Lørdag

Natten gav knap så god søvn. Vi sov vist alle lidt på albuerne. Vågnede nogle gange og måtte på wc eller blot tjekke, hvad klokken var. På et tidspunkt rykkede beboeren ud af et af de nærliggende værelser. En dør faldt i og en kuffert med hjul rumlede hen ad gangens flisegulv og blev trukket op ad de nærliggende fem trappetrin ...! Da var klokken et kvarter i syv, så jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne stå op nu, som sove et kvarter til.

Vi kom alle op og i bad og fik pakket, så vi var klar til morgenbuffeten kl. otte. Efter morgenmaden tjekkede vi ud og fortalte hotelmutter, at det havde været fint at bo der. R. spurgte om bedste transportmulighed til lufthavnen på onsdag, og fik at vide, at der gik en aerobus både fra Estació de Sants og Estació del Nord, to af de store stationer i Barcelona. Så var det klaret. Vi havde ellers afsat god tid til at undersøge dette på Nord.

Vi gik ud i gaden. Himlen var blå oppe over hustagene, men morgenen var stadig kølig. Vi havde forsynet os med hver et æble til turen fra hotellets morgenbuffet, og oppe på Rambla'en købte vi flaskevand i en kiosk. Vi gik ned til metroen, og R. købte billetter til os i en automat. Vi bøvlede lidt med at komme igennem de automatiske låger ind til perronerne. Vi kørte to stop og stod så af ved Triumfbuen. Busterminalen Estació del Nord lå lige ved siden af.

Vi var altså i god tid. Jeg købte - ved R's hjælp - en baguette med chorizo, for jeg havde ikke kunnet spise så meget morgenmad, og mere vand. Vi steg om bord på bussen, som var rimeligt moderne og komfortabel. Den fyldtes efterhånden op og kom afsted. Bussen kørte sydvestpå ud af byen. Byens udkanter er - som de fleste byers - mindre charmerende. Landskabet helt ude på landet er præget af stenede og tørre bakker; jorden er rødlig, og der er masser af vinmarker. Længere væk fra Barcelona bliver landskabet endnu mere tørt og stenet - og jorden er ikke så rød mere.

Da vi havde kørt en times tid, blev det gråvejr, og efterhånden begyndte det også at regne. I fjernsynet på hotellet i Barcelona havde vi set noget om, at Ebro var gået over sine bredder. Og da vi nærmede os Zaragoza, kunne vi også se oversvømmede områder og marker. Det var på denne del af turen, at vi bemærkede storke et par steder. Så vidt jeg kunne se, havde de også unger i rederne. Men der er nok også en del føde til dem, når markerne er oversvømmede.

Efter en tur på ca. 3 1/2 time kørte bussen ind i Zaragoza og ind i terminalens garageanlæg, og vi stod ud. Før vi forlod terminalen, købte R. billetter for os til brug, når vi skal tilbage til Barcelona på onsdag. Zaragoza er en nydelig by. Uden for den ældste bykerne er der brede gader og pladser. Der var et pænt stykke vej at gå til hotellet; men så fik vi også et godt indtryk af byen.

Hotellet ligger centralt: man kan nærmest spytte til katedralen og til Pilar kirken og -pladsen. Manden i receptionen var ved at få noget galt i halsen over, at vi kom tre personer, når der stod to på den reservation, jeg stak ham; men R. kunne berolige ham. Det er et noget mere moderne hotel, end det vi havde i Barcelona, men ikke mere hyggeligt. Vi har et nydeligt værelse med fransk altan ud til Calle de Don Jaime I, som går ned imellem kirkerne og hen til en stenbroen over Ebro-floden.

Da vi lige havde sat taskerne fra os og hængt tøj ind i skabet, gik vi ned igen - det var helt tørvejr nu. Vi gik ud på broen og stod og kiggede lidt på det mudrede vand og den høje vandstand. R. havde fået fortalt om meget mere vand i floden, så hun var ikke så bekymret, som TV fornylig havde ansporet til. Så gik vi ind på Pilar-pladsen. Den er rigtig flot med rådhuset, kirken, bænke med flotte blomsterkummer og flere moderne vandkunstværker. I den ene ende af pladsen er der en statue af Goya, som vist er her fra byen.

R. var sulten - hun havde ikke fået mad siden morgenbordet i Barcelona, så vi gik ud for at finde et spisested. Men her ved tretiden spiser alle mennesker, så alle restauranter var fulde. Endelig fandt vi et sted, hvor vi kunne få plads efter at have ventet en øls tid ved baren. Det var et hyggeligt og velbesøgt sted med hurtig servering, da vi først havde fået et bord, måske også for hurtig, for F. og R. fandt deres bøffer for røde og sendte dem ud igen. Jeg fik noget sammenkogt med bacalao. Det var godt.

På et tidspunkt hen ad aften sad vi på værelset, da vi hørte trommer. Vi gik ned på Pilar-pladsen, og snart efter kom der et optog. Der lægges virkelig kræfter i stortrommerne og trommelyden og rytmerne har en helt ildevarslende karakter, som leder tankerne hen på Lord of the Ring-filmene ...! Ingen lades i tvivl om, at katolicismen skal tages alvorligt og eftertrykkeligt.

Resten af aftenen stenede vi vist bare. F. og R. havde håbet, at den fodboldkamp, der blev spillet i Zaragoza imellem Zaragoza og Barcelona, blev tranmitteret i TV; men de kunne ikke finde den på apparatet på værelset. En opsummering senere viste endda, at Zaragoza vandt. Vi fulgte R. til bussen – hun skulle sove på sit eget værelse i au pair-familiens lejlighed - og gik tilbage til hotellet.

Langfredag

Vi havde alle sovet bedre end natten før. Efter morgenmaden gik vi hen til pladsen igen, for idag ville vi tage den sydlige bustur.

Første stop var den spanske landsby, hvor der er samlet byhuse fra forskellige spanske byer. I husene var der desuden arbejdende kunsthåndværkere, der også solgte af deres ting. Der var mange spændende ting at se på. Jeg købte et par øreringe med klart og rødt glas. Det var tørvejr, og vi krydsede fingre for, at det blev ved.

Det var på bjerget Montjuic, der ligger i udkanten af bymidten. Der var flere busstop i dette område, så vi stod på bussen igen. Og stod af ved en park. Herfra kunne man også tage et s-tog el. lign. ned til byen - eller en svævebane længere op på bjerget. Den var vist ikke rigtig i drift. Jeg skulle heller ikke have nydt noget, så vi gik bare længere op. På toppen af bjerget lå et forsvarsværk, der har kunnet forsvare havnen. Nu er der militærmuseum; men man kan også bare gå rundt på området og nyde udsigten. Det blæste kraftigt heroppe, men det var stadig tørvejr og ikke koldt.

På vejen ned til bussen igen spiste vi lidt baguetter med chorizo. Vi kørte med bus ned i byen igen og forbi statuen af Columbus og ned til området omkring havnen. Der er ret flot. Solen skinnede nu, og der var enormt mange mennesker allevegne - ja, Barcelona tiltrækker mennesker og ikke mindst i Påsken. Der er turister alle vegne og fra alle mulige lande. Der er også pænt belagt på vores lile hotel.

Vi blev på bussen og stod først af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Det var fint solskinsvejr nu, og vi gik op ad Passeig de Gràcia for at se nærmere på de to Gaudì-bygninger, der ligger der, Casa Batllo og Casa Mila. På vejen derhen stoppede vi og drak kaffe på en fortovscafé - det skal man da prøve! Det myldrede også med mennesker på denne fine gade.

Vi gik tilbage på hotellet og slappede lidt af. Jeg satte mig ud på terrassen og skrev dagbog og nød solen, indtil den forsvandt bag skorstene og tage. Herfra har man også udsigt til bagboernes altaner og vasketøj.

Efter at jeg var gået ind, hørte vi på et tidspunkt trommer fra gaden. Vi gættede på, at det var en procession og skyndte os at gå ned for ar se den. Det viste sig, at den gik lige forbi hotellet ad den smalle gade, og vi kunne dårlig komme ud, fordi folk stod klinet op ad døren for at se processionen. F. og jeg gik ind i foieen og kiggede ud ad vinduet i stedet. Uden for mit vindue stod en mand med en lille dreng på armen, og knægten syntes, det var nok så interessant, at en dame stod inden for vinduet og klemte næsen flad for at se ud, så han bankede på ruden og grinede.

Det, jeg så af processionen, var forrest nogle kvinder klædt fint i sort og med blonder. Derefter en del mænd i hvide kjortler og med høje, grønne velourbeklædte spidse hætter helt ned over ansigtet - ja, sådan nogle ku klux klan-hætter. Dernæst en præst i hvidt og lilla, der svingede med en røgelsesting. Til sidst kom det centrale: oftest ser man, at det er en vogn ... der var en Jomfru Maria-statuette ovenpå, og en masse blomster. Men tingens vuggende bevægelser tydede på, at den blev båret ...! De stakler, der har gået sammenkrøbne derinde under! Foran gik en mand, der af og til bukkede sig og kiggede ind under, som om han gav instruktioner til bærerne.

Processionen bevægede sig langsomt videre, og vi gik ud for at finde et sted at spise. Rambla'en myldrede af mennesker, og vi gættede på, at det var vildt dyrt at spise her. Så vi vandrede rundt ad sidegaderne. På et tidspunkt var vi henne ved katedralen og så, at processionen (eller en anden) nu var nået hertil.

Et sted ved Laietana fandt endelig nåde for vores madlyst. Der var salatbuffet, pizzastykker og kaffe og frugt til at slutte af med. Jeg smagte (efter en masse andet) noget pureret avocado-frugtsuppe med en sødlig frisk mild smag - det var rigtig godt.

Skærtorsdag

Efter en relativt god nats søvn stod vi op og nød et velfungerende brusebad. Morgenmaden i den klassisk udsmykkede spisesal var også OK. Vi var blevet enige om at tage en guidet tur med en af turistbusserne, for TV havde meldt REGN. Efter at være gået et par gange rundt om Plaça Catalunya fandt vi den bus - eller den rute, vi helst ville med. Vi købte billetter til to dage (der er tre forskellige ruter) - og hoppede ombord.

Da vi var kommet på plads på den åbne overetage, ringede en sms ind på min mobil. Det var en forsinket fødselsdagshilsen fra Lille Skensved. Hyggeligt! Det var lidt køligt at sidde på overetagen; men man ser jo bedst deroppe, og det dryppede kun lidt.

Bussen kørte op ad Passeig de Gràcia, hvorved man kommer forbi to af Gaudí's bygningsværker: Casa Batllo (der er musik på siden) og Casa Mila. Og vi kørte igennem nogle af Eixample's perfekt planlagte gader med gadehjørner, der er skåret skråt af, så der dannes små fine pladser i hvert gadekryds.

Vi hoppede af bussen ved La Sagrada Familia. Den bygning - eller byggeplads - er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set. Bløde former, der ligner dryppende stearin. Søjler, der ligner himmelstræbende træer. Et væld og et mylder af detaljer - et myldrende symbolsprog. Ja, der bygges jo stadig på kirken - eller templet, som der også står nogen steder. Men der er alligevel åbent for publikum. Inde i det, der bliver kirkerummet står der plancher, der fortæller, hvor de forskellige anvendte stenarter kommer fra. Og i kælderplan er der udstillinger om byggeprocessen: tegninger, skitser, modeller, fotos, etc. etc.

Det regnede og var ret koldt. Vi gik ud for at stå på en turistbus igen (de kører med seks minutters mellemrum); men der var kø (og paraplytrængsel), og busserne var fulde, så vi måtte lade to busser passere, før vi kom om bord. Vi fik pladser bagest i bussen, og der var dårligt udsyn, men efter nogle stop, hvor andre passagerer stod af, kunne vi avancere til bedre pladser.

Vi blev på bussen resten af turen rundt og stod altså af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Der fandt vi en restaurant, hvor vi fik paëlla - R. med skaldyr, F og jeg med kylling. Den smagte ikke så godt, som jeg havde ventet (og duftet fra nabobordet i aftes). Efter en kop kaffe gik vi ud for at finde katedralen og Picasso-museet, som R. gerne ville se.

På vej derhen fik jeg kigget op ad en sidegade og fik øje på en flot og farvestrålende bygning. Den måtte vi lige hen og kigge på. Det viste sig at være et musikhus: El Palau de la Música Catalana. Vi var ikke inde – vi havde jo andre planer.

Vi gik videre hen til katedralen. Der var lang kø ved indgangen, så vi ville bese den udefra først. Vi gik derfor rundt om den ad de små gamle gader. Et sted med en god akustik sad en dame og sang opera, så det rislede ned ad ryggen. Ved katedralens bagindgang læste R., at man kunne komme gratis ind efter kl. 17.15, så vi besluttede os for Picasso først.

Ad flere gamle smalle gader ... men der var meget lang kø ved Picasso-museet. For lang til, at vi havde lyst til at stå under vores paraplyer og fryse. Vi gik videre og fandt triumfbuen og den brede passage op imod den.

Vi gik og snakkede om, hvorfor duerne fløj så vildt i denne by. De tager den lige vej og skærer alle hjørner lige som brian'er på motorvejen. Således flyver de ganske tæt forbi folk på gaden. I øvrigt flyver der også grønne papegøjer rundt og skræpper - men de er endnu respektfulde i deres flyvemanerer.

Vi gik tilbage imod katedralen. Jeg havde brug for et toilet, så vi gik ind et sted og købte en kop kaffe. Jeg følte mig lidt dårlig og mistænkte paella'en lidt; men det gik nu over igen.

På pladsen foran katedralen sad en mand og spillede guitar - han var super dygtig - spillede de gamle spanske (sydamerikanske?) mestre (Albeniz, Fernando Sor eller nogle af samme karat). Jeg havde helt dårlig samvittighed over at kaste en lille, skaldet Euro hen i hans kasse - han fortjente en koncertsal!

Da det blev tid, gik vi ind i katedralen. Den bestod af en indre gård med en overdækket gang omkring. Som i alle katolske kirker var der disse mindre altre/kapeller for helgener. Alle steder stod der lys i røde gennemsigtige plastikstager, som man kunne købe i boder udenfor. Vi var efterhånden noget matte og gik tilbage til hotellet for at slappe af.

Efter denne ultrasene siesta gik vi ud for at få noget at spise. Da vi havde spist et stort måltid først på eftermiddagen, havde vi besluttet os for tapas nu. Efter en tur ned ad Rambla'en og et kig ind i en for dyr restaurant gik vi tilbage til Santa Anna. Der er en del små spisesteder bl.a. et med samme navn som gaden. Der gik vi ind. Personalet havde rygende travlt, men fik dog endelig tid til os også. Vi fik små dybstegte rejer, blæksprutteringe, patatas bravas (brasekartofler med paprikadressing), tomatbrød, skinkecrutoner. Vi drak kølig og forfriskende sangria til. Det var helt OK. Vi blev betjent af en fortravlet, men sød ung pige (glimt i øjet og en frisk bemærkning, som jo kun R kunne forstå). Vi sluttede af med kaffe og gik så tilbage til hotellet og gik i seng ret trætte.