Tønder Festival 2005 - Lørdag

I nattens løb var jeg blevet vækket flere gange af lyden af regn på teltdugen. Men såvidt jeg husker var toget ikke så tidligt på den, som jeg havde frygtet. Den nærmeste toiletvogn manglede vandtryk - kun den udvendige hane gav vand, så der kunne jeg i det mindste få børstet tænder. Morgenbrød, morgenkaffe og Gl. Dansk ved teltet. Da vi havde badet, måtte vi lige en tur over grænsen til et af Süderlügums velbesøgte supermarkeder.

Eftermiddagens underholdning var teltene. Jeg havde set fejl af starttiden, men da vi altid indregner lidt kø-tid, blev det heldigvis ikke noget problem. Det vigtigste fra teltene var violinisten Ditte Fromsejer Mortensen, som vi tidligere har hørt som del af Flax 'n Bloom. I dag havde hun medbragt venner fra DK og Irland, bl.a. den meget velsyngende Shauna Mullen. Hun og Ditte kan genhøres i Baltoppen i oktober - det er jeg lidt tændt på.

Projektet "Young Musicians Crossing Borders" var også en god oplevelse. Studerende fra konservatorierne i Odense og Glasgow havde øvet sammen i ugen op til Festivalen, og det var der kommet spændende ting ud af.

Aftenens koncert foregik igen i Kulturhuset. (På vejen derud lod vi os lokke af en belgisk vaffel i gågaden; men det var ikke en god oplevelse. Den var tung og smagte bittert som af for meget bagepulver eller lignende.) Vi kom i god tid; men kø-tiden blev fordrevet med hyggesnak med andre koncertgæster. Koncerten startede med Eivør Palsdottir. En ung færing, der klæder sig lidt som en indianer og har en fantastisk stemme: når man tror, hun har nået toppen, så går hun lige et par toner højere op. Med sig havde hun en canadier med islandske rødder (generelt har vi hørt mange canadiere på denne festival) - alt i alt en eksotisk oplevelse!

Næste set var Blue Murder, som er en sammensætning af Waterson:Carthy og Coope, Boyes and Simpson. Alle sammen folk i deres bedste alder, som man siger - og så Eliza Carthy (datter af Norma Waterson og Martin Carthy). Hun spiller violin og synger godt - hendes egne CD'er lyder meget som Fairport Convention i Sandy Denny's dage. Blue Murder sang overvejende a capella (Martin C. havde lige sin guitar med og Eliza sin violin).

Aftenen sluttede af med Chip Taylor og Carrie Rodriguez. Han er en halvgammel amerikansk sangskriver - country: "Angel of the Morning" - og rock: "Wild Thing" (!). Hun er en ung sild, der spiller godt violin og synger med kælen, drævende sydstatsstemme. Vi så dem også sidste år (eller var det 2003?), så jeg er ved at have fået nok. Han siger de samme ting om sin guldfugl som sidste gang, og der er noget, der irriterer mig ved deres samspil på scenen.

Tønder Festival 2005 - Fredag

Ankomst som sædvanlig over middag. Og som sædvanlig brød der et voldsomt tordenvejr løs, da vi var ca. 7 km fra Tønder ... Det var dog tørvejr, da vi kørte ind på pladsen.

Vi har snakket om, at der var mere tjek på pladsanvisningen de første år, vi deltog i festivalen. I år fik vi plads et sted, der vist ikke engang har et navn. Det var helt ude på den anden side den asfalterede vej, der går langs campingområdet - helt nede for enden og ud mod jernbanen, hvor godstog samt toget fra Tyskland hilser de camperende med høje signaler ved ankomst og afgang. Man får simpelthen et chok hver gang. "Hvis det sker i morgen tidlig kl. 6, så ....". Der var godt vådt i marsken derude; men heldigvis lå vi tæt på asfaltvejen.

Efter teltrejsningen fik vi lige den obligatoriske "blå cola", siddende i teltets apsis, da det igen regnede lidt.

Oppe på festivalpladsen opstod en mindre krise, da vi ikke kunne finde Festival-pubben. Den er ikke i et telt mere, men er flyttet til en murstensbygning og indvendig indrettet fint med synlige bjælker og gode fotos af kunstnerne fra tidligere år.

Efter god og rigelig aftensmad i madteltet slentrede vi igennem gågadens mylder af festivalgæster, Tønder-borgere og tilrejsende smykkesælgere, og videre ud til Kulturhuset. Aftenens program startede med amerikaneren Tim O'Brien, som er teknisk god på sin guitar og også leverede nogle OK sange. Næste bud var David Francey, en sympatisk canadier, født i Skotland. Han kunne ikke spille guitar, og havde derfor medbragt en gut, der kunne. Det vil altså sige, at man godt kan få lov at rejse rundt med sine sange, selv om man ikke kan akkompagnere sig selv. (!) Jeg kom til at tænke på, hvem der så har skrevet hans melodier: han selv eller? Det sagde han ikke noget om. (intet link, da www.davidfrancey.com åbenbart ikke virker p.t. Men jeg har set den før, så prøv evt. senere.)

Efter pausen tog Bruce Guthro over. Hans fanklub (kvinder) sag bagest i salen. Og jeg tænkte mit. Men han overraskede positivt. Jeg har aldrig oplevet ham med Runrig. Men han synger rigtig godt og skriver nogle gode sange, som man også kan tolke lidt på. Og glimtvis er han lidt af en frækkert ...

James Keelaghan afsluttede aftenen. Og tog kegler hos publikum med sine gode sange - især med sin Mirabeau Bridge (som John Wright også synger).

Million Dollar Babies

Clint Eastwood is still going strong - med sædvanlig underspillet ømhed, som gør følelserne realistiske og troværdige.

- mere følger ...