Den blå korridor

Jeg drømte om Amsterdam
at jeg var i Amsterdam
og skulle igennem en blå korridor
for at komme til en seværdighed
En korridor af blåt velour
hvor vindueslysninger gav spil
og stoflighed
Ikke ud mod verden, men ind mod sjælen

Men hvorfor Amsterdam?
Der er blå kanaler og blå kakler
og Rembrandt-figurer i blåt velourtøj
Der er blågnistrende diamanter på blå velourpuder
som Stjernenatten

Spejlvendt syn af blåt velour
Drømmelys
Skal jeg gå ad korridoren?
Jeg træder bløde blå skridt
på drømmetæpper mørkeblå
Korridoren drager
og skræmmer
Den fortaber sig blå i blåt
langt inde i bunden af horisonten
Tragten til bunden af sjælen

Tanker om Astrid Lindgrens overskrift, Drømmetræer

Drømmetræ
Dine farver er drømme
Som forårets grønne eksplosion
og en blæsende dag med lyserød blomstersne

Drømmetræ
Dine grene vifter mine tanker op
mellem penselstrejf af skyer
over hængekøjen, der dovent gynger

Drømmetræ
En gul glorie foran solen
En aldrende donna, der overdriver sin makeup

Drømmetræ
med nøgen sort grengrafik
mod en stålgrå vinterhimmel

Stemningstræ
Du tolker mine stemninger
eller jeg spejler dine
Jeg græder med dig
og skælver i din isglaserede kulde
Du danser med mig
Din blomsterjubel er min,
og stormen pisker os begge

Du og jeg, Træ.
Du og jeg.

Tusind svaner

Tusind svaner på afveje
blandt kager og kongelige monumenter.

Flødeskumskagesmat under
brede svanefødder

Og langsomme vingeslag
mellem statuer og slotte.