Crazy Christmas Cabaret: Who Shot the Sherif?

En rablende vanvittig komedie/kabaret med visse hvasse hints til et vist nyligt overstået "sherif"-valg i USA. Med jokes - måske en anelse under bæltestedet (men for den rene er alting jo ....), som når én af hovedpersonerne præsenterer sig som Lola Liebedick ("- And I do!"). Det hele foregår på engelsk (dog med lidt tysk accent her og der), undtagen når engelske Vivienne McKee spiller en dansk engelsktalende læge "Doc Helsingør from Elsinore - ikke Doc Holliday, men doc on holiday" på halvt dansk halvt dårligt dansker-engelsk.

Ja, hvad kan man sige? ......?? Prøv det ....!!

Jeg morede mig i hvert fald strålende.

Det var Kommunikation og Sprog Roskilde (i skøn samklang med Storstrøm og Vestsjælland), der havde inviteret til og arrangeret turen, som i øvrigt startede med spareribs på Apollo-bryggeriet. Vi var ca. 40 medlemmer, der havde spidset sprogørerne hjemmefra.

Lørdag - hjemturen

Badning, morgenmad og pakning gik hurtigt. Slutrengøringen havde vi for en gangs skyld betalt os fra, så vi var færdige til at køre kl. 9.30. Vi afleverede nøgler hos vores værtinde og fik knus og hilsner med hjem til Fakse Ldp., en egn i DK, som hun savner ... Hun gav os også kort og en vejbeskrivelse, som førte os langt forbi Dresden. Denne vej snoede sig højt op til nogle flotte skisportsområder i det nordligste af Tjekkiet. (Der var heller ikke udstillet så mange figurer langs vejene - hverken havenisser eller andre typer ....) .

Vi blev hastigt vinket igennem paskontrollen og kørte videre ind i Tyskland. Her fører vejen i lang tid hen over en højslette - stadig pænt landskab. Byen Frauenstein er en megt køn sydtysk by. Vi kørte videre gennem Freiberg, og nord for Nossen (ja, det hedder det altså) kørte vi på motorvejen i retning mod Leipzig. Kort efter holdt vi tissepause og spiste vores sidste skiver tjekkisk brød og spegepølse og drak Kondi. Nu, hvor det bare var "geradeaus" ad motorvejen mod Berlin, kunne jeg få lov til at køre i stedet for at læse kort.

Nord for Berlin var vi kaffetørstige og holdt ind på den store rasteplads, Linumer Bruch, hvor vi tidligere har rastet. Vi havde ikke booket plads på færgen hjem, så vi ringede lige til Scanlines og fik at vide, at alt var optaget fra Rostock. Men vores billet kunne heldigvis bruges fra Puttgarten til Rødby også. Det kom til at virke som en lang tur. Havde vi vidst det før, havde vi sikkert kunnet dreje vestpå tidligere. Vi kom med en færge kvart i seks og spiste på restauranten, selv om det føltes ekstra dyrt oven på de billige tjekkiste restaurationspriser.

Vi var hjemme ved 20-tiden og kunne begynde at pakke ud og starte vaskemaskinen ....

Fredag - støvregn

Ferievejret havde ellers været upåklageligt - lidt koldt, men solrigt og klart. Men fredag støvregnede det fra morgenstunden. Planen havde ellers været en tur med det lille lokale tog fra Oparno til Teplice - det skulle være sådan en smuk tur, hvis ellers man kunne have set noget. I stedet satsede vi på shopping i et indkøbscenter, der skulle være i udkanten af Teplice. Byen er ikke særligt charmerende - i hvert fald ikke, hvis man kommer dertil i bil. Til gengæld kan man godt fornemme den forurenede luft. Shoppingcentret Olympia er ikke et superstort; men udvalget er OK. Vi kiggede lidt på sko og elektronik, og jeg købte en taske. En del af centret er en stor Bilka-agtig forretning, Hypernova. Der købte vi lidt brød og frugt, og vi fandt endelig en mørk øl. Den hed Kelt, men var brygget i Tjekkiet.

For ikke at skulle den kringlede vej tilbage igennem Teplice prøvede jeg at finde en genvej ind over land uden om byen og tilbage til E55. Det gik godt nok i starten; men så havde vi pludselig retning mod Teplice alligevel. Vi fandt dog en tilkørsel til E55, før vi nåede ind i byen og kom tilbage til Oparno. Efter frokost gik vi en regnvejrstur i dalen i modsat retning af spadsereturen først på ugen. Vejene var nu blevet godt mudrede, så det blev jeg også.

Vores søn havde tilbragt det meste af dagen i Prag (igen), og han ville gerne hentes ved stationen i Lovosice, så vi kørte dertil for at spise aftensmad. Der er flere spisesteder i byen; men valget faldt på Vinarna Johanka, hvor man sidder og spiser nede under hvælvingerne i en kælder, der sikkert har været kartoffelkælder el.lign., for under et af de højtsiddende vinduer var der lige som en slidske. Der var faktisk ret stemningsfuldt. Tjeneren kunne kun lidt tysk; men det lykkedes os dog at få rimeligt god mad. Vores forretter: kyllingecocktail, hvidløgssuppe og pikant toast (det var lige som en lynstegt stærkt krydret ret med masser grønsager, serveret på et stykke pandestegt brød - ikke ilde faktisk!). Vores hovedretter: steak og en lidt speciel stroganoff, med syltede agurker og smag af kommen.

Før afhentningen på stationen tullede vi lidt ned igennem byens hovedgade, indtil den vamle lugt fra vaffel-fabrikken fik os til at vende om.

Torsdag - god tjekkisk mad ....

Der var gaver på morgenbordet, for det var min mands fødselsdag. Morgenbordet i sig selv var ikke noget at skrive hjem om, for ingen af os havde fået købt noget ind til det dagen før. Op ad formiddagen kørte vi til Litomerice. Det er en ret pæn by med et stort torv og mange butikker. Vi gik lidt rundt og kiggede. Min datter og jeg var inde i et "drogerie", hvor der sælges alle de produkter, hvormed man kan gøre sig selv og sine omgivelser pæne og rene. Altså lige fra deodoranter til wc-rens .... Det lykkedes min datter at købe en pincet (og det viste sig, at det hedder næsten det samme) og jeg købte tandpasta (colgate findes over alt). Byen er også præget af en gammel bymur: husene ligger nydeligt oven for, oven på og neden for den. Vi var også inde i et supermarked, hvor det lykkedes min mand at få købt nogle skiver af 2 gode spegepølser og nogle hele pølser til at varme - vel at mærke i delikatesseafdelingen, hvor man ikke bare kan tage selv.

På hjemvejen kom vi - lidt uforvarende - igennem Lovosice, og da vi alligevel havde glemt at købe et eller andet, gik vi også ind i supermarkedet Plus. Her er varerne præsenteret lidt lige som i Netto; men udvalget er bedre end i byens andet supermarked, Penny. Og her fik vi endelig købt en Becherovka, den gode krydrede tjekkiske likør, der dufter lige som brune kager.

Tilbage i lejligheden spiste vi en god frokost bl.a. med de gode spegepølser. De andre pølser var med krydderier - og ost! Det var godt. Det ser ud til, at man kunne bruge en hel ferie til på at smage på tjekkiske pølser. Bagefter måtte min søn og jeg lige vise resten af familien Oparnos borgruin. Nogen havde fornylig været deroppe og lavet bål, og min mand og datter genoplivede det.

Vores værtinde havde vist os vej ud til en god restaurant lidt nordvest for hovedvejen, og vi havde bestilt bord derude. Det er et lille sted, og det ligger lidt uden for lands lov og ret. Der holdt mange biler udenfor; men de udlejer også værelser. I restauranten var der bl.a. et stort tjekkisk selskab og 4 tyskere. Til forret fik vi en traditionel tjekkisk løgsuppe med kød eller krabbecocktail. Til hovedret fik vi henholdsvis indisk kyllingeret, vildsvin med majs og hvidvinsmarineret vildsvin med kapers og champignonsauce. Til dessert fik vi is med varm hindbærsauce og flødeskum.

Onsdag - i Prag igen

Onsdag den 13. havde mine unger aftalt at mødes med venner i Prag, og jeg ville med for evt. at shoppe lidt. Vi kørte altså til Lovosice og stillede (efter anbefaling) bilen ved supermarkedet Plus. Vi havde rettet lidt på vores værtindes hjælpeseddel til billetkøb, så vi kunne få en returbillet til 3 voksne. På stationen Masarykovo i Prag ventede en af vennerne på os.

Planen var, at vi alle 4 skulle spise frokost sammen; men først ville min datter og veninden shoppe sammen, så de forlod os, og min søn og jeg spadserede ind imod centrum. Her tidligt på formiddagen var turisterne så småt begyndt at indtage byen, de stod her og der i store flokke rundt om en guide, der fortalte om en eller anden interessant bygning. Vi gik og kiggede bl.a. på souvenir shops, og vi var inde i en glasbutik og en Botanicus-shop, som har et koncept med hjemmedyrkede og -lavede produkter som sæber, badesalt, cremer, olie, eddike etc. etc I øvrigt spillede de irsk folkemusik derinde, ja, det var en dejlig butik!

Så gik vi ind i Tyn-kirken, hvor vi fandt Tycho Brahes grav. Turistbogen havde sagt, at den nok var pyntet med danske flag og rød-hvide blomster; men der var ikke noget. Det er ellers lige meget, hvor man bevæger sig i centrum, så hører man dansk tale. Jeg havde nu heller ikke noget at pynte graven med; men jeg puttede 20 Ck i kirkebøssen, så de kunne holde graven pæn - og den øvrige kirke også.

Vi gik over Karlsbroen. Der var lige så mange mennesker som i søndags. Ovre på den anden side af floden (Vltava), altså på Lillesiden (Mala Strana?), som den kaldes, drejede vi bort fra turiststrømmen. Vi ville spadsere hele vejen ud til indkøbscentret, hvor vi skulle møde pigerne. Vi havde god tid. Herude er bybilledet mere åbent, husene er nyere, og det ligner bare hvilken som helst storby. Indkøbscentret, hvor vi skulle mødes, var lidt svært at finde, fordi det lå blandt mange andre store nye butikker. Vi fandt det dog endelig, og det viste sig at være meget flottere end noget indkøbscenter, jeg har set i DK.

Pigerne fandt os, og vi gik op på øverste etage, hvor der udelukkende var spisesteder, og det i alle afskygninger. Vi valgte en kinesisk. Bagefter skulle vi købe en gave i en smykkeforretning, og det lykkedes os med visse forhindringer, for kreditkortautomaten var gået i udu, og ekspeditricerne kunne ikke engelsk.

Vi spadserede alle 4 ind mod centrum igen, hvor min søn skulle møde den anden ven ved Jan Hus-statuen. Min datter og veninden satte sig ind i et tehus. Jeg havde lyst til at tulle eller shoppe lidt rundt alene. Der er så mange flotte glasting; men ikke noget, som jeg ikke kunne leve uden ... i stedet købte jeg et af de allestedsnærværende pashminasjaler. Så gik jeg tilbage til pigerne i tehuset. Stedet var helt kinesisk indrettet - meget spændende og stemningsfuldt. Pigerne var (foruden samtalen) igang med en rød kinesisk te med aroma af eksotiske frugter. Den smagte godt. Senere fik vi te-kortet ind igen, hvor der var jeg ved ikke hvor mange forskellige teer fra mange forskellige lande. Den næste vi - eller måske især jeg - valgte, var en grøn te med kanelblomster; den smagte først af ingenting, og så blev den meget bitter.

Da vi havde forladt tehuset, tog den tjekkiske veninde afsked med os. Først havde hun foræret os en pakke af de gode tjekkiske vafler med chokolade. Min datter ville gerne købe nogle af de sorthvide fotografier, som solgtes ude på Karlsbroen, så vi skyndte os derud. Klokken var henad 18, og de handlende var ved at pakke deres småboder sammen; men vi nåede at finde et par smukke, stemningsfulde fotografier. Lamperne var blevet tændt, og der var en speciel stemning på broen i skumringen. Der blev også kastet lys op på slottet, som kan ses fra broen. Det var ret flot at se. (Vores værtinde kalder det ellers Disneyland).

Vi gik tilbage mod rådhuset. Vi ville gerne have lidt mad, før vi skulle med toget. På selve rådhuspladsen så der optaget ud alle steder; men det viste sig, at der var en Pizza Factory på stationen. Der fik vi nogle pizza-slices og hver en sodavand. Vi var i god tid til toget 20.20; men min søn sad allerede ude i den åbne ankomsthal. Toget kørte til tiden, og tilbage i Lovosice kunne vi sætte os ind i Saab'en og køre de sidste 6 km ud til Oparno.

Tirsdag - Lovos og Oparno's borg

Vi var oppe ved 8-tiden og spiste morgenmad. Det var lykkedes os at finde både corn flakes, havregryn og mælk i supermarkedet i går. Nå, ja, mange ting kan man jo genkende; men ellers forstår man jo ikke en meter af, hvad der står på pakningerne.

Om formiddagen kørte vi lidt rundt ad de små veje i omegnen. Landskabet er generelt fladt; men der stikker en masse gamle udslukte vulkaner op og liver op på det hele. Efter frokost gik vi op på den nærmeste "vulkan" Lovos. Det var en sej tur - "sej på den fede måde" - det tog en lille time at gå op. Det meste af vejen går man gennem skov med varierende stigning; men oppe ved toppen tynder det ud i skoven, og heroppe blæste det koldt - det var ellers en flot solskinsdag. Og helt heroppe snor stien sig i spiral uden om toppen, og der er af og til flotte, men lidt skræmmende åbne kig ned over den stejle skrænt og det omliggende landskab. Helt oppe på toppen er der en lille restaurant, der er åben om sommeren, men resten af året kun i week-end'erne. Der er også en platform med nogle paraboler el.lign. Vi stod længe deroppe i 570 meters højde og nød udsigten over Lovosice til den ene side og Oparno på den anden og floden Labe (Elben) og en masse andre små-byer, som vi ikke kendte navne på.

Oppe fra Lovos kunne vi se Oparnos gamle borgruin. Den ligger på en ikke så høj bjergryg på den anden siden landsbyen. Vi havde ikke kunnet se den nede fra landsbyen, og vi havde ikke kunne finde den vej, der fører op til den. Senere på eftermiddagen fandt min søn og jeg vejen (efter nøjere forklaring fra vores værtinde), som bare starter som en sti imellem 2 huse. Borgen er bygget engang i 1200-tallet til at beskytte området mod indtrængende fjender. Den ligger yderst på, hvad man kunne kalde en bjerg-finger, med stejle skrænter på 3 sider, så den har været nem at forsvare. Den var ruin allerede i 1500-tallet.

Mandag - dalen ved Oparno

Vi var på indkøb i den nærmeste by, Lovosice. Altså, vi handlede ind i et af byens 2 supermarkeder. Og der var faktisk ikke så mange af de varemærker, man ellers ser over alt. F.eks. tror jeg ikke, jeg så noget til Kelloggs .... Vores værtinde gik en tur i byen med os og viste os rundt bl.a. til banken og til en rimeligt god restaurant. Hun hjalp os også med at købe kager med hjem. Altså med at få forklaret ekspeditricen, hvad vi ville, og os, hvad prisen blev. Kagerne smagte dog ikke af så meget, som jeg havde ventet, viste det sig, da vi spiste dem til en tår kaffe hjemme i lejligheden.

Om eftermiddagen gik vi en lang tur ned igennem vores lille landsby, Oparno, og ned i dalen, hvor vi fulgte en lille bæk i lang tid. Vi passerede bl.a. en lille bondegård, der kunne være brugt i et H.C.Andersen-eventyr; for udenfor gik der både gæs og ænder og høns - og en ged. Stien vi gik på, var rimeligt "trafikeret" af andre gående og cykelryttere, der trænede til et løb, der skulle afholdes i den kommende week-end. Et mountain bike løb i det kuperede skov-terræn rundt om Oparno. På et tidspunkt så vi noget mystisk oppe på den skovbevoksede skrænt: en hvælving, igennem hvilken der gik en slags trappe, der fortsatte længere op ad skrænten bag hvælvingen. Min søn klatrede op ad skråningen og fandt ud af, at hvælvingen gik igennem jernbanedæmningen. Vi gættede på, at hvælvingen skulle lede smeltevand under banedæmningen; men trapperne undrer mig stadig.

Her nede i dalen, hvor sollyset ikke længere nåede ned, var det ved at blive koldt og halvmørkt, så vi vendte om og gik tilbage mod landsbyen. På vejen tilbage kom det lille lokaltog også kørende oppe på dæmningen på bjergskråningen. Vi måtte også lige op og se på den lille station. Stationen er stadig i brug; men den så helt forladt ud, bortset fra det rimeligt nye skilt med "Oparno", og bortset fra, at der hang en 2004-køreplan på væggen af den tomme stationsbygning. Det skulle efter sigende være en køn tur med det lille tog til Teplice.

Om aftenen smagte vi på den bøhmiske sekt, som vi havde købt tidligere på dagen i Lovosice (for det der svarer til 25 DKK). Den var helt god - uprætentiøs, charmerende og let-drikkelig.

Søndag - Prag

Søndag den 10. oktober stod vi op ved 8-tiden, badede og spiste vores medbragte morgenmad. Vores værtinde havde bestilt en taxi til os der kørte os til stationen i Lovosice. Hun havde også givet os en lille seddel, hvorpå der stod, at vi skulle have en returbillet til 4 voksne til Prag. For hun mente, at damerne på stationen næppe kunne engelsk eller tysk.

Toget var lidt forsinket. Det blev vistnok sagt i højttaleren, og automatisk spidsede vi ører, selv om vi jo ikke kunne forstå en brik. Jeg følte mig lidt handicappet ... Nå, toget kom, og vi myldrede ombord. Det var et tog med små kupéer, lige som vi havde i DK for 30 år siden .... Vi kom til at dele kupé med to poptøser og en ung fyr, som kunne engelsk. Efter en times togtur - en god del af vejen langs floderne Labe og Vlatava - og i pænt landskab - kom vi til Prags hovedbanegård, Hlavni nadrazi. Der stod en af min søns tjekkiske venner og tog imod os. De to unge havde egne planer og forlod os.

Prags metro er effektiv og ser også sådan ud. Tænk, at den har været fuld af vand ved oversvømmelsen i 2002! Vi kørte til en station længere ude end Prags slot. Vi kom forkert ud af metrostationen og følte os helt lost. Gik ned i stationen igen, fandt den rigtige udgang, og det hjalp. Så kunne vi finde og følge skiltene mod slottet. Det er et enormt kompleks med mange bygninger incl. en stor flot kirke. Der var rigtig mange turister! Man hørte alle mulige sprog omkring sig. Det var så rigeligt, så vi gik ud af slottet og prøvede at orientere os og komme i retning mod centrum.

Vi gik ned ad en lang trappe, der førte ned i de gamle gader. Nu kunne vi følge skilte mod Karlsbroen. Der begyndte at komme souvenir shops. Ude på Karlsbroen var der et mylder af turister og souvenir-sælgere, portrættegnere og musikere.

Videre ad de små gader på den anden side floden. Husene er høje og tit flotte. Vi gik ind i en café og fik sandwiches og salat - et meget hip sted; det så ud som en lobby til et moderne teater eller spillested. Derefter gik vi videre, stadig blandt tusindvis af turister og souvenir shops. Der sælges pashmina-sjaler og glas og dekorerede æg og matruska-dukker (de der russiske) og marionetdukker og meget, meget mere. Jeg har aldrig set så mange souvenir shops i nogen anden storby.

Vi fumlede lidt rundt. Det var svært at finde vej: enten var der ikke noget gadeskilt, eller også stod gadenavnet ikke på det kort, vi havde lånt. Men endelig fandt vi Staromestske namesti ("Rådhuspladsen"), hvor vi skulle mødes med min bror. Vi satte os ved Jan Hus-statuen, og snart kom først min søn og hans ven, kort efter min bror og hans rejseselskab.

Min bror slog følgeskab med os for en stund, og vi fandt en fiskerestaurant lidt væk fra hovedstrøgene, hvor vi fik god mad. Jeg fik karpe og nogle rigtig gode, sikkert hjemmelavede knedliki. Klokken var lidt i syv aften, da vi igen befandt os på rådhuspladsen. Folk var begyndt at samle sig foran det astrologiske ur. Kl. 19 åbnede nogle luger sig, og de 12 apostle kiggede ud efter tur, imens andre figurer uden på tårnet også bevæger sig. Ren kult!

Vi måtte også lige ind et sted og have kaffe/kakao/te, hvorefter min bror forlod os for atter at slutte sig til sit rejseselskab. De skulle se en forestilling i Black Light Theatre. Vi andre gik videre hen til banegården, Masarykovo. Det er en endestation, og vores tog holdt allerede ved perronen. Vi klatrede ombord og fandt en kupé, hvor der sad en ung mand, der så ud til at kunne tale engelsk. Han kunne bekræfte, at dette tog ville standse i Lovosice.

Vi havde fået et visitkort af taxi-manden fra i formiddags, med besked om, at vi bare kune ringe - vi behøvede ikke sige noget ... Jeg sagde dog "danski" og "Oparno" ... så kom han kørende og kørte os tilbage til feriehuset.

På vej til Tjekkiet

Det var en kold morgen. Temperaturen lå imellem 2 og 5 grader, og der lå tåge over de lave enge i Sydsjælland. Men snart kom solen frem og lovede en smuk rejsedag. Vi var kommet hjemmefra ca. kl. 7.00. Der var fugleflokke i luften og rådyr på markerne.

Dagen fortsatte med smukt solrigt vejr. Vi fik en god buffet på færgen. Og så gik det ellers mit freier Geschwindigkeit ned gennem den østlige side af Tyskland. Landskabet der er fladt og skovrigt; men ved Dresden bliver det kuperet. Det var lidt bøvlet at komme af motorvejen og igennem Dresden, hvor der var myldretid og vejarbejde.

Syd for Dresden kører man igennem det kuperede landskab, der fortsætter ind i Tjekkiet. Man arbejder sig op igennem skove til den højt og frit liggende grænseovergang. Selve kontrollen gik nemt: Kontrolløren kiggede på vores pas og sagde: "Spitze!", og så kunne vi køre videre ind i Tjekkiet - ned igen igennem skove. De første 15 - 20 kilometer kører man forbi en del boder med ting og sager - og havenisser - og ludere, der står der og fryser i superkorte skørter. I heldigste fald har de et lillebitte skur med blondegardiner for vinduerne. Der er virkelig serveret for turisterne!

Det var nemt at finde ind til den lille by, Oparno. Den smalle vej op til byen er dårlig; men skiltningen til feriehuset og receptionen er fin. Ligeledes havde vi fået en god vejbeskrivelse. Da vi havde checket ind og fået nøgler, kørte vi op til feriehuset og låste os ind i stuelejligheden til venstre. Den består af en smal entre, køkken-opholdsrum, to værelser og et stort badeværelse. Her er helt fint, og pænt og rent.

Da vi var kommet lidt på plads, gik vi ned på kroen, Orac, for at spise aftensmad. Her sad i forvejen en stor flok danskere - folk fra feriehusets andre lejligheder. Kroen er ikke det allermest charmerende spisested, vi nogensinde har set, og maden er på det jævne; men vi blev mætte af gullash med knedliki (Knödel) eller "kyllingefingre" og kartoffelmos. Vi spiste og drak alle 4 for det, der svarer til 100 DKK ....!

Brev fra en veninde

"Her har vi ikke noget som helst at klage over"

Hvor er det dog en skøn vending!
- og dejligt at få brev fra en veninde!

Jeg er blevet faster .....

Et lille fnug på vinden fløj
og daled' ned mod jord -
en engel lander mellem os
og sætter sine spor.

(GH, 22.09.04)

Tønder Festival

En aften her i starten af sommeren mødte jeg på vej ned til vores station 3 unge mennesker med rygsække. Det specielle ved dem var, at deres cowboybukser var mudret til helt op til knæene. Jeg smilede lidt for mig selv og tænkte, "De kommer nok direkte fra Roskildefestival". Nu har jeg så oplevet selv at gå rundt i næsten lige så højt mudrede bukser, for årets Tønderfestival har ikke været så mudret, så længe jeg kan huske, som den var i år. Fredagens regn sammen med vedvarende bilkørsel fik skabt et sandt ælte i knudepunkterne på "Herrens Mark", "Verdens Ende" og "Tarmen".

Rent musikalsk var det en OK festival, dog uden de helt store åbenbaringer. Det er vel sådan, at når man først har oplevet Seán Keane og John Wright, så er det svært at finde bedre oplevelser.

Igen i år skal det siges, at de studerende fra det fynske musikkonservatorium var en af de mest positive oplevelser, med spændende sang og gang i den fra scenen. Karen Mose og Helene Blum, som også er udsprunget fra konservatoriet, er også spændende bekendtskaber. De har gravet dybt i den rigtig gamle danske folkeviseskat og fortolker dem på spændende vis. Det skal blive interessant at følge de to damer.

Der var forrygende gæster fra Canada i skikkelse(r) af gruppen The Bills: en flok bindegale ungersvende, der kan deres kram musikalsk - i så høj grad, at det stadig lyder supervirtuost, når de fjoller og pjatter på scenen, eller går en tur rundt om publikum stadig spillende - også bassisten! Har du måske før hørt Begin the Beguine på mandolin? De blander genrerne - alle genrerne - og gør det genialt.

Sjovt nok, de unge bands er de bedste; men kigger man rundt blandt de andre festival-gæster, så synes jeg efterhånden, at de mest er pæne ældre mennesker ... ! Altså, sådan er det jo ikke med os selv, men de andre .... hm!

Netop kommet hjem efter visetræf i Borsholm i Nordsjælland. Det har været en week-end med masser af viser, masser af inspiration, mulighed for at "lege" med andre visefortolkere end sædvanlig. Skønt. Jeg var på scenen i aftes og sang "Du sætter spor" og "Når engle rejser" - og solede mig i publikums opmærksomhed og rosen bagefter. Skønt, når dygtige visefortolkere værdsætter mine tekster - og Kurts melodier.

BlogGHer har fået en søster - OK så får .... jeg skal lige have loadet siden op med nyt link, nemlig til Grethes OrdbLog.

Andet nyt er, at det bliver muligt at kommentere mine poster. Disse kommentarer vil blive offentligt synlige. So be nice, folks, or you will be deleted.

See you there!

The Wright Thing

John Wright Band did it again. They gave a great concert in Haslev Vise Vers Klub last night. To me, hearing John Wright sing, has always been like eating 70% quality chocolate. Now the chocolate comes in 24 carat gold wrapping, with the three talented musicians he has with him now, namely Maartin Alcock on guitars and bass, Chris Parkinson on piano and accordeon, and Joe Wright on guitar and fiddle. When you buy a CD you expect that the music and singing together form a synthesis. When this also happens on a small club stage - then it's magic, and an experience you can think back on for a long time. E.g. on "Chisel Hill" the J.W.Band did this. Wow!

I admire and am inspired by John's ability to reach his public from the stage. We all become his family for a few hours, as he "speaks" to each one of us personally, letting his eyes rest in ours for an appropriate span of seconds.

Two of the musicians have with them a good experience from the English folk scene. Chris Parkinson's name can also be found on CD's with Waterson/Carthy and Norma Waterson. Maartin Alcock has played with Fairport Convention and Jethro Tull. Besides being a wizard on the strings, he is the top joker of the band. Young Joe Wright plays his strings brilliantly and, as far as I could hear, also has a fine voice.

More background information on John and his band can be obtained at www.johnwrightband.com.

More information on Haslev Vise Vers Klub at www.haslev-viseversklub.dk/