Halelujah!

Koncerten med Leonard Cohen i aftes i København var helt fantastisk. Det var meget stort! Det var meget smukt! Halelujah!!

Mesteren underholdt, og vi, hans store skare af disciple, var helt bevidste om, at dette var en enestående chance for at nyde og lytte til de vise ord og suge til os af den viden, vid og forståelse af sager som livet, kærligheden, seksualiteten og religiøsiteten, som i Cohens sange forenes til ren magi. En magi der taler til hjertet, sjælen, kønnet. Hans sange - både melodier og tekster - er egentlig så enkle; men det geniale ligger jo ofte i det enkle.

Denne mester er ikke en gammel, træt mand. Ansigtet, som man så på storskærmen, er godt nok brugt og furet; men i aftes strålede det af glæde, nydelse og selvtillid - og energi. Publikum ville ikke slippe ham - han ville ikke slippe os. Kom tilbage - løbende - på scenen igen og igen. "I tried to leave you" ... sang han (en sang jeg ikke kendte i forvejen).

Og han sang Halelujah med en passion og energi, som de fleste af os ikke forbinder men en 73-årig.

På startsangen (Dance me to the End of Love) lød hans stemme ellers en kende brugt. En tilskuer i nærheden af mig (som gerne ville lade os andre vide, hvor kyndig han var ...) mente, at LC var nervøs. Men på de følgende numre, var hans stemme lige så varm og stærk, som på studieoptagelser.

I øvrigt kom jeg i tanke om, at jeg langt fra har nok musik med LC på CD. Han sang en del sange, jeg aldrig havde hørt før (jeg har ikke været helt trofast ...). Af dem, der specielt gjorde indtryk var der især Anthem med den fantastiske linie (som han også indledningsvis citerede for os): "There's a crack in everything. That's how the light gets in." Det er vi mange, der forhåbentlig kan lære af ...

Det kom dog også rigtig mange sange fra de allerførste plader: Suzanne (selvfølgelig), So Long, Marianne (som een af afslutningssangene), Sisters of Mercy (jeg tror, den sang kan redde liv), Hey, That's no Way to Say Goodbye.

Det gjorde kun hele oplevelsen bedre, at det var en smuk, varm sommeraften. Og der var synlige stjerner på himlen - selv i lyset af København.

Læs andre anmeldelser på Gaffa, og på DR

Gademusikfestival i Faxe Ldp.

Der har været gademusikfestival i Faxe Ldp. i denne week-end. Og med mit (og vores) sædvanlige samfundssind (eller nysgerrighed eller hvad det nu er) har min mand og jeg været med og stået i ølvogn.

Men musikken, festivalen og arrangementet fortjener stor ros! Især for et meget varieret musik-udbud. Ingen "etablerede" navne, men dygtige og glade amatører.

Dem, jeg har bidt mærke i (og til dels kendte i forvejen) er følgende:

Lørdagen startede med Brudholm. De er super-musikalske. En fusion imellem pop og viser. Hanne Brudholm skriver nogle rigtig gode tekster: hverdagstildragelser med filosofiske eftertanker (lige min stil), og hendes gruppemedlemmer (Christian Nemming og Henrik Juul Jensen) lægger gode melodier og arrangementer til. De er altid gode og energiske at lytte til, også denne blæsende lørdag.

Majbritt og Iben. De er et par herlige damer/piger, der spiller virtuost på guitar og er gode fortolkere af viser og gode sange. Iben viste nu her søndag ikke meget af sit sangskrivertalent.

Fensmarkspillemændene overraskede positivt og gør med en lidt udvidet besætning, der ud over de traditionelle violiner og harmonikaer også indeholder blokfløjte, guitar og bas, spillemandsmusik til en fin og virtuos oplevelse.

Spillekanterne. Hmm - det gruppenavn giver associationer om spillemandsmusik. Men her var det en super virtuos og ekvilibristisk oplevelse serveret af Leon Hegelund (sang og guitar), og Morten Nygaard (harmonika - han viser virkelig, at en harmonika kan være et genialt instrument), Kaj Aage Andersen (violin) samt en rigtig god tværfløjtespiller (undskyld, at jeg ikke har fået dit navn med - havde ikke planlagt at skrive dette). De legede sig igennem deres sæt, med overlegen musikalitet og stor charme, der fik os publikum til at overgive os totalt.

Alt i alt en dejlig musikalsk week-end!

Fødselsdagsmusik

I fødselsdagsgave fik jeg bl.a. Ulla Henningsens CD, Skønne spildte dage. Og det er i hvert fald ikke spildt tid at lytte til den! Jeg er vild med UH's stemme og fortolkninger! Der kommer både smerte, kynisme, livserfaring og andre vægtige følelser ud med ordene. Og det understreges fint af stemningen i akkompagnementet, hvor Nikolaj Nørlund har en kraftig finger med i spillet. Musikkens tone burde kunne få Leonard Cohen og Angelo Badalamenti til at samstemme i et henrevet hallelujah-kor.

Mit eneste kritikpunkt er, at der af og til er lidt for meget elastik i rimene, og at nogle af teksterne er en smule usammenhængende. Men det med at oversætte er jo en svær balancegang, og jeg kan jo i hvert fald ikke vurdere oversættelser, når jeg ikke til bunds kender de originale tekster.

Og det opvejes totalt af ovennævnte kvaliteter. Især sangen Grædende i døren (efter en Bob Dylan-sang) kan jeg slet ikke blive færdig med. Den griber dybt.

Læs evt. også anmeldelse på http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=34047