Et prosastykke

Jeg har været sammen med en af mine skrivegrupper i dag. En af vores øvelser gik ud på at gen-skrive det, vi netop havde skrevet i en anden genre. Og da jeg lige havde skrevet poesi (det gør jeg oftest), så skulle jeg omskrive det til prosa. Det faldt mig svært, for pludselig skal man til at vælge fokus og være mere konkret. Men jeg skrev dette:

En kvinde træder ind i en hotellobby. Det er sent om aftenen. Hun trækker en ikke alt for stor kuffert efter sig. Kufferthjulene rumler let hen over marmorfliserne og blander sig med den stilfærdige muzak fra receptionen.

Den mandlige receptionist tager imod. Han smiler sit professionelle smil og gentager de fraser, han har sagt så ofte. Konsulterer computerskærmen og rækker et lille papomslag med nøglekortet over til den trætte rejsende. "Elevatoren er lige derhenne. Værelset ligger på 4. etage."

Snart efter er kvinden installeret i et nyindrettet værelse med anonym kunst på væggene. Toilettasken stillet ud på badeværelset, et par jeans, to bluser og en jakke hængt på bøjler.

Om morgenen står kvinden i kø til morgenbuffeten sammen med slipsene, habitterne og de nystrøgne skjorter. Og med kvinderne fra det japanske rejseselskab med deres ceriserøde cardigans. Men denne rejsende har et andet ærinde.

Hele dagen går kvinden rundt i byens gader med store øjne og nakken lagt bagover for at studere arkitekturen. Hun sidder på caféer og lytter til sproget. Og prøver at finde frem til det mest lokale på menukortet. Hun fotograferer skæve hushjørner, nedløbsrør og sporvognsskinner. Hun kører med undergrundsbanen og studerer linjekort. Museer, jo, museer besøger hun også.

Den sidste dag sidder kvinden på en bænk i en park. Hun betragter livet omkring sig. Børn leger og råber. Folk lufter hunde og triller med barnevogne. Hun lægger hovedet tilbage og kigger op i træets bladmylder over sig. Hun sukker og smiler. "Her kunne man bo. Ja, måske kunne jeg leve her. - Hvis det ikke var for ... ". Hendes tanker afbrydes, da en tung regndråbe lander på hendes lår. Mørke skyer er trukket op over parken. Hun rejser sig og skynder sig over mod stationen.

"Sidde og glo"

Deroppe sidder han og synger. Pavarotti. Som jeg kalder alle matriklens solsortehanner.

Der er også en solsort i denne gamle tekst:

Sidde og glo

Lad os vandre en tur ud i landet,

lade øjnene fyldes med grønt.

Der hvor lærkernes toner er blandet

med en solsort, der synger så kønt.

Lad os sætte os ned i en vejkant.

give tankerne plads til at gro,

bare sidde og kigge og vide:

Det er luksus at sidde og glo.

Sæt dig ned på en stamme i skoven.

Se på skovbundens myldrende liv,

som du slet ikke ser i din hverdag.

Sæt dig ned og få nyt perspektiv.

Hvis du sætter dig stille og venter,

ser du ting, som du aldrig har set.

Du bli'r klog af at sidde og kigge

og få styr på de ting, der er sket.

Det er aften. Snart solen forsvinder;

men dens seneste stråler når hen

til den bænk på det sted,

hvor vi sidder

og har filosoferet igen

og betragtet en solsort, der søgte,

og som fandt sig en orm eller to.

Og vi smiler og medgiver fuglen:

Det er givtigt at sidde og glo.

På en stor sten helt nede ved vandet

sidder du på en sensommerdag

de figurer, du ridser i sandet

bliver opblødt af bølgernes slag

Se de slørede sandsilhuetter -

næsten slettede navne og ord …

Symbolikken må du selv fortolke;

du har tid, når du sidder og glor

(september 2006)

Genbrugspoesi: Sigøjnerdage

Jeg har lyst til at lufte nogle af de gamle digte. Her et fra min gymnasietid - altså i 70'erne.

Sigøjnerdage

Engang i mine sigøjnerdage
vil jeg komme til dig
og smile til dig
med mine vidende
-lidt vemodige øjne.
Og jeg vil røre din skulder
og tage om din nakke
og måske nådigt kysse dit ansigt,
idet jeg langsomt og umærkeligt
græder over uretten til min gerning.
Men du -
du vil skænke mig et smil
og en bid af din lykke
- med på min rejse

Fra samlingen "Blandede bolcher" på min hjemmeside