Onsdag - i Prag igen

Onsdag den 13. havde mine unger aftalt at mødes med venner i Prag, og jeg ville med for evt. at shoppe lidt. Vi kørte altså til Lovosice og stillede (efter anbefaling) bilen ved supermarkedet Plus. Vi havde rettet lidt på vores værtindes hjælpeseddel til billetkøb, så vi kunne få en returbillet til 3 voksne. På stationen Masarykovo i Prag ventede en af vennerne på os.

Planen var, at vi alle 4 skulle spise frokost sammen; men først ville min datter og veninden shoppe sammen, så de forlod os, og min søn og jeg spadserede ind imod centrum. Her tidligt på formiddagen var turisterne så småt begyndt at indtage byen, de stod her og der i store flokke rundt om en guide, der fortalte om en eller anden interessant bygning. Vi gik og kiggede bl.a. på souvenir shops, og vi var inde i en glasbutik og en Botanicus-shop, som har et koncept med hjemmedyrkede og -lavede produkter som sæber, badesalt, cremer, olie, eddike etc. etc I øvrigt spillede de irsk folkemusik derinde, ja, det var en dejlig butik!

Så gik vi ind i Tyn-kirken, hvor vi fandt Tycho Brahes grav. Turistbogen havde sagt, at den nok var pyntet med danske flag og rød-hvide blomster; men der var ikke noget. Det er ellers lige meget, hvor man bevæger sig i centrum, så hører man dansk tale. Jeg havde nu heller ikke noget at pynte graven med; men jeg puttede 20 Ck i kirkebøssen, så de kunne holde graven pæn - og den øvrige kirke også.

Vi gik over Karlsbroen. Der var lige så mange mennesker som i søndags. Ovre på den anden side af floden (Vltava), altså på Lillesiden (Mala Strana?), som den kaldes, drejede vi bort fra turiststrømmen. Vi ville spadsere hele vejen ud til indkøbscentret, hvor vi skulle møde pigerne. Vi havde god tid. Herude er bybilledet mere åbent, husene er nyere, og det ligner bare hvilken som helst storby. Indkøbscentret, hvor vi skulle mødes, var lidt svært at finde, fordi det lå blandt mange andre store nye butikker. Vi fandt det dog endelig, og det viste sig at være meget flottere end noget indkøbscenter, jeg har set i DK.

Pigerne fandt os, og vi gik op på øverste etage, hvor der udelukkende var spisesteder, og det i alle afskygninger. Vi valgte en kinesisk. Bagefter skulle vi købe en gave i en smykkeforretning, og det lykkedes os med visse forhindringer, for kreditkortautomaten var gået i udu, og ekspeditricerne kunne ikke engelsk.

Vi spadserede alle 4 ind mod centrum igen, hvor min søn skulle møde den anden ven ved Jan Hus-statuen. Min datter og veninden satte sig ind i et tehus. Jeg havde lyst til at tulle eller shoppe lidt rundt alene. Der er så mange flotte glasting; men ikke noget, som jeg ikke kunne leve uden ... i stedet købte jeg et af de allestedsnærværende pashminasjaler. Så gik jeg tilbage til pigerne i tehuset. Stedet var helt kinesisk indrettet - meget spændende og stemningsfuldt. Pigerne var (foruden samtalen) igang med en rød kinesisk te med aroma af eksotiske frugter. Den smagte godt. Senere fik vi te-kortet ind igen, hvor der var jeg ved ikke hvor mange forskellige teer fra mange forskellige lande. Den næste vi - eller måske især jeg - valgte, var en grøn te med kanelblomster; den smagte først af ingenting, og så blev den meget bitter.

Da vi havde forladt tehuset, tog den tjekkiske veninde afsked med os. Først havde hun foræret os en pakke af de gode tjekkiske vafler med chokolade. Min datter ville gerne købe nogle af de sorthvide fotografier, som solgtes ude på Karlsbroen, så vi skyndte os derud. Klokken var henad 18, og de handlende var ved at pakke deres småboder sammen; men vi nåede at finde et par smukke, stemningsfulde fotografier. Lamperne var blevet tændt, og der var en speciel stemning på broen i skumringen. Der blev også kastet lys op på slottet, som kan ses fra broen. Det var ret flot at se. (Vores værtinde kalder det ellers Disneyland).

Vi gik tilbage mod rådhuset. Vi ville gerne have lidt mad, før vi skulle med toget. På selve rådhuspladsen så der optaget ud alle steder; men det viste sig, at der var en Pizza Factory på stationen. Der fik vi nogle pizza-slices og hver en sodavand. Vi var i god tid til toget 20.20; men min søn sad allerede ude i den åbne ankomsthal. Toget kørte til tiden, og tilbage i Lovosice kunne vi sætte os ind i Saab'en og køre de sidste 6 km ud til Oparno.