Sjælen bliver lille som en legomand

På isnende perroner står vi
Og trækker os ind i os selv

Og trækker sjælene indad
Helt dybt ind i os selv
Gør dem små, så de kan sidde inderst inde
i læ af kød og knogler
i læ af hele vores fysiske væsen

Sjælen bliver lille som en legomand

Der vrikker rundt derinde
Stive ben og stive arme
Ansigtstrækkene er prikker og linjer
i sort på gult plastik

Søvnige sjæle
uden flere funktioner
end en haletudse

Som om vi er bange for
at øjenkontakt eller
blot et enkelt smil
ville blotte en revne,
hvor vinden  kunne få fat
og flænse vores fysiske væsener
til flagrende ansigtstræk,
blafrende smil
og flyvske øjenkast