Tønder Festival - lørdag

Lørdag eftermiddag var vi atter i Telt 2.

Koncerten startede med Sara Grabow. Hun er en lille lyshåret spinkel lyshåret pige. Men fylder scenen med sange og guitar. Hmm! Datter af Sebastian! Men hvorfor skriver hun ikke på dansk? Før hun forlod scenen, sang hun kor til Marie Key. MK er sej på sådan en antihelt-agtig måde. Lidt som Niels Hausgaard, selv om kønnet, alderen og den geografiske oprindelse er forskellig. Hun har humor og en absolut afslappet skrivestil. Hendes tekster er enkle og lidt banale tekster, men de fungerer! Hende vil jeg høre mere til! Hun sang bl.a. hittet Mormor, som er absolut både til at grine og græde over.

Trio Mio består af svenske Jens Ulvsand, der vist har undervist på musikkonservatoriet i Odense. Han er lidt af Clint Eastwood-type, sådan lidt senet. Kristine Hebøl spiller violin - høj kvalitet. Og unge Nikolaj Busk spiller klaver og andre tangentinstrumenter. De hygger sig ved at spille sammen. Glæden smitter og fylder hele salen. Deres musik er præget af disse her svære nordiske rytmer. Sådan en melodi havde Kristine skrevet og kaldt den Poppel. Ikke lige en melodi, der ligger lige for at skrive en tekst til. Ikke desto mindre havde Jens skrevet en tekst til den - der enkelt og komprimeret handler om det vigtige i livet. Høj kvalitet. - se senere.

Bruce Guthrow afsluttede eftermiddagens koncert. Den mand har en vis portion sarkasme og selvironi. Vi talte om, hvor anderledes han er i forhold til Runrig's forrige forsanger, den temmelig selvhøjtidelige Donnie Munro. BG joker meget, men smiler sjældent. Den nuværende amerikanske præsident (ja, jeg skal ikke have min blog i søgelyset af den slags søgemaskiner, så jeg nævner ingen navne!) har ikke levet forgæves: han har virkelig fået kunstnerne igang med at synge protestsange igen. Det er næsten lige som i 70'erne. I øvrigt sang BC igen den med Mary nede ved floden, som han vist selv har skrevet. Den er god.

Lørdag aften i Tønder Kunstmuseum

Antje Duvekot startede aftenens koncert. Hun har også en snert af det der med protestsange. A.K. har en meget sød, nærmest genert fremtoning, men hendes tekster fortjener lidt mere kant i fremføringen. Det kommer nok med alder og erfaring ...? Som antydet skriver hun spændende tekster, og jeg har købt hendes CD, Big Dream Boulevard, med hjem. Hendes ekstranummer var Famous Blue Raincoat, som jeg faktisk aldrig har hørt på engelsk. Den gav hun godt, selvom Pernille Rosendahl faktisk giver den bedre på dansk.

Lis Carrol og John Doyle er et par dygtige og sympatiske amerikanere, der håndterer guitar og violin og synger lidt.

Sidste flok på scenen var Julie Fowlis og hendes musikere, som bl.a talte Duncan Chisholm (tidligere violinist i Wolfstone). De var også dygtig. Julie har en rigtig god stemme; men synger kun på gælisk, og selv om hun fortalte meget om sine sange, så bliver man ikke rigtig ramt af ord, man ikke kan forstå.