Tønder Festival - søndag

Søndag eftermiddag var vi til Songwriters Circle. Nogle kunstnere sidder i en HALV(fordi det nu er en scene)-cirkel. Det var Bruce Guthro, der var ”konferencier” og bandt det hele sammen. Det gør han også udmærket.

I cirklen sad:

J.P. Cormier, som er en god historiefortæller fra Canada - han fortæller også gode historier i sine sange. Det er vist hans cajun-klingende navn, der har afholdt mig fra at høre ham tidligere.

Sierra Noble er en ung og køn canadier. Synger OK og har skrevet nogle udmærkede sange. Oprindelig slog hun igennem som violinist.

Anthony da Costa er kun 17 år og lidt kikset nørdet. OK sange blot på guitar.

Madison Violet var der også. Og Frk. McIsac blev på scenen hele eftermiddagen og akkompagnerede på violin.

Der er den ulempe ved songwriters circles, at de fleste af kunstnerne sidder ned og synger og spiller, så man kan ikke se dem, medmindre man sidder langt fremme.

Efter pausen kom der et nyt hold songwriters på scenen:

Eivör (kan jeg dog ikke slippe for hende?) Men hun har altså ramt noget, som folk kan lide. Hun sang bl.a. en traditionel færøsk sang – sikkert sådan en dansefolkevise, hvis titel hun oversatte til Troldbunden. Og den gav hun faktisk helt godt.

Eddi Reader. Hun har ikke skrevet så mange ting selv, så hun sang bl.a. også en om Skotlands herligheder skrevet af hendes guitarist(?), og den er ret god.

Boo Hewerdine var der igen. Han har lavet nogle gode tekster. De sange af hans, som Eddi Reader gav lørdag aften virkede sådan lidt som håndværk. De sange, han selv gav i dag, var lidt mere interessante.

Justin Townes Earle er en høj ung duknakket fyr. Han er lidt rå i stilen, men altså ikke for rå.

Molly og Tim O'Brien kom nærmest med som gæster. Det var vist Eddi Reader, der hid- eller påkaldte dem. Men de endte som meget centrale dele af sættet. Molly synger rigtig godt(tjek hendes MySpace-profil!), og bror Tim (som ellers er noget af en hængemule at se på) strakte sig faktisk så vidt, at han smilte op til flere gange.

Alt i alt har det været en god festival. Musikalsk måske ikke de helt store wow-oplevelser, men gennemgående god musik. Og vejret har været fantastisk med sol begge dage.

I damernes badetelt var der dog den specielle oplevelse i år, at vandet var koldt. Så det begrænsede badetiden. F. sagde, at i badevognene med kabiner var der ikke ret meget tryk på vandet.

Tønder festival - lørdag

Morgenmad med udsigt over "prærien" - eller som den senere kom til at hedde: "The pissing Fields" (se senere) - solskin og hvepse omkring basserne.

Lørdag eftermiddag holdt J og D koncert-fri. Vi havde alle været på indkøbstur i Süderlügum, og de ville ud og se Nolde-museet.

Vi andre gik til koncert i telt 2. Her startede Mathias Grip. (Ja, han sagde ikke noget om, hvad hans far hedder ..). Han havde taget en hel del gamle sange (bl.a. Lyset af Grundtvig) og sat nye melodier og bluegrass-poppede arrangementer til. Han havde Rasmus Zeeberg og Henrik Jansberg med samt nogle flere og en banjospillende pige (Sine Bach Rüttel) – Folkflokken. Det lød glimrende. Af og til lidt unødvendigt at sætte nye melodier på; men det er fint, at han bruger de gamle tekster og således holder dem i live.

Efter dem kom endnu et "projekt" - Mads Langer og Jens Lysdal og nogle flere bl.a. Nikolaj Busk. Det var avanceret eftertænksom, nærmest melankolsk musik, nogle interessante tekster af Mads Langer, som var fint pakket ind, bl.a. i strygermusik. Faktisk noget af det mest interessante musik, jeg hørte på festivalen i år.

Herefter skiftede vi telt, for Seaquins skulle afslutte i telt 1. I telt 2 fangede vi så det meste af Baskery's sæt. De er svenske og søstre og spiller Bluegrass-rock. Man skal lede længe efter en banjo med mere strøm på. Det kører i fuld fart derudad og er egentlig ganske underholdende.

Efter koncerten gik vi tilbage til lejren på prærien, og det var på det tidspunkt, jeg omdøbte området - det var da 2 - 3 mænd, som mænd nu gør, stod med spredte ben og let fremskudt underliv og rettede strålen ud mod dette allerede våde område.

Koncerten i Telt 1 lørdag aften startede med Madison Violet. Det er to canadiske piger, den ene hedder Lisa McIsac og er søster til Ashley. De spiller iørefaldende sange på guitar og violin og synger i fine harmonier. Har vist ofte selv skrevet sangene. De havde en bassist med og fik også besøg af bror Ashley for en kort bemærkning.

Altan var i midten. Og det er gedigen irsk traditionel musik. De leverer varen, og deres sangerinde, Mairéad Ní Mhaonaigh, synger faktisk rigtig godt!

Det var Eddie Reader, der sluttede af. Hun synger stadig mest pop. Det er jo hende, der engang hittede med Perfect, som hun også sluttede af med. Hun havde Boo Hewerdine med blandt en del andre.

Vi havde ellers snakket med J. og D. om at mødes ved festivalgrillen, men jeg fik en sms om, at de var returneret til teltet ... (jaja, de unge mennesker ...) så vi andre gik upstairs i festival-pubben og nød en Leffe ...

Tønder Festival - fredag

Vi ankom til festivalpladsen i fin sol. Det havde regnet lidt på vejen; men vi gik glip af den ellers obligatoriske tordenbyge på vej ind i Tønder.

Imens vi slog telt op, fik vi sms fra J og D, at de kom lidt senere, men havde honningkager med til kaffen. Vi har fundet plads på kanten af et område, der ellers er afspærret, fordi der er for vådt ...

Vi skulle alle 4 til koncert i Hal 1. Valravn startede. Havde de virkelig mere strøm på end i Haslev? Mange af sangene var de samme. Der kom en ekstra sangerinde på nogle af sangene.

Eivør var på som nr. 2 og irriterende som sædvanlig. Denne gang havde hun et lille band med, som egentlig var OK.

Seaquins var et projekt til lejligheden bestående af 12 piger fra DK (Ditte Fromsejer og Kristine Sand, som vi også har set blandt afgangsholdet) Sverige, Finland (forfriskende nyt indslag), Skotland, Canada. De spillede nogle sange sammen og nogle i mindre grupper. Der var et par rigtig gode sangerinder. Især skotske Inge Thompson (med tørklæde og ingen øjenbryn) har en rigtig god og speciel stemme. Jeg går og ønsker, at hun får meget tid til at glæde denne verden med den skønne stemme, før hun bliver overført til John Wright's kor. Ud over at kunne synge spillede disse piger jo på en række instrumenter: der var en del violiner, en fløjte og en del harmonikaer og guitarer.

Tønder Festival - søndag

Sidste dag i Tønder. Da vi gik og pillede teltet ned, fik jeg ideen til en melodi, som jeg vil arbejde videre med. Stærkt inspireret af musikken, vi har hørt de sidste par dage, og den gode stemning.

Eftermiddagens koncert foregik i Tønders flotte kunstmuseum. Det blev et genhør med TrioMio. Og det var et behageligt genhør. De havde spillet sig endnu varmere - red vist på en bølge af at være blevet positivt modtaget af publikum. De joke'de endnu mere. Og den dygtige pianist, Nikolaj, demonstrerede, at han kan skrive filmmusik.

MoZuluArt - for fedt! Her mødes modsætninger i form af en meget tysk østriger. Den klassiske pianist Roland Guggenbichler optræder kantet og nærmest akavet, men med underspillet glimt i øjet, sammen med tre afrikanere med varm cokolade på stemmen og afrikansk livsnyderglimt i øjet, ja i hele kroppen. Der bliver sat rytmisk sang og håndtromme til Mozart og andre klassiske kändisser. Og der bliver danset og joke't. Og det hele smitter, så man nærmest kan danse derfra.

Tønder Festival - lørdag

Lørdag eftermiddag var vi atter i Telt 2.

Koncerten startede med Sara Grabow. Hun er en lille lyshåret spinkel lyshåret pige. Men fylder scenen med sange og guitar. Hmm! Datter af Sebastian! Men hvorfor skriver hun ikke på dansk? Før hun forlod scenen, sang hun kor til Marie Key. MK er sej på sådan en antihelt-agtig måde. Lidt som Niels Hausgaard, selv om kønnet, alderen og den geografiske oprindelse er forskellig. Hun har humor og en absolut afslappet skrivestil. Hendes tekster er enkle og lidt banale tekster, men de fungerer! Hende vil jeg høre mere til! Hun sang bl.a. hittet Mormor, som er absolut både til at grine og græde over.

Trio Mio består af svenske Jens Ulvsand, der vist har undervist på musikkonservatoriet i Odense. Han er lidt af Clint Eastwood-type, sådan lidt senet. Kristine Hebøl spiller violin - høj kvalitet. Og unge Nikolaj Busk spiller klaver og andre tangentinstrumenter. De hygger sig ved at spille sammen. Glæden smitter og fylder hele salen. Deres musik er præget af disse her svære nordiske rytmer. Sådan en melodi havde Kristine skrevet og kaldt den Poppel. Ikke lige en melodi, der ligger lige for at skrive en tekst til. Ikke desto mindre havde Jens skrevet en tekst til den - der enkelt og komprimeret handler om det vigtige i livet. Høj kvalitet. - se senere.

Bruce Guthrow afsluttede eftermiddagens koncert. Den mand har en vis portion sarkasme og selvironi. Vi talte om, hvor anderledes han er i forhold til Runrig's forrige forsanger, den temmelig selvhøjtidelige Donnie Munro. BG joker meget, men smiler sjældent. Den nuværende amerikanske præsident (ja, jeg skal ikke have min blog i søgelyset af den slags søgemaskiner, så jeg nævner ingen navne!) har ikke levet forgæves: han har virkelig fået kunstnerne igang med at synge protestsange igen. Det er næsten lige som i 70'erne. I øvrigt sang BC igen den med Mary nede ved floden, som han vist selv har skrevet. Den er god.

Lørdag aften i Tønder Kunstmuseum

Antje Duvekot startede aftenens koncert. Hun har også en snert af det der med protestsange. A.K. har en meget sød, nærmest genert fremtoning, men hendes tekster fortjener lidt mere kant i fremføringen. Det kommer nok med alder og erfaring ...? Som antydet skriver hun spændende tekster, og jeg har købt hendes CD, Big Dream Boulevard, med hjem. Hendes ekstranummer var Famous Blue Raincoat, som jeg faktisk aldrig har hørt på engelsk. Den gav hun godt, selvom Pernille Rosendahl faktisk giver den bedre på dansk.

Lis Carrol og John Doyle er et par dygtige og sympatiske amerikanere, der håndterer guitar og violin og synger lidt.

Sidste flok på scenen var Julie Fowlis og hendes musikere, som bl.a talte Duncan Chisholm (tidligere violinist i Wolfstone). De var også dygtig. Julie har en rigtig god stemme; men synger kun på gælisk, og selv om hun fortalte meget om sine sange, så bliver man ikke rigtig ramt af ord, man ikke kan forstå.

Tønder Festival - fredag

Om formiddagen kørte vi den åbenbart traditionelle smuttur til Sky Market i Süder Lügum. Ingen koncerter fredag eftermiddag. Vi tullede rundt og hentede senere min bror på stationen.

Aftenens koncert foregik i Telt 2

Den skotske trio Lau med bl.a. Chris Drever - høj og mørk, men uden farmands lange ansigt og synger nøgternt set bedre. Farmand? Det er da Ivan Drever. Lau er dygtige. De skal nok blive til noget.

Great Big Sea. OK, men lidt for uraffineret. Forsangeren growler for meget.

Levellers. Mere rock men mere raffineret.

Tønder Festival - torsdag

Det er vist første gang, vi er kommet til Tønder allerede torsdag eftermiddag. Det var lidt med bange anelser vi i starten af ugen havde hørt beretninger i pressen om store regnmængder og oversvømmelser i Sønderjylland. Vi var lidt bekymrede for, om "Herrens Mark" ville stå under vand.

Undervejs i bilen væddede vi om, hvorvidt det ville begynde at regne, når vi kørte ind i Tønder, sådan som det har gjort alle andre år. Jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være anderledes, bare fordi vi ankom om torsdagen, så jeg væddede på, at det ville blive regnvejr.

Men vi landede i fint vejr, og vi slog telt op i fint vejr. Jeg havde altså tabt væddemålet og var dømt til at hente morgenbrød fredag morgen. Men det var da en rimelig pris for et godt Tønder-vejr!

Tønder Festival 2006, Søndag

Det skulle vise sig, at den dejlige belgiske øl har nogle bivirkninger ... hvis man indtager en overdosis, får man hovedpine. Jeg måtte reparere, men var alligevel ikke noget stor hjælp ved nedtagning af teltet. Og så var det regnvejr igen.

Først under ceilidh'en blev jeg så småt frisk igen. Og i løbet af ceilidh'en kan man så risikere at finde ud af, hvilke koncerter man skulle have valgt ...

Alt i alt var der ikke de store åbenbaringer på årets festival. Men med efterhånden mange festivaller på bagen, er vi nok også blevet noget kræsne ...

Tønder Festival 2006, Lørdag

Dagen startede med regn. Jeg forsøgte at nægte at vågne op til det vejr; men F. insisterede. Så han hentede brød og fik stillet op til morgenbord inde i forteltet. Imens gik en skotte rundt ude i regnen og spillede sækkepibe.

Der var dansk musik i Telt 2.
Tine Refsgaard og Christian Alvad - godt! Tine skriver nogle spændende tekster. En CD med hendes gruppe Tilt blev da også mit eneste Millstream-indkøb i år.

Kan I huske Natalie McMaster? Nu kan hun godt gå hjem og lægge sig. Nu har vi vores egen violinprinsesse: Ditte Fromsejer Mortensen. Hun og Sigurd Hockins gav et fint sæt - var både charmerende og virtuose.

De to unge gutter, der udgør Carlas, var også en herlig oplevelse - dejligt uhøjtidelige. Og rart at høre, at nogen endelig igen tør og vil komme med lidt politisk satire i deres sange. Da de kom ind på scenen medbragte de et stykke børnelegetøj i gule, grønne og lilla farver. Det viste sig at være en uundværlig rekvisit i deres sceneshow, idet det var en batteridrevet sæbebobleblæseautomat!

Rasmus Nøhr - ja, han er jo lidt ærgerlig og snakker som en poptøs. Men nogle af de sange, som han præsenterede sammen med charmetrolden Rasmus Zeeberg (guitar), Henrik Jansberg (violin), Steffan Søgaard Sørensen (bas og violin) og en anden Rasmus (trommer), var rigtig gode.

Og så er der forresten en spillelærer, der har scoret sin tidligere elev: Harald Haugaard og Helene Blum.

I nærheden af os camperer to bands: Bregenborg Band og Græsset Gror. Sidstnævnte har her i eftermiddag underholdt os med rigtig velspillet bluegrass.

Aftenens koncert i gymnasiet var Caroline Herring, som står for solid og velovervejet americana: singer-songwriter country ... helt OK men måske for pænt.

Sofia Karlsson er en dygtig svensk sanglærke, som holder den gode, svenske visetradition i hævd på bedste vis.

Og så var der Eivør - og nu tror, jeg har fået nok af hende.

På vej tilbage til teltet måtte vi en tur i festival-pubben. Oppe på første sal blev der jammet og snakket. Vi faldt i snak med 4 rare Tønder-boer, som kunne fortælle om Tønder og Festivalen indefra. Og vi nød Leffe i rigelige mængder ....

Tønder Festival 2006, Fredag

Som sædvanlig brød der et gevaldigt tordenvejr løs, da vi nærmede os Tønder og kørte ind i byen. Sådan har det været - ja, faktisk hvert år!

Koncerten fredag aften var ikke noget at skrive hjem om

Irske Lunasa spillede jigs and reels, men med en fremtrædende rytmesektion bestående af guitar og bas. De var OK

Le Vent du Nord fra Canada - forfriskende og rimeligt varieret - men man skulle nok have forstået de franske tekster bedre.

Saw Doctors: De blev beskrevet som halbal, og det var halbal (kedeligt!)

Midt i nat blev vores søvn forstyrret af en mand, der gik rundt imellem teltene og råbte på en Majbrit. Gad vide, om det var hans kæreste, eller han bare troede det ... Det kan selvfølgelig have været noget alvorligere - men vi har ikke efterfølgende hørt eller læst noget om nogen, der er røget i kanalen, så Majbrit har nok bare lagt sig ind i et andet telt ...

Tønder Festival 2005 - søndag

Jeg havde sovet godt om natten - ingen regnbyger. Jeg vågnede ved, at det var lyst og at folk i naboteltene begyndte at røre på sig og knevre: et sted blev det nyeste boliglånskonvertering drøftet (hvor interessant er det på en smuk søndag morgen ude i Tønder-marsken?) - et andet sted blev rutinen ved rugbrødsbagningen remset op af den hørbart selvtilfredse rugbrødsbagerinde. Vi kom også efterhånden ud af teltet. Denne morgen virkede det henne i toiletvognen - i hvert fald delvis. Vi fik indtaget morgenmaden langsomt og velovervejet.

Vores nærmeste naboer - et par i 30'erne i et lille kuppeltelt - begyndte at røre på sig, og kvinden gik mod toiletvognen; men oppe på vejen vendte hun om og satte sig på hug. Jeg bemærkede, at det så forkert ud, og lidt efter blev hun da også hjulpet ned mod sit telt igen af en forbipasserende mand. Hun måtte ned at sidde igen, vi løb til og fik fremskaffet et stykke teltunderlag, som hun kunne ligge lidt ned på. Vi gav hende så også vores sidste juice og fik hevet hendes stadig halvsovende mand ud af teltet. Han fik hjulpet hende hen at sidde i deres bil. Hun kunne sagtens snakke, men blev ikke rigtig frisk. Han fik pakket sammen, og de kørte bort for at komme hjem og til lægen, for det alt sammen så lidt mystisk ud. Underligt, når fremmede folk lige pludselig kommer tættere på, fordi man kommer til at bekymre sig lidt for dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hun har det nu i skrivende stund.

Der var generel opbrud i marsken. Vi måtte hjælpe en anden nabo med at få skubbet deres campingvogn ud (dem med boliglånet). Vi fik også selv pakket sammen og kørte bilen tættere på festivalpladsen - og efterlod den et sted, hvor der næppe blev pløret og tæt på asfaltvejen. Så gik jeg i bad.

Søndag eftermiddag står den altid på ceilidh i de to telte. Vi valgte at starte i telt 1 - og blev der faktisk hele tiden. Et sted på festival-pladsen havde vi tidligere på week-enden bemærket et skilt med påskriften: Pissoir bag hegnet. Da vi stod i kø til ceilidh'en, kom der sækkepibelyde inde fra dette pissoir ... og det var vi flere i køen, der syntes, vi skulle kommentere. Jeg kom med den teori, at en måtte have fået fat i den forkerte pibe ... og så kom der flere kommentarer af samme skuffe. Forklaringen var den, at pissoiret lå ved bagudgangen til instrument-udstillingen, så der var selvfølgelig en, der skulle prøve, før han købte ...

Ceilidh byder oftest både på genhør og smagsprøver på nye bekendtskaber. Og der er mange - ingen gjorde sig unikt bemærket denne dag; men vi blev da mindet om, at Oysterband stadig spiller med en dejlig gejst og energi, trods deres mange spillende år på bagen. Fik også en lille gensyn med Capercailie og Dougie Maclean.

Årets musik-indkøb hos Millstream var beskedent: blot en opsamling med Eliza Carthy.

Tønder Festival 2005 - Lørdag

I nattens løb var jeg blevet vækket flere gange af lyden af regn på teltdugen. Men såvidt jeg husker var toget ikke så tidligt på den, som jeg havde frygtet. Den nærmeste toiletvogn manglede vandtryk - kun den udvendige hane gav vand, så der kunne jeg i det mindste få børstet tænder. Morgenbrød, morgenkaffe og Gl. Dansk ved teltet. Da vi havde badet, måtte vi lige en tur over grænsen til et af Süderlügums velbesøgte supermarkeder.

Eftermiddagens underholdning var teltene. Jeg havde set fejl af starttiden, men da vi altid indregner lidt kø-tid, blev det heldigvis ikke noget problem. Det vigtigste fra teltene var violinisten Ditte Fromsejer Mortensen, som vi tidligere har hørt som del af Flax 'n Bloom. I dag havde hun medbragt venner fra DK og Irland, bl.a. den meget velsyngende Shauna Mullen. Hun og Ditte kan genhøres i Baltoppen i oktober - det er jeg lidt tændt på.

Projektet "Young Musicians Crossing Borders" var også en god oplevelse. Studerende fra konservatorierne i Odense og Glasgow havde øvet sammen i ugen op til Festivalen, og det var der kommet spændende ting ud af.

Aftenens koncert foregik igen i Kulturhuset. (På vejen derud lod vi os lokke af en belgisk vaffel i gågaden; men det var ikke en god oplevelse. Den var tung og smagte bittert som af for meget bagepulver eller lignende.) Vi kom i god tid; men kø-tiden blev fordrevet med hyggesnak med andre koncertgæster. Koncerten startede med Eivør Palsdottir. En ung færing, der klæder sig lidt som en indianer og har en fantastisk stemme: når man tror, hun har nået toppen, så går hun lige et par toner højere op. Med sig havde hun en canadier med islandske rødder (generelt har vi hørt mange canadiere på denne festival) - alt i alt en eksotisk oplevelse!

Næste set var Blue Murder, som er en sammensætning af Waterson:Carthy og Coope, Boyes and Simpson. Alle sammen folk i deres bedste alder, som man siger - og så Eliza Carthy (datter af Norma Waterson og Martin Carthy). Hun spiller violin og synger godt - hendes egne CD'er lyder meget som Fairport Convention i Sandy Denny's dage. Blue Murder sang overvejende a capella (Martin C. havde lige sin guitar med og Eliza sin violin).

Aftenen sluttede af med Chip Taylor og Carrie Rodriguez. Han er en halvgammel amerikansk sangskriver - country: "Angel of the Morning" - og rock: "Wild Thing" (!). Hun er en ung sild, der spiller godt violin og synger med kælen, drævende sydstatsstemme. Vi så dem også sidste år (eller var det 2003?), så jeg er ved at have fået nok. Han siger de samme ting om sin guldfugl som sidste gang, og der er noget, der irriterer mig ved deres samspil på scenen.

Tønder Festival 2005 - Fredag

Ankomst som sædvanlig over middag. Og som sædvanlig brød der et voldsomt tordenvejr løs, da vi var ca. 7 km fra Tønder ... Det var dog tørvejr, da vi kørte ind på pladsen.

Vi har snakket om, at der var mere tjek på pladsanvisningen de første år, vi deltog i festivalen. I år fik vi plads et sted, der vist ikke engang har et navn. Det var helt ude på den anden side den asfalterede vej, der går langs campingområdet - helt nede for enden og ud mod jernbanen, hvor godstog samt toget fra Tyskland hilser de camperende med høje signaler ved ankomst og afgang. Man får simpelthen et chok hver gang. "Hvis det sker i morgen tidlig kl. 6, så ....". Der var godt vådt i marsken derude; men heldigvis lå vi tæt på asfaltvejen.

Efter teltrejsningen fik vi lige den obligatoriske "blå cola", siddende i teltets apsis, da det igen regnede lidt.

Oppe på festivalpladsen opstod en mindre krise, da vi ikke kunne finde Festival-pubben. Den er ikke i et telt mere, men er flyttet til en murstensbygning og indvendig indrettet fint med synlige bjælker og gode fotos af kunstnerne fra tidligere år.

Efter god og rigelig aftensmad i madteltet slentrede vi igennem gågadens mylder af festivalgæster, Tønder-borgere og tilrejsende smykkesælgere, og videre ud til Kulturhuset. Aftenens program startede med amerikaneren Tim O'Brien, som er teknisk god på sin guitar og også leverede nogle OK sange. Næste bud var David Francey, en sympatisk canadier, født i Skotland. Han kunne ikke spille guitar, og havde derfor medbragt en gut, der kunne. Det vil altså sige, at man godt kan få lov at rejse rundt med sine sange, selv om man ikke kan akkompagnere sig selv. (!) Jeg kom til at tænke på, hvem der så har skrevet hans melodier: han selv eller? Det sagde han ikke noget om. (intet link, da www.davidfrancey.com åbenbart ikke virker p.t. Men jeg har set den før, så prøv evt. senere.)

Efter pausen tog Bruce Guthro over. Hans fanklub (kvinder) sag bagest i salen. Og jeg tænkte mit. Men han overraskede positivt. Jeg har aldrig oplevet ham med Runrig. Men han synger rigtig godt og skriver nogle gode sange, som man også kan tolke lidt på. Og glimtvis er han lidt af en frækkert ...

James Keelaghan afsluttede aftenen. Og tog kegler hos publikum med sine gode sange - især med sin Mirabeau Bridge (som John Wright også synger).