste naboer - et par i 30'erne i et lille kuppeltelt - begyndte at røre på sig, og kvinden gik mod toiletvognen; men oppe på vejen vendte hun om og satte sig på hug. Jeg bemærkede, at det så forkert ud, og lidt efter blev hun da også hjulpet ned mod sit telt igen af en forbipasserende mand. Hun måtte ned at sidde igen, vi løb til og fik fremskaffet et stykke teltunderlag, som hun kunne ligge lidt ned på. Vi gav hende så også vores sidste juice og fik hevet hendes stadig halvsovende mand ud af teltet. Han fik hjulpet hende hen at sidde i deres bil. Hun kunne sagtens snakke, men blev ikke rigtig frisk. Han fik pakket sammen, og de kørte bort for at komme hjem og til lægen, for det alt sammen så lidt mystisk ud. Underligt, når fremmede folk lige pludselig kommer tættere på, fordi man kommer til at bekymre sig lidt for dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hun har det nu i skrivende stund.

Der var generel opbrud i marsken. Vi måtte hjælpe en anden nabo med at få skubbet deres campingvogn ud (dem med boliglånet). Vi fik også selv pakket sammen og kørte bilen tættere på festivalpladsen - og efterlod den et sted, hvor der næppe blev pløret og tæt på asfaltvejen. Så gik jeg i bad.

Søndag eftermiddag står den altid på ceilidh i de to telte. Vi valgte at starte i telt 1 - og blev der faktisk hele tiden. Et sted på festival-pladsen havde vi tidligere på week-enden bemærket et skilt med påskriften: Pissoir bag hegnet. Da vi stod i kø til ceilidh'en, kom der sækkepibelyde inde fra dette pissoir ... og det var vi flere i køen, der syntes, vi skulle kommentere. Jeg kom med den teori, at en måtte have fået fat i den forkerte pibe ... og så kom der flere kommentarer af samme skuffe. Forklaringen var den, at pissoiret lå ved bagudgangen til instrument-udstillingen, så der var selvfølgelig en, der skulle prøve, før han købte ...

Ceilidh byder oftest både på genhør og smagsprøver på nye bekendtskaber. Og der er mange - ingen gjorde sig unikt bemærket denne dag; men vi blev da mindet om, at Oysterband stadig spiller med en dejlig gejst og energi, trods deres mange spillende år på bagen. Fik også en lille gensyn med Capercailie og Dougie Maclean.

Årets musik-indkøb hos Millstream var beskedent: blot en opsamling med Eliza Carthy.