Viser opslag med etiketten Barcelona. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barcelona. Vis alle opslag

6. april 2007

Langfredag

Vi havde alle sovet bedre end natten før. Efter morgenmaden gik vi hen til pladsen igen, for idag ville vi tage den sydlige bustur.

Første stop var den spanske landsby, hvor der er samlet byhuse fra forskellige spanske byer. I husene var der desuden arbejdende kunsthåndværkere, der også solgte af deres ting. Der var mange spændende ting at se på. Jeg købte et par øreringe med klart og rødt glas. Det var tørvejr, og vi krydsede fingre for, at det blev ved.

Det var på bjerget Montjuic, der ligger i udkanten af bymidten. Der var flere busstop i dette område, så vi stod på bussen igen. Og stod af ved en park. Herfra kunne man også tage et s-tog el. lign. ned til byen - eller en svævebane længere op på bjerget. Den var vist ikke rigtig i drift. Jeg skulle heller ikke have nydt noget, så vi gik bare længere op. På toppen af bjerget lå et forsvarsværk, der har kunnet forsvare havnen. Nu er der militærmuseum; men man kan også bare gå rundt på området og nyde udsigten. Det blæste kraftigt heroppe, men det var stadig tørvejr og ikke koldt.

På vejen ned til bussen igen spiste vi lidt baguetter med chorizo. Vi kørte med bus ned i byen igen og forbi statuen af Columbus og ned til området omkring havnen. Der er ret flot. Solen skinnede nu, og der var enormt mange mennesker allevegne - ja, Barcelona tiltrækker mennesker og ikke mindst i Påsken. Der er turister alle vegne og fra alle mulige lande. Der er også pænt belagt på vores lile hotel.

Vi blev på bussen og stod først af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Det var fint solskinsvejr nu, og vi gik op ad Passeig de Gràcia for at se nærmere på de to Gaudì-bygninger, der ligger der, Casa Batllo og Casa Mila. På vejen derhen stoppede vi og drak kaffe på en fortovscafé - det skal man da prøve! Det myldrede også med mennesker på denne fine gade.

Vi gik tilbage på hotellet og slappede lidt af. Jeg satte mig ud på terrassen og skrev dagbog og nød solen, indtil den forsvandt bag skorstene og tage. Herfra har man også udsigt til bagboernes altaner og vasketøj.

Efter at jeg var gået ind, hørte vi på et tidspunkt trommer fra gaden. Vi gættede på, at det var en procession og skyndte os at gå ned for ar se den. Det viste sig, at den gik lige forbi hotellet ad den smalle gade, og vi kunne dårlig komme ud, fordi folk stod klinet op ad døren for at se processionen. F. og jeg gik ind i foieen og kiggede ud ad vinduet i stedet. Uden for mit vindue stod en mand med en lille dreng på armen, og knægten syntes, det var nok så interessant, at en dame stod inden for vinduet og klemte næsen flad for at se ud, så han bankede på ruden og grinede.

Det, jeg så af processionen, var forrest nogle kvinder klædt fint i sort og med blonder. Derefter en del mænd i hvide kjortler og med høje, grønne velourbeklædte spidse hætter helt ned over ansigtet - ja, sådan nogle ku klux klan-hætter. Dernæst en præst i hvidt og lilla, der svingede med en røgelsesting. Til sidst kom det centrale: oftest ser man, at det er en vogn ... der var en Jomfru Maria-statuette ovenpå, og en masse blomster. Men tingens vuggende bevægelser tydede på, at den blev båret ...! De stakler, der har gået sammenkrøbne derinde under! Foran gik en mand, der af og til bukkede sig og kiggede ind under, som om han gav instruktioner til bærerne.

Processionen bevægede sig langsomt videre, og vi gik ud for at finde et sted at spise. Rambla'en myldrede af mennesker, og vi gættede på, at det var vildt dyrt at spise her. Så vi vandrede rundt ad sidegaderne. På et tidspunkt var vi henne ved katedralen og så, at processionen (eller en anden) nu var nået hertil.

Et sted ved Laietana fandt endelig nåde for vores madlyst. Der var salatbuffet, pizzastykker og kaffe og frugt til at slutte af med. Jeg smagte (efter en masse andet) noget pureret avocado-frugtsuppe med en sødlig frisk mild smag - det var rigtig godt.

5. april 2007

Skærtorsdag

Efter en relativt god nats søvn stod vi op og nød et velfungerende brusebad. Morgenmaden i den klassisk udsmykkede spisesal var også OK. Vi var blevet enige om at tage en guidet tur med en af turistbusserne, for TV havde meldt REGN. Efter at være gået et par gange rundt om Plaça Catalunya fandt vi den bus - eller den rute, vi helst ville med. Vi købte billetter til to dage (der er tre forskellige ruter) - og hoppede ombord.

Da vi var kommet på plads på den åbne overetage, ringede en sms ind på min mobil. Det var en forsinket fødselsdagshilsen fra Lille Skensved. Hyggeligt! Det var lidt køligt at sidde på overetagen; men man ser jo bedst deroppe, og det dryppede kun lidt.

Bussen kørte op ad Passeig de Gràcia, hvorved man kommer forbi to af Gaudí's bygningsværker: Casa Batllo (der er musik på siden) og Casa Mila. Og vi kørte igennem nogle af Eixample's perfekt planlagte gader med gadehjørner, der er skåret skråt af, så der dannes små fine pladser i hvert gadekryds.

Vi hoppede af bussen ved La Sagrada Familia. Den bygning - eller byggeplads - er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set. Bløde former, der ligner dryppende stearin. Søjler, der ligner himmelstræbende træer. Et væld og et mylder af detaljer - et myldrende symbolsprog. Ja, der bygges jo stadig på kirken - eller templet, som der også står nogen steder. Men der er alligevel åbent for publikum. Inde i det, der bliver kirkerummet står der plancher, der fortæller, hvor de forskellige anvendte stenarter kommer fra. Og i kælderplan er der udstillinger om byggeprocessen: tegninger, skitser, modeller, fotos, etc. etc.

Det regnede og var ret koldt. Vi gik ud for at stå på en turistbus igen (de kører med seks minutters mellemrum); men der var kø (og paraplytrængsel), og busserne var fulde, så vi måtte lade to busser passere, før vi kom om bord. Vi fik pladser bagest i bussen, og der var dårligt udsyn, men efter nogle stop, hvor andre passagerer stod af, kunne vi avancere til bedre pladser.

Vi blev på bussen resten af turen rundt og stod altså af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Der fandt vi en restaurant, hvor vi fik paëlla - R. med skaldyr, F og jeg med kylling. Den smagte ikke så godt, som jeg havde ventet (og duftet fra nabobordet i aftes). Efter en kop kaffe gik vi ud for at finde katedralen og Picasso-museet, som R. gerne ville se.

På vej derhen fik jeg kigget op ad en sidegade og fik øje på en flot og farvestrålende bygning. Den måtte vi lige hen og kigge på. Det viste sig at være et musikhus: El Palau de la Música Catalana. Vi var ikke inde – vi havde jo andre planer.

Vi gik videre hen til katedralen. Der var lang kø ved indgangen, så vi ville bese den udefra først. Vi gik derfor rundt om den ad de små gamle gader. Et sted med en god akustik sad en dame og sang opera, så det rislede ned ad ryggen. Ved katedralens bagindgang læste R., at man kunne komme gratis ind efter kl. 17.15, så vi besluttede os for Picasso først.

Ad flere gamle smalle gader ... men der var meget lang kø ved Picasso-museet. For lang til, at vi havde lyst til at stå under vores paraplyer og fryse. Vi gik videre og fandt triumfbuen og den brede passage op imod den.

Vi gik og snakkede om, hvorfor duerne fløj så vildt i denne by. De tager den lige vej og skærer alle hjørner lige som brian'er på motorvejen. Således flyver de ganske tæt forbi folk på gaden. I øvrigt flyver der også grønne papegøjer rundt og skræpper - men de er endnu respektfulde i deres flyvemanerer.

Vi gik tilbage imod katedralen. Jeg havde brug for et toilet, så vi gik ind et sted og købte en kop kaffe. Jeg følte mig lidt dårlig og mistænkte paella'en lidt; men det gik nu over igen.

På pladsen foran katedralen sad en mand og spillede guitar - han var super dygtig - spillede de gamle spanske (sydamerikanske?) mestre (Albeniz, Fernando Sor eller nogle af samme karat). Jeg havde helt dårlig samvittighed over at kaste en lille, skaldet Euro hen i hans kasse - han fortjente en koncertsal!

Da det blev tid, gik vi ind i katedralen. Den bestod af en indre gård med en overdækket gang omkring. Som i alle katolske kirker var der disse mindre altre/kapeller for helgener. Alle steder stod der lys i røde gennemsigtige plastikstager, som man kunne købe i boder udenfor. Vi var efterhånden noget matte og gik tilbage til hotellet for at slappe af.

Efter denne ultrasene siesta gik vi ud for at få noget at spise. Da vi havde spist et stort måltid først på eftermiddagen, havde vi besluttet os for tapas nu. Efter en tur ned ad Rambla'en og et kig ind i en for dyr restaurant gik vi tilbage til Santa Anna. Der er en del små spisesteder bl.a. et med samme navn som gaden. Der gik vi ind. Personalet havde rygende travlt, men fik dog endelig tid til os også. Vi fik små dybstegte rejer, blæksprutteringe, patatas bravas (brasekartofler med paprikadressing), tomatbrød, skinkecrutoner. Vi drak kølig og forfriskende sangria til. Det var helt OK. Vi blev betjent af en fortravlet, men sød ung pige (glimt i øjet og en frisk bemærkning, som jo kun R kunne forstå). Vi sluttede af med kaffe og gik så tilbage til hotellet og gik i seng ret trætte.

4. april 2007

Onsdag

NG kørte med i lufthavnen og kørte Saab'en hjem. Ikke noget bøvl i lufthavnen, altså det var nemt og hurtigt at komme igennem sikkerhedskontrollen. Vi tog lidt at drikke i en af lufthavnens barer. Flyveturen var også rimeligt uproblematisk bortset fra lidt turbulens under indflyvningen.

Barcelonas lufthavn er meget pæn, men servicen ikke overvældende tjekket. Fra flyet blev vi passagerer kørt ind til terminal A, imens vores baggage blev kørt til terminal B. Nåh!! Så vi måtte gå ud af lufthavnen og finde ind i terminal B og så derinde gå igennem security!!! Forfra med hele møllen: af med overtøj, F.'s bælte, tasker, pda og mobilos op - og så få det hele monteret igen. Det var lidt en fordel, at vi var en hel flok danskere fra samme fly. Der blev udvekslet forstående blikke og bemærkninger. Efter en længere vandring fik vi endelig da fundet frem til baggagebåndene, hvor vores baggage allerede lå og cyklede rundt.

Derefter var det om at komme ud og finde lufthavnsbussen. Det var nemt nok - god skiltning. En dame stod og forsøgte sig med at stoppe en meget brugt 10 Euro-seddel i billetautomaten. Uden held, så vi byttede storladent med en af vores nye tiere - det hjalp dog slet ikke! Heller ikke, da vi selv forsøgte os med vores sidste nye tier ... ! I mellemtiden kom bussen, og et ungt svensk par turde prøve at købe billet i bussen. Det lod sig også sagtens gøre. (Det havde jeg nu også læst).

Det var gråvejr i Barcelona og blæsende. Da vi sad i bussen på vej ind mod centrum, begyndte det at regne. Hmm! Jeg sendte en sms til R., om at vi var i bussen.

Vi blev sat af på Plaça Catalunya. Og hvilken retning var det så lige, vi skulle gå for at finde hotellet? Det var lidt svært at stå i aftenmørke (kl. var ca. 20.20) og regnvejr og bakse med læsebriller og kigge i guidebøger. Men ved hjælp af en af de nævnte bøger og lidt fornemmelse fandt vi alligevel ned ad den rigtige del af Rambla'en. Og så kunne F. se det rigtige gadeskilt: Santa Anna. Det er en lille smal gade - nærmest en gyde/gågade - men dog med en del små, listige butikker (altså ikke listige på den måde). Og der var vores hotel! Hotel Nouvel. Vi gik ind. To danske kvinder var ved at tjekke ind.

Imens vi ventede, kom R.! Og fik et par store knus! Hun havde også haft sit hyr med at læse kort og finde vej. Vi fik vores værelse uden problemer. Værelset er stort og med 3 enkeltsenge. Badeværelset må være bygget til ude på tagterrassen, for døren derud ligner nærmest en dobbeltfløjet terrassedør. Så det varede lige lidt, før vi overhovedet fandt badeværelset.

Vi havde spurgt i receptionen, om der egentlig var restaurant i hotellet. Det er der ikke - kun til morgenmad. Men receptionen kunne henvise os til en god een i nærheden, hvor deres henvisning også gav fordele.

Vi fik lige samlet os lidt på værelset - og sagt ordentligt hej til R. Vi var sultne og gik ud for at finde restauranten - lige ovre på den modsatte side af Rambla'en. Det var et lokale på første sal med en indretning, der fik mig til at tænke lidt på sushi ....

Det var jo min fødselsdag - og i øvrigt var vi sultne - så vi kastede os ud i en menu ... først med nogle appetizers - ret specielle - og med gedeost i 2 af dem. Jeg var nysgerrig nok til at prøve, men jeg har det stadig svært med ged ... !

Forretten var en baccalao-carpaccio, altså en carpaccio af udblødt klipfisk(!) med en god olivenolie på og purløg. Rigtig godt! Som hovedret fik vi noget grillet ko med en svampeflødesauce og stegte kartoffelbåde, rød peber og en ubekendt grøn grønsag. Og så var jeg ved at være mæt. Der var dog lige plads til en crema catalunya - nærmest en creme brulee - yummy!

Det var R., der førte ordet, selv om i hvert fald nogen af personalet godt kunne engelsk - de ville selvfølgelig helst tale spansk! Især den ene tjener var en rigtig hyggelig fætter.

Godt mætte gik vi tilbage til hotellet og tørnede ind.