"Skønne spildte dage"

Ulla Henningsen sang i Pumpehuset den 5. december, og hvis man kan leve med ikke at blive kontaktet fra scenen, ikke at blive inddraget, ikke at blive spillet op til, ikke at blive brugt, som det jo oftest sker, når vi oplever levende folkemusik, så var det en ganske glimrende koncert. Som sagt virkede folkene på scenen noget reserverede. Men de er jo dygtige kunstnere. Efter et nummer, der kørte rigtig godt (det kan have været Kim Larsens Skt. Emitri), og hvor der kom ekstra varme klapsalver fra publikum, kunne jeg have sagt til Ulla og bandet: "Jamen, så nyd det dog - I er gode, og vi kan lide jer. Nyd det dog - og smil!" Man behøver ikke at have stået mere på scenen end undertegnede, før man ved, at et godt samspil imellem scenen og publikum er noget af det fedeste!! Men man kan måske også komme dertil, at man stiller så høje krav til sig selv, at del hele bliver akavet og forkrampet.

Men Ulla er ellers en god fortolker af sange - og det var en ganske god håndfuld, hun præsenterede den aften. Hendes skuespil-karriere har givet hende sådan lidt femme fatale-karisma, som ikke er at foragte. Hendes stemme underbygger den fint. Det samme gør de valgte sange. Aftenens sæt var vist nok identisk med den nyeste CD, Skønne spildte dage. Som nævnt kørte bl.a. Skt. Emitri rigtig godt (til trods for den letkøbte tekst, Kim Larsens varemærke). Topnummeret var efter min mening et Bob Dylan nummer, som vistnok er kommet til at hedde Grædende i døren (ja, der kom heller ikke mange oplysninger om sangene eller deres ophav fra scenen). Men det nævnte nummer var et af dem, der lykkedes allerbedst - ikke mindst på grund af et godt tema på guitaren, som blev så virtuost håndteret af Jonas Struch (tidl. Swan Lee, har jeg læst) - et helstøbt nummer, der ramte.

Tilbage står så for mig bl.a. at undersøge, hvem der egentlig har fordansket de af numrene, der oprindelig er udenlandske. For teksterne lød OK (om end jeg også godt kunne have ønsket mig lidt tydeligere diktion, men det kunne selvfølgelig være gået ud over femme fatale-mystikken). Her har jeg key-board etc. spilleren Nikolaj Nørlund lidt mistænkt for at have et par fingre med i spillet. Han stod også og så reserveret ud på scenen, men jeg kunne dog fange hans stemme i en backing vocal, og genkende den som vokalen på Pergament Hotel, en af de rigtig gode Leonard Cohen-sange På danske læber. Her rammer NN's stemme perfekt sangens forpinte, pirrede stemning. En kunstner, jeg godt vil lære nærmere at kende.

Og til trods for, at vi publikum ikke var blevet spillet op til, så var vi mange, der jublede da ekstranummeret blev slået an og annonceret: Lukketid, som var UH's bidrag til CD'en Leonard Cohen på danske læber.