En flænge i natten

Drengen glider gennem gelænderet på trappeafsatsen
og falder
Jeg råber en ende på drømmen
og søvnen

Nej nej!

En flænge i natten
Et rektangel med høj puls
En trappeskakt

Jeg må sætte plaster om rektanglets kanter

Måske faldt han ikke
Måske nåede han at gribe fat i gelænderet
Måske nåede jeg hen,
så jeg kunne afbøde hans fald

Jeg må overbevise mig selv om
at ingen kom til skade,
og at ingen
- andre end jeg selv -
blev vækket

Så kan jeg vende tilbage til søvnen

Genåbning

Når samfundet åbner, vil jeg ....
Når jeg har fået vaccinen, vil jeg ...
Når man igen kan tage på ferie, vil jeg ....
Når man igen kan gå på café, vil jeg ....
Der lægges planer for tiden
Der drømmes

Mængden af indestængte længsler stiger
- ophobes
i menneskesindet
i samfundet
Som kogende vand i en keddel.
Hvornår når det kogepunktet?
Som luft i en ballon.
Hvornår når det bristepunktet?
Som vand bag en dæmning
eller et dige.
Som sne og is i frostens greb
afventende tøbruddet.
Ophobet.

Men kommer tøbruddet med norske dimensioner?
Bliver det en forårsflom?
Med horder i gaderne
dansende, syngende
Bliver det sprængfyldte koncertsale?
Og fester og sammenkomster hver weekend?
Udsatte familiefester
(Den introverte gruer)

Eller vover vi os forsigtigt ud
som skovmusen, der lister ud om natten
med sitrende knurhår
og radarører
på vagt for farer?

Skal vi stadig liste rundt
med mundbind og håndsprit
som fast inventar i håndtasken?
Lumrende i vores privatbiler
læggende den kollektive trafik
(ekstra meget) for had
som transportører af smittebefængte
stænger, håndtag og stopknapper
og snot-aerosolmættet luft.

Slippes dampen forsigtigt ud
af velmenende ventiler
- som småbørn i skole -
med et skingert psssst og et lettet suk?

I vinterens dyb
falder blade trætte ned
mod tidens altopslugende mødding.
Grene tynges af frostens sorte glaskunst,
til de knækker og styrter direkte til jorden.
Ulve hyler i afmagt
mod en skælvende prik i den endeløse nat.
Ligesom jeg selv tuder
over min egen mørke viden.

Men snart tager vinteren afsked
Endelig.
Og Livet puffer til mig med sin bløde snude.
Overrasket løftes jeg op
og sejler mod lyse oplevelser
derude, hvor fuglesang vil skvulpe i det blå

(Skriveøvelse fra et skrivegruppemøde for lang tid siden)