Mors smagedage

Mors smagedage er højere end bildøren og går over i historien

For Mor smager på dagen

Hun smager på alle dage

Lige fra det første citronskarpe morgengry med brisen, der dufter af regn og sildeskæl

- til den sene aftens kanelkagekrydrede mæthed

Alle dage er smagedage.

Men Mor kan nemt glemme at smage

Og hverdagenes smage løber sammen til vandgrød

Så må hun ud

For der er særlige dage, der skal smages.

Andre tidsaromaer og fremmede områdedufte.

Så Mor starter bilen med gråblå røg og dækduft.

Og så går det derudad.

Motorvejenes bilrækkesang.

Bivejenes snurrighed af toppe og dale.

Frem til den åbne bakketop med smagen af udsyn.

Frem til havnekanten med saltsmagende stænk.

Frem til Vesterhavets hårdtkørte strande med oliegennemtrukket sand.

Mange dage er køredage,

hvor bildøren afgrænser den synlige verden.

Men ikke i dag

Bildøren op.

Stå ud med et ben i bilen og et ben i verden.

Albuen på bildøren.

Se – indånde – smage.

Her ligger landet

Her ligger bakketoppene og udsigtstårnene

Spirene

og spirerne

og de spirende inspirationer

Nu skal der smages

på syn og sans og sandheder

Men ikke for mange

De grønne spyd kan stikke

De grønne smage være beske

Når Mor smager – i sandhed smager på livet

Sand i munden

Støv i øjnene

Grus i maskineriet

Når Mor smager

På godt og ondt smager på livet

Der er alle de søde jordbærkys

Der er det tåresalte havvand

Der kan fylde mund og næse, når man kommer ud på det dybe

Men dette er Mors smagedage

Og de er højere end bildøren

Højere end udsigtstårnet.

Højere end bakketoppene og kirkespirene

Disse dage smager helt specielt

De er Mors særlige smagedage

Og de går over i historien

Tåge i december

Tåge i december.  Går i forstøvet regn, der køler ansigtet.
Lysstråler fortættes i dampen.
Projiceret på aerosol.
Og strålerne danser,
der hvor jeg går.

Tåge i december og fløjlsgråt mørke.
Uldtæppegråt med perlegrå lysstrålestriber.
Tåge i december.
Støv på stjernebroderier.

Tæpper lagt om betonens konturer
En tågefinger har tværet de skarpe kanter.
Og lydene bliver en mørk mumlen.
En summen af hjul på asfalt - og brummende biler.

Hjemad. Det lyder gråt
og tungt.
Men først gå vild i tågen.
Først fortabes blandt de dansende
Først blive hyllet i tæpper
og få vandperler i håret
For der er langt hjem
Velsignet

(december 2013/december 2014)

Septembermennesker

Stille septembermennesker.
Jeg ser jer hver dag i toget,
I ankommer hver for sig
og sætter jer sammen og udstråler tæthed.

Hvad har I sammen?
I medbringer en samhørighed
fra lejrbålsnætter hyldet i et fælles dueblåt spejdertæppe
I har en beskyttende osteklokke
En røgblå boble, der kun er lidt gennemsigtig
Derinde vifter septemberkornet i middagslurens eftermiddagsstilhed.

I har en dueblå boble fuld af samhørighedens fostervand,
hvor I ligger som tvillinger
i ske
og forbundet til samme næringskilde

I er kornaks, der vifter stille i takt.
En usynlig vals hele vejen ind til den brølende by,
hvor han forsvinder op ad trappen til den myldrende gade.
Styrket møder han mylderet og arbejdsdagens udfordringer

En dag med beregninger og matematik.
Med udlån og renter. Med forsikring og prioriteter.
En dag med excelark og databaser.
Et mellemspil uden for boblen
Men altid på vej tilbage

(marts 2014)