Sjælen bliver lille som en legomand

På isnende perroner står vi
Og trækker os ind i os selv

Og trækker sjælene indad
Helt dybt ind i os selv
Gør dem små, så de kan sidde inderst inde
i læ af kød og knogler
i læ af hele vores fysiske væsen

Sjælen bliver lille som en legomand

Der vrikker rundt derinde
Stive ben og stive arme
Ansigtstrækkene er prikker og linjer
i sort på gult plastik

Søvnige sjæle
uden flere funktioner
end en haletudse

Som om vi er bange for
at øjenkontakt eller
blot et enkelt smil
ville blotte en revne,
hvor vinden  kunne få fat
og flænse vores fysiske væsener
til flagrende ansigtstræk,
blafrende smil
og flyvske øjenkast

Den blå korridor

Jeg drømte om Amsterdam
at jeg var i Amsterdam
og skulle igennem en blå korridor
for at komme til en seværdighed
En korridor af blåt velour
hvor vindueslysninger gav spil
og stoflighed
Ikke ud mod verden, men ind mod sjælen

Men hvorfor Amsterdam?
Der er blå kanaler og blå kakler
og Rembrandt-figurer i blåt velourtøj
Der er blågnistrende diamanter på blå velourpuder
som Stjernenatten

Spejlvendt syn af blåt velour
Drømmelys
Skal jeg gå ad korridoren?
Jeg træder bløde blå skridt
på drømmetæpper mørkeblå
Korridoren drager
og skræmmer
Den fortaber sig blå i blåt
langt inde i bunden af horisonten
Tragten til bunden af sjælen

Tanker om Astrid Lindgrens overskrift, Drømmetræer

Drømmetræ
Dine farver er drømme
Som forårets grønne eksplosion
og en blæsende dag med lyserød blomstersne

Drømmetræ
Dine grene vifter mine tanker op
mellem penselstrejf af skyer
over hængekøjen, der dovent gynger

Drømmetræ
En gul glorie foran solen
En aldrende donna, der overdriver sin makeup

Drømmetræ
med nøgen sort grengrafik
mod en stålgrå vinterhimmel

Stemningstræ
Du tolker mine stemninger
eller jeg spejler dine
Jeg græder med dig
og skælver i din isglaserede kulde
Du danser med mig
Din blomsterjubel er min,
og stormen pisker os begge

Du og jeg, Træ.
Du og jeg.