"Skønne spildte dage"

Ulla Henningsen sang i Pumpehuset den 5. december, og hvis man kan leve med ikke at blive kontaktet fra scenen, ikke at blive inddraget, ikke at blive spillet op til, ikke at blive brugt, som det jo oftest sker, når vi oplever levende folkemusik, så var det en ganske glimrende koncert. Som sagt virkede folkene på scenen noget reserverede. Men de er jo dygtige kunstnere. Efter et nummer, der kørte rigtig godt (det kan have været Kim Larsens Skt. Emitri), og hvor der kom ekstra varme klapsalver fra publikum, kunne jeg have sagt til Ulla og bandet: "Jamen, så nyd det dog - I er gode, og vi kan lide jer. Nyd det dog - og smil!" Man behøver ikke at have stået mere på scenen end undertegnede, før man ved, at et godt samspil imellem scenen og publikum er noget af det fedeste!! Men man kan måske også komme dertil, at man stiller så høje krav til sig selv, at del hele bliver akavet og forkrampet.

Men Ulla er ellers en god fortolker af sange - og det var en ganske god håndfuld, hun præsenterede den aften. Hendes skuespil-karriere har givet hende sådan lidt femme fatale-karisma, som ikke er at foragte. Hendes stemme underbygger den fint. Det samme gør de valgte sange. Aftenens sæt var vist nok identisk med den nyeste CD, Skønne spildte dage. Som nævnt kørte bl.a. Skt. Emitri rigtig godt (til trods for den letkøbte tekst, Kim Larsens varemærke). Topnummeret var efter min mening et Bob Dylan nummer, som vistnok er kommet til at hedde Grædende i døren (ja, der kom heller ikke mange oplysninger om sangene eller deres ophav fra scenen). Men det nævnte nummer var et af dem, der lykkedes allerbedst - ikke mindst på grund af et godt tema på guitaren, som blev så virtuost håndteret af Jonas Struch (tidl. Swan Lee, har jeg læst) - et helstøbt nummer, der ramte.

Tilbage står så for mig bl.a. at undersøge, hvem der egentlig har fordansket de af numrene, der oprindelig er udenlandske. For teksterne lød OK (om end jeg også godt kunne have ønsket mig lidt tydeligere diktion, men det kunne selvfølgelig være gået ud over femme fatale-mystikken). Her har jeg key-board etc. spilleren Nikolaj Nørlund lidt mistænkt for at have et par fingre med i spillet. Han stod også og så reserveret ud på scenen, men jeg kunne dog fange hans stemme i en backing vocal, og genkende den som vokalen på Pergament Hotel, en af de rigtig gode Leonard Cohen-sange På danske læber. Her rammer NN's stemme perfekt sangens forpinte, pirrede stemning. En kunstner, jeg godt vil lære nærmere at kende.

Og til trods for, at vi publikum ikke var blevet spillet op til, så var vi mange, der jublede da ekstranummeret blev slået an og annonceret: Lukketid, som var UH's bidrag til CD'en Leonard Cohen på danske læber.

Valravn !!

Valravn spillede i Haslev Folk Club i går aften. Det var en super oplevelse. Det er up beat middelaldermusik spillet med stor energi. Og serveret fra scenen med stor charme, hvilket er med til at gøre koncerten til en stor oplevelse. Færøske Anna Katrin er en poetisk sangerinde, der lever sangene og synger på den Björk-/Marie Kej-maner, som så mange gør i disse år. Færøsk er nu engang et smukt sprog at synge på.
Det havde også genfundet og pustet liv i den gamle 70'er-ting Olavur Riddararos. Nå, ja, det er jo en folkevise; men den blev da spillet lidt i dansk radio i 70'erne med Harkaliðið , som vistnok havde Annika Høydal som forsanger. Anna Katrin syntes, det var sejt, at jeg kunne huske den.
Til gengæld kunne jeg overraske Martin Seeberg med, at jeg havde hørt dem på MyMusic ... han havde glemt, at de har en profil der - man glemmer så meget, når man er høj oven på en fed optræden incl. mindst 3 curtain calls!
Det er jo noget af det skønne ved Haslev Folk Club, at man for det meste kan få en snak med kunstnerne bagefter.

Amsterdam

Jeg har lige været i Amsterdam. Det som følger herefter, er ikke en decideret dagbog over besøget, men nærmere nogle indtryk.

Amsterdam i munden er

• Stroopwafels, karamelvafler - en mellemting mellem vafler eller småkager og karameller - ikke helt sprøde som vafler - ikke helt seje som karameller - ikke så ringe endda!


• Speculaas: sprøde småkager med smag af nelliker og ingefær, som man bl.a. får til kaffen efter en middag, hvor andre landes restauranter ville lægge en lille chokolade


• Solid og sund bondekost: f.eks. hotchpotch: letmosede kogte grønsager, der serveres til kød - heller ikke ilde


• Sildeboder, hvor vi i DK har pølsevogne. Jeg fik desværre ikke prøvet en bolle med sild eller anden fisk - øv.


• Ost! Vi købte en nøddeagtig Maasdamer og en okker-orange lagret, men stadig nøddeagtig Gouda med hjem

Amsterdam til øjnene er

• Kanaler med kønne broer


• van Gogh's søgende og eksperimenterende malerier - de seneste tolkende hans smerte.


• Det flotte Rijksmuseum, med masser af vægtige guldaldermalerier, herunder Rembrandt, Vermeer og Jan Steen


• Hyggelige hvide og blå Delft-kakler og anden porcelæn i museer, og især i alle souvenir-shops. "Mormoragtigt på den fede måde" ville de unge vist sige.

Amsterdam til ørerne er

• Ja, jeg fik desværre ikke hørt noget typisk hollandsk musik.
• Og dog: skipper på vores sightseeing-båd sang et par lokale sange, dels en om en kirke, som vi sejlede forbi og dels om alle Amsterdams kanaler. Han skulle lige presses lidt for at synge ... d.v.s. han ville meget gerne presses. Og jeg kan jo ikke stå for turistbådsskippere, der synger eller citerer digte ...!


• Et sprog, der nok kræver lidt overvindelse for en dansker at prøve at tale, men som nok ikke er svært at lære. Mange skilte kan man jo fint læse.


• Sprogligt er Amsterdam nem at færdes i, for alle kan tale engelsk.


• En multietnisk hotchpotch: dels er indbyggerne af alle mulige etniske oprindelser, dels er byen fuld af turister - når man går i gaderne, hører man nærmest samtlige europæiske sprog.
• Cykelklokker, der ringer. Amsterdam er en cykelby - der er god offentlig transport og en masse cykler - og de har fart på og kører på sådan en lidt autonom måde ...!