Mandag - hjemad

Vi kunne først få morgenmad kl. 8. Vi snakkede lidt om, at det da er lidt sent for både chauffører og folk på forretningsrejse. Men de vælger måske også lidt mere mondæne steder. For os var det nu OK. Og morgenmadsudvalget var også OK, om end ikke overdådigt.

Vi havde jo kun haft den lille rejsetaske med inde, så det var også nemt nok at få tjekket ud og komme videre.

Hmm. Hvad mere? Resten af hjemrejsen var vel begivenhedsløs og vi var hjemme sådan midt på eftermiddagen.

En OK ferierejse med nogle anderledes oplevelser end vi plejer.

Snart tid til at overveje næste år ....

Søndag - hjemad

Det nye hold incl. Kerstin Bock havde fået instruktion lørdag aften. Her efter morgenmaden fik de deres madpakker og vandre-te-flasker.

Vi tjekkede ud. Havde pakket det meste aftenen før. Bar nu kufferter ned i bilen, som nærmest havde holdt stille hele ugen. Bortset fra den dag vi lige kørte til Ischgl for at få benzin på bilen. Da havde vi tænkt os, at vi lige ville kigge lidt på denne kendte turistby – (det er der, hvor de unge dyrker after-skiing, havde Sandra fortalt) – men byen så ærgerlig ud – ikke andet end hotel på hotel - tyskerne kalder det ein Bettenburg.

Vi fik afregnet med Herr Lorenz den ældre, imens Peter Lorenz havde travlt med sin nye vandregruppe. Han fik dog lige tid til også at sige pænt farvel til os – og bede F. sende ham en CD med billeder. Vi fik også sagt farvel til Kerstin Bock. Hun lovede os at sende en e-mail, når hun kommer hjem efter endnu en uges vandring.

Tante Kylling havde allerede i den forløbne uge kundgjort, at hun ikke ville køre retur via højalpevejen, men tage omvejen længere mod øst til Landeck. Her følger vejen den lille flod Trisanna, der starter i Galtür – dannet af to bække (Jambach og Vermunt Bach), og på vejen bliver den til en bred og rivende flod. Fra Landeck skal man så tilbage mod vest mod Bludenz. Arlbergpasset klarer man normalt via en tunnel ... men netop i dag var der sket et uheld i tunnellen, og vi blev sendt ad vejen over Arlbergpasset! Altså alligevel en bjergvej til Tante Kylling. Hmmm!

Nå, denne vej var dog en hel del bredere, så det var OK. Og vi kørte tilbage ind i Sydtyskland. Der var lidt dårlig stemning i bilen. F. forklarede senere, at han jo altid bliver lidt depri ved slutningen af en ferie. Nå, ja. OK, OK.

Jeg kørte et langt stykke lige til før Hannoversche Münden. Jeg havde booket et hotel i Lutterberg, som ligger imellem motorvejen og Hann. Münden. Det er lige midt i de store bakker omkring Kassel.

Det var relativt nemt at finde Gasthof zum weissen Ross i den lille søvnige by, Lutterberg. Det er et tostjernet hotel, og heller ikke så godt som udrejsens hotel i Schlitz, men dog OK. Vi holdt ind og fik vores nøgle uden at skulle udfylde noget som helst eller skrive under på noget.

Det er et gammelt gæstgiveri, og gulvet i værelset er lidt skævt og knirker; men det har sikkert knirket lige siden 1700-tallet, så det holder vel en nat til. Først sad vi lidt ude på den lille terrasse oven på en tilbygning, der senere er lavet til den gamle gård, som der er billede af i spisesalen. Senere gik vi ned og fik aftensmad. Igen en hel del mere gutbürgerlich end vi har fået i den forgangne uge, men bedre end jeg havde ventet af stedet. Man sidder og spiser i baren. Stedet ser ud til at blive brugt lidt af de lokale – og derudover af chauffører, det ligger jo også perfekt tæt på motorvejen, selv om de må efterlade deres lastbiler tættere på motorvejen.

Efter aftensmadden gik vi en tur i den lille by og lidt ud over de omgivende marker, hvorfra man tydeligt kan høre motorvejen.

Vandrerne og andre

Vandrerholdet.

Da vi kom, bestod holdet allerede af 9 personer fra Tyskland. De var kommet lørdag og havde allerede været ude på en tur søndag.

Vi blev sat til bords med Frau Bock fra Schleswig-Holstein, en i første omgang lidt reserveret kvinde, som er meget nærtagende med sin ernæring, og som var noget overrasket og overrumplet over første hårde vandretur. Så overrasket, at hun nok var ved at overveje at rejse hjem. Det var egentlig hendes beretning, der gav mig rigtig kolde fødder og tvivl, om denne tur. Hun er lærer eller pædagog, har vi henad vejen fundeet ud af, og hedder Kerstin til fornavn.

Tyskere er vel som udgangspunkt De's. Det var også én af Frau Bocks første kommentarer om eller til os, at vi danskere altid ”dutter”. Henad onsdag/torsdag, kom de gode tyskere så langt i deres kontakt til hinanden, at de gik hen og blev dus. Det føltes for mig som et meget stort og vigtigt skridt. Og vi erfarede via Kerstin Bock en del om vores vandrefæller.

I denne sammenhæng kan denne artikel være interessant

Der er 2 par fra Saarland. Det ligger i et hjørne af Tyskland, nærmest nord for Alsace. Kerstin Bock sagde på et tidspunkt noget om, at de lavede nogle franske sætningskonstruktioner. Det hørte jeg nu ikke noget til. Det kunne ellers være en interessant sproglig finurlighed. Den ene af mændene synger rigtig godt, hvilket han af og til giver en prøve på – også ude i terrænet. Da han trådte ind i ski- og støvlerummet efter mandagens march, udtalte han: Das ist ja wie die Gaskammern! Der lugtede jo af en blanding af klor fra spa'en og en vis mængde sure tæer. Og så siger man, at tyskere ikke har humor …. ? Fremme ved torsdag har vi fundet ud af, at sangeren hedder Markus, hans bror, som også er en lidt lun fætter, Heinrich, og Markus' hustru Heike.

Så er der et par og to mænd, som kommer fra Thüringen. De er de sejeste af vandrerne. De har været her mange år, og fra onsdag til torsdag overnatter de i en hytte oppe i bjergene for derefter at vandre videre til en bræ. Parret er læger, fandt vi ud af, da de en aften sad og spillede kort med et sæt kort, der var en reklamegave fra Astra. Thüringen ligger i det sydvestligste hjørne af det tidligere Østtyskland, og Thüringer Wald skulle også være et godt vandreområde.

Så er der et par fra Stuttgart. De går kun med hver anden dag. Det er egentlig en god strategi.

Mandag er der også ankommet et belgisk par, som jeg ikke har så meget indtryk af, andet end at F. siger at hustruen går godt. Ved ugens slutning er de tøet lidt op. Deres lukkethed skyldes vist kun, at de ikke taler supergodt tysk og endnu dårligere engelsk.

Andre gæster er en hollandsk familie med tre børn antagelig fra 10 til 17. De var med på vandreturen torsdag, hvor jeg jo så ikke var med. De har ellers vandret selv og overnattet i bjerghytter (disse er jo ofte nærmest som vandrerhjem), og har først senere fundet ud af, at Alpenhotel Tirol udbyder førte vandreture.

Hotellets personale får man jo også efterhånden et indtryk af. Der er den høje, senede Frau Cillie, der hver aften serverer for os. Den lillebitte sorthårede kvinde, som vistnok er gift med Peter Lorenz' bror, der arbejder i München, opfattede jeg aldrig navnet på. Og så er der den unge, sorthårede Sandra med det charmerende smil, som kommer fra Sauerland (Rheinland-Westfalen) og arbejder her, når det er sæson, fordi det ikke er til at finde så vellønnet arbejde i Tyskland. Hun lod os dele en Williams-snaps med frugt, fordi jeg var lidt skeptisk over for pæresnaps. Det betød også, at jeg skulle have en hel selv næste aften, for det smager ganske godt.

Og så er der selvfølgelig Peter Lorenz, vores vandrefører, der samtidig arbejder på hotellet, og ejer det eller skal arve det ... Han er lidt mindre end mig og vejer sikkert endnu mindre. En lille og stille mand, men tillidsvækkende og med overtalelsesevner. Iøvrgt utroligt opmærsom (ja, det er de alle, kan huske folks specielle ønsker til maden etc.) - han havde hørt F. nævne, at han havde fået en vabel på tommelfingeren af vandrestaven, så da vi på et tidspunkt stod ved receptionen og forhørte os om noget andet, kom han med et vabelplaster og ”forbandt” F. med en omsorg, der gav mig en lille mistanke, og imens hans far, Franz Lorenz og jeg spøgte lidt med ”Hier werden kleine Operationen ausgeführt”. Ja, Herr Lorenz den ældre har også et glimt i øjet næsten af Hausgaardsk type.

Sjovt, som man kommer ind på sådan en gruppe i løbet af sådan en uge. Man bliver helt ærgerlig, når folk begynder at tage hjem – ja også vi selv. Frau Bock var især ærgerlig over at skulle tage afsked med gruppen lørdag, men glad for, at vi blev til søndag. Men jeg er sikker på, at hun nok skal finde sig til rette i den nye gruppe. Hun er indstillet på at konversere høfligt med folk, og det har da med os udviklet sig til en god og hyggelig kontakt. Vi gav hende i hvert fald vores fælles e-mail-adresse, og håber på, at hun skriver, når hun kommer hjem til Schleswig-Holstein.

Et truet erhverv

Jeg er bange for, at dagene er ved at være talte for de tyske tissemænd og tissekoner. Jeg mener, dem der passer toiletter på rastepladserne, og hvor man efterlader en mønt i en underkop for fornøjelsen af et rent toilet. På vores tidligere ture igennem Tyskland har denne jobtitel givet os anledning til spøgefuldheder.

Siden vores seneste tur igennem Tyskland er der dukket et system op, som kaldes noget med Sani-et-eller-andet, hvor man lægger 50 cents i en automat, får en billet og kan gå gennem et tælleapparat og ind på nogle meget nydelige og renlige toiletter. Når man efter toiletbesøget har "trukket" - man fører blot sin hånd hen foran en fotocelle - begynder toiletsædet at køre rundt, så hele dets flade passerer under en lille boks, der vasker og tørrer sædet! Billetten bør man så gemme, for den giver rabat ved køb i butikken.

Til Østrig

Søndag morgen på Hotel Stadt i Schlitz spiste vi morgenmad kl. 8. Ud over os var der kun eet par i morgenmadssalen. Manden lignede Søs Egelin, når hun spiller mand ....

Vi tjekkede ud. Derefter ville F. lige op i bymidten for at fotografere. Der er mange gode motiver. Uden for de fleste huse, var der lige fjernet lidt brosten og således lavet et lillebitte frimærke af en have, hvor der lige kunne stå en blomst og f.eks. en græskarplante.

Motorvejen fortsatte i det uendelige mod Østrig. Tæt på grænsen løb vi ind i en kø - motorvejen var sluppet op, og de arbejder på at forlænge den - eller forbinde den med den motorvej, der løber ind i Østrig. Vi kom over grænsen og ned i en tunnel. Et lille stykke inde i Østrig kørte vi ind på en rasteplads - kæmpestor og flot – med flere forskellige buffeter med salat, varme retter, kager, grillmad. Det var helt svært at vælge. Og jeg var lige som sidst ikke helt forberedt på, at jeg nu skulle til at sige Grüss Gott i stedet for Guten Tag.

Efter endnu et lille stykke vej i Østrig forlod vi motorvejen og fandt vej 188 og kørte ud ad den. Så ind over højalpevejen, som kun er åben om sommeren og koster penge. (Det fremgik ikke helt tydeligt på mit print fra FDM). Og så kom der hårnålesving, og F. ville ikke gå for langt ned i fart, for at holde bilen i gang ...! Og jeg blev bange! Da F. fandt ud af, at vi godt kunne holde bilen i gang i lidt lavere hastighed, gik det lidt bedre. Men jeg fik ikke rigtig nydt landskabet.

Fremme ved hotellet Alpenhotel Tyrol. Flot! Vi blev taget imod af Hr. Lorenz den ældre, en lille tæt ældre herre. Fik udfyldt papirer og fik vores værelse, som er flot, om end meget brunt og fyldt af syret egetræ. (Vi har da før oplevet, at østrigere hæger om 70-stilen i indretningen, nemlig da vi var i St. Johann for mange år siden).

Den første flotte middag. Vi sidder placeret ved borde med fire eller tre. Ved vores bord sidder også den tyske single-dame, Frau Bock. Og vi konverserer lidt forsigtigt på tysk. "Sie erholt sich" ... efter dagens vandring (de andre vandrere er ankommet allerede lørdag), som har været lidt af en kraftprøve.

Hele denne snak endte med, at jeg var noget usikker på, jeg ved at booke denne ferie har slået større brød op, end jeg/vi kan bage. Jeg var usikker på mit udstyr. Hvor meget eller lidt skulle jeg have med? Jeg sov ikke særlig godt, sikkert på grund af spænding og bekymring.

Ned igennem Tyskland

Vi kom vist afsted ved 8.30-tiden og skulle først aflevere Cato hos nogle venner, som vi har en hundeudvekslingsaftale med.

Færge-bizzen fungerede perfekt i Rødbyhavn – ingen ventetid. Vinden var frisk; men sejlturen var problemløs. Vi var inde i Border Shop i Puttgarten – en kæmpe lagerhal på en pram. Men de havde ikke noget kildevand andet end nogle Kildevæld i de her kølebaljer. Vi købte en whisky (det enorme udvalg gjordet det svært at vælge) og nogle Kondi sportsdrik.

Dagens tur ned igennem Tyskland gik godt. Der var lidt Stau omkring Heiligenhafen og på vej forbi Hamburg; men det kunne nok have været værre.

Klokken var næsten 19, da vi kørte fra motorvejen og begav os ud i det midttyske bondeland. Efter en kort tur, kom vi ind i Schlitz. Det var lidt svært at se gadenavnene; men da vi kørte forbi den rigtige gade, var det nemt nok at vende og finde gaden og lidt efter Hotel Stadt. F. sagde, at han kunne mærke på min måde at køre på, at jeg var træt. Det var jeg ogsså. Jeg havde kørt en hel del, for F. fik ondt i benet, når han ikke kunne strække det.. Og det var endda ikke den fod, han har forvredet i torsdags ... underligt.

Jeg havde ringet til hotellet, for jeg var bange for, at man skulle være fremme før 18 – der stod ikke noget i e-mail'en fra dem om det. Det eneste jeg rigtig forstod på manden ... var Kein Problem. Så da jeg også havde fået tisset, kunne jeg beroliget køre videre-

Ved Hotel Stadt bar vi vores overnatningstaske ind og blev modtaget af en buttet og charmerende ung pige med en hæs stemme. Hotellet har vist kun 2 stjerner; men det er da ret pænt og rent og ordentligt, og det er da det vigtigste. Hun meddelte at vi p.t. ikke kunne spise på hotellet, da køkkenet var ferielukket ... men hun fortalte om et par andre steder i byen. Vi forstod vist ikke helt, hvad hun mente (jeg undskylder mig med, at når man først begynder at tale tysk til tyskerne, så tror de, man forstår alt, ligegyldigt hvor hurtigt de snakker) – men måske var jeg bare træt.

Da vi havde tjekket værelset og siddet lidt ude på vores lille altan, gik vi så ud for at finde et sted at spise. Da den søde receptionist havde snakket om et sted med udsigt over hele den gamle bydel, gik vi derop først. Der har været en borg her i byen, som er startet omkring det højeste punkt (det ser man vist i mange tyske småbyer). Vi tussede lidt rundt– hun havde nævnt et godt pizzaria; men F. ville ikke have pizza i dag også, så vi gik efter et sted med Bauernküche. Landgasthof Habermehl. De serverede sådan lidt gutbürgerliche Küche med böhmiske indslag (og hvorfor egentlig – vi er da langt fra Böhmen?) ... bl.a. fik jeg Hefeknödel på tjekkisk maner og Tafelspitz med rodfrugtsauce. F. fik svinemedaljoner, med kroketter og champignons. Dertil drak vi Auerhahn pils en god let øl med en let vinøs overtone. Maden bekom mig vel, og jeg friskede faktisk lidt op. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg åbenbart var sulten.

Denne by er stille og søvnig, selv om det er lørdag aften. Kun et par enkelt Brian'er kører rundt. Som andre midttyske byer hviler området i sig selv, selvtilfreds og omgivet af fedt og rigt bondeland. Bymidten er præget af bindingsværkshuse og brosten. Hyggeligt! da vi tullede tilbage mod hotellet, begyndte et par cocktailbarer at åbne for aftenen.

Lørdag

Käthe og Lothar skulle tidligt afsted på en cykeltur rundt i kommunen for kandidater (og vælgere?), så vi blev også lempet ud af huset rimeligt tidlige – altså venligt og efter et hyggeligt morgenmåltid i køkkenet. Vi tog afsked med tak og gode ønsker, og så kørte vi mod Danmark igen.

Forbi Hamburg var der godt med traffik – sikkert en stor rejsedag – tyskerne holder vist typisk sommerferie senere end vi. Men alt gik glat. Videre forbi Lübeck og nordpå mod Putgarden. Ved færgehavnen var bilrækkernes bevægelser lidt specielle: ikke noget med, at en hel række kørte hele banens længde frem; til gengæld rykkede en række lidt frem, så en anden række, så en tredie række. Det medførte, at der vist var gået sport i ikke at starte motoren, men få passagererne til at skubbe bilen frem, imens føreren blot sad med åben dør og styrede. Jeg havde nu ikke lige lyst at skubbe, så F. måtte pænt starte og standse motoren, når vi skulle flytte os.

Vi var hjemme i Fakse Ldp. først på eftermiddagen og kunne pakke ud.

Fredag

Ingen af os havde sovet godt. F. talte om en trold – han havde hørt en gren knække om natten – og det havde lydt, som om det var tæt på teltet. Jeg havde vist også hørt den, men valgt at ignorere det ...

Toilet- og badefaciliteterne på pladsen var beskedne, men rene og velfungerende. F. måtte dog hjælpe mig med at låse op ind til brusebade-rummet; det var en gammel lås og en gammel nøgle. Vi pakkede teltet ned. Vi ville egentlig ikke trænge os på og sove hos Käthe og Lothar; men vi var enige om, at vi ikke ville sove en nat til på den campingplads, så ville vi hellere finde et hotel eller pensionat.

Vi kørte hen til Käthe og Lothar. Han var i fuld gang i haven, men havde ikke så meget imod at blive afbrudt. Resten af dagen var de vores værter og viste os rundt i Scheessel og de omliggende landsbyer. Vi mødte Käthe og Lothar, da vi var i Teterow sidste forår. Teterow er venskabskommune med både Fakse og Scheessel og plejer at invitere repræsentanter fra venskabskommunerne med til deres årlige Hechtfest. Käthe Dittmer-Scheele er borgmester i Scheessel, og især derfor havde hun og F. meget at tale om udi kommune-sager. Derudover er de et par rare og hyggelige mennesker, og det er altid rart at få førstehåndsinformation om tingenes tilstand i andre lande. Så vi fik en åben invitation med hjem sidste år, som vi så nu har udnyttet. Ligeledes har de fået en åben invitation til at besøge os, og de lod forstå, at det godt kunne blive aktuelt til næste sommer. Lige nu har Käthe travlt op til kommunevalget i september i år.

Scheessel er en by på størrelse med Haslev (vurderer jeg). Der er lidt erhvervsliv, men ellers arbejder befolkningen i Hamburg, Bremen eller Hannover, som alle ligger inden for rimelig rækkevidde med bil eller tog. Byen ligger midt i godt tysk landbrugsland, så der er plads og frisk luft rundt om – altså ikke et ringe sted at bo.

For de musik-interesserede kan jeg sige, at der hvert år afholdes en musikfestival kaldet Hurricane, som skulle være kendt i hvert fald i hele Tyskland. Når man kigger på hjemmesidens bandliste, så er der kun 2 navne, jeg kender; men det siger måske mere om mig end om festivalen ... ?

Vi blev inviteret til at overnatte hos Käthe og Lothar og sagde jatak.

Torsdag

Skiftedag igen. Vi har en aftale i Scheessel fredag; men der er rimeligt langt at køre, så da vi ikke ville bruge hele fredagen på at rejse, ville vi køre torsdag og så finde et sted at sove i Scheessel og så møde op hos familien Dittmer-Scheele fredag formiddag.

Først var vi inde i Teterow igen (vi skulle under alle omstændigheder igennem byen) og postede et par postkort. Så kørte vi vestpå til Schwerin, hvor man kan komme på en stump ny motorvej, der rammer motorvejen imellem Berlin og Hamburg. Ad den fortsatte vi vestpå og derefter syd om Hamburg. En omkørsel før Hamburg havde nær sendt os på afveje; men vi fandt kursen igen. Vi forlod A1 ca. midt imellem Hamburg og Bremen og kørte sydøstpå imod Scheessel.

Vores aftale lå ikke fast, da vi tog fra Danmark, så jeg var ikke så godt forberedt på Scheessel – altså m.h.t. bykort og beliggenhed af overnatningsmuligheder; men jeg gik ud fra, at der var et turistbureau. Så vi brugte temmelig lang tid for at finde blot en informationstavle over byen – forgæves; der var i hvert fald ingen i byens centrum ... Vi havde dog set et skilt mod en campingplads, da vi kørte ind i byen, så vi kørte ud igen for at finde denne. På vej ud af byen fandt vi så en informationstavle, fandt campingpladsens beliggenhed og ligeså beliggenheden af vejen, hvor familien Dittmer-Scheele (Käthe og Lothar) bor.

Der var en campingplads lige i udkanten af byen – i nærheden af en sportsplads. Det var en lille plads med høje træer; der så hyggeligt ud. En kvinde tog imod os og viste os tilrette – der var flere pladser at vælge imellem, da pladsen ikke var særlig søgt – så vi valgte at ligge lige ved siden af en pavillon, hvori der stor et bord-bænke-sæt af flækkede fyrrestammer. Så behøvede vi ikke sidde inde i teltet og spise, hvis det skulle blive regnvejr. Da vi havde sat teltet op, delte vi en øl i pavillonen. Imens vi sad der, dukkede der en lille skovmus op og vimsede lidt rundt og snusede inde i pavillonen. F. hældte lidt øl i kapslen og satte den ned på jorden. Musen smuttede væk; men senere så jeg faktisk at musen sad ved kapslen – og sad der længe – den drak længe og veltilpas, for da den atter smuttede væk, var kapslen tømt for øl ...! Vi så ikke mere til musen under vores ophold på pladsen, til gengæld så jeg næste morgen en kat. Og jeg fik nærmest skrupler over, at vi havde drukket en sagesløs mus fuld, så den måske er blevet et let bytte ....

Vi gik en tur igennem campingpladsen, der var beboet af nogle få fastliggere. Der var også en del forladte vogne, og nogle af dem så ud til at være besøgt af andre end deres ejere ...! Lidt skummelt. Fra pladsen kunne man komme videre ad et stisystem, der går igennem skovbevoksningen langs den lille flod Wümme.

Campingpladsejeren havde anbefalet os en restaurant, vi kunne nå til fods. Den hedder Zum Heidekrug og ligger nærmest i et villa-område – ikke lige det sted turister ville have ledt efter en restaurant. Der fik vi schnitzler, og de var store! F. fik jægerschnitzel og jeg en sigeunerschnitzel, med tilbehør af peberfrugter smagt til, så det smagte rigtig ungarsk (i hvert fald det en dansker vil kalde ungarsk) altså med en antydning kommen. Godt!

Det skulle senere vise sig, at campingpladsens beliggenhed i byens udkant var et minus. Der var meget støj fra vejene, der løb lige forbi.

Onsdag

Campingpladsen vågnede, og vi stod op. Jeg købte Brötchen oppe i madudsalget – nybagte, hedder det sig, men ikke det mest spændende morgenbrød, man kunne ønske sig. Efter morgenmaden opvask og badning i servicehuset, som fungerer udmærket. Det koster en Euro for en rindende bruser i 5 minutter, og det er rigeligt til både det ene og det andet.

Vi kørte til Teterow igen. Vi havde tidligere læst om, at man kunne sejle til Burgwallinsel ude i Teterower See. Vi fandt søen efter et lille svinkeærinde i oplandet, parkerede bilen og gik ned til den lille kabelfærge, som er en af mulighederne for at komme over på øen. Idet vi kom om bord på færgen, fik vi en kraftig regnbyge. Heldigvis varer overfarten mindre end 5 minutter, så vi kunne komme i læ under træerne på den lille ø – i øvrigt varede bygen lige så kort ...

Burgwallinsel har rummet en slavisk borg i middelalderen, hvor de mennesker, der boede i omegnen, kunne søge tilflugt, hvis en fjende hærgede. Der har været en træbro ud til øen, og man kan endnu se voldene omkring ydre og indre borggård. Læs selv mere her ... Vi tullede rundt på gå-ben. Da vi havde set, hvad der var at se (tror jeg nok), kom den lille barkasse (en lille overdækket turbåd), som også besørger overfarten imellem øen og fastlandet. Den lagde til ved restauranten Wendenkrug. Sejlplanen sagde først rundtur på søen. Vi hoppede ombord og betalte 4 Euro pr. pers., så blev vi sejlet lidt rundt på søen, imens skipper fortalte lidt om båden, søen, små-øerne og omegnen. Vi fik øje på en rovfugl, og efter lidt drøftelse med skipper blev vi enige om, at det var en havørn. Skipper mindede os så om, at hele området omkring Teterow og Malchin er Fogelschutzgebiet.

Efter rundturen blev vi så sejlet tilbage til fastlandet. Vi fandt bilen igen og kørte ind til Teterow igen. Vi ville gerne genfinde den Kräuterlikør, som vi havde fået ved sidste års besøg i byen. Men forretningerne holdt middagspause, så vi gik ned til Restaurant Stadtmühle, som er en gammel vandmølle og fik noget mad. Vi fik schnitzler med Pfifferlinge (kantareller) og kartoffelkroketter. Og med den typisk tyske salattallerken ved siden af. Der var også mulighed for at få kigget i dagens avis og tjekket vejrudsigten.

Da vi havde spist, gik vi ud i byen igen og fandt nu forretningerne åbne. Vi fandt en forretning med gaveartikler og fandt der et par udgaver af Kräuterlikører – ingen af den den helt rigtige, men vi købte 2 slags ... og kørte så tilbage til campingpladsen.

Vi blev enige om at gå en tur, før vi spiste aftensmad, og fandt en sti igennem skoven. Den førte ud til vejen. Vi gik over vejen og fandt en anden sti og et vejskilt, og så gik og gik vi, indtil der kom et nyt vejskilt. Det næste landsbynavn, der var bekendt ville ligge langt borte, og vi turde ikke andet end gå samme lange vej tilbage, fordi det så småt var ved at blive mørkt. På vejen igennem skoven havde vi bemærket nogle fyrretræer, som der var blevet skåret i på en måde, der minder om det man ser på billeder fra steder, hvor man tapper gummi af gummitræer eller ahornsirup af ahorntræer. Det grublede vi lidt over og blev enige om, at man nok kunne opsamle harpiks på den måde; og harpiks bliver jo også anvendt til forskellige ting bl.a. til at smøre på violinbuer eller som harpikspulver til spil, der ikke vil tage fat.

Tilbage på campingpladsen spiste vi rugbrød og pålæg og gik senere til ro i teltet.

Tirsdag

Der var næsten fuldt hus i pensionatet nu til morgen. Vi forstod på de andre gæster, at der var strømafbrydelse (vi havde ikke savnet strøm og derfor ikke bemærket det). Men strømmen kom relativt hurtigt igen, og værtinden kunne servere mere kaffe. Det havde givet os gæster lidt at snakke sammen om.

Efter morgenmaden pakkede vi sammen og betalte. Vi kørte tværs over øen igen og over på fastlandet.

Vi fandt vejen mod Grimmen og videre mod Demmin. Her holdt vi lige ind på en parkeringsplads ved floden (Peene), var på wc og aftalte den videre rute mod den campingplads, jeg havde udset mig.

Så videre gennem Malchin (som jeg havde lidt svært ved at finde den rigtige vej ud af) og ned langs sydøstsiden af Malchiner See. Der fandt vi skovvejen ned mod Camping Seedorf. Vi var heldige at nå frem før kl. 13, for derefter var receptionen lukket indtil kl. 15. En venligt udseende dame tog imod os og viste os en plads "am Waldrand", som vi ønskede det. Pladsen var omgivet af skov og gennemkrydset af rækker af høje aspetræer (popler), hvori der groede store klaser af mistelten.

Vi fik slået teltet op og pumpet luftmadrasser, og fik os et lille måltid i pladsens lille madudsalg. Nysgerrig som jer er, måtte jeg smage nogle Balkanstäbchen – det er små stegte, krydrede stænger af kødfars – helt OK. Så kørte vi ind til Teterow. Byen lignede sig selv med de små gader og byportene. Vi købte ind i Netto og tullede lidt rundt.

Tilbage på campingpladsen kom der en regnbyge. Imens sad vi i teltet og drak kaffe og spiste chokolade fra færgen. Altså vi holdt chokolade-smagning: fra Equador, Ghana og Ny Guinea. Spændende.

Vi var også en tur nede ved søen (Malchiner See). Der er en lille stump sandstrand (generelt er jorden her totalt sandet), hvor campingpladsens unger havde bygget en del sandslotte. Imens vi stod og kiggede, bemærkede jeg en stor rovfugl, der kom flyvende og derefter cirklede rundt over søen. Den slog ned mod vandfladen og fløj op igen, prøvede et par gange til og fløj så endelig bort – så vidt vi kunne se med en lille fisk i kløerne – med retning mod skoven. F. mente, det var en fiskeørn.

Tilbage ved teltet spiste vi aftensmad – det vi havde købt ind i Netto: rugbrød og pålæg (F. har fået en svaghed for Leberwurst …) og delte en Störtebeker-øl (enten weissbier eller schwartzbier – begge typer smager godt). Og til dessert – eller nightcap: whisky (den F. købte i Rostock har et forfærdeligt langt navn og smager som cognac, så det er ikke min favorit) og chokoladesmagning. Senere lullede poplernes brusen og regnen på teltdugen os i søvn.

Mandag

Jeg havde sovet dårligt og vågnede tidligt og så forkert på vækkeuret. Men jeg opdagede først min fejltagelse, da jeg havde været i bad. Vi gik ud og fik morgenmad og kørte så afsted for at finde Kap Arkona. Det havde regnet om natten og hen på morgenen, og der hang stadig skyer. Vi kom frem til området ved Arkona før kl. 9, så ingenting var åbnet. Der er et større område omkring Arkona, der nærmest er viet til turister. Man kan efterlade sin bil på en parkeringsplads og så blive fragtet med et lille tog ud til seværdighederne. Vi valgte dog at gå - først igennem den lille by Putgarten, som også mest består af ferieboliger. Et sted i denne by er NCC i gang med at opføre 6 - 7 huse i den gamle lokale stil og med stråtag (rørtag) - ret pæne faktisk. Der var vel halvanden km ud til selve Kap Arkona. Derude er der et fyrtårn og nogle marineovervågningstårne, som man kan komme op i, samt ruinområdet. Ingen af tingene var åbnet endnu, og en byge truede.

Vi gik op i et af tårnene, da bygen kom. Derinde var der også udstillet smykkekunst, malerier og andet på etagerne - en af smykkekunstnerne benyttede også øverste etage - observatoriet - som sit atelier. Bygen var stilnet af, da vi kom ned igen, og vi gik ind på ruinområdet. Af vendernes borg kan man nu kun se de omgivende jordvolde (som måske har været murene). Indenfor er der blevet foretaget nogle udgravninger, som dog nu ser ud til at have ligget stille i nogen tid. Måske kunne vi have set nogle af resultaterne ovre i museet ved fyrtårnet? I stedet gik vi ad en godt anlagt sti langs kysten ned til det lille fiskerleje, Vitt. Der er nu en håndfuld små spisesteder, der især serverer småretter med fisk. Vi satte os ind og fik hver et Fischbrötchen - jeg med røget laks, F. med stegt fisk. Jeg havde læst om de lokale produkter af den c-vitaminholdige Sanddorn, så jeg fik Sanddorn-saft. Men det smagte, som om det var filtreret igennem en sur karklud. Så smagte de Sanddorn-bolcher bedre, som jeg havde købt i en lille butik.

Så gik vi tilbage til Putgarten og parkeringspladsen. Nu var der kommet turister! Bilerne holdt i en lang kø på vejen for at komme ind at parkere, da vi forlod stedet.

På vejen til Arkona havde F. bemærket et skilt om en jagt- og naturudstilling. Så der kørte vi ind. Det var vist Rügens jagtforening, der havde arrangeret. Der var oplysende plancher om vildtbestande og afskydning og en masse trofæer! En ældre og meget vidende jæger kom hen til os og fortalte en masse interessant - især for F.

Vi talte om, at Rügens landskab meget lignede Danmarks. "Nej, så skal I køre ud til naturparken på halvøen Jasmund!" sagde han. Jeg ville gerne besøge en større by og foretage et par indkøb, så det passede fint at køre til Sassnitz. Vi tog vejen gennem skoven (ignorerede indkørslen til kridtklintens højdepunkt Königsstuhl), og den er virkelig spektakulær med bakker og slugter.

Sassnitz er en lille by, der ligger i læ af skoven og høje kridtklinter. Altså klinterne er ikke kun ud mod havet, men også ind mod byen. Der er en kort nydelig gågade. Vi købte et nyt tysklandskort, for vores gamle kort var ikke up to date. Vi var også inde i et apotek at købte en Autan, da vi ikke er tilfredse med den myggebalsam, jeg fik pakket. Derinde spurgte vi også ekspedienten, hvor hun troede, jeg kunne finde et par billige læsebriller. Hun henviste os til en Woolworths. Den ene stang på mine blomstrede briller er nemlig knækket.

Flemming købte 2 par billige shorts i en forretning, hvor der lugtede forfærdeligt fugtigt.

Jeg trængte til kaffe (og jeg var også småsulten); men vi ville ud af Sassnitz først. Vi fandt dog ikke rigtig noget sted. Så vi kørte retur til Breege, og så gik vi ned i byen og ind på konditoriet, hvor vi fik kaffe og kager: F. fik en med sorte birkes - jeg en med stikkelsbær. Lige hvad jeg trængte til! Vi gik lige en runde ned på havnen, hvorefter vi gik tilbage til Pension Zum Meer og slappede af.

Senere på aftenen gik vi atter ned på Zum alten Fischer og spiste. F. fik en fisketallerken med tre forskellige fisk. Jeg fik laks på spinat. Alle fiskene her har smagt frisk og godt.

Søndag

Søndag den 30. juli afgang kl. 7.15. Planmæssig afgangstid. Lidt diset sol. Vi har pakket teltet også, trods pessimistiske vejrudsigter for Arkona, Berlin, Bremen og Hamburg ...

Jeg kørte. Imellem Fakse og Kongsted observerede vi en paraglider - eller hvad sådan en så hedder, når han er motoriseret med en propel på ryggen.

Vi nåede Gedser lidt før 8.30 og kom til at holde i kø med bl.a. Arne Erdmann og et lille Trabi-team, der havde været til træf i Sverige. F. gav sig ikke til kende over for A.E. ...

Vi blev pakket tæt sammen på færgens dæk - så tæt, at det undrede mig at se op til flere overvægtige personer i færgens restaurant - hvordan var de kommet ud af deres biler?!

I restauranten tog vi det store morgenbord. Netop som vi havde sat os, ringede F's telefon. Jeg troede, det var R. (hun er jo derhjemme); men så begyndte F. at tale engelsk. Det var Lothar Ditmer-Scheele. Vi havde jo skrevet e-mail til dem (venner fra vores besøg i Teterow sidste forår) for at høre, om vi måtte besøge dem. Men vi var nærmest gået ud fra, at de var ude at rejse, da de ikke havde skrevet tilbage. Nu har vi så alligevel en aftale i Scheessel (imellem Hamburg og Bremen) på fredag.

Efter morgenbordet gik vi et smut i shoppen - bare for at kigge. Men vi gik da ud med en Anton Berg-sampak af chokolade fra tre forskellige lande.

Vi sad ude på soldækket i strålende sol (jeg begynder så småt at mistænke dmi.dk for at binde mig noget på ærmet), da færgen begyndte sin lange indsejling til Rostock.

I Rostock skulle vi lige ind i border shoppen, hvor vi købte lidt vin og en whisky. Før vi kunne køre videre, måtte vi lige guide en bilfuld gebrokkent talende danskere hen til færgehavnen: de havde fundet skiltningen mangelfuld, hvilket jeg egentlig må give dem ret i.

Så kørte vi sydpå ad motorvejen, indtil vi kunne køre på den nye motorvej, der går mod Stettin. Landevejen længere oppe mod nordkysten havde måske været mere seværdig; men nu havde FDM altså anbefalet motorvejen.

Vi var i god tid (skulle først tjekke ind på pensionatet efter 16), så vi kørte ind for at kigge lidt på Stralsund. Vi fandt et sted at parkere og tullede så ind i den gamle bydel. Gammel vil sige middelalderlig, da nogle af husene daterer sig tilbage til 1200-tallet. Og mange af husene er flot restaureret. Stralsund var en hansestad, og den oprindelige rigdom ses stadig i de gamle, flotte store huse og de mange åbne pladser. Der er restauranter og Bierstuben på hvert gadehjørne, og i dag var der udeservering overalt.

Vi satte os også til rette på det store torv ved rådhuset og fik serveret øl, omelet / salat, og kaffe bagefter. Der var en del turister, men ikke overfyldt. Stralsund kunne nok være et længere besøg værd.

Efter denne frokost-rast kørte vi atter ud af byen. Oppe på motortrafikvejen, der fører ud oå dæmningen til Rügen, kom vi ind i en kø. Dæmningen er virkelig en flaskehals for trafikken til og fra øen - i hvert fald på sådan en solrig feriesøndag. De er da også i fuld gang med at bygge en flot bro.

Vi kørte så nordpå over øen. Nord for øens største by, Bergen, bliver landskabet lidt bakket og mere skovrigt. Imellem Kleiner og Großer Jasmunder Bodden og nordvest over. Fra Glowe kører man ad en skovbevokset landtange imellem indsøen (fjorden) og Østersøen. Der holdt bilerne parkeret i begge vejsider over en 8 km strækning lige så tæt, som de havde kørt på dæmningen. Jeg har aldrig set noget lignende. Man kan ikke se stranden, men jeg kunne alligevel forestille mig fluepapiret.

Hvor landtangen slutter, ligger Juliusruh ude imod kysten og Breege inde ved indsøen. De to småbyer er næsten vokset sammen. Vi kørte ind mod Breege og fandt hurtigt Parkweg 1 og Pension Zum Meer. Forrest ligger et stort rødmalet hus - privaten tror jeg. Bagved et lidt mindre hvidt hus, der rummer værelserne. Vi blev modtaget og fik vist vores værelse.

Vi havde ikke planer om yderligere sightseeing i dag, så vi besluttede blot at gå en tur. Først ned mod stranden. I en skovlignende park eller en parklindende lund havde en cyklende familie gjort holdt og stod og kiggede på en næsten livløs lille slange. Vi kiggede med. Vi blev enige om, at slangen næppe var farlig. Den havde hvide pletter i nakken, hvilket vi tolkede som "snog" - tyskerne kaldte den Blindschlange el. noget lign. - så F. tog den med hånden og lempede den væk fra skovvejen. For at fortsætte slangeredningsaktionen hældte han så noget af min Egekilde med brus og citrus over den for at køle og fugte den (thi den tyske dame mente, at den plejede at leve i sumpede områder). Det så også ud til, at den friskede lidt op.

Vi gik videre ned på stranden - blot for at konstatere, at det var et fluepapir. Så vi vendte om og gik den samme vej tilbage, altså imod havnen, der ligger inde i fjorden. Snogen lå samme sted og så sløj ud; jeg overbeviste F. om, at vi skulle lade den være (burde vi have aflivet den? hmm?!!).

På hvert andet hus (mindst) i Breege står der Ferienwohnung eller Ferienhaus - og oftest også "belegt". Man kan gruble over, om det er en spøgelsesby om vinteren ... men i år tror jeg i hvert fald, udlejerne tjener godt, før de skal gå i hi.

Der var havnefest i Breege til og med i dag. Med radiobiler, skydetelt og sang og harmonika-sømandsmusik i et blåstribet telt (Shantychor Sassnitz). Festligt og folkeligt - ja, det kunne såmænd have foregået i Fakse Ldp.

Jeg var sulten, selvom klokken kun var lidt over fem, så vi gik ind på Zum alten Fischer og fik et bord. Normalt ville der være udsigt over fjorden; men festpladsteltene dækkede noget af udsigten.

Vi fik mandelpaneret torsk - godt. Dertil drak vi Alsterwasser - det smager som øl med citronvand - lidt overraskende. Bagefter fik vi Rote Grütze med vanillesauce - godt! Det er næsten det samme som dansk rødgrød – men faktisk bedre.

Efter maden gik vi lidt rundt på havnen. Fjorden minder lidt om Præstø Fjord. Der lå nogle store turbåde, der sejler inde fra Ralswiek i bunden af fjorden og ud til den bilfri ø, Hiddensee.

Tilbage på værelset fandt vi vores tyske bordershop-hvidvin frem og satte os udenfor på nogle havestole, indtil myggene sendte os indendørs.