Et lille dyr i skoven

At sidde som et lille dyr i skoven,
så musestille og alene,
så musestille og diskret.
At undres over blade, der falder,
og duften af jord.
At undres over, ting der er mindre end mig.
At undres, men dog kende de ting.
Fortrolig med edderkop, bille og orm.
Og altid at kunne liste sig bort.
Smutte ud, forsvinde,
som tågen, der fordamper over engen
og spredes af vinden.

At sidde som et lille dyr i skoven
med ryggen mod et træ,
men opmærksom
med spillende perleøjne
og radarører
og dirrende snude.
At opfange alt.
At opfange skiftet i vejret,
før vejrskiftet er her helt:
den kølige vind før regnen
og rytmeskiftet, før dråberne stopper.

Så lille i det store.
En lille brik i spillet,
men dog en brik.
En mus mindre er et tomrum mere.
Et tomrum, som faldende blade kan dække
som regndråber kan fylde,
som vinden suser hen over
uhindret.