Arme og ben

Arme blafrer,
ben danser,
dårligt koordineret
og smerteligt opmærksomme
på hinandens bevægelser
- lyttende, skottende

Kold rytme

En kold melodi tumler gennem et rum,
der svømmer af lys.
En metallisk rytme knalder imod vægge,
slås tilbage
og mødes i centrum,
hvor et hvidt,
sol-lignende himmellegeme flyder

Et lille dyr i skoven

At sidde som et lille dyr i skoven,
så musestille og alene,
så musestille og diskret.
At undres over blade, der falder,
og duften af jord.
At undres over, ting der er mindre end mig.
At undres, men dog kende de ting.
Fortrolig med edderkop, bille og orm.
Og altid at kunne liste sig bort.
Smutte ud, forsvinde,
som tågen, der fordamper over engen
og spredes af vinden.

At sidde som et lille dyr i skoven
med ryggen mod et træ,
men opmærksom
med spillende perleøjne
og radarører
og dirrende snude.
At opfange alt.
At opfange skiftet i vejret,
før vejrskiftet er her helt:
den kølige vind før regnen
og rytmeskiftet, før dråberne stopper.

Så lille i det store.
En lille brik i spillet,
men dog en brik.
En mus mindre er et tomrum mere.
Et tomrum, som faldende blade kan dække
som regndråber kan fylde,
som vinden suser hen over
uhindret.

Sjælen bliver lille som en legomand

På isnende perroner står vi
Og trækker os ind i os selv

Og trækker sjælene indad
Helt dybt ind i os selv
Gør dem små, så de kan sidde inderst inde
i læ af kød og knogler
i læ af hele vores fysiske væsen

Sjælen bliver lille som en legomand

Der vrikker rundt derinde
Stive ben og stive arme
Ansigtstrækkene er prikker og linjer
i sort på gult plastik

Søvnige sjæle
uden flere funktioner
end en haletudse

Som om vi er bange for
at øjenkontakt eller
blot et enkelt smil
ville blotte en revne,
hvor vinden  kunne få fat
og flænse vores fysiske væsener
til flagrende ansigtstræk,
blafrende smil
og flyvske øjenkast

Den blå korridor

Jeg drømte om Amsterdam
at jeg var i Amsterdam
og skulle igennem en blå korridor
for at komme til en seværdighed
En korridor af blåt velour
hvor vindueslysninger gav spil
og stoflighed
Ikke ud mod verden, men ind mod sjælen

Men hvorfor Amsterdam?
Der er blå kanaler og blå kakler
og Rembrandt-figurer i blåt velourtøj
Der er blågnistrende diamanter på blå velourpuder
som Stjernenatten

Spejlvendt syn af blåt velour
Drømmelys
Skal jeg gå ad korridoren?
Jeg træder bløde blå skridt
på drømmetæpper mørkeblå
Korridoren drager
og skræmmer
Den fortaber sig blå i blåt
langt inde i bunden af horisonten
Tragten til bunden af sjælen