Skiftedag igen. Vi har en aftale i Scheessel fredag; men der er rimeligt langt at køre, så da vi ikke ville bruge hele fredagen på at rejse, ville vi køre torsdag og så finde et sted at sove i Scheessel og så møde op hos familien Dittmer-Scheele fredag formiddag.
Først var vi inde i Teterow igen (vi skulle under alle omstændigheder igennem byen) og postede et par postkort. Så kørte vi vestpå til Schwerin, hvor man kan komme på en stump ny motorvej, der rammer motorvejen imellem Berlin og Hamburg. Ad den fortsatte vi vestpå og derefter syd om Hamburg. En omkørsel før Hamburg havde nær sendt os på afveje; men vi fandt kursen igen. Vi forlod A1 ca. midt imellem Hamburg og Bremen og kørte sydøstpå imod Scheessel.
Vores aftale lå ikke fast, da vi tog fra Danmark, så jeg var ikke så godt forberedt på Scheessel – altså m.h.t. bykort og beliggenhed af overnatningsmuligheder; men jeg gik ud fra, at der var et turistbureau. Så vi brugte temmelig lang tid for at finde blot en informationstavle over byen – forgæves; der var i hvert fald ingen i byens centrum ... Vi havde dog set et skilt mod en campingplads, da vi kørte ind i byen, så vi kørte ud igen for at finde denne. På vej ud af byen fandt vi så en informationstavle, fandt campingpladsens beliggenhed og ligeså beliggenheden af vejen, hvor familien Dittmer-Scheele (Käthe og Lothar) bor.
Der var en campingplads lige i udkanten af byen – i nærheden af en sportsplads. Det var en lille plads med høje træer; der så hyggeligt ud. En kvinde tog imod os og viste os tilrette – der var flere pladser at vælge imellem, da pladsen ikke var særlig søgt – så vi valgte at ligge lige ved siden af en pavillon, hvori der stor et bord-bænke-sæt af flækkede fyrrestammer. Så behøvede vi ikke sidde inde i teltet og spise, hvis det skulle blive regnvejr. Da vi havde sat teltet op, delte vi en øl i pavillonen. Imens vi sad der, dukkede der en lille skovmus op og vimsede lidt rundt og snusede inde i pavillonen. F. hældte lidt øl i kapslen og satte den ned på jorden. Musen smuttede væk; men senere så jeg faktisk at musen sad ved kapslen – og sad der længe – den drak længe og veltilpas, for da den atter smuttede væk, var kapslen tømt for øl ...! Vi så ikke mere til musen under vores ophold på pladsen, til gengæld så jeg næste morgen en kat. Og jeg fik nærmest skrupler over, at vi havde drukket en sagesløs mus fuld, så den måske er blevet et let bytte ....
Vi gik en tur igennem campingpladsen, der var beboet af nogle få fastliggere. Der var også en del forladte vogne, og nogle af dem så ud til at være besøgt af andre end deres ejere ...! Lidt skummelt. Fra pladsen kunne man komme videre ad et stisystem, der går igennem skovbevoksningen langs den lille flod Wümme.
Campingpladsejeren havde anbefalet os en restaurant, vi kunne nå til fods. Den hedder Zum Heidekrug og ligger nærmest i et villa-område – ikke lige det sted turister ville have ledt efter en restaurant. Der fik vi schnitzler, og de var store! F. fik jægerschnitzel og jeg en sigeunerschnitzel, med tilbehør af peberfrugter smagt til, så det smagte rigtig ungarsk (i hvert fald det en dansker vil kalde ungarsk) altså med en antydning kommen. Godt!
Det skulle senere vise sig, at campingpladsens beliggenhed i byens udkant var et minus. Der var meget støj fra vejene, der løb lige forbi.
3. august 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar