Sjælen bliver lille som en legomand

På isnende perroner står vi
Og trækker os ind i os selv

Og trækker sjælene indad
Helt dybt ind i os selv
Gør dem små, så de kan sidde inderst inde
i læ af kød og knogler
i læ af hele vores fysiske væsen

Sjælen bliver lille som en legomand

Der vrikker rundt derinde
Stive ben og stive arme
Ansigtstrækkene er prikker og linjer
i sort på gult plastik

Søvnige sjæle
uden flere funktioner
end en haletudse

Som om vi er bange for
at øjenkontakt eller
blot et enkelt smil
ville blotte en revne,
hvor vinden  kunne få fat
og flænse vores fysiske væsener
til flagrende ansigtstræk,
blafrende smil
og flyvske øjenkast

Kunne det have været mit sted?

Her kan du ikke blive.
Dette er ikke dit sted
Tøv ikke. Forsvind.

Kunne det have været?
Stedet? Mit sted?

Der var brikker, der passede perfekt.
Den bedste park at krydse på vej på arbejde.
De mest længselsfulde gadelyde en lun sommernat.
De mest lokkende lys nede i gaden en frysende januarmorgen.

Men alt for kort fra ankomst til opbrud,
hvor kufferten pakkes med alle de brugte brikker
og simple souvenirs,
hvor regnen siler til afsked
og afgangshallen farves af uro og vemod

(September 2016)

Et prosastykke

Jeg har været sammen med en af mine skrivegrupper i dag. En af vores øvelser gik ud på at gen-skrive det, vi netop havde skrevet i en anden genre. Og da jeg lige havde skrevet poesi (det gør jeg oftest), så skulle jeg omskrive det til prosa. Det faldt mig svært, for pludselig skal man til at vælge fokus og være mere konkret. Men jeg skrev dette:

En kvinde træder ind i en hotellobby. Det er sent om aftenen. Hun trækker en ikke alt for stor kuffert efter sig. Kufferthjulene rumler let hen over marmorfliserne og blander sig med den stilfærdige muzak fra receptionen.

Den mandlige receptionist tager imod. Han smiler sit professionelle smil og gentager de fraser, han har sagt så ofte. Konsulterer computerskærmen og rækker et lille papomslag med nøglekortet over til den trætte rejsende. "Elevatoren er lige derhenne. Værelset ligger på 4. etage."

Snart efter er kvinden installeret i et nyindrettet værelse med anonym kunst på væggene. Toilettasken stillet ud på badeværelset, et par jeans, to bluser og en jakke hængt på bøjler.

Om morgenen står kvinden i kø til morgenbuffeten sammen med slipsene, habitterne og de nystrøgne skjorter. Og med kvinderne fra det japanske rejseselskab med deres ceriserøde cardigans. Men denne rejsende har et andet ærinde.

Hele dagen går kvinden rundt i byens gader med store øjne og nakken lagt bagover for at studere arkitekturen. Hun sidder på caféer og lytter til sproget. Og prøver at finde frem til det mest lokale på menukortet. Hun fotograferer skæve hushjørner, nedløbsrør og sporvognsskinner. Hun kører med undergrundsbanen og studerer linjekort. Museer, jo, museer besøger hun også.

Den sidste dag sidder kvinden på en bænk i en park. Hun betragter livet omkring sig. Børn leger og råber. Folk lufter hunde og triller med barnevogne. Hun lægger hovedet tilbage og kigger op i træets bladmylder over sig. Hun sukker og smiler. "Her kunne man bo. Ja, måske kunne jeg leve her. - Hvis det ikke var for ... ". Hendes tanker afbrydes, da en tung regndråbe lander på hendes lår. Mørke skyer er trukket op over parken. Hun rejser sig og skynder sig over mod stationen.

Slovensk musik.

Denne gang huskede jeg det. Jeg har jo lovet mig selv, at når jeg besøger andre lande, så vil jeg hjembringe noget lokalt folkemusik - gerne sådan lidt moderniseret. Så heldigvis var der lige over for vores hotel i Ljubljana en lille musikforretning, hvor den venlige unge pige lod mig lytte til et par forskellige CD'er. (Hun talte og forstod glimrende engelsk). Efter først at have lyttet til lidt "up-beat" instrumentalmusik med alt for skingre balkan-harmonikaer og -klange bad jeg om noget med mere sang og endte så med at indkøbe en CD med Brina. Jeg vender tilbage med en anmeldelse. Den snurrer p.t. i bilen og er ikke så ringe endda.

Slovenien er OK

Fra den 22. til den 25. september var jeg i Slovenien (med firmaet). Det er et fint lille land, såvidt jeg kan se - den mest vestligt udviklede del af det tidligere Jugoslavien. Bjerge hist og her, især oppe i nordvest, hvor de faktisk er en del af Alperne. Her dog præget af kalksten (som jeg i hvert fald ikke rigtig lagde mærke til i Østrig), hvilket også giver mulighed for drypstenshuler, som den kæmpestore grotte, som vi besøgte i Postojna.

Hovedstaden Ljubljana ligger ved Ljublanica floden og i øvrigt i et bredt fladt område (dog lige med undtagelse af den top, hvor slottet ligger) og er en tiltalende og ikke for stor by - 300.000 indbyggere. Der er pæne bygninger og en masse cafeer og barer langs floden, hvor vi ikke rigtig havde tid til at sidde og hygge os ... (that's business).

Nok endnu et besøg værd. Let's see, what time brings ....

At rejse

At rejse er at leve.
- siger man.
Jeg rejser langt hver dag .... ?

Mandag - hjemad

Vi kunne først få morgenmad kl. 8. Vi snakkede lidt om, at det da er lidt sent for både chauffører og folk på forretningsrejse. Men de vælger måske også lidt mere mondæne steder. For os var det nu OK. Og morgenmadsudvalget var også OK, om end ikke overdådigt.

Vi havde jo kun haft den lille rejsetaske med inde, så det var også nemt nok at få tjekket ud og komme videre.

Hmm. Hvad mere? Resten af hjemrejsen var vel begivenhedsløs og vi var hjemme sådan midt på eftermiddagen.

En OK ferierejse med nogle anderledes oplevelser end vi plejer.

Snart tid til at overveje næste år ....

Søndag - hjemad

Det nye hold incl. Kerstin Bock havde fået instruktion lørdag aften. Her efter morgenmaden fik de deres madpakker og vandre-te-flasker.

Vi tjekkede ud. Havde pakket det meste aftenen før. Bar nu kufferter ned i bilen, som nærmest havde holdt stille hele ugen. Bortset fra den dag vi lige kørte til Ischgl for at få benzin på bilen. Da havde vi tænkt os, at vi lige ville kigge lidt på denne kendte turistby – (det er der, hvor de unge dyrker after-skiing, havde Sandra fortalt) – men byen så ærgerlig ud – ikke andet end hotel på hotel - tyskerne kalder det ein Bettenburg.

Vi fik afregnet med Herr Lorenz den ældre, imens Peter Lorenz havde travlt med sin nye vandregruppe. Han fik dog lige tid til også at sige pænt farvel til os – og bede F. sende ham en CD med billeder. Vi fik også sagt farvel til Kerstin Bock. Hun lovede os at sende en e-mail, når hun kommer hjem efter endnu en uges vandring.

Tante Kylling havde allerede i den forløbne uge kundgjort, at hun ikke ville køre retur via højalpevejen, men tage omvejen længere mod øst til Landeck. Her følger vejen den lille flod Trisanna, der starter i Galtür – dannet af to bække (Jambach og Vermunt Bach), og på vejen bliver den til en bred og rivende flod. Fra Landeck skal man så tilbage mod vest mod Bludenz. Arlbergpasset klarer man normalt via en tunnel ... men netop i dag var der sket et uheld i tunnellen, og vi blev sendt ad vejen over Arlbergpasset! Altså alligevel en bjergvej til Tante Kylling. Hmmm!

Nå, denne vej var dog en hel del bredere, så det var OK. Og vi kørte tilbage ind i Sydtyskland. Der var lidt dårlig stemning i bilen. F. forklarede senere, at han jo altid bliver lidt depri ved slutningen af en ferie. Nå, ja. OK, OK.

Jeg kørte et langt stykke lige til før Hannoversche Münden. Jeg havde booket et hotel i Lutterberg, som ligger imellem motorvejen og Hann. Münden. Det er lige midt i de store bakker omkring Kassel.

Det var relativt nemt at finde Gasthof zum weissen Ross i den lille søvnige by, Lutterberg. Det er et tostjernet hotel, og heller ikke så godt som udrejsens hotel i Schlitz, men dog OK. Vi holdt ind og fik vores nøgle uden at skulle udfylde noget som helst eller skrive under på noget.

Det er et gammelt gæstgiveri, og gulvet i værelset er lidt skævt og knirker; men det har sikkert knirket lige siden 1700-tallet, så det holder vel en nat til. Først sad vi lidt ude på den lille terrasse oven på en tilbygning, der senere er lavet til den gamle gård, som der er billede af i spisesalen. Senere gik vi ned og fik aftensmad. Igen en hel del mere gutbürgerlich end vi har fået i den forgangne uge, men bedre end jeg havde ventet af stedet. Man sidder og spiser i baren. Stedet ser ud til at blive brugt lidt af de lokale – og derudover af chauffører, det ligger jo også perfekt tæt på motorvejen, selv om de må efterlade deres lastbiler tættere på motorvejen.

Efter aftensmadden gik vi en tur i den lille by og lidt ud over de omgivende marker, hvorfra man tydeligt kan høre motorvejen.

Skudt over målet

På dette tidspunkt må det vel være på sin plads at indrømme, at jeg i løbet af ugen har indset, at jeg havde skudt over målet med denne ferie. Men hvem kunne vide, at Leicht bis mittelschwer betyder "middel til svært", når det oversættes fra høj-østrigsk til fladlandsdansk? Måske kunne jeg have sagt mig det selv. Lette vandringer i Østrig behøver folk ikke en guide til. Guiderne gider nok ikke kun gå og fortælle om Braunvieh og lavlandsurter. Nej, de vil fortælle om tindernes fønvinde og pege på Edelweiss.

Havde jeg haft tid - eller taget mig tid - til at opbygge en bedre kondition hjemmefra, havde det hele være meget nemmere. Men det er trods alt en tilfredsstillelse, at knysten og slidgigten ikke gav problemer - eller næsten ikke.

Flere vandreferier? Gerne! Om fusserne vil. Flere vandreferier i Galtür? Muligvis - om ikke andet så for at besøge den sportsforretning igen. Men sikkert vandring på egen hånd (fod!) måske med en eller to guidede ture for at få lidt udfordring ... ? Flere aktive ferier? Afgjort! Det er F. også med på.

Lørdag

Vi havde løseligt talt med Kerstin Bock om, at vi ville gå vores egen tur lørdag,som ellers er vandrefri dag eller skiftedag; men først ved morgenmaden fik vi endelig aftalt det. Vore andre vandrefæller rejste hjemad. Vi fik sagt pænt farvel til Saarlænderne, som spiste ved vores nabobord (Thüringerne var blevet sat ind i et andet lokale, efter at hustruen til den ene mand var ankommet den aften, de kom hjem fra der alpehytteovernatning).

Det var skyet og koldt, da vi startede ud på vores vandring. Vi gik ad Uferweg og videre ad Mittelweg mod Wirl og derfra opad mod Zeinisjoch ved Kopp Stausee. Det gik jævnt opad men på en bred grusvej. På vejen passerede vi et hus, hvor de holdt lamaer. De havde det åbenbart fint ved at gå på skråninger. F. fik fotograferet en del.

Kerstin og jeg måtte lige på wc i Zeinisjoch gæstehuset, selv om vi ikke havde nogen småpenge, før vi gik videre. Så gik vi rundt om den inddæmmede sø. Det var ret fantastisk at gå på dæmningen med udsigt til søens mælkede blå flade til den ene side og dalen nedenfor på den anden side. Hvordan mon det hele ville se ud, hvis dæmningen ikke var der? Disse opdæmmede søer er jo lavet, så menneskene kan udnytte vandets kraft, når det passer os. Ellers ville vandet jo bare tordne nedad, når sneen smelter, og en stor del af energien ville gå til spilde ...

På den anden side af søen er der flot blandet skovbevoksning. Stien er smallere og løber langs skråningen ned til søen, forbi og over små vandfald og bække. Her er blandet bevoksning, som nok mest passer sig selv – er i hvert fald hverken plantet eller bliver udnyttet. Da vi var kommet rundt om søen, var solen kommet frem. Vi gik ind i gæstgiveriet og spiste lidt frokost. Jeg fik knødel med bacon i på Sauerkraut – og en Weizenbier. Vi damer måtte lige på wc en gang til, før vi gik videre, men kunne nu lægge mønter.

Vi gik samme vej tilbage mod Galtür. Vi tog lidt fotos ved et lille brusende og dampende vandfald, samt ved skilte, der angav dels grænsen mellem Vorarlberg og Tyrol (Galtür ligger i Tyrol) dels die europäische Wasserscheide (Rhein – Donau). På køreturen til Østrig er vi flere gange kommet forbi skilte, der sagde det samme. Det vandskel må jo også sno sig noget. Tænk at nogen har gjort sig umage med at tjekke og placere disse skilte og forfølge de små bække og fundet ud af, at den ene forener sig med Rhinen og den anden med Donau engang om flere hundrede kilometer. Jeg kan forstå, at man kan placere vandskellet i Jylland ...

Jeg fik kameraet, for jeg var nødt til at fotografere de alpekøer (Braunvieh ), som vi af og til mødte.

Vi gik tilbage ad Talweg og ned til Galtür ad nedgangen bag tennisbanen. Og så måtte vi alle tre lige lade badet vente til fordel for hotellets kagebuffet, som F. og jeg jo kunne nyde for sidste gang.

Aftensmaden var som altid god.

En særhed ved denne ferie har været, at vi har sovet dårligt og ikke har været særligt sultne. En af teorierne om dette fænomen går på, at kroppen har været så fuld af endorfiner på grund af motionen, at man dels har svært ved at falde til ro og dels ikke er sulten. Så hvis vi var blevet spist af med en ærgerlig buffet, ville vi nok have tabt os; men fordi der blev serveret den ene lækre ret efter den anden, skete dette ikke. Som tidligere nævnt har jeg svært ved at huske enkeltheder i denne perlerække af skønne retter; men jeg tror det gode østrigske køkken nyder godt af placeringen i dette smørhul med påvirkning fra spændende køkkenkulturer på alle sider, og med gode råvarer.

Mariæ Himmelfart

Fredag var helligdag og vandrefri dag – især fordi det regnede, som d'herrer Lorenz havde ventet. Vi sov længe; men vores mere religiøse vandrefæller gik til messe i den lille kirke. Det kunne ellers være interessant at opleve en katolsk messe. Kerstin Bock, som ikke er katolik, gav dog senere udtryk for, at det var noget træls gentagne gange at få at vide, at man har syndet ..!

Vi nordiske hedninge gik i stedet hen i Alpinarium, som er et fint museum om emnet at leve i og ved bjergene. Hvordan skal man – hvis man er dyr – eller hvis man er menneske - være indrettet for at leve i højderne. Noget om broerne og tunnelerne i bjergene – incl. de visioner, der indtil videre kun er visioner. Noget om erhvervene i Alperne med den stadig stigende betydning af turismen.

Vi blev våde af den korte gåtur hen til Alpinarium; men da vi havde været udstillingen igennem, var det blevet tørvejr, og solen var kommet frem. Det var dog stadig køligt.

Vi fandt en lille restaurant med Bauernkost – det mente vi, at vi ville have godt af efter næsten en uges gourmetkost. Vi fik rösti med spejlæg og salat – tænk, at jeg kan huske det – alle de supergode gourmet-menuer fra hotellet kan jeg ikke huske så mange detaljer om – kun at det var godt.

Eftermiddag? Måske har vi kigget TV eller tjekket internettet med hotellets forbindelse for at se, hvordan det gik de danske OL-deltagere.

I'll take the low road

Torsdag skulle gruppen ind til Jamtalhütte for derfra at gå ind over bjergene. Tidligt om morgenen før vi stod op, var der en fornemmelse i min mave, der sagde, at den tur nok ville være så rigelig for mig, så jeg besluttede at blive i dalen.

Kort tid efter at gruppen var taget afsted, gik jeg så op igennem bydelen, Gaffelaar og ind i Jamtal for at finde op til Panoramaweg. Den startede som en sti op ad den jævnt skrånende bjergside, og jeg undrede mig lidt over, at den var angivet som en Nordic Walking rute på kortet, for der ville ikke rigtig være plads til at få gang i stavene. Den forblev en smal og lidt yderlig sti igennem skoven, da jeg var kommet lidt op. Men senere bredte den sig ud og blev let gangbar. Langs stien var der masser af oplysningstavler – især målrettet børn: om skoven og dens dyr og planter.

Her hvor jeg gik alene, så jeg da også nogle flere fugle: mejser og en gærdesmutte, og på et tidspunkt smuttede et sort egern over vejen og fortsatte længere op i skoven. Jeg tog mig god tid til at nyde udsigter: op i Jamtal, hvor der langt inde og oppe ligger en god del sne, og selvfølgelig ned over Galtür.

Panoramaweg slutter i Tschafein, hvor man kan vælge en del forskellige ruter tilbage til Galtür. Først holdt jeg en – for tidlig – rast og spiste en bolle, lynede ben af og tog solcreme på, for skyerne fra om morgenen var nu væk. Jeg gik over vejen og fandt – efter lidt søgen – opgangen til Talweg, som løber et stykke oppe ad bjergsiden nord for byen. Her er terrænet mere bart, altså uden opvokset skov. Her er buske og en masse blåbær og – er det tyttebær? Preiselbeere? Nogle mennesker går og plukker blåbær lidt højere oppe ad skråningen.

Jeg kom til et lille kapel, hvor jeg gik op og kiggede. Der er noget meget tiltalende ved disse små kapeller, hvor man i fred og ro kan takke Jomfru Maria for noget (der var hængt en masse små madonna-billeder op, nogle af dem med teksten Maria hat geholfen) Måske har jeg en indre katolik ..? Katolske helligdomme gør altid stort indtryk på mig – lige fra det mindste eng-kapel til Kölner Dom.

Jeg havde glemt at tage penge med, så jeg har ikke lyst til at gå ind nogen steder for at lette min blære, så jeg kan ikke gå videre fra Galtür, men må returnere mod hotellet. Jeg fandt en nedgang til byen ved tennisbanen over for hotellet.

Bad, kortskrivning og en lille tur i byen. Det var blevet koldt og blæsende, og jeg var helt bekymret for vandrerne i højden. Da jeg kom tilbage til værelset, var F. kommet hjem. Han havde været oppe i sneen og oppe ved en grænsepæl imod Schweiz. Og var i højt humør.

Efter aftensmaden blev der lidt "socializing". Os, Kerstin Bock, Saarlænderne og en yngre belgier, som havde sendt konen og de to unger op på værelset, så han kunne komme i baren. Han var åbenbart fra et tysk mindretal i Belgien – lige på højde med Köln, men sådan lidt rigeligt overrislet var han næsten umulig at forstå. Det var ellers rigtig hyggeligt, og de små milde østrigske snapse i forskellige smagsretninger kom i stimer.

Vandrerne og andre

Vandrerholdet.

Da vi kom, bestod holdet allerede af 9 personer fra Tyskland. De var kommet lørdag og havde allerede været ude på en tur søndag.

Vi blev sat til bords med Frau Bock fra Schleswig-Holstein, en i første omgang lidt reserveret kvinde, som er meget nærtagende med sin ernæring, og som var noget overrasket og overrumplet over første hårde vandretur. Så overrasket, at hun nok var ved at overveje at rejse hjem. Det var egentlig hendes beretning, der gav mig rigtig kolde fødder og tvivl, om denne tur. Hun er lærer eller pædagog, har vi henad vejen fundeet ud af, og hedder Kerstin til fornavn.

Tyskere er vel som udgangspunkt De's. Det var også én af Frau Bocks første kommentarer om eller til os, at vi danskere altid ”dutter”. Henad onsdag/torsdag, kom de gode tyskere så langt i deres kontakt til hinanden, at de gik hen og blev dus. Det føltes for mig som et meget stort og vigtigt skridt. Og vi erfarede via Kerstin Bock en del om vores vandrefæller.

I denne sammenhæng kan denne artikel være interessant

Der er 2 par fra Saarland. Det ligger i et hjørne af Tyskland, nærmest nord for Alsace. Kerstin Bock sagde på et tidspunkt noget om, at de lavede nogle franske sætningskonstruktioner. Det hørte jeg nu ikke noget til. Det kunne ellers være en interessant sproglig finurlighed. Den ene af mændene synger rigtig godt, hvilket han af og til giver en prøve på – også ude i terrænet. Da han trådte ind i ski- og støvlerummet efter mandagens march, udtalte han: Das ist ja wie die Gaskammern! Der lugtede jo af en blanding af klor fra spa'en og en vis mængde sure tæer. Og så siger man, at tyskere ikke har humor …. ? Fremme ved torsdag har vi fundet ud af, at sangeren hedder Markus, hans bror, som også er en lidt lun fætter, Heinrich, og Markus' hustru Heike.

Så er der et par og to mænd, som kommer fra Thüringen. De er de sejeste af vandrerne. De har været her mange år, og fra onsdag til torsdag overnatter de i en hytte oppe i bjergene for derefter at vandre videre til en bræ. Parret er læger, fandt vi ud af, da de en aften sad og spillede kort med et sæt kort, der var en reklamegave fra Astra. Thüringen ligger i det sydvestligste hjørne af det tidligere Østtyskland, og Thüringer Wald skulle også være et godt vandreområde.

Så er der et par fra Stuttgart. De går kun med hver anden dag. Det er egentlig en god strategi.

Mandag er der også ankommet et belgisk par, som jeg ikke har så meget indtryk af, andet end at F. siger at hustruen går godt. Ved ugens slutning er de tøet lidt op. Deres lukkethed skyldes vist kun, at de ikke taler supergodt tysk og endnu dårligere engelsk.

Andre gæster er en hollandsk familie med tre børn antagelig fra 10 til 17. De var med på vandreturen torsdag, hvor jeg jo så ikke var med. De har ellers vandret selv og overnattet i bjerghytter (disse er jo ofte nærmest som vandrerhjem), og har først senere fundet ud af, at Alpenhotel Tirol udbyder førte vandreture.

Hotellets personale får man jo også efterhånden et indtryk af. Der er den høje, senede Frau Cillie, der hver aften serverer for os. Den lillebitte sorthårede kvinde, som vistnok er gift med Peter Lorenz' bror, der arbejder i München, opfattede jeg aldrig navnet på. Og så er der den unge, sorthårede Sandra med det charmerende smil, som kommer fra Sauerland (Rheinland-Westfalen) og arbejder her, når det er sæson, fordi det ikke er til at finde så vellønnet arbejde i Tyskland. Hun lod os dele en Williams-snaps med frugt, fordi jeg var lidt skeptisk over for pæresnaps. Det betød også, at jeg skulle have en hel selv næste aften, for det smager ganske godt.

Og så er der selvfølgelig Peter Lorenz, vores vandrefører, der samtidig arbejder på hotellet, og ejer det eller skal arve det ... Han er lidt mindre end mig og vejer sikkert endnu mindre. En lille og stille mand, men tillidsvækkende og med overtalelsesevner. Iøvrgt utroligt opmærsom (ja, det er de alle, kan huske folks specielle ønsker til maden etc.) - han havde hørt F. nævne, at han havde fået en vabel på tommelfingeren af vandrestaven, så da vi på et tidspunkt stod ved receptionen og forhørte os om noget andet, kom han med et vabelplaster og ”forbandt” F. med en omsorg, der gav mig en lille mistanke, og imens hans far, Franz Lorenz og jeg spøgte lidt med ”Hier werden kleine Operationen ausgeführt”. Ja, Herr Lorenz den ældre har også et glimt i øjet næsten af Hausgaardsk type.

Sjovt, som man kommer ind på sådan en gruppe i løbet af sådan en uge. Man bliver helt ærgerlig, når folk begynder at tage hjem – ja også vi selv. Frau Bock var især ærgerlig over at skulle tage afsked med gruppen lørdag, men glad for, at vi blev til søndag. Men jeg er sikker på, at hun nok skal finde sig til rette i den nye gruppe. Hun er indstillet på at konversere høfligt med folk, og det har da med os udviklet sig til en god og hyggelig kontakt. Vi gav hende i hvert fald vores fælles e-mail-adresse, og håber på, at hun skriver, når hun kommer hjem til Schleswig-Holstein.

Onsdag

Onsdagen startede med støvregn og skyer, der hang nede imellem bjergene. Hr. Lorenz gav sig og os god tid – og skyerne tid til at lette. Og så afsted, først ad Uferweg mod Lareinthal. Min venstre støvle irriterede indersiden på min ankel – eller en af knoglerne. Det gør den engang imellem, og det hjælper ikke at jeg ændrer på snøringen. I Tschafein gik vi op igennem skoven og holdt en lille pause ved et skovkapel, som enten var bygget omkring et træ - eller i hvert fald var der placeret et træ (med troldeskæg og det hele), der, hvor alteret skulle have været. Det gav en god stemning; men som jeg kender katolicismen (og det vil sige: ikke særlig meget), vil de nødig blande den slags hedenskab ind i religionen ...? På bagvæggen hang der masser af madonna-billeder i mere eller mindre kitchet stil.

Vejen var god og bred, og gruppen fik god fart på. Det gik egentlig ikke vildt stejlt opad; men efter halvanden time var jeg bagerst og stønnede og pustede, og var urolig for at skulle gå nedad i halvanden time med et smertende knæ. Så jeg fik fat i F. og meddelte, at jeg ville vende om.

Det gjorde jeg så og gik nedad, stille og roligt og tog mig tid til at kigge mig omkring. Det viste sig, at jeg ikke havde problemer med denne nedstigning; men det var jo ikke til at vide. Jeg var lige ved at fortryde, at jeg ikke var gået videre. Der var en gammel plaquette et sted langs vejen, der fortalte, at en 23årig pige var styrtet ned her engang i gamle dage. Der stod, man skulle bede for hendes sjæl, og så ellers tænke på menneskets forgængelighed. En melodramatisk tegning på skiltet viste hende liggende over en gren, imens en person længere oppe løftede armene i jammer og afmagt.

(Se kort over området)

Helt nede i dalen gik jeg retur ad Uferweg og tilbage til hotellet. På en bænk ved Uferweg holdt jeg min frokostrast.

Da jeg havde været i bad, gik jeg i byen for at finde og købe nogle hygiejnebind. Det lykkedes ikke, så jeg må få de sidste til at holde perioden ud (hvilket også er muligt). Jeg var inde i et par levnedsmiddelbutikker – faktisk bagerbutikker, der var udvidet med drikkelse og slik – den anden havde også lidt kød. Jeg tjekkede også en af sportsforretningerne; der havde de til gengæld postkort, så jeg købte 6 kort og frimærker. Jeg tullede lidt rundt i byen på vej tilbage til hotellet og kom op i den bydel, som rækker lidt op imod Jamtal.

Ved en bæk, der kommer inde fra Jamtal (den hedder jo nok Jambach), lå nærmest en ruin, der havde været byens første vandkraftværk fra 20'erne og indtil '46 (var det vistnok), hvor byens elektricitetsforsyning var blevet overtaget af kraftværkerne ved Ill, en større flod længere inde imod Bludenz. Jeg fandt også svømmehallen.

Tilbage på hotellet satte jeg mig til at skrive postkort til min nevø, der fylder 1 år, med familie og til vores børn. Klokken var kun omkring 15, da F. trådte ind ad døren, han var glad og fro og havde gået rigtig godt. Da han han havde badet, gik vi ned for at købe kaffe og gøre os til gode af hotellets kagebuffet. Først gik jeg lige ned til den nærmeste gule postkasse med postkortene.

Fysikken og teknologien, eller ”Jeder Fuss ist ein Unikum”

Ingen af os fik nogen vabler! For nu at starte med det positive. Det vil altså sige, at vores sokker var perfekte!

F. havde jo forvredet sin fod om torsdagen før vores afrejse; men den gav kun ganske begrænsede problemer; således hævede den lidt hen mod slutninen af ugen.

Men vi fik tildraget os en del blå tæer: Begge F's storetånegle og min den venstre blev blå. Det samme blev min venstre lilletånegl. Min venstre nr. 2 tånegl var det vist allerede hjemmefra. De blå tånegle skyldes jo, at man rutsjer frem i skoen.

Men vi oplevede så et teknologisk vidunder. Det begyndte den dag, vi mødte Kerstin Bock henne ved Intersport forretningen, altså den længst væk fra hotellet. (Der er 4 sportsforretninger i denne lillebitte by, hvor der ellers kun er 2 små levnesmiddelforretninger og et lille supermarked, som ikke ser alt for åbent ud ...). Sålen på Frau Bocks gamle vandrestøvler var smuldret ved slutningen af tirsdagens vandring, og Peter Lorenz havde henvist hende til netop denne sportsforretning. Her havde hun oplevet en rådgivning, service og teknologisk indfaldsvinkel til det at vælge vandrestøvler, som gjorde hende vildt imponeret.

F. besluttede sig så til, at han også ville have nye støvler, og gik en dag ind i forretningen. Der blev han bedt om at stille sig på en glasplade – på noget, der lignede en scanner. Kort efter kom et omrids af hans fødder op på computerskærmen, med farver, der viste, hvor den største belastning er på foden. Interessant! Computerprogrammet kom så op med tre forskellige støvleforslag, og ekspedienten fandt de 3 slags støvler frem og fik F. til at prøve dem, samtidig med, at han gik hen over en prøveopstilling i butikken: op over nogle sten og nogle træstykker og ned ad en rustfri stålplade. Et par af støvlerne sad simpelthen perfekt fast, selv når han gik ned ad denne rutsjebane. Og så et par indlægssåler. Det var imponerende at opleve en så videnskabelig tilgang til at vælge sko – jo jeg har hørt om det i.f.m. løbesko, men ikke vandrestøvler.

”Jeder Fuss ist ein Unikum” sagde Herr Lorenz den ældre på et tidspunkt.

For mit vedkommende ville det være fjollet at investere i nye støvler igen – til næste år ser mine fødder – eller i hvert fald den højre – anderledes ud, altså når jeg har fået opereret min knyst.

Nu vi taler om den, så har jeg ikke haft problemer med knysten. Men men men måske var det alligevel den, der bærer skylden for mit knæproblem ...? For jeg har i nogen tid haft en lille smerte i højre lår. Den kan måske være kommet af, at jeg i lang tid har lagt vægten en lille smule forkert på min højre fod, grundet knysten – trods det, at den jo sjældent gør ondt. Og det var lige som om smerten i knæet havde forbindelse til smerten i låret.

Min blå tånegl fik et efterspil, dagen efter at vi var kommet hjem. Jeg ville lege med hunden og sparke til hans bold ... og så lige med den fod med den blå tå (ikke så velovervejet!) ... om det var, da jeg ramte bolden, eller kom i kontakt med en hundetand, så gik neglen i hvert fald løs, og blodet flød. Så nu har jeg gået med en indbundet storetå et par dage.

Tirsdag

Vi kørte sammen med Peter Lorenz hen til kabelbanen i Wirl. Der kan man sidde 4 og 4 i en gondol. Banen kører hele tiden, så det er blot om at holde sig klar og så sætte sig, når gondolen kører hen bag ens numse. Det modsatte, når man kommer op – lidt sug i maven, men OK. Heroppe er man i nærheden af, men højere end Kopp Stausee.

Da alle var oppe gik vi hen over terrænet. Lidt op og lidt ned. Så kom vi til et ret stejlt stykke. Og på en smal sti – det var nærmest klatring i hvert fald af og til. Det var hårdt og det gik langsomt for mig; men jeg klarede det, af og til med en hånd fra nærmeste mand. Oppe ad denne stigning gik det lidt op og lidt ned i vekslende terræn. Ret fugtigt terræn med mange pytter og småsøer. Efter en pause og et stykke til kom vi til Breitespitz. Der var et højt kors (dem står der mange af rundt omkring på toppene) og heroppe fra kunne vi se over til den spids, hvor de fleste nåede op igår (Versailspitze). Der var i øvrigt en fantastisk udsigt ned over Silvrettastrasse og Silvretta Stausee, en udsigt, der også gav lidt sug i maven. Jeg gik hurtigt væk fra kanten igen.

Her var der frokostrast. Jeg måtte også lidt væk for at skifte hygiejnebind. Kunne ikke komme helt ud af syne, så måske har nogen set et glimt af min hvide røv, da jeg trak bukser lidt ned og fik fjernet et bind og lagt et andet på plads. Tisse var der ikke mulighed for, jeg skulle heller ikke, det hele er svedt ud. Ja, ja, det brugte bind måtte, godt indpakket, retur i rygsækken ... !! Tja, hvad gør man?

Så tilbage. Planen var, at gruppen skulle ned til Kopp Stausee og gå rundt om den. Det gik meget godt tilbage ad det vekslende terræn. Men da vi skulle ned ad det stejle stykke, strejkede mit højre knæ: når mit højre ben skulle holde min vægt, gjorde det ondt på ydersiden af knæet. Det gik bedst, hvis jeg kunne sætte højre ben ned først og lade venstre ben holde vægten indtil jeg havde fodfæste med højre; men det tog jo 100 år. Da jeg endelig nåede ned til gruppen, som holdt pause og ventede, aftalte vi, at jeg tog med kabelbanen ned. F. tog venligt med mig ned.

Vi bøvlede lidt med at finde den rigtige vej tilbage til kabelbanens topstation. Jeg havde ikke været helt opmærksom nok på udturen. Men vi fandt den så (da vi havde spurgt nogle andre vandrere, som vi mødte). Der ved stationen var der lige mulighed for en tissepause og for at få kasseret et par brugte bind ....

Så fik vi købt billetter og sat os i gondolen. Turen ned i dalen begyndte stille og roligt, og stille og roligt hen imod en stander, hvor vinklen ændrede sig til det stejlere ... Jeg lukkede øjnene, men kom i tanke om, at jeg jo alligevel ville kunne mærke, når det gik stejlere nedad, og åbnede øjnene igen. Og det var faktisk helt OK også ned ad den stejle vinkel. Man sad godt tilbagelænet, så det virkede slet ikke skræmmende. Det var egentlig en rigtig dejlig tur nedad.

Vel nede besluttede vi at gå tilbage til hotellet. Jeg har ingen problemer med knæet, når jeg bare går på plan eller nogenlunde plan grund. Så vi fandt Mittelweg og senere Uferweg og fulgte dem de få kilometer tilbage til Galtür.

Karbad og afslapning på værelset. Og så en lille tur i byen. Jeg gik godt nok ganske langsomt og forsigtigt ned ad hotellets stejle indkørsel. Galtür har 4 sportsforretninger! Heraf 2 intersport – og med samme indehaver! Ved sportsforretningen længst væk mødte vi Frau Bock. Hun fortalte, at hun skulle ind og betale og hente sine nye støvler. Sålen på hendes 20 år gamle vandrestøvler var i dag nærmest smuldret. Og hun fortalte om den nærmest videnskabelige metode, den forretning har til at hjælpe folk med at vælge støvler (mere herom i et senere indlæg).

God aftensmad igen. Og så blev vi informeret om, at pausedagen i morgen er aflyst. Det er om at vandre, så længe vejret er til det. Man venter regnvejr på fredag, som i øvrigt også er helligdag i Østrig. Da det nok bliver skyet og lidt regnvejr fra morgenstunden onsdag, skal vi først afsted kvart over 9.

Mandag

Mandag var vi klar klokken 8.30 efter en god morgenmad. Vi kørte (i egne biler eller med Peter Lorenz) op til Koppsee, som er en Stausee, altså et reservoir til elektricitetsproduktion. Derfra gik vi først en god halv time i blandet terræn til en Kuh-Alm, et sted, hvor køerne fra dalens gårde bliver drevet op om sommeren; så kan de passe sig selv hele sommeren, lige bortset fra dem, der skal malkes – de går stadig i en lille indhegning ved denne Kuh-Alm (Verbella-Alpe), der i øvrigt kun bebos om sommeren. I mellemtiden bliver høet i dalen høstet, så der er foder til køerne, når de kommer ”hjem” igen om vinteren. Alle veje til Verbella Alpe er lukket om vinteren – i det tidlige forår i år er en lavine gledet ned i den lille dal. Sneen lå 16 meter høj - og der ligger stadig en pæn sneklat i dalens bund.

Se forresten vandreruterne på Galtür's hjemmeside. Vælg Wanderkarte f.eks. på siden Wandern

Der holdt vi en rast og drak lidt af vores vandre-te. Jeg lynede mine bukseben af og bandt min trøje rundt om maven. Der var også mulighed for at gå på WC. Så gik det videre op ad en grusvej – op og op til næste rast ved et lille træhus – jeg kan ikke huske hvad det ellers blev brugt til. Lidt drikkepause. Derefter videre - nu på en smal sti, af og til helt ude på kanten, men ingen problemer.

Senere skulle vi op ad et sted, hvor et gammelt jordskred havde efterladt en skråning gruset og goldt. Og vi var egentlig tæt på dagens første mål og frokostpausen. Men her blev opstigningen så stejl og mine lår så trætte, at jeg ikke turde gå videre, men sagde nej og satte mig og tog min af hotellet udleverede madpakke frem. Jeg kunne dog ikke spise ret meget. Fik dog klemt bollen med skinke ned sammen med en del vand. Og sad så bare og ventede på, at nogle af selskabet skulle komme ned igen samme vej – om ikke andet så F. Så nogle få ravne flyve oppe over bjergryggen. Ellers ikke meget dyreliv – men nogle vandrere bl.a. en far, der bar sin lille søn på måske to år i en bærerygsæk op ad den skråning, jeg havde givet op på. Respekt.

F. kom ned igen, samt 3 af kvinderne af selskabet. Resten af mændene og nogle kvinder gik videre til en anden top. Vi gik tilbage til Verbella Alpe. Jeg syntes, det var pænt hårdt at gå nedad, så F. og jeg tog det stille og roligt. Vi havde ikke ventet så længe nede ved gården, før de, som havde været på den 2. top også kom der ned til. Vi holdt en lille rast. Det viste sig, at man kunne købe øl og kærnemælk; men vi havde ingen penge med, så vi nøjedes med vores madpakke og drikkelse.

Det var en god tur tilbage til bilerne – her på tilbagevejen ad brede grus og senere asfaltveje. Det blev dog ikke nemmere at gå nedad. Mine knæ begyndte at gøre ondt, især det højre, og min venstre storetå rammer støvlens forside: det gør ondt. Min støvle er nok for bred og holder ikke foden godt nok fast. Men ude foran må den helst ikke være smallere – det ville give problemer for min lilletå; det var derfor, jeg skiftede mine gamle vandrestøvler ud.

Endelig tilbage på hotelværelset tog vi hver et karbad. Det var rart. Men på vej ned ad trappen ned til aftensmaden begyndte der en hidtil ukendt smerte på ydersiden af mit knæ.

Alt i alt var jeg om aftenen mest indstillet på, at F. og jeg skulle tage en tur på egen hånd dagen efter. Og jeg syntes, at jeg havde undervurderet sværheds-graden – eller at angivelsen "let til mellemsvær", var underdrevet i forhold til virkeligheden. Jeg var noget negativ. Men som Peter Lorenz udlagde planerne for morgendagen, besluttede jeg at give det en chance til, hvis ellers mit knæ havde det bedre efter en nats søvn. Også i lyset af, at onsdag angiveligt ville være afslapningsdag.

Min venlige mand masserede mit knæ med noget muskelvarmende creme – en af prøverne fra aloe vera-sceancen.

Et truet erhverv

Jeg er bange for, at dagene er ved at være talte for de tyske tissemænd og tissekoner. Jeg mener, dem der passer toiletter på rastepladserne, og hvor man efterlader en mønt i en underkop for fornøjelsen af et rent toilet. På vores tidligere ture igennem Tyskland har denne jobtitel givet os anledning til spøgefuldheder.

Siden vores seneste tur igennem Tyskland er der dukket et system op, som kaldes noget med Sani-et-eller-andet, hvor man lægger 50 cents i en automat, får en billet og kan gå gennem et tælleapparat og ind på nogle meget nydelige og renlige toiletter. Når man efter toiletbesøget har "trukket" - man fører blot sin hånd hen foran en fotocelle - begynder toiletsædet at køre rundt, så hele dets flade passerer under en lille boks, der vasker og tørrer sædet! Billetten bør man så gemme, for den giver rabat ved køb i butikken.

Til Østrig

Søndag morgen på Hotel Stadt i Schlitz spiste vi morgenmad kl. 8. Ud over os var der kun eet par i morgenmadssalen. Manden lignede Søs Egelin, når hun spiller mand ....

Vi tjekkede ud. Derefter ville F. lige op i bymidten for at fotografere. Der er mange gode motiver. Uden for de fleste huse, var der lige fjernet lidt brosten og således lavet et lillebitte frimærke af en have, hvor der lige kunne stå en blomst og f.eks. en græskarplante.

Motorvejen fortsatte i det uendelige mod Østrig. Tæt på grænsen løb vi ind i en kø - motorvejen var sluppet op, og de arbejder på at forlænge den - eller forbinde den med den motorvej, der løber ind i Østrig. Vi kom over grænsen og ned i en tunnel. Et lille stykke inde i Østrig kørte vi ind på en rasteplads - kæmpestor og flot – med flere forskellige buffeter med salat, varme retter, kager, grillmad. Det var helt svært at vælge. Og jeg var lige som sidst ikke helt forberedt på, at jeg nu skulle til at sige Grüss Gott i stedet for Guten Tag.

Efter endnu et lille stykke vej i Østrig forlod vi motorvejen og fandt vej 188 og kørte ud ad den. Så ind over højalpevejen, som kun er åben om sommeren og koster penge. (Det fremgik ikke helt tydeligt på mit print fra FDM). Og så kom der hårnålesving, og F. ville ikke gå for langt ned i fart, for at holde bilen i gang ...! Og jeg blev bange! Da F. fandt ud af, at vi godt kunne holde bilen i gang i lidt lavere hastighed, gik det lidt bedre. Men jeg fik ikke rigtig nydt landskabet.

Fremme ved hotellet Alpenhotel Tyrol. Flot! Vi blev taget imod af Hr. Lorenz den ældre, en lille tæt ældre herre. Fik udfyldt papirer og fik vores værelse, som er flot, om end meget brunt og fyldt af syret egetræ. (Vi har da før oplevet, at østrigere hæger om 70-stilen i indretningen, nemlig da vi var i St. Johann for mange år siden).

Den første flotte middag. Vi sidder placeret ved borde med fire eller tre. Ved vores bord sidder også den tyske single-dame, Frau Bock. Og vi konverserer lidt forsigtigt på tysk. "Sie erholt sich" ... efter dagens vandring (de andre vandrere er ankommet allerede lørdag), som har været lidt af en kraftprøve.

Hele denne snak endte med, at jeg var noget usikker på, jeg ved at booke denne ferie har slået større brød op, end jeg/vi kan bage. Jeg var usikker på mit udstyr. Hvor meget eller lidt skulle jeg have med? Jeg sov ikke særlig godt, sikkert på grund af spænding og bekymring.

Ned igennem Tyskland

Vi kom vist afsted ved 8.30-tiden og skulle først aflevere Cato hos nogle venner, som vi har en hundeudvekslingsaftale med.

Færge-bizzen fungerede perfekt i Rødbyhavn – ingen ventetid. Vinden var frisk; men sejlturen var problemløs. Vi var inde i Border Shop i Puttgarten – en kæmpe lagerhal på en pram. Men de havde ikke noget kildevand andet end nogle Kildevæld i de her kølebaljer. Vi købte en whisky (det enorme udvalg gjordet det svært at vælge) og nogle Kondi sportsdrik.

Dagens tur ned igennem Tyskland gik godt. Der var lidt Stau omkring Heiligenhafen og på vej forbi Hamburg; men det kunne nok have været værre.

Klokken var næsten 19, da vi kørte fra motorvejen og begav os ud i det midttyske bondeland. Efter en kort tur, kom vi ind i Schlitz. Det var lidt svært at se gadenavnene; men da vi kørte forbi den rigtige gade, var det nemt nok at vende og finde gaden og lidt efter Hotel Stadt. F. sagde, at han kunne mærke på min måde at køre på, at jeg var træt. Det var jeg ogsså. Jeg havde kørt en hel del, for F. fik ondt i benet, når han ikke kunne strække det.. Og det var endda ikke den fod, han har forvredet i torsdags ... underligt.

Jeg havde ringet til hotellet, for jeg var bange for, at man skulle være fremme før 18 – der stod ikke noget i e-mail'en fra dem om det. Det eneste jeg rigtig forstod på manden ... var Kein Problem. Så da jeg også havde fået tisset, kunne jeg beroliget køre videre-

Ved Hotel Stadt bar vi vores overnatningstaske ind og blev modtaget af en buttet og charmerende ung pige med en hæs stemme. Hotellet har vist kun 2 stjerner; men det er da ret pænt og rent og ordentligt, og det er da det vigtigste. Hun meddelte at vi p.t. ikke kunne spise på hotellet, da køkkenet var ferielukket ... men hun fortalte om et par andre steder i byen. Vi forstod vist ikke helt, hvad hun mente (jeg undskylder mig med, at når man først begynder at tale tysk til tyskerne, så tror de, man forstår alt, ligegyldigt hvor hurtigt de snakker) – men måske var jeg bare træt.

Da vi havde tjekket værelset og siddet lidt ude på vores lille altan, gik vi så ud for at finde et sted at spise. Da den søde receptionist havde snakket om et sted med udsigt over hele den gamle bydel, gik vi derop først. Der har været en borg her i byen, som er startet omkring det højeste punkt (det ser man vist i mange tyske småbyer). Vi tussede lidt rundt– hun havde nævnt et godt pizzaria; men F. ville ikke have pizza i dag også, så vi gik efter et sted med Bauernküche. Landgasthof Habermehl. De serverede sådan lidt gutbürgerliche Küche med böhmiske indslag (og hvorfor egentlig – vi er da langt fra Böhmen?) ... bl.a. fik jeg Hefeknödel på tjekkisk maner og Tafelspitz med rodfrugtsauce. F. fik svinemedaljoner, med kroketter og champignons. Dertil drak vi Auerhahn pils en god let øl med en let vinøs overtone. Maden bekom mig vel, og jeg friskede faktisk lidt op. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg åbenbart var sulten.

Denne by er stille og søvnig, selv om det er lørdag aften. Kun et par enkelt Brian'er kører rundt. Som andre midttyske byer hviler området i sig selv, selvtilfreds og omgivet af fedt og rigt bondeland. Bymidten er præget af bindingsværkshuse og brosten. Hyggeligt! da vi tullede tilbage mod hotellet, begyndte et par cocktailbarer at åbne for aftenen.