Vinterhaven

Vinterhaven sover med bare grene 
og kuldemættet jord 

Sover, 
men drømmer 
om bær, den skal bære 

Drømmer om grøde og grønhed 
Drømmer om grokraft og styrke 
Om urskov og underskov plettet af sol 
Plettet rubinrødt og natsort 
Drømmer, det summer af sommer 
og myldrende, flaksende liv 

Den drømmer spirer frem af jorden 
Drømmer knopper tykke 
Drømmer bier ud af vinterhiet  
Og pletter græsset med mælkebøttesole 

Den drømmer alting i gang! 

Så lad vinterhaven drømme

Elverpige

Grågrøn skumring i skoven 
Tåger trækker frem fra mosset 
De fugter tøj og ansigt 
og sætter sig på hårstrå som bittesmå perler 
De glimter, 
som når stjerner kommer frem mellem skyer 

En langsom lyd 
En sang? 
Måske blot en nynnen 
Den forsigtigste brise 
Eller fugles sidste godnatsuk fra skjulet mellem kviste 

Og tågen danser 
Et viftende slør - måske to 
En skikkelse blandt træer
snart synlig 
snart skjult 
Ingen kviste knækker 
Og grene griber kun luft og tåge, 
som ånder i bølger 
på brisen 

Stå stille og lyt, 
mens skoven nynner mod nat

Et lille dyr i skoven

At sidde som et lille dyr i skoven,
så musestille og alene,
så musestille og diskret.
At undres over blade, der falder,
og duften af jord.
At undres over, ting der er mindre end mig.
At undres, men dog kende de ting.
Fortrolig med edderkop, bille og orm.
Og altid at kunne liste sig bort.
Smutte ud, forsvinde,
som tågen, der fordamper over engen
og spredes af vinden.

At sidde som et lille dyr i skoven
med ryggen mod et træ,
men opmærksom
med spillende perleøjne
og radarører
og dirrende snude.
At opfange alt.
At opfange skiftet i vejret,
før vejrskiftet er her helt:
den kølige vind før regnen
og rytmeskiftet, før dråberne stopper.

Så lille i det store.
En lille brik i spillet,
men dog en brik.
En mus mindre er et tomrum mere.
Et tomrum, som faldende blade kan dække
som regndråber kan fylde,
som vinden suser hen over
uhindret.

Tanker om Astrid Lindgrens overskrift, Drømmetræer

Drømmetræ
Dine farver er drømme
Som forårets grønne eksplosion
og en blæsende dag med lyserød blomstersne

Drømmetræ
Dine grene vifter mine tanker op
mellem penselstrejf af skyer
over hængekøjen, der dovent gynger

Drømmetræ
En gul glorie foran solen
En aldrende donna, der overdriver sin makeup

Drømmetræ
med nøgen sort grengrafik
mod en stålgrå vinterhimmel

Stemningstræ
Du tolker mine stemninger
eller jeg spejler dine
Jeg græder med dig
og skælver i din isglaserede kulde
Du danser med mig
Din blomsterjubel er min,
og stormen pisker os begge

Du og jeg, Træ.
Du og jeg.

"Sidde og glo"

Deroppe sidder han og synger. Pavarotti. Som jeg kalder alle matriklens solsortehanner.

Der er også en solsort i denne gamle tekst:

Sidde og glo

Lad os vandre en tur ud i landet,

lade øjnene fyldes med grønt.

Der hvor lærkernes toner er blandet

med en solsort, der synger så kønt.

Lad os sætte os ned i en vejkant.

give tankerne plads til at gro,

bare sidde og kigge og vide:

Det er luksus at sidde og glo.

Sæt dig ned på en stamme i skoven.

Se på skovbundens myldrende liv,

som du slet ikke ser i din hverdag.

Sæt dig ned og få nyt perspektiv.

Hvis du sætter dig stille og venter,

ser du ting, som du aldrig har set.

Du bli'r klog af at sidde og kigge

og få styr på de ting, der er sket.

Det er aften. Snart solen forsvinder;

men dens seneste stråler når hen

til den bænk på det sted,

hvor vi sidder

og har filosoferet igen

og betragtet en solsort, der søgte,

og som fandt sig en orm eller to.

Og vi smiler og medgiver fuglen:

Det er givtigt at sidde og glo.

På en stor sten helt nede ved vandet

sidder du på en sensommerdag

de figurer, du ridser i sandet

bliver opblødt af bølgernes slag

Se de slørede sandsilhuetter -

næsten slettede navne og ord …

Symbolikken må du selv fortolke;

du har tid, når du sidder og glor

(september 2006)

Magi ved midsommer ... eller ?

Hvad siger I til sådan en billedcollage? Picasa kan mange sjove ting!

Cykeltur til Oldtidsvejen og Præstø Fjord

For nogle uger siden cyklede jeg en god tur ned for at gense Oldtidsvejen.

Det er mange år siden, jeg har besøgt Oldtidsvejen. Ja, stenene ligger der jo endnu; men man kan desværre ikke finde nogen oplysninger om den på stedet, for den informationstavle, der er sat op, er totalt falmet af vejr og vind ... og altså ikke erstattet.

Derfor må man gå på nettet, hvis man vil vide mere om Oldtidsvejen.

Se f.eks. her: http://www.fladsaa-arkiv.dk/cykel9.htm

eller her: http://sjaellandsleden.dk/?page_id=233&lang=da#55

På hjemvejen var jeg nødt til at stoppe og fotografere disse to fotogene heste ved fjorden - idet jeg samtidig hvert øjeblik ventede, at deres ejer ville komme brasende ud fra en af de flotte villaer langs fjorden og råbende kræve mig for royalties for at fotografere hans heste. Det skete altså ikke, så med mindre hestene sladrer ...

Senere fik jeg afprøvet kameraets zoom-funktioner ved at optage disse grågæs ved Sjolte Strand. De skulle jo absolut spæne væk fra mig i stedet for bare at stå stille og lade sig fotografere ...

På et tidspunkt fik jeg dårlig samvittighed over at bruge så meget ego-tid på at cykle Sydsjælland tyndt og fotografere i stedet for at være til gavn for familien derhjemme, så jeg skød genvej hjem ad Skansestien, der løber langs kysten fra Feddet til Faxe Ldp. På dette sted er det dog lige før, havet har spist en bid af vores gode Skansesti.

Jeg mødte to fotogene heste

Jeg mødte to fotogene heste, da jeg var på tur i går. Dette er foreløbig en test .... indtil jeg får (taget mig) tid til at blogge om hele turen ...

I'll take the low road

Torsdag skulle gruppen ind til Jamtalhütte for derfra at gå ind over bjergene. Tidligt om morgenen før vi stod op, var der en fornemmelse i min mave, der sagde, at den tur nok ville være så rigelig for mig, så jeg besluttede at blive i dalen.

Kort tid efter at gruppen var taget afsted, gik jeg så op igennem bydelen, Gaffelaar og ind i Jamtal for at finde op til Panoramaweg. Den startede som en sti op ad den jævnt skrånende bjergside, og jeg undrede mig lidt over, at den var angivet som en Nordic Walking rute på kortet, for der ville ikke rigtig være plads til at få gang i stavene. Den forblev en smal og lidt yderlig sti igennem skoven, da jeg var kommet lidt op. Men senere bredte den sig ud og blev let gangbar. Langs stien var der masser af oplysningstavler – især målrettet børn: om skoven og dens dyr og planter.

Her hvor jeg gik alene, så jeg da også nogle flere fugle: mejser og en gærdesmutte, og på et tidspunkt smuttede et sort egern over vejen og fortsatte længere op i skoven. Jeg tog mig god tid til at nyde udsigter: op i Jamtal, hvor der langt inde og oppe ligger en god del sne, og selvfølgelig ned over Galtür.

Panoramaweg slutter i Tschafein, hvor man kan vælge en del forskellige ruter tilbage til Galtür. Først holdt jeg en – for tidlig – rast og spiste en bolle, lynede ben af og tog solcreme på, for skyerne fra om morgenen var nu væk. Jeg gik over vejen og fandt – efter lidt søgen – opgangen til Talweg, som løber et stykke oppe ad bjergsiden nord for byen. Her er terrænet mere bart, altså uden opvokset skov. Her er buske og en masse blåbær og – er det tyttebær? Preiselbeere? Nogle mennesker går og plukker blåbær lidt højere oppe ad skråningen.

Jeg kom til et lille kapel, hvor jeg gik op og kiggede. Der er noget meget tiltalende ved disse små kapeller, hvor man i fred og ro kan takke Jomfru Maria for noget (der var hængt en masse små madonna-billeder op, nogle af dem med teksten Maria hat geholfen) Måske har jeg en indre katolik ..? Katolske helligdomme gør altid stort indtryk på mig – lige fra det mindste eng-kapel til Kölner Dom.

Jeg havde glemt at tage penge med, så jeg har ikke lyst til at gå ind nogen steder for at lette min blære, så jeg kan ikke gå videre fra Galtür, men må returnere mod hotellet. Jeg fandt en nedgang til byen ved tennisbanen over for hotellet.

Bad, kortskrivning og en lille tur i byen. Det var blevet koldt og blæsende, og jeg var helt bekymret for vandrerne i højden. Da jeg kom tilbage til værelset, var F. kommet hjem. Han havde været oppe i sneen og oppe ved en grænsepæl imod Schweiz. Og var i højt humør.

Efter aftensmaden blev der lidt "socializing". Os, Kerstin Bock, Saarlænderne og en yngre belgier, som havde sendt konen og de to unger op på værelset, så han kunne komme i baren. Han var åbenbart fra et tysk mindretal i Belgien – lige på højde med Köln, men sådan lidt rigeligt overrislet var han næsten umulig at forstå. Det var ellers rigtig hyggeligt, og de små milde østrigske snapse i forskellige smagsretninger kom i stimer.

En solsort?

Jeg syntes, jeg hørte en optimistisk solsort - indbildsk solsort - naiv solsort - på Lyngby station i dag ....?