Tæt på årets slutning

Julen er overstået, og jeg kan nu nyde et par afslappede juleferiedage. Det bliver vel næppe til nogen nytårsbulletin i år. Ej heller til "Årets bedste ... dit og dat". - tror jeg. Opsummeringen af årets "Ups and downs" forbliver sikkert bag Fru Hansens hovedskal.

Men her er alligevel lidt om årets seneste gode musik-indkøb:

Da jeg var i Berlin i starten af november, købte jeg 3 CD'er. Den vigtigste var selvfølgelig den længe ventede Kate Bush-CD, Aerial. Det er næsten unfair, at kommentere den allerede. Jo, kommentere kan man godt; men det er for tidligt med konklusioner; for lige som med Kate Bush's tidligere udgivelser, så er dette også en, der bliver en ledsager over længere tid. En CD, jeg vil vende tilbage til. Men én ting kan siges allerede nu: den bringer lys. Det er skønt at sætte den CD på i bilen en mørk december-morgen og høre fuglesang! Nærmere bestemt er det jo en dobbelt-CD og den ene skive har KB brugt på at filosofere over fuglesang og over, hvordan et menneske skal bruge sin stemme for at efterligne fuglesang ... interesting! Prøv selv lidt af stemningen på http://www.katebush.com/

Jeg købte også tysk musik. Jeg var egentlig på udkig efter Hölderlin Express; men de var ikke til at finde på hylderne; og butikkens personale kunne heller ikke finde dem i deres systemer. Men så stødte jeg på et navn, jeg havde hørt før: Liederjan, og købte en CD med hjem med dem. CD'en fra 2004 hedder Drei Gesellen. Man kan karakterisere Liederjan som Tysklands svar på De Gyldne Løver; men de griber alligevel lidt længere tilbage i traditionen og henter inspiration fra middelalderen, ligesom de også af og til bruger gamle instrumenter. På CD'en er der tyske traditionelle sange, ofte drikkeviser (som Drei Gesellen) eller viser med små-frivolt indhold (som den om, hvordan det gik, da nonnen første gang så, hvad munken havde under kutten ...); men også om alvorligere emner som "Die Moorsoldaten". Besøger man Liederjans hjemmeside, får man indtryk af et langtidsholdbart band, som nærmest er en institution inden for tysk folkemusik.

Den sidste af de 3 CD'er, jeg købte, er med June Tabor. Men den CD ligger p.t. i bilen, så den anmeldelse må jeg vende tilbage til.

"Then we take Berlin"

Fra den 10. til den 12. november besøgte jeg Berlin sammen med en gruppe fra KS Storstrøm-Vestsjælland-Roskilde. Vi var 30 - medlemmer og ægtefæller/veninder. Og Berlin var/er interessant. Og selvfølgelig er 2 dage for lidt ... men jeg synes, jeg fik et overblik over byen og over, hvor tingene ligger i forhold til hinanden.

Vi så blandt andet et eksperimenterende danse-teaterstykke bygget over Hermann Hesses bog "Sidharta" samt Leonard Cohens liv og/eller sange. Der var dog kun brugt 4 sange i stykket. Deraf var den første "First we take Manhattan" i en udgave med R.E.M.! I øvrigt "Who by Fire", "Dance me to the End of Love" og "Hallelujah". Ensemblet er Theatre du Pif, som er 2 kinesere og en skotte.

Jeg kørte rundt i en sightseeing-bus og fik et godt overblik, og gik også meget rundt - det var jo godt vejr. Berlin har en hel del flot arkitektur - både gammelt og nyt. Men byen er også nogen steder meget grim med gråt betonbyggeri. Jeg kiggede på det stykke af muren, de har ladet blive stående. Ved den er der en plancheudstilling under et halvtag (de vil lave et rigtigt museum), der fortæller bydelens og Tysklands historie især op til 2. verdenskrig. Bl.a. var der en tankevækkende planche om alle de indskrænkninger, der efterhånden blev pålagt jøderne i årene op til krigen ...

Og jeg fandt et indkøbsmekka: Dussmann das KulturKaufhaus, hvor jeg købte Aerial (Kate Bush). (Kun ærgerligt, at een af mine rejsekammerater dagen efter købte den ca. 5 Euro billigere i en vistnok mindre fancy musikbutik ...!!)

Alt i alt en god tur. Berlin er helt sikkert flere besøg værd. Der er meget at se på! Og de bygger stadig nyt!

En klassiker til CD-hylden

Jamen, jeg måtte jo eje den ... Who's Next. Da jeg var ung lånte jeg den på bånd og rå-lyttede sangene. Og flere af dem har brændt sig fast i min hjerne. Legendarisk er numrene Baba O'Riley og Won't Get Fooled Again, hvor der er kælet for guitar og synthesizer-spil. Et andet nummer, der sad fast i min hjerne, var Pure and Easy. Til gengæld havde jeg glemt, at sangen Behind Blue Eyes, som fornylig igen har været et hit (min datter har fornylig nævnt bandets navn; men det har jeg glemt igen), også var fra Who's Next.

Så nu ejer jeg den på CD - og rå-lytter den i bilen - og skråler med på Behind Blue Eyes (2.-stemmen).

Se mere om det legendariske rock-band, The Who på www.thewho.net