Den første seng står på P-hotel i Oslo Centrum. Et relativt billigt hotel for Oslo Centrum og absolut derefter.
Min kollega og jeg kom hertil ca. 20.30 tirsdag aften efter en lang biltur. Jeg kørte hendes Peugeot (som det viste sig, jeg havde kørt før, på rejse med en af firmabilens tidligere ejere) fra Lyngby til Göteborg. Mit højre knæ var totalt ømt, da jeg steg ud for at strække benene i Göteborg ved det kontor, som faktisk lukker i morgen.
Vi havde smukt kørevejr igennem Nordsjælland og Sverige. Sol, klart vejr og smukke gyldne efterårsfarver. Kun en enkel kraftig byge.
Min kollega kørte så videre fra Göteborg til Oslo, imens mørket faldt på, og snakken gik videre om løst og fast fra sprog til viser til julemad. Landskabet viste sig kun som spredte lys.
Flot er det at køre ind i Oslo. Man ser over på en skråning overdrysset med små stjerner - lysene fra huse og gader. Jeg blev fulgt til hotellet, men gik kun lige op med min kuffert. Vi gik ud at spise. Det var en fordel med en vært, der er godt stedkendt. For det var en glimrende kinesisk restaurant, hvor den eneste person blandt personalet, som så norsk ud, faktisk bad os om at tale engelsk. Medium stærk mad - det mente jeg da nok, jeg kunne klare. Det kunne jeg også, men så heller ikke mere!
Jeg var træt efter den lange køretur. Min kollega vist ogå, så vi skiltes. Hun gik med sin kæreste hjem, og jeg traskede op til 6. sal på mit hotel. Værelset var køligt. Jeg prøvede at stille på varmen. Samtidig fandt jeg så ud af at tænde lyset på badeværelset. Det er en gammel bygning, og værelset er skrabet; men der er et fladskærmsTV på væggen. Så jeg gik i seng og lå og zappede lidt, men slukkede snart lyset.
Vækkeuret ringede kl. 7.30 - vild luksus. Tjekkede firmadelemobilen kl. 8.00, hvorefter den private ringede - hjemmefra. Jeg hentede min posemorgenmad, der hang på dørhåndtaget. Der var en baguette m. salat, ost og skinke, en lille brik-juice og et æble. Og der var til at lave kaffe på værelset. Egentlig OK, men der var jo ikke meget frit valg i det.
Min kollega hentede mig senere. Vi fik kaffe (cortado) og en bolle med hindbærsyltetøj i på en café. Derefter et ærinde på Oslo-kontoret, hvorefter vi kørte ud af Oslo og mod nordvest.
30. oktober 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar