"Then we take Berlin"

Fra den 10. til den 12. november besøgte jeg Berlin sammen med en gruppe fra KS Storstrøm-Vestsjælland-Roskilde. Vi var 30 - medlemmer og ægtefæller/veninder. Og Berlin var/er interessant. Og selvfølgelig er 2 dage for lidt ... men jeg synes, jeg fik et overblik over byen og over, hvor tingene ligger i forhold til hinanden.

Vi så blandt andet et eksperimenterende danse-teaterstykke bygget over Hermann Hesses bog "Sidharta" samt Leonard Cohens liv og/eller sange. Der var dog kun brugt 4 sange i stykket. Deraf var den første "First we take Manhattan" i en udgave med R.E.M.! I øvrigt "Who by Fire", "Dance me to the End of Love" og "Hallelujah". Ensemblet er Theatre du Pif, som er 2 kinesere og en skotte.

Jeg kørte rundt i en sightseeing-bus og fik et godt overblik, og gik også meget rundt - det var jo godt vejr. Berlin har en hel del flot arkitektur - både gammelt og nyt. Men byen er også nogen steder meget grim med gråt betonbyggeri. Jeg kiggede på det stykke af muren, de har ladet blive stående. Ved den er der en plancheudstilling under et halvtag (de vil lave et rigtigt museum), der fortæller bydelens og Tysklands historie især op til 2. verdenskrig. Bl.a. var der en tankevækkende planche om alle de indskrænkninger, der efterhånden blev pålagt jøderne i årene op til krigen ...

Og jeg fandt et indkøbsmekka: Dussmann das KulturKaufhaus, hvor jeg købte Aerial (Kate Bush). (Kun ærgerligt, at een af mine rejsekammerater dagen efter købte den ca. 5 Euro billigere i en vistnok mindre fancy musikbutik ...!!)

Alt i alt en god tur. Berlin er helt sikkert flere besøg værd. Der er meget at se på! Og de bygger stadig nyt!

En klassiker til CD-hylden

Jamen, jeg måtte jo eje den ... Who's Next. Da jeg var ung lånte jeg den på bånd og rå-lyttede sangene. Og flere af dem har brændt sig fast i min hjerne. Legendarisk er numrene Baba O'Riley og Won't Get Fooled Again, hvor der er kælet for guitar og synthesizer-spil. Et andet nummer, der sad fast i min hjerne, var Pure and Easy. Til gengæld havde jeg glemt, at sangen Behind Blue Eyes, som fornylig igen har været et hit (min datter har fornylig nævnt bandets navn; men det har jeg glemt igen), også var fra Who's Next.

Så nu ejer jeg den på CD - og rå-lytter den i bilen - og skråler med på Behind Blue Eyes (2.-stemmen).

Se mere om det legendariske rock-band, The Who på www.thewho.net

Løfterig morgen

Skønt denne morgen at gå ud af døren og indånde duften af en nylig regnbyge (englænderne kalder den duft "petrichore").

Jeg havde ikke slukket bilradioen, da jeg forlod bilen i går eftermiddags. Så straks jeg satte tændingen til strømmede der toner ud, som lød som solopgang over havet - det viste sig senere at være Dvoraks 9. symfoni, som kaldes Den nye Verden (eller sådan noget). Flot.

Altså en morgen, der lovede en god dag ....