Tønder Festival - søndag

Søndag eftermiddag var vi til Songwriters Circle. Nogle kunstnere sidder i en HALV(fordi det nu er en scene)-cirkel. Det var Bruce Guthro, der var ”konferencier” og bandt det hele sammen. Det gør han også udmærket.

I cirklen sad:

J.P. Cormier, som er en god historiefortæller fra Canada - han fortæller også gode historier i sine sange. Det er vist hans cajun-klingende navn, der har afholdt mig fra at høre ham tidligere.

Sierra Noble er en ung og køn canadier. Synger OK og har skrevet nogle udmærkede sange. Oprindelig slog hun igennem som violinist.

Anthony da Costa er kun 17 år og lidt kikset nørdet. OK sange blot på guitar.

Madison Violet var der også. Og Frk. McIsac blev på scenen hele eftermiddagen og akkompagnerede på violin.

Der er den ulempe ved songwriters circles, at de fleste af kunstnerne sidder ned og synger og spiller, så man kan ikke se dem, medmindre man sidder langt fremme.

Efter pausen kom der et nyt hold songwriters på scenen:

Eivör (kan jeg dog ikke slippe for hende?) Men hun har altså ramt noget, som folk kan lide. Hun sang bl.a. en traditionel færøsk sang – sikkert sådan en dansefolkevise, hvis titel hun oversatte til Troldbunden. Og den gav hun faktisk helt godt.

Eddi Reader. Hun har ikke skrevet så mange ting selv, så hun sang bl.a. også en om Skotlands herligheder skrevet af hendes guitarist(?), og den er ret god.

Boo Hewerdine var der igen. Han har lavet nogle gode tekster. De sange af hans, som Eddi Reader gav lørdag aften virkede sådan lidt som håndværk. De sange, han selv gav i dag, var lidt mere interessante.

Justin Townes Earle er en høj ung duknakket fyr. Han er lidt rå i stilen, men altså ikke for rå.

Molly og Tim O'Brien kom nærmest med som gæster. Det var vist Eddi Reader, der hid- eller påkaldte dem. Men de endte som meget centrale dele af sættet. Molly synger rigtig godt(tjek hendes MySpace-profil!), og bror Tim (som ellers er noget af en hængemule at se på) strakte sig faktisk så vidt, at han smilte op til flere gange.

Alt i alt har det været en god festival. Musikalsk måske ikke de helt store wow-oplevelser, men gennemgående god musik. Og vejret har været fantastisk med sol begge dage.

I damernes badetelt var der dog den specielle oplevelse i år, at vandet var koldt. Så det begrænsede badetiden. F. sagde, at i badevognene med kabiner var der ikke ret meget tryk på vandet.

Tønder festival - lørdag

Morgenmad med udsigt over "prærien" - eller som den senere kom til at hedde: "The pissing Fields" (se senere) - solskin og hvepse omkring basserne.

Lørdag eftermiddag holdt J og D koncert-fri. Vi havde alle været på indkøbstur i Süderlügum, og de ville ud og se Nolde-museet.

Vi andre gik til koncert i telt 2. Her startede Mathias Grip. (Ja, han sagde ikke noget om, hvad hans far hedder ..). Han havde taget en hel del gamle sange (bl.a. Lyset af Grundtvig) og sat nye melodier og bluegrass-poppede arrangementer til. Han havde Rasmus Zeeberg og Henrik Jansberg med samt nogle flere og en banjospillende pige (Sine Bach Rüttel) – Folkflokken. Det lød glimrende. Af og til lidt unødvendigt at sætte nye melodier på; men det er fint, at han bruger de gamle tekster og således holder dem i live.

Efter dem kom endnu et "projekt" - Mads Langer og Jens Lysdal og nogle flere bl.a. Nikolaj Busk. Det var avanceret eftertænksom, nærmest melankolsk musik, nogle interessante tekster af Mads Langer, som var fint pakket ind, bl.a. i strygermusik. Faktisk noget af det mest interessante musik, jeg hørte på festivalen i år.

Herefter skiftede vi telt, for Seaquins skulle afslutte i telt 1. I telt 2 fangede vi så det meste af Baskery's sæt. De er svenske og søstre og spiller Bluegrass-rock. Man skal lede længe efter en banjo med mere strøm på. Det kører i fuld fart derudad og er egentlig ganske underholdende.

Efter koncerten gik vi tilbage til lejren på prærien, og det var på det tidspunkt, jeg omdøbte området - det var da 2 - 3 mænd, som mænd nu gør, stod med spredte ben og let fremskudt underliv og rettede strålen ud mod dette allerede våde område.

Koncerten i Telt 1 lørdag aften startede med Madison Violet. Det er to canadiske piger, den ene hedder Lisa McIsac og er søster til Ashley. De spiller iørefaldende sange på guitar og violin og synger i fine harmonier. Har vist ofte selv skrevet sangene. De havde en bassist med og fik også besøg af bror Ashley for en kort bemærkning.

Altan var i midten. Og det er gedigen irsk traditionel musik. De leverer varen, og deres sangerinde, Mairéad Ní Mhaonaigh, synger faktisk rigtig godt!

Det var Eddie Reader, der sluttede af. Hun synger stadig mest pop. Det er jo hende, der engang hittede med Perfect, som hun også sluttede af med. Hun havde Boo Hewerdine med blandt en del andre.

Vi havde ellers snakket med J. og D. om at mødes ved festivalgrillen, men jeg fik en sms om, at de var returneret til teltet ... (jaja, de unge mennesker ...) så vi andre gik upstairs i festival-pubben og nød en Leffe ...

Tønder Festival - fredag

Vi ankom til festivalpladsen i fin sol. Det havde regnet lidt på vejen; men vi gik glip af den ellers obligatoriske tordenbyge på vej ind i Tønder.

Imens vi slog telt op, fik vi sms fra J og D, at de kom lidt senere, men havde honningkager med til kaffen. Vi har fundet plads på kanten af et område, der ellers er afspærret, fordi der er for vådt ...

Vi skulle alle 4 til koncert i Hal 1. Valravn startede. Havde de virkelig mere strøm på end i Haslev? Mange af sangene var de samme. Der kom en ekstra sangerinde på nogle af sangene.

Eivør var på som nr. 2 og irriterende som sædvanlig. Denne gang havde hun et lille band med, som egentlig var OK.

Seaquins var et projekt til lejligheden bestående af 12 piger fra DK (Ditte Fromsejer og Kristine Sand, som vi også har set blandt afgangsholdet) Sverige, Finland (forfriskende nyt indslag), Skotland, Canada. De spillede nogle sange sammen og nogle i mindre grupper. Der var et par rigtig gode sangerinder. Især skotske Inge Thompson (med tørklæde og ingen øjenbryn) har en rigtig god og speciel stemme. Jeg går og ønsker, at hun får meget tid til at glæde denne verden med den skønne stemme, før hun bliver overført til John Wright's kor. Ud over at kunne synge spillede disse piger jo på en række instrumenter: der var en del violiner, en fløjte og en del harmonikaer og guitarer.

Halelujah!

Koncerten med Leonard Cohen i aftes i København var helt fantastisk. Det var meget stort! Det var meget smukt! Halelujah!!

Mesteren underholdt, og vi, hans store skare af disciple, var helt bevidste om, at dette var en enestående chance for at nyde og lytte til de vise ord og suge til os af den viden, vid og forståelse af sager som livet, kærligheden, seksualiteten og religiøsiteten, som i Cohens sange forenes til ren magi. En magi der taler til hjertet, sjælen, kønnet. Hans sange - både melodier og tekster - er egentlig så enkle; men det geniale ligger jo ofte i det enkle.

Denne mester er ikke en gammel, træt mand. Ansigtet, som man så på storskærmen, er godt nok brugt og furet; men i aftes strålede det af glæde, nydelse og selvtillid - og energi. Publikum ville ikke slippe ham - han ville ikke slippe os. Kom tilbage - løbende - på scenen igen og igen. "I tried to leave you" ... sang han (en sang jeg ikke kendte i forvejen).

Og han sang Halelujah med en passion og energi, som de fleste af os ikke forbinder men en 73-årig.

På startsangen (Dance me to the End of Love) lød hans stemme ellers en kende brugt. En tilskuer i nærheden af mig (som gerne ville lade os andre vide, hvor kyndig han var ...) mente, at LC var nervøs. Men på de følgende numre, var hans stemme lige så varm og stærk, som på studieoptagelser.

I øvrigt kom jeg i tanke om, at jeg langt fra har nok musik med LC på CD. Han sang en del sange, jeg aldrig havde hørt før (jeg har ikke været helt trofast ...). Af dem, der specielt gjorde indtryk var der især Anthem med den fantastiske linie (som han også indledningsvis citerede for os): "There's a crack in everything. That's how the light gets in." Det er vi mange, der forhåbentlig kan lære af ...

Det kom dog også rigtig mange sange fra de allerførste plader: Suzanne (selvfølgelig), So Long, Marianne (som een af afslutningssangene), Sisters of Mercy (jeg tror, den sang kan redde liv), Hey, That's no Way to Say Goodbye.

Det gjorde kun hele oplevelsen bedre, at det var en smuk, varm sommeraften. Og der var synlige stjerner på himlen - selv i lyset af København.

Læs andre anmeldelser på Gaffa, og på DR

Dansk lyrik lever og har det rigtig godt!

Dansk lyrik lever og har det rigtig godt!

Vi var i Spilledåsen i Store Hedding i aftes til en koncert med Annette Bjergfeldt og blev rigtig godt underholdt!!!

Annette B. er en af dem, der beviser, at popmusik sunget på dansk kan lyde og fungere rigtig godt. Og vel at mærke intelligent popmusik. A.B. leger med sproget og leverer nogle tekster, som man ikke bliver færdig med efter een gennemlytning. Hvad mener damen f.eks. med " ... med livet nede om knæene" ..? Jeg tror, måske jeg ved, hvad hun mener. Måske.

Et andet A.B. udtryk, der kilder rigtig godt er "du fælder tårer, som du fælder træer" ... Jamen, altså ... wow.

Samtidig fungerede musikken og arrangementerne rigtig godt. Bandet bestod af keyboards, bas (gulv- og elektrisk), guitar, percussion og en lækker cello. (Jeg sad og fik lyst til at hyre pigen med celloen. Ved bare ikke rigtig, hvad jeg ville hyre hende for, eller hvad til ... det akkompagnement og de mellemstykker, hun lavede, lød bare så lækkert!). Samtidig er A.B.'s glæde så smittende, at man går smilende koncerten og smiler hele næste dag, mindst.

Købte CD'en "Man må godt ta' to gange" med hjem, så jeg har tid til at dyrke teksterne.

"Skønne spildte dage"

Ulla Henningsen sang i Pumpehuset den 5. december, og hvis man kan leve med ikke at blive kontaktet fra scenen, ikke at blive inddraget, ikke at blive spillet op til, ikke at blive brugt, som det jo oftest sker, når vi oplever levende folkemusik, så var det en ganske glimrende koncert. Som sagt virkede folkene på scenen noget reserverede. Men de er jo dygtige kunstnere. Efter et nummer, der kørte rigtig godt (det kan have været Kim Larsens Skt. Emitri), og hvor der kom ekstra varme klapsalver fra publikum, kunne jeg have sagt til Ulla og bandet: "Jamen, så nyd det dog - I er gode, og vi kan lide jer. Nyd det dog - og smil!" Man behøver ikke at have stået mere på scenen end undertegnede, før man ved, at et godt samspil imellem scenen og publikum er noget af det fedeste!! Men man kan måske også komme dertil, at man stiller så høje krav til sig selv, at del hele bliver akavet og forkrampet.

Men Ulla er ellers en god fortolker af sange - og det var en ganske god håndfuld, hun præsenterede den aften. Hendes skuespil-karriere har givet hende sådan lidt femme fatale-karisma, som ikke er at foragte. Hendes stemme underbygger den fint. Det samme gør de valgte sange. Aftenens sæt var vist nok identisk med den nyeste CD, Skønne spildte dage. Som nævnt kørte bl.a. Skt. Emitri rigtig godt (til trods for den letkøbte tekst, Kim Larsens varemærke). Topnummeret var efter min mening et Bob Dylan nummer, som vistnok er kommet til at hedde Grædende i døren (ja, der kom heller ikke mange oplysninger om sangene eller deres ophav fra scenen). Men det nævnte nummer var et af dem, der lykkedes allerbedst - ikke mindst på grund af et godt tema på guitaren, som blev så virtuost håndteret af Jonas Struch (tidl. Swan Lee, har jeg læst) - et helstøbt nummer, der ramte.

Tilbage står så for mig bl.a. at undersøge, hvem der egentlig har fordansket de af numrene, der oprindelig er udenlandske. For teksterne lød OK (om end jeg også godt kunne have ønsket mig lidt tydeligere diktion, men det kunne selvfølgelig være gået ud over femme fatale-mystikken). Her har jeg key-board etc. spilleren Nikolaj Nørlund lidt mistænkt for at have et par fingre med i spillet. Han stod også og så reserveret ud på scenen, men jeg kunne dog fange hans stemme i en backing vocal, og genkende den som vokalen på Pergament Hotel, en af de rigtig gode Leonard Cohen-sange På danske læber. Her rammer NN's stemme perfekt sangens forpinte, pirrede stemning. En kunstner, jeg godt vil lære nærmere at kende.

Og til trods for, at vi publikum ikke var blevet spillet op til, så var vi mange, der jublede da ekstranummeret blev slået an og annonceret: Lukketid, som var UH's bidrag til CD'en Leonard Cohen på danske læber.

Valravn !!

Valravn spillede i Haslev Folk Club i går aften. Det var en super oplevelse. Det er up beat middelaldermusik spillet med stor energi. Og serveret fra scenen med stor charme, hvilket er med til at gøre koncerten til en stor oplevelse. Færøske Anna Katrin er en poetisk sangerinde, der lever sangene og synger på den Björk-/Marie Kej-maner, som så mange gør i disse år. Færøsk er nu engang et smukt sprog at synge på.
Det havde også genfundet og pustet liv i den gamle 70'er-ting Olavur Riddararos. Nå, ja, det er jo en folkevise; men den blev da spillet lidt i dansk radio i 70'erne med Harkaliðið , som vistnok havde Annika Høydal som forsanger. Anna Katrin syntes, det var sejt, at jeg kunne huske den.
Til gengæld kunne jeg overraske Martin Seeberg med, at jeg havde hørt dem på MyMusic ... han havde glemt, at de har en profil der - man glemmer så meget, når man er høj oven på en fed optræden incl. mindst 3 curtain calls!
Det er jo noget af det skønne ved Haslev Folk Club, at man for det meste kan få en snak med kunstnerne bagefter.