20. august 2007

Dansk Folkemusikfestival i Haslev

Vi var til festival i Haslev fredag den 17. august. Andre aftaler forhindrede, at vi kunne deltage hele week-end'en.

Vi startede med at høre Trio Zenobia, som bestod af Mette Kathrine Jensen, som spiller harmonika, og som vi ofte har set og hørt i Tønder blandt flokken af de studerende fra Odense Musikkonservatorium. Ved denne koncert var hun sammen med Charlotte og Louise Støjberg, den første en dygtig pianist og den anden en dygtig sangerinde. De fortolkede danske sange fra forskellige tidsaldre og gjorde det godt. Mette Kathrine (og sangerinden) har skrevet nye melodier til nogle kendte danske sange. Det er udmærkede melodier; men jeg tænker lidt på, om hun dog ikke kunne have fundet nogle nye tekster/digte at skrive melodier til - i stedet for at nogle gode danske sange efterhånden har mere end 3 melodier.

Da den koncert var overstået, fandt vi vej ud i teltet bag skolen, hvor det hele foregik. Omend vi skulle ned ad en noget mudret lav skråning, der var lidt af en udfordring for mine glatte sommersko. I teltet var der koldt og fugtigt, og der var myg. Afenginn (tryk på 2. stavelse) var ved at stille og varme op. Jeg havde lyttet til eksempler på deres hjemmeside og fundet det spændende. Men da de så kom igang med at spille, fandt jeg dem alligevel for mærkelige. For forvildede improvisationer. For skingert saksofon- og violinspil. Så efter 3 numre og en del myggestik forlod vi dem og det klamme telt.

Tilbage i skolebygningen kunne vi nå at høre de sidste ca. 3 numre af koncerten med Benny Holst Trio. Trio'en består bl.a. af den dygtige violinspiller Martin Andersen. Vi har tidligere oplevet en supergod koncert med trioen i Haslev Folk Club. Benny har en lun og let sarkastisk måde at præsentere sine sange på - man føler sig i godt selskab med ham. Hans tekster er godt - melodierne hæderlige, men i trioens arrangementer bliver de til glimrende musikalske oplevelser.

Generelt led festivalen lidt under, at den henvendte sig til to forskellige målgrupper, nemlig folkedanserne, der var til stævne - ja, for dem var det vel et stævne, hvor der var andet musik end det, de lige skulle danse til - og så til et eksternt og gerne lokalt publikum. Skiltningen og information kunne være bedre. Og der manglede lys på vejen ud til det store telt, så man kunne have set og vurderet risikoen for at skride i mudder ...

Men jeg ser da frem til en eventuel gentagelse.

Ingen kommentarer: