Slovensk musik.

Denne gang huskede jeg det. Jeg har jo lovet mig selv, at når jeg besøger andre lande, så vil jeg hjembringe noget lokalt folkemusik - gerne sådan lidt moderniseret. Så heldigvis var der lige over for vores hotel i Ljubljana en lille musikforretning, hvor den venlige unge pige lod mig lytte til et par forskellige CD'er. (Hun talte og forstod glimrende engelsk). Efter først at have lyttet til lidt "up-beat" instrumentalmusik med alt for skingre balkan-harmonikaer og -klange bad jeg om noget med mere sang og endte så med at indkøbe en CD med Brina. Jeg vender tilbage med en anmeldelse. Den snurrer p.t. i bilen og er ikke så ringe endda.

Tønder Festival - søndag

Søndag eftermiddag var vi til Songwriters Circle. Nogle kunstnere sidder i en HALV(fordi det nu er en scene)-cirkel. Det var Bruce Guthro, der var ”konferencier” og bandt det hele sammen. Det gør han også udmærket.

I cirklen sad:

J.P. Cormier, som er en god historiefortæller fra Canada - han fortæller også gode historier i sine sange. Det er vist hans cajun-klingende navn, der har afholdt mig fra at høre ham tidligere.

Sierra Noble er en ung og køn canadier. Synger OK og har skrevet nogle udmærkede sange. Oprindelig slog hun igennem som violinist.

Anthony da Costa er kun 17 år og lidt kikset nørdet. OK sange blot på guitar.

Madison Violet var der også. Og Frk. McIsac blev på scenen hele eftermiddagen og akkompagnerede på violin.

Der er den ulempe ved songwriters circles, at de fleste af kunstnerne sidder ned og synger og spiller, så man kan ikke se dem, medmindre man sidder langt fremme.

Efter pausen kom der et nyt hold songwriters på scenen:

Eivör (kan jeg dog ikke slippe for hende?) Men hun har altså ramt noget, som folk kan lide. Hun sang bl.a. en traditionel færøsk sang – sikkert sådan en dansefolkevise, hvis titel hun oversatte til Troldbunden. Og den gav hun faktisk helt godt.

Eddi Reader. Hun har ikke skrevet så mange ting selv, så hun sang bl.a. også en om Skotlands herligheder skrevet af hendes guitarist(?), og den er ret god.

Boo Hewerdine var der igen. Han har lavet nogle gode tekster. De sange af hans, som Eddi Reader gav lørdag aften virkede sådan lidt som håndværk. De sange, han selv gav i dag, var lidt mere interessante.

Justin Townes Earle er en høj ung duknakket fyr. Han er lidt rå i stilen, men altså ikke for rå.

Molly og Tim O'Brien kom nærmest med som gæster. Det var vist Eddi Reader, der hid- eller påkaldte dem. Men de endte som meget centrale dele af sættet. Molly synger rigtig godt(tjek hendes MySpace-profil!), og bror Tim (som ellers er noget af en hængemule at se på) strakte sig faktisk så vidt, at han smilte op til flere gange.

Alt i alt har det været en god festival. Musikalsk måske ikke de helt store wow-oplevelser, men gennemgående god musik. Og vejret har været fantastisk med sol begge dage.

I damernes badetelt var der dog den specielle oplevelse i år, at vandet var koldt. Så det begrænsede badetiden. F. sagde, at i badevognene med kabiner var der ikke ret meget tryk på vandet.

Tønder festival - lørdag

Morgenmad med udsigt over "prærien" - eller som den senere kom til at hedde: "The pissing Fields" (se senere) - solskin og hvepse omkring basserne.

Lørdag eftermiddag holdt J og D koncert-fri. Vi havde alle været på indkøbstur i Süderlügum, og de ville ud og se Nolde-museet.

Vi andre gik til koncert i telt 2. Her startede Mathias Grip. (Ja, han sagde ikke noget om, hvad hans far hedder ..). Han havde taget en hel del gamle sange (bl.a. Lyset af Grundtvig) og sat nye melodier og bluegrass-poppede arrangementer til. Han havde Rasmus Zeeberg og Henrik Jansberg med samt nogle flere og en banjospillende pige (Sine Bach Rüttel) – Folkflokken. Det lød glimrende. Af og til lidt unødvendigt at sætte nye melodier på; men det er fint, at han bruger de gamle tekster og således holder dem i live.

Efter dem kom endnu et "projekt" - Mads Langer og Jens Lysdal og nogle flere bl.a. Nikolaj Busk. Det var avanceret eftertænksom, nærmest melankolsk musik, nogle interessante tekster af Mads Langer, som var fint pakket ind, bl.a. i strygermusik. Faktisk noget af det mest interessante musik, jeg hørte på festivalen i år.

Herefter skiftede vi telt, for Seaquins skulle afslutte i telt 1. I telt 2 fangede vi så det meste af Baskery's sæt. De er svenske og søstre og spiller Bluegrass-rock. Man skal lede længe efter en banjo med mere strøm på. Det kører i fuld fart derudad og er egentlig ganske underholdende.

Efter koncerten gik vi tilbage til lejren på prærien, og det var på det tidspunkt, jeg omdøbte området - det var da 2 - 3 mænd, som mænd nu gør, stod med spredte ben og let fremskudt underliv og rettede strålen ud mod dette allerede våde område.

Koncerten i Telt 1 lørdag aften startede med Madison Violet. Det er to canadiske piger, den ene hedder Lisa McIsac og er søster til Ashley. De spiller iørefaldende sange på guitar og violin og synger i fine harmonier. Har vist ofte selv skrevet sangene. De havde en bassist med og fik også besøg af bror Ashley for en kort bemærkning.

Altan var i midten. Og det er gedigen irsk traditionel musik. De leverer varen, og deres sangerinde, Mairéad Ní Mhaonaigh, synger faktisk rigtig godt!

Det var Eddie Reader, der sluttede af. Hun synger stadig mest pop. Det er jo hende, der engang hittede med Perfect, som hun også sluttede af med. Hun havde Boo Hewerdine med blandt en del andre.

Vi havde ellers snakket med J. og D. om at mødes ved festivalgrillen, men jeg fik en sms om, at de var returneret til teltet ... (jaja, de unge mennesker ...) så vi andre gik upstairs i festival-pubben og nød en Leffe ...

Tønder Festival - fredag

Vi ankom til festivalpladsen i fin sol. Det havde regnet lidt på vejen; men vi gik glip af den ellers obligatoriske tordenbyge på vej ind i Tønder.

Imens vi slog telt op, fik vi sms fra J og D, at de kom lidt senere, men havde honningkager med til kaffen. Vi har fundet plads på kanten af et område, der ellers er afspærret, fordi der er for vådt ...

Vi skulle alle 4 til koncert i Hal 1. Valravn startede. Havde de virkelig mere strøm på end i Haslev? Mange af sangene var de samme. Der kom en ekstra sangerinde på nogle af sangene.

Eivør var på som nr. 2 og irriterende som sædvanlig. Denne gang havde hun et lille band med, som egentlig var OK.

Seaquins var et projekt til lejligheden bestående af 12 piger fra DK (Ditte Fromsejer og Kristine Sand, som vi også har set blandt afgangsholdet) Sverige, Finland (forfriskende nyt indslag), Skotland, Canada. De spillede nogle sange sammen og nogle i mindre grupper. Der var et par rigtig gode sangerinder. Især skotske Inge Thompson (med tørklæde og ingen øjenbryn) har en rigtig god og speciel stemme. Jeg går og ønsker, at hun får meget tid til at glæde denne verden med den skønne stemme, før hun bliver overført til John Wright's kor. Ud over at kunne synge spillede disse piger jo på en række instrumenter: der var en del violiner, en fløjte og en del harmonikaer og guitarer.

Halelujah!

Koncerten med Leonard Cohen i aftes i København var helt fantastisk. Det var meget stort! Det var meget smukt! Halelujah!!

Mesteren underholdt, og vi, hans store skare af disciple, var helt bevidste om, at dette var en enestående chance for at nyde og lytte til de vise ord og suge til os af den viden, vid og forståelse af sager som livet, kærligheden, seksualiteten og religiøsiteten, som i Cohens sange forenes til ren magi. En magi der taler til hjertet, sjælen, kønnet. Hans sange - både melodier og tekster - er egentlig så enkle; men det geniale ligger jo ofte i det enkle.

Denne mester er ikke en gammel, træt mand. Ansigtet, som man så på storskærmen, er godt nok brugt og furet; men i aftes strålede det af glæde, nydelse og selvtillid - og energi. Publikum ville ikke slippe ham - han ville ikke slippe os. Kom tilbage - løbende - på scenen igen og igen. "I tried to leave you" ... sang han (en sang jeg ikke kendte i forvejen).

Og han sang Halelujah med en passion og energi, som de fleste af os ikke forbinder men en 73-årig.

På startsangen (Dance me to the End of Love) lød hans stemme ellers en kende brugt. En tilskuer i nærheden af mig (som gerne ville lade os andre vide, hvor kyndig han var ...) mente, at LC var nervøs. Men på de følgende numre, var hans stemme lige så varm og stærk, som på studieoptagelser.

I øvrigt kom jeg i tanke om, at jeg langt fra har nok musik med LC på CD. Han sang en del sange, jeg aldrig havde hørt før (jeg har ikke været helt trofast ...). Af dem, der specielt gjorde indtryk var der især Anthem med den fantastiske linie (som han også indledningsvis citerede for os): "There's a crack in everything. That's how the light gets in." Det er vi mange, der forhåbentlig kan lære af ...

Det kom dog også rigtig mange sange fra de allerførste plader: Suzanne (selvfølgelig), So Long, Marianne (som een af afslutningssangene), Sisters of Mercy (jeg tror, den sang kan redde liv), Hey, That's no Way to Say Goodbye.

Det gjorde kun hele oplevelsen bedre, at det var en smuk, varm sommeraften. Og der var synlige stjerner på himlen - selv i lyset af København.

Læs andre anmeldelser på Gaffa, og på DR

Fødselsdagsmusik

I fødselsdagsgave fik jeg bl.a. Ulla Henningsens CD, Skønne spildte dage. Og det er i hvert fald ikke spildt tid at lytte til den! Jeg er vild med UH's stemme og fortolkninger! Der kommer både smerte, kynisme, livserfaring og andre vægtige følelser ud med ordene. Og det understreges fint af stemningen i akkompagnementet, hvor Nikolaj Nørlund har en kraftig finger med i spillet. Musikkens tone burde kunne få Leonard Cohen og Angelo Badalamenti til at samstemme i et henrevet hallelujah-kor.

Mit eneste kritikpunkt er, at der af og til er lidt for meget elastik i rimene, og at nogle af teksterne er en smule usammenhængende. Men det med at oversætte er jo en svær balancegang, og jeg kan jo i hvert fald ikke vurdere oversættelser, når jeg ikke til bunds kender de originale tekster.

Og det opvejes totalt af ovennævnte kvaliteter. Især sangen Grædende i døren (efter en Bob Dylan-sang) kan jeg slet ikke blive færdig med. Den griber dybt.

Læs evt. også anmeldelse på http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=34047

Dansk lyrik lever og har det rigtig godt!

Dansk lyrik lever og har det rigtig godt!

Vi var i Spilledåsen i Store Hedding i aftes til en koncert med Annette Bjergfeldt og blev rigtig godt underholdt!!!

Annette B. er en af dem, der beviser, at popmusik sunget på dansk kan lyde og fungere rigtig godt. Og vel at mærke intelligent popmusik. A.B. leger med sproget og leverer nogle tekster, som man ikke bliver færdig med efter een gennemlytning. Hvad mener damen f.eks. med " ... med livet nede om knæene" ..? Jeg tror, måske jeg ved, hvad hun mener. Måske.

Et andet A.B. udtryk, der kilder rigtig godt er "du fælder tårer, som du fælder træer" ... Jamen, altså ... wow.

Samtidig fungerede musikken og arrangementerne rigtig godt. Bandet bestod af keyboards, bas (gulv- og elektrisk), guitar, percussion og en lækker cello. (Jeg sad og fik lyst til at hyre pigen med celloen. Ved bare ikke rigtig, hvad jeg ville hyre hende for, eller hvad til ... det akkompagnement og de mellemstykker, hun lavede, lød bare så lækkert!). Samtidig er A.B.'s glæde så smittende, at man går smilende koncerten og smiler hele næste dag, mindst.

Købte CD'en "Man må godt ta' to gange" med hjem, så jeg har tid til at dyrke teksterne.

John's Passing

Det har været en underlig week-end. Det, der startede som en normal hyggelig fredag aften med tid til at nyde maden og et glas vin, fortsatte sørgeligt med, at jeg åbnede min e-mail og læste et nyhedsbrev fra John Wright Music om, at min yndlingssanger John Wright var død torsdag - ret pludseligt. Jeg var nødt til at læse beskeden et par gange, samt hidkalde min mand for at blive sikker på, at jeg havde læst rigtigt. Jeg blev nok først overbevist om, at jeg havde forstået beskeden rigtigt, da jeg sidst på aftenen så alle beskederne på hjemmesidens ny-oprettede kondolance-liste.

I går aftes var vi så til koncert i Haslev Folk Club - hvor vi faktisk skulle have hørt John Wright den 1. marts. Og det var en underlig aften - en afdæmpet, næsten trykket stemning. Det var helt synd for The Shane McAleer Band, som ellers gjorde det godt.

"Skønne spildte dage"

Ulla Henningsen sang i Pumpehuset den 5. december, og hvis man kan leve med ikke at blive kontaktet fra scenen, ikke at blive inddraget, ikke at blive spillet op til, ikke at blive brugt, som det jo oftest sker, når vi oplever levende folkemusik, så var det en ganske glimrende koncert. Som sagt virkede folkene på scenen noget reserverede. Men de er jo dygtige kunstnere. Efter et nummer, der kørte rigtig godt (det kan have været Kim Larsens Skt. Emitri), og hvor der kom ekstra varme klapsalver fra publikum, kunne jeg have sagt til Ulla og bandet: "Jamen, så nyd det dog - I er gode, og vi kan lide jer. Nyd det dog - og smil!" Man behøver ikke at have stået mere på scenen end undertegnede, før man ved, at et godt samspil imellem scenen og publikum er noget af det fedeste!! Men man kan måske også komme dertil, at man stiller så høje krav til sig selv, at del hele bliver akavet og forkrampet.

Men Ulla er ellers en god fortolker af sange - og det var en ganske god håndfuld, hun præsenterede den aften. Hendes skuespil-karriere har givet hende sådan lidt femme fatale-karisma, som ikke er at foragte. Hendes stemme underbygger den fint. Det samme gør de valgte sange. Aftenens sæt var vist nok identisk med den nyeste CD, Skønne spildte dage. Som nævnt kørte bl.a. Skt. Emitri rigtig godt (til trods for den letkøbte tekst, Kim Larsens varemærke). Topnummeret var efter min mening et Bob Dylan nummer, som vistnok er kommet til at hedde Grædende i døren (ja, der kom heller ikke mange oplysninger om sangene eller deres ophav fra scenen). Men det nævnte nummer var et af dem, der lykkedes allerbedst - ikke mindst på grund af et godt tema på guitaren, som blev så virtuost håndteret af Jonas Struch (tidl. Swan Lee, har jeg læst) - et helstøbt nummer, der ramte.

Tilbage står så for mig bl.a. at undersøge, hvem der egentlig har fordansket de af numrene, der oprindelig er udenlandske. For teksterne lød OK (om end jeg også godt kunne have ønsket mig lidt tydeligere diktion, men det kunne selvfølgelig være gået ud over femme fatale-mystikken). Her har jeg key-board etc. spilleren Nikolaj Nørlund lidt mistænkt for at have et par fingre med i spillet. Han stod også og så reserveret ud på scenen, men jeg kunne dog fange hans stemme i en backing vocal, og genkende den som vokalen på Pergament Hotel, en af de rigtig gode Leonard Cohen-sange På danske læber. Her rammer NN's stemme perfekt sangens forpinte, pirrede stemning. En kunstner, jeg godt vil lære nærmere at kende.

Og til trods for, at vi publikum ikke var blevet spillet op til, så var vi mange, der jublede da ekstranummeret blev slået an og annonceret: Lukketid, som var UH's bidrag til CD'en Leonard Cohen på danske læber.

Valravn !!

Valravn spillede i Haslev Folk Club i går aften. Det var en super oplevelse. Det er up beat middelaldermusik spillet med stor energi. Og serveret fra scenen med stor charme, hvilket er med til at gøre koncerten til en stor oplevelse. Færøske Anna Katrin er en poetisk sangerinde, der lever sangene og synger på den Björk-/Marie Kej-maner, som så mange gør i disse år. Færøsk er nu engang et smukt sprog at synge på.
Det havde også genfundet og pustet liv i den gamle 70'er-ting Olavur Riddararos. Nå, ja, det er jo en folkevise; men den blev da spillet lidt i dansk radio i 70'erne med Harkaliðið , som vistnok havde Annika Høydal som forsanger. Anna Katrin syntes, det var sejt, at jeg kunne huske den.
Til gengæld kunne jeg overraske Martin Seeberg med, at jeg havde hørt dem på MyMusic ... han havde glemt, at de har en profil der - man glemmer så meget, når man er høj oven på en fed optræden incl. mindst 3 curtain calls!
Det er jo noget af det skønne ved Haslev Folk Club, at man for det meste kan få en snak med kunstnerne bagefter.

Tønder Festival - søndag

Sidste dag i Tønder. Da vi gik og pillede teltet ned, fik jeg ideen til en melodi, som jeg vil arbejde videre med. Stærkt inspireret af musikken, vi har hørt de sidste par dage, og den gode stemning.

Eftermiddagens koncert foregik i Tønders flotte kunstmuseum. Det blev et genhør med TrioMio. Og det var et behageligt genhør. De havde spillet sig endnu varmere - red vist på en bølge af at være blevet positivt modtaget af publikum. De joke'de endnu mere. Og den dygtige pianist, Nikolaj, demonstrerede, at han kan skrive filmmusik.

MoZuluArt - for fedt! Her mødes modsætninger i form af en meget tysk østriger. Den klassiske pianist Roland Guggenbichler optræder kantet og nærmest akavet, men med underspillet glimt i øjet, sammen med tre afrikanere med varm cokolade på stemmen og afrikansk livsnyderglimt i øjet, ja i hele kroppen. Der bliver sat rytmisk sang og håndtromme til Mozart og andre klassiske kändisser. Og der bliver danset og joke't. Og det hele smitter, så man nærmest kan danse derfra.

Tønder Festival - lørdag

Lørdag eftermiddag var vi atter i Telt 2.

Koncerten startede med Sara Grabow. Hun er en lille lyshåret spinkel lyshåret pige. Men fylder scenen med sange og guitar. Hmm! Datter af Sebastian! Men hvorfor skriver hun ikke på dansk? Før hun forlod scenen, sang hun kor til Marie Key. MK er sej på sådan en antihelt-agtig måde. Lidt som Niels Hausgaard, selv om kønnet, alderen og den geografiske oprindelse er forskellig. Hun har humor og en absolut afslappet skrivestil. Hendes tekster er enkle og lidt banale tekster, men de fungerer! Hende vil jeg høre mere til! Hun sang bl.a. hittet Mormor, som er absolut både til at grine og græde over.

Trio Mio består af svenske Jens Ulvsand, der vist har undervist på musikkonservatoriet i Odense. Han er lidt af Clint Eastwood-type, sådan lidt senet. Kristine Hebøl spiller violin - høj kvalitet. Og unge Nikolaj Busk spiller klaver og andre tangentinstrumenter. De hygger sig ved at spille sammen. Glæden smitter og fylder hele salen. Deres musik er præget af disse her svære nordiske rytmer. Sådan en melodi havde Kristine skrevet og kaldt den Poppel. Ikke lige en melodi, der ligger lige for at skrive en tekst til. Ikke desto mindre havde Jens skrevet en tekst til den - der enkelt og komprimeret handler om det vigtige i livet. Høj kvalitet. - se senere.

Bruce Guthrow afsluttede eftermiddagens koncert. Den mand har en vis portion sarkasme og selvironi. Vi talte om, hvor anderledes han er i forhold til Runrig's forrige forsanger, den temmelig selvhøjtidelige Donnie Munro. BG joker meget, men smiler sjældent. Den nuværende amerikanske præsident (ja, jeg skal ikke have min blog i søgelyset af den slags søgemaskiner, så jeg nævner ingen navne!) har ikke levet forgæves: han har virkelig fået kunstnerne igang med at synge protestsange igen. Det er næsten lige som i 70'erne. I øvrigt sang BC igen den med Mary nede ved floden, som han vist selv har skrevet. Den er god.

Lørdag aften i Tønder Kunstmuseum

Antje Duvekot startede aftenens koncert. Hun har også en snert af det der med protestsange. A.K. har en meget sød, nærmest genert fremtoning, men hendes tekster fortjener lidt mere kant i fremføringen. Det kommer nok med alder og erfaring ...? Som antydet skriver hun spændende tekster, og jeg har købt hendes CD, Big Dream Boulevard, med hjem. Hendes ekstranummer var Famous Blue Raincoat, som jeg faktisk aldrig har hørt på engelsk. Den gav hun godt, selvom Pernille Rosendahl faktisk giver den bedre på dansk.

Lis Carrol og John Doyle er et par dygtige og sympatiske amerikanere, der håndterer guitar og violin og synger lidt.

Sidste flok på scenen var Julie Fowlis og hendes musikere, som bl.a talte Duncan Chisholm (tidligere violinist i Wolfstone). De var også dygtig. Julie har en rigtig god stemme; men synger kun på gælisk, og selv om hun fortalte meget om sine sange, så bliver man ikke rigtig ramt af ord, man ikke kan forstå.

Tønder Festival - fredag

Om formiddagen kørte vi den åbenbart traditionelle smuttur til Sky Market i Süder Lügum. Ingen koncerter fredag eftermiddag. Vi tullede rundt og hentede senere min bror på stationen.

Aftenens koncert foregik i Telt 2

Den skotske trio Lau med bl.a. Chris Drever - høj og mørk, men uden farmands lange ansigt og synger nøgternt set bedre. Farmand? Det er da Ivan Drever. Lau er dygtige. De skal nok blive til noget.

Great Big Sea. OK, men lidt for uraffineret. Forsangeren growler for meget.

Levellers. Mere rock men mere raffineret.

Tønder Festival - torsdag

Det er vist første gang, vi er kommet til Tønder allerede torsdag eftermiddag. Det var lidt med bange anelser vi i starten af ugen havde hørt beretninger i pressen om store regnmængder og oversvømmelser i Sønderjylland. Vi var lidt bekymrede for, om "Herrens Mark" ville stå under vand.

Undervejs i bilen væddede vi om, hvorvidt det ville begynde at regne, når vi kørte ind i Tønder, sådan som det har gjort alle andre år. Jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være anderledes, bare fordi vi ankom om torsdagen, så jeg væddede på, at det ville blive regnvejr.

Men vi landede i fint vejr, og vi slog telt op i fint vejr. Jeg havde altså tabt væddemålet og var dømt til at hente morgenbrød fredag morgen. Men det var da en rimelig pris for et godt Tønder-vejr!

Dansk Folkemusikfestival i Haslev

Vi var til festival i Haslev fredag den 17. august. Andre aftaler forhindrede, at vi kunne deltage hele week-end'en.

Vi startede med at høre Trio Zenobia, som bestod af Mette Kathrine Jensen, som spiller harmonika, og som vi ofte har set og hørt i Tønder blandt flokken af de studerende fra Odense Musikkonservatorium. Ved denne koncert var hun sammen med Charlotte og Louise Støjberg, den første en dygtig pianist og den anden en dygtig sangerinde. De fortolkede danske sange fra forskellige tidsaldre og gjorde det godt. Mette Kathrine (og sangerinden) har skrevet nye melodier til nogle kendte danske sange. Det er udmærkede melodier; men jeg tænker lidt på, om hun dog ikke kunne have fundet nogle nye tekster/digte at skrive melodier til - i stedet for at nogle gode danske sange efterhånden har mere end 3 melodier.

Da den koncert var overstået, fandt vi vej ud i teltet bag skolen, hvor det hele foregik. Omend vi skulle ned ad en noget mudret lav skråning, der var lidt af en udfordring for mine glatte sommersko. I teltet var der koldt og fugtigt, og der var myg. Afenginn (tryk på 2. stavelse) var ved at stille og varme op. Jeg havde lyttet til eksempler på deres hjemmeside og fundet det spændende. Men da de så kom igang med at spille, fandt jeg dem alligevel for mærkelige. For forvildede improvisationer. For skingert saksofon- og violinspil. Så efter 3 numre og en del myggestik forlod vi dem og det klamme telt.

Tilbage i skolebygningen kunne vi nå at høre de sidste ca. 3 numre af koncerten med Benny Holst Trio. Trio'en består bl.a. af den dygtige violinspiller Martin Andersen. Vi har tidligere oplevet en supergod koncert med trioen i Haslev Folk Club. Benny har en lun og let sarkastisk måde at præsentere sine sange på - man føler sig i godt selskab med ham. Hans tekster er godt - melodierne hæderlige, men i trioens arrangementer bliver de til glimrende musikalske oplevelser.

Generelt led festivalen lidt under, at den henvendte sig til to forskellige målgrupper, nemlig folkedanserne, der var til stævne - ja, for dem var det vel et stævne, hvor der var andet musik end det, de lige skulle danse til - og så til et eksternt og gerne lokalt publikum. Skiltningen og information kunne være bedre. Og der manglede lys på vejen ud til det store telt, så man kunne have set og vurderet risikoen for at skride i mudder ...

Men jeg ser da frem til en eventuel gentagelse.

An Other Cup

- or just another cup ...?

Min ungdoms idol har efter mange år borte fra musikscenen udgivet en CD. Yusuf Islam, som blev døbt Steven Demetre Giorgiou, og som hed Cat Stevens som ung stjerne, har udgivet CD'en An Other Cup. Ja, ja: Man plejer at sige "another cup", så det har helt sikkert en mening - det skal ikke bare være en kop til, men en helt anden kop.

Er det så det?

Det er da helt tydeligt, at dette er en moden mands værk. Der er en større ro - især over melodierne - og en vis afklarethed. På steder er det også tydeligt, at det er et troende menneskes værk. Der er spor af forkyndelse og religiøs poesi i teksterne. F.eks. starter et nummer med "You can't bargain with the truth" - ret moraliserende.

Det gamle motown hit "Please Don't Let me be Misunderstood" foredrager Yusuf Islam med lige stå stor patos som en opera. Måske er det en kommentar til bl.a. at blive sat af et fly til USA på grund af en navneforveksling ...?

Dog er det også another cup. En kop til af noget kendt og afholdt (når man er mig). Bl.a. er der 2 genbrugsnumre fra Cat Stevens-tiden: Yusuf har broderet videre på Heaven fra LP'en Foreigner og mix'et den med et nyere tema ("I go where true love goes"). I Think I See the Light (oprindeligt på LP'en "Mona Bone Jakon") er også genbrugt i en opdateret og stærkere version.

Et behageligt genhør er selvfølgelig Yusuf's stemme. Og der er også noget ved key-board-lyden, der minder om gamle dage. Yusuf' egen spillestil - eller også er det Jean Russel, jeg kan genkende. En anden af de hjælpende musikere fra gamle dage er Gerry Conway. På guitar medvirker i øvrigt Martin Alcock, en dygtig og garvet musiker, som jeg senest har hørt sammen med John Wright, men som jeg ikke har bemærket, at Yusuf har benyttet sig af før.

Yndlingsnummeret er nok CD'ens åbningsnummer Midday, som har en medrivende rytme og melodisk tema, selv om teksten er lidt gammelfar-agtig: " ... I ... avoid the city after dark"

Tønder Festival 2006, Søndag

Det skulle vise sig, at den dejlige belgiske øl har nogle bivirkninger ... hvis man indtager en overdosis, får man hovedpine. Jeg måtte reparere, men var alligevel ikke noget stor hjælp ved nedtagning af teltet. Og så var det regnvejr igen.

Først under ceilidh'en blev jeg så småt frisk igen. Og i løbet af ceilidh'en kan man så risikere at finde ud af, hvilke koncerter man skulle have valgt ...

Alt i alt var der ikke de store åbenbaringer på årets festival. Men med efterhånden mange festivaller på bagen, er vi nok også blevet noget kræsne ...

Tønder Festival 2006, Lørdag

Dagen startede med regn. Jeg forsøgte at nægte at vågne op til det vejr; men F. insisterede. Så han hentede brød og fik stillet op til morgenbord inde i forteltet. Imens gik en skotte rundt ude i regnen og spillede sækkepibe.

Der var dansk musik i Telt 2.
Tine Refsgaard og Christian Alvad - godt! Tine skriver nogle spændende tekster. En CD med hendes gruppe Tilt blev da også mit eneste Millstream-indkøb i år.

Kan I huske Natalie McMaster? Nu kan hun godt gå hjem og lægge sig. Nu har vi vores egen violinprinsesse: Ditte Fromsejer Mortensen. Hun og Sigurd Hockins gav et fint sæt - var både charmerende og virtuose.

De to unge gutter, der udgør Carlas, var også en herlig oplevelse - dejligt uhøjtidelige. Og rart at høre, at nogen endelig igen tør og vil komme med lidt politisk satire i deres sange. Da de kom ind på scenen medbragte de et stykke børnelegetøj i gule, grønne og lilla farver. Det viste sig at være en uundværlig rekvisit i deres sceneshow, idet det var en batteridrevet sæbebobleblæseautomat!

Rasmus Nøhr - ja, han er jo lidt ærgerlig og snakker som en poptøs. Men nogle af de sange, som han præsenterede sammen med charmetrolden Rasmus Zeeberg (guitar), Henrik Jansberg (violin), Steffan Søgaard Sørensen (bas og violin) og en anden Rasmus (trommer), var rigtig gode.

Og så er der forresten en spillelærer, der har scoret sin tidligere elev: Harald Haugaard og Helene Blum.

I nærheden af os camperer to bands: Bregenborg Band og Græsset Gror. Sidstnævnte har her i eftermiddag underholdt os med rigtig velspillet bluegrass.

Aftenens koncert i gymnasiet var Caroline Herring, som står for solid og velovervejet americana: singer-songwriter country ... helt OK men måske for pænt.

Sofia Karlsson er en dygtig svensk sanglærke, som holder den gode, svenske visetradition i hævd på bedste vis.

Og så var der Eivør - og nu tror, jeg har fået nok af hende.

På vej tilbage til teltet måtte vi en tur i festival-pubben. Oppe på første sal blev der jammet og snakket. Vi faldt i snak med 4 rare Tønder-boer, som kunne fortælle om Tønder og Festivalen indefra. Og vi nød Leffe i rigelige mængder ....

Tønder Festival 2006, Fredag

Som sædvanlig brød der et gevaldigt tordenvejr løs, da vi nærmede os Tønder og kørte ind i byen. Sådan har det været - ja, faktisk hvert år!

Koncerten fredag aften var ikke noget at skrive hjem om

Irske Lunasa spillede jigs and reels, men med en fremtrædende rytmesektion bestående af guitar og bas. De var OK

Le Vent du Nord fra Canada - forfriskende og rimeligt varieret - men man skulle nok have forstået de franske tekster bedre.

Saw Doctors: De blev beskrevet som halbal, og det var halbal (kedeligt!)

Midt i nat blev vores søvn forstyrret af en mand, der gik rundt imellem teltene og råbte på en Majbrit. Gad vide, om det var hans kæreste, eller han bare troede det ... Det kan selvfølgelig have været noget alvorligere - men vi har ikke efterfølgende hørt eller læst noget om nogen, der er røget i kanalen, så Majbrit har nok bare lagt sig ind i et andet telt ...

"Then we take Berlin"

Fra den 10. til den 12. november besøgte jeg Berlin sammen med en gruppe fra KS Storstrøm-Vestsjælland-Roskilde. Vi var 30 - medlemmer og ægtefæller/veninder. Og Berlin var/er interessant. Og selvfølgelig er 2 dage for lidt ... men jeg synes, jeg fik et overblik over byen og over, hvor tingene ligger i forhold til hinanden.

Vi så blandt andet et eksperimenterende danse-teaterstykke bygget over Hermann Hesses bog "Sidharta" samt Leonard Cohens liv og/eller sange. Der var dog kun brugt 4 sange i stykket. Deraf var den første "First we take Manhattan" i en udgave med R.E.M.! I øvrigt "Who by Fire", "Dance me to the End of Love" og "Hallelujah". Ensemblet er Theatre du Pif, som er 2 kinesere og en skotte.

Jeg kørte rundt i en sightseeing-bus og fik et godt overblik, og gik også meget rundt - det var jo godt vejr. Berlin har en hel del flot arkitektur - både gammelt og nyt. Men byen er også nogen steder meget grim med gråt betonbyggeri. Jeg kiggede på det stykke af muren, de har ladet blive stående. Ved den er der en plancheudstilling under et halvtag (de vil lave et rigtigt museum), der fortæller bydelens og Tysklands historie især op til 2. verdenskrig. Bl.a. var der en tankevækkende planche om alle de indskrænkninger, der efterhånden blev pålagt jøderne i årene op til krigen ...

Og jeg fandt et indkøbsmekka: Dussmann das KulturKaufhaus, hvor jeg købte Aerial (Kate Bush). (Kun ærgerligt, at een af mine rejsekammerater dagen efter købte den ca. 5 Euro billigere i en vistnok mindre fancy musikbutik ...!!)

Alt i alt en god tur. Berlin er helt sikkert flere besøg værd. Der er meget at se på! Og de bygger stadig nyt!