Julen er overstået, og jeg kan nu nyde et par afslappede juleferiedage. Det bliver vel næppe til nogen nytårsbulletin i år. Ej heller til "Årets bedste ... dit og dat". - tror jeg. Opsummeringen af årets "Ups and downs" forbliver sikkert bag Fru Hansens hovedskal.
Men her er alligevel lidt om årets seneste gode musik-indkøb:
Da jeg var i Berlin i starten af november, købte jeg 3 CD'er. Den vigtigste var selvfølgelig den længe ventede Kate Bush-CD, Aerial. Det er næsten unfair, at kommentere den allerede. Jo, kommentere kan man godt; men det er for tidligt med konklusioner; for lige som med Kate Bush's tidligere udgivelser, så er dette også en, der bliver en ledsager over længere tid. En CD, jeg vil vende tilbage til. Men én ting kan siges allerede nu: den bringer lys. Det er skønt at sætte den CD på i bilen en mørk december-morgen og høre fuglesang! Nærmere bestemt er det jo en dobbelt-CD og den ene skive har KB brugt på at filosofere over fuglesang og over, hvordan et menneske skal bruge sin stemme for at efterligne fuglesang ... interesting! Prøv selv lidt af stemningen på http://www.katebush.com/
Jeg købte også tysk musik. Jeg var egentlig på udkig efter Hölderlin Express; men de var ikke til at finde på hylderne; og butikkens personale kunne heller ikke finde dem i deres systemer. Men så stødte jeg på et navn, jeg havde hørt før: Liederjan, og købte en CD med hjem med dem. CD'en fra 2004 hedder Drei Gesellen. Man kan karakterisere Liederjan som Tysklands svar på De Gyldne Løver; men de griber alligevel lidt længere tilbage i traditionen og henter inspiration fra middelalderen, ligesom de også af og til bruger gamle instrumenter. På CD'en er der tyske traditionelle sange, ofte drikkeviser (som Drei Gesellen) eller viser med små-frivolt indhold (som den om, hvordan det gik, da nonnen første gang så, hvad munken havde under kutten ...); men også om alvorligere emner som "Die Moorsoldaten". Besøger man Liederjans hjemmeside, får man indtryk af et langtidsholdbart band, som nærmest er en institution inden for tysk folkemusik.
Den sidste af de 3 CD'er, jeg købte, er med June Tabor. Men den CD ligger p.t. i bilen, så den anmeldelse må jeg vende tilbage til.
27. december 2005
15. november 2005
"Then we take Berlin"
Fra den 10. til den 12. november besøgte jeg Berlin sammen med en gruppe fra KS Storstrøm-Vestsjælland-Roskilde. Vi var 30 - medlemmer og ægtefæller/veninder. Og Berlin var/er interessant. Og selvfølgelig er 2 dage for lidt ... men jeg synes, jeg fik et overblik over byen og over, hvor tingene ligger i forhold til hinanden.
Vi så blandt andet et eksperimenterende danse-teaterstykke bygget over Hermann Hesses bog "Sidharta" samt Leonard Cohens liv og/eller sange. Der var dog kun brugt 4 sange i stykket. Deraf var den første "First we take Manhattan" i en udgave med R.E.M.! I øvrigt "Who by Fire", "Dance me to the End of Love" og "Hallelujah". Ensemblet er Theatre du Pif, som er 2 kinesere og en skotte.
Jeg kørte rundt i en sightseeing-bus og fik et godt overblik, og gik også meget rundt - det var jo godt vejr. Berlin har en hel del flot arkitektur - både gammelt og nyt. Men byen er også nogen steder meget grim med gråt betonbyggeri. Jeg kiggede på det stykke af muren, de har ladet blive stående. Ved den er der en plancheudstilling under et halvtag (de vil lave et rigtigt museum), der fortæller bydelens og Tysklands historie især op til 2. verdenskrig. Bl.a. var der en tankevækkende planche om alle de indskrænkninger, der efterhånden blev pålagt jøderne i årene op til krigen ...
Og jeg fandt et indkøbsmekka: Dussmann das KulturKaufhaus, hvor jeg købte Aerial (Kate Bush). (Kun ærgerligt, at een af mine rejsekammerater dagen efter købte den ca. 5 Euro billigere i en vistnok mindre fancy musikbutik ...!!)
Alt i alt en god tur. Berlin er helt sikkert flere besøg værd. Der er meget at se på! Og de bygger stadig nyt!
Vi så blandt andet et eksperimenterende danse-teaterstykke bygget over Hermann Hesses bog "Sidharta" samt Leonard Cohens liv og/eller sange. Der var dog kun brugt 4 sange i stykket. Deraf var den første "First we take Manhattan" i en udgave med R.E.M.! I øvrigt "Who by Fire", "Dance me to the End of Love" og "Hallelujah". Ensemblet er Theatre du Pif, som er 2 kinesere og en skotte.
Jeg kørte rundt i en sightseeing-bus og fik et godt overblik, og gik også meget rundt - det var jo godt vejr. Berlin har en hel del flot arkitektur - både gammelt og nyt. Men byen er også nogen steder meget grim med gråt betonbyggeri. Jeg kiggede på det stykke af muren, de har ladet blive stående. Ved den er der en plancheudstilling under et halvtag (de vil lave et rigtigt museum), der fortæller bydelens og Tysklands historie især op til 2. verdenskrig. Bl.a. var der en tankevækkende planche om alle de indskrænkninger, der efterhånden blev pålagt jøderne i årene op til krigen ...
Og jeg fandt et indkøbsmekka: Dussmann das KulturKaufhaus, hvor jeg købte Aerial (Kate Bush). (Kun ærgerligt, at een af mine rejsekammerater dagen efter købte den ca. 5 Euro billigere i en vistnok mindre fancy musikbutik ...!!)
Alt i alt en god tur. Berlin er helt sikkert flere besøg værd. Der er meget at se på! Og de bygger stadig nyt!
20. oktober 2005
En klassiker til CD-hylden
Jamen, jeg måtte jo eje den ... Who's Next. Da jeg var ung lånte jeg den på bånd og rå-lyttede sangene. Og flere af dem har brændt sig fast i min hjerne. Legendarisk er numrene Baba O'Riley og Won't Get Fooled Again, hvor der er kælet for guitar og synthesizer-spil. Et andet nummer, der sad fast i min hjerne, var Pure and Easy. Til gengæld havde jeg glemt, at sangen Behind Blue Eyes, som fornylig igen har været et hit (min datter har fornylig nævnt bandets navn; men det har jeg glemt igen), også var fra Who's Next.
Så nu ejer jeg den på CD - og rå-lytter den i bilen - og skråler med på Behind Blue Eyes (2.-stemmen).
Se mere om det legendariske rock-band, The Who på www.thewho.net
Så nu ejer jeg den på CD - og rå-lytter den i bilen - og skråler med på Behind Blue Eyes (2.-stemmen).
Se mere om det legendariske rock-band, The Who på www.thewho.net
9. september 2005
Løfterig morgen
Skønt denne morgen at gå ud af døren og indånde duften af en nylig regnbyge (englænderne kalder den duft "petrichore").
Jeg havde ikke slukket bilradioen, da jeg forlod bilen i går eftermiddags. Så straks jeg satte tændingen til strømmede der toner ud, som lød som solopgang over havet - det viste sig senere at være Dvoraks 9. symfoni, som kaldes Den nye Verden (eller sådan noget). Flot.
Altså en morgen, der lovede en god dag ....
Jeg havde ikke slukket bilradioen, da jeg forlod bilen i går eftermiddags. Så straks jeg satte tændingen til strømmede der toner ud, som lød som solopgang over havet - det viste sig senere at være Dvoraks 9. symfoni, som kaldes Den nye Verden (eller sådan noget). Flot.
Altså en morgen, der lovede en god dag ....
28. august 2005
Tønder Festival 2005 - søndag
Jeg havde sovet godt om natten - ingen regnbyger. Jeg vågnede ved, at det var lyst og at folk i naboteltene begyndte at røre på sig og knevre: et sted blev det nyeste boliglånskonvertering drøftet (hvor interessant er det på en smuk søndag morgen ude i Tønder-marsken?) - et andet sted blev rutinen ved rugbrødsbagningen remset op af den hørbart selvtilfredse rugbrødsbagerinde. Vi kom også efterhånden ud af teltet. Denne morgen virkede det henne i toiletvognen - i hvert fald delvis. Vi fik indtaget morgenmaden langsomt og velovervejet.
Vores nærmeste naboer - et par i 30'erne i et lille kuppeltelt - begyndte at røre på sig, og kvinden gik mod toiletvognen; men oppe på vejen vendte hun om og satte sig på hug. Jeg bemærkede, at det så forkert ud, og lidt efter blev hun da også hjulpet ned mod sit telt igen af en forbipasserende mand. Hun måtte ned at sidde igen, vi løb til og fik fremskaffet et stykke teltunderlag, som hun kunne ligge lidt ned på. Vi gav hende så også vores sidste juice og fik hevet hendes stadig halvsovende mand ud af teltet. Han fik hjulpet hende hen at sidde i deres bil. Hun kunne sagtens snakke, men blev ikke rigtig frisk. Han fik pakket sammen, og de kørte bort for at komme hjem og til lægen, for det alt sammen så lidt mystisk ud. Underligt, når fremmede folk lige pludselig kommer tættere på, fordi man kommer til at bekymre sig lidt for dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hun har det nu i skrivende stund.
Der var generel opbrud i marsken. Vi måtte hjælpe en anden nabo med at få skubbet deres campingvogn ud (dem med boliglånet). Vi fik også selv pakket sammen og kørte bilen tættere på festivalpladsen - og efterlod den et sted, hvor der næppe blev pløret og tæt på asfaltvejen. Så gik jeg i bad.
Søndag eftermiddag står den altid på ceilidh i de to telte. Vi valgte at starte i telt 1 - og blev der faktisk hele tiden. Et sted på festival-pladsen havde vi tidligere på week-enden bemærket et skilt med påskriften: Pissoir bag hegnet. Da vi stod i kø til ceilidh'en, kom der sækkepibelyde inde fra dette pissoir ... og det var vi flere i køen, der syntes, vi skulle kommentere. Jeg kom med den teori, at en måtte have fået fat i den forkerte pibe ... og så kom der flere kommentarer af samme skuffe. Forklaringen var den, at pissoiret lå ved bagudgangen til instrument-udstillingen, så der var selvfølgelig en, der skulle prøve, før han købte ...
Ceilidh byder oftest både på genhør og smagsprøver på nye bekendtskaber. Og der er mange - ingen gjorde sig unikt bemærket denne dag; men vi blev da mindet om, at Oysterband stadig spiller med en dejlig gejst og energi, trods deres mange spillende år på bagen. Fik også en lille gensyn med Capercailie og Dougie Maclean.
Årets musik-indkøb hos Millstream var beskedent: blot en opsamling med Eliza Carthy.
Vores nærmeste naboer - et par i 30'erne i et lille kuppeltelt - begyndte at røre på sig, og kvinden gik mod toiletvognen; men oppe på vejen vendte hun om og satte sig på hug. Jeg bemærkede, at det så forkert ud, og lidt efter blev hun da også hjulpet ned mod sit telt igen af en forbipasserende mand. Hun måtte ned at sidde igen, vi løb til og fik fremskaffet et stykke teltunderlag, som hun kunne ligge lidt ned på. Vi gav hende så også vores sidste juice og fik hevet hendes stadig halvsovende mand ud af teltet. Han fik hjulpet hende hen at sidde i deres bil. Hun kunne sagtens snakke, men blev ikke rigtig frisk. Han fik pakket sammen, og de kørte bort for at komme hjem og til lægen, for det alt sammen så lidt mystisk ud. Underligt, når fremmede folk lige pludselig kommer tættere på, fordi man kommer til at bekymre sig lidt for dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hun har det nu i skrivende stund.
Der var generel opbrud i marsken. Vi måtte hjælpe en anden nabo med at få skubbet deres campingvogn ud (dem med boliglånet). Vi fik også selv pakket sammen og kørte bilen tættere på festivalpladsen - og efterlod den et sted, hvor der næppe blev pløret og tæt på asfaltvejen. Så gik jeg i bad.
Søndag eftermiddag står den altid på ceilidh i de to telte. Vi valgte at starte i telt 1 - og blev der faktisk hele tiden. Et sted på festival-pladsen havde vi tidligere på week-enden bemærket et skilt med påskriften: Pissoir bag hegnet. Da vi stod i kø til ceilidh'en, kom der sækkepibelyde inde fra dette pissoir ... og det var vi flere i køen, der syntes, vi skulle kommentere. Jeg kom med den teori, at en måtte have fået fat i den forkerte pibe ... og så kom der flere kommentarer af samme skuffe. Forklaringen var den, at pissoiret lå ved bagudgangen til instrument-udstillingen, så der var selvfølgelig en, der skulle prøve, før han købte ...
Ceilidh byder oftest både på genhør og smagsprøver på nye bekendtskaber. Og der er mange - ingen gjorde sig unikt bemærket denne dag; men vi blev da mindet om, at Oysterband stadig spiller med en dejlig gejst og energi, trods deres mange spillende år på bagen. Fik også en lille gensyn med Capercailie og Dougie Maclean.
Årets musik-indkøb hos Millstream var beskedent: blot en opsamling med Eliza Carthy.
27. august 2005
Tønder Festival 2005 - Lørdag
I nattens løb var jeg blevet vækket flere gange af lyden af regn på teltdugen. Men såvidt jeg husker var toget ikke så tidligt på den, som jeg havde frygtet. Den nærmeste toiletvogn manglede vandtryk - kun den udvendige hane gav vand, så der kunne jeg i det mindste få børstet tænder. Morgenbrød, morgenkaffe og Gl. Dansk ved teltet. Da vi havde badet, måtte vi lige en tur over grænsen til et af Süderlügums velbesøgte supermarkeder.
Eftermiddagens underholdning var teltene. Jeg havde set fejl af starttiden, men da vi altid indregner lidt kø-tid, blev det heldigvis ikke noget problem. Det vigtigste fra teltene var violinisten Ditte Fromsejer Mortensen, som vi tidligere har hørt som del af Flax 'n Bloom. I dag havde hun medbragt venner fra DK og Irland, bl.a. den meget velsyngende Shauna Mullen. Hun og Ditte kan genhøres i Baltoppen i oktober - det er jeg lidt tændt på.
Projektet "Young Musicians Crossing Borders" var også en god oplevelse. Studerende fra konservatorierne i Odense og Glasgow havde øvet sammen i ugen op til Festivalen, og det var der kommet spændende ting ud af.
Aftenens koncert foregik igen i Kulturhuset. (På vejen derud lod vi os lokke af en belgisk vaffel i gågaden; men det var ikke en god oplevelse. Den var tung og smagte bittert som af for meget bagepulver eller lignende.) Vi kom i god tid; men kø-tiden blev fordrevet med hyggesnak med andre koncertgæster. Koncerten startede med Eivør Palsdottir. En ung færing, der klæder sig lidt som en indianer og har en fantastisk stemme: når man tror, hun har nået toppen, så går hun lige et par toner højere op. Med sig havde hun en canadier med islandske rødder (generelt har vi hørt mange canadiere på denne festival) - alt i alt en eksotisk oplevelse!
Næste set var Blue Murder, som er en sammensætning af Waterson:Carthy og Coope, Boyes and Simpson. Alle sammen folk i deres bedste alder, som man siger - og så Eliza Carthy (datter af Norma Waterson og Martin Carthy). Hun spiller violin og synger godt - hendes egne CD'er lyder meget som Fairport Convention i Sandy Denny's dage. Blue Murder sang overvejende a capella (Martin C. havde lige sin guitar med og Eliza sin violin).
Aftenen sluttede af med Chip Taylor og Carrie Rodriguez. Han er en halvgammel amerikansk sangskriver - country: "Angel of the Morning" - og rock: "Wild Thing" (!). Hun er en ung sild, der spiller godt violin og synger med kælen, drævende sydstatsstemme. Vi så dem også sidste år (eller var det 2003?), så jeg er ved at have fået nok. Han siger de samme ting om sin guldfugl som sidste gang, og der er noget, der irriterer mig ved deres samspil på scenen.
Eftermiddagens underholdning var teltene. Jeg havde set fejl af starttiden, men da vi altid indregner lidt kø-tid, blev det heldigvis ikke noget problem. Det vigtigste fra teltene var violinisten Ditte Fromsejer Mortensen, som vi tidligere har hørt som del af Flax 'n Bloom. I dag havde hun medbragt venner fra DK og Irland, bl.a. den meget velsyngende Shauna Mullen. Hun og Ditte kan genhøres i Baltoppen i oktober - det er jeg lidt tændt på.
Projektet "Young Musicians Crossing Borders" var også en god oplevelse. Studerende fra konservatorierne i Odense og Glasgow havde øvet sammen i ugen op til Festivalen, og det var der kommet spændende ting ud af.
Aftenens koncert foregik igen i Kulturhuset. (På vejen derud lod vi os lokke af en belgisk vaffel i gågaden; men det var ikke en god oplevelse. Den var tung og smagte bittert som af for meget bagepulver eller lignende.) Vi kom i god tid; men kø-tiden blev fordrevet med hyggesnak med andre koncertgæster. Koncerten startede med Eivør Palsdottir. En ung færing, der klæder sig lidt som en indianer og har en fantastisk stemme: når man tror, hun har nået toppen, så går hun lige et par toner højere op. Med sig havde hun en canadier med islandske rødder (generelt har vi hørt mange canadiere på denne festival) - alt i alt en eksotisk oplevelse!
Næste set var Blue Murder, som er en sammensætning af Waterson:Carthy og Coope, Boyes and Simpson. Alle sammen folk i deres bedste alder, som man siger - og så Eliza Carthy (datter af Norma Waterson og Martin Carthy). Hun spiller violin og synger godt - hendes egne CD'er lyder meget som Fairport Convention i Sandy Denny's dage. Blue Murder sang overvejende a capella (Martin C. havde lige sin guitar med og Eliza sin violin).
Aftenen sluttede af med Chip Taylor og Carrie Rodriguez. Han er en halvgammel amerikansk sangskriver - country: "Angel of the Morning" - og rock: "Wild Thing" (!). Hun er en ung sild, der spiller godt violin og synger med kælen, drævende sydstatsstemme. Vi så dem også sidste år (eller var det 2003?), så jeg er ved at have fået nok. Han siger de samme ting om sin guldfugl som sidste gang, og der er noget, der irriterer mig ved deres samspil på scenen.
26. august 2005
Tønder Festival 2005 - Fredag
Ankomst som sædvanlig over middag. Og som sædvanlig brød der et voldsomt tordenvejr løs, da vi var ca. 7 km fra Tønder ... Det var dog tørvejr, da vi kørte ind på pladsen.
Vi har snakket om, at der var mere tjek på pladsanvisningen de første år, vi deltog i festivalen. I år fik vi plads et sted, der vist ikke engang har et navn. Det var helt ude på den anden side den asfalterede vej, der går langs campingområdet - helt nede for enden og ud mod jernbanen, hvor godstog samt toget fra Tyskland hilser de camperende med høje signaler ved ankomst og afgang. Man får simpelthen et chok hver gang. "Hvis det sker i morgen tidlig kl. 6, så ....". Der var godt vådt i marsken derude; men heldigvis lå vi tæt på asfaltvejen.
Efter teltrejsningen fik vi lige den obligatoriske "blå cola", siddende i teltets apsis, da det igen regnede lidt.
Oppe på festivalpladsen opstod en mindre krise, da vi ikke kunne finde Festival-pubben. Den er ikke i et telt mere, men er flyttet til en murstensbygning og indvendig indrettet fint med synlige bjælker og gode fotos af kunstnerne fra tidligere år.
Efter god og rigelig aftensmad i madteltet slentrede vi igennem gågadens mylder af festivalgæster, Tønder-borgere og tilrejsende smykkesælgere, og videre ud til Kulturhuset. Aftenens program startede med amerikaneren Tim O'Brien, som er teknisk god på sin guitar og også leverede nogle OK sange. Næste bud var David Francey, en sympatisk canadier, født i Skotland. Han kunne ikke spille guitar, og havde derfor medbragt en gut, der kunne. Det vil altså sige, at man godt kan få lov at rejse rundt med sine sange, selv om man ikke kan akkompagnere sig selv. (!) Jeg kom til at tænke på, hvem der så har skrevet hans melodier: han selv eller? Det sagde han ikke noget om. (intet link, da www.davidfrancey.com åbenbart ikke virker p.t. Men jeg har set den før, så prøv evt. senere.)
Efter pausen tog Bruce Guthro over. Hans fanklub (kvinder) sag bagest i salen. Og jeg tænkte mit. Men han overraskede positivt. Jeg har aldrig oplevet ham med Runrig. Men han synger rigtig godt og skriver nogle gode sange, som man også kan tolke lidt på. Og glimtvis er han lidt af en frækkert ...
James Keelaghan afsluttede aftenen. Og tog kegler hos publikum med sine gode sange - især med sin Mirabeau Bridge (som John Wright også synger).
Vi har snakket om, at der var mere tjek på pladsanvisningen de første år, vi deltog i festivalen. I år fik vi plads et sted, der vist ikke engang har et navn. Det var helt ude på den anden side den asfalterede vej, der går langs campingområdet - helt nede for enden og ud mod jernbanen, hvor godstog samt toget fra Tyskland hilser de camperende med høje signaler ved ankomst og afgang. Man får simpelthen et chok hver gang. "Hvis det sker i morgen tidlig kl. 6, så ....". Der var godt vådt i marsken derude; men heldigvis lå vi tæt på asfaltvejen.
Efter teltrejsningen fik vi lige den obligatoriske "blå cola", siddende i teltets apsis, da det igen regnede lidt.
Oppe på festivalpladsen opstod en mindre krise, da vi ikke kunne finde Festival-pubben. Den er ikke i et telt mere, men er flyttet til en murstensbygning og indvendig indrettet fint med synlige bjælker og gode fotos af kunstnerne fra tidligere år.
Efter god og rigelig aftensmad i madteltet slentrede vi igennem gågadens mylder af festivalgæster, Tønder-borgere og tilrejsende smykkesælgere, og videre ud til Kulturhuset. Aftenens program startede med amerikaneren Tim O'Brien, som er teknisk god på sin guitar og også leverede nogle OK sange. Næste bud var David Francey, en sympatisk canadier, født i Skotland. Han kunne ikke spille guitar, og havde derfor medbragt en gut, der kunne. Det vil altså sige, at man godt kan få lov at rejse rundt med sine sange, selv om man ikke kan akkompagnere sig selv. (!) Jeg kom til at tænke på, hvem der så har skrevet hans melodier: han selv eller? Det sagde han ikke noget om. (intet link, da www.davidfrancey.com åbenbart ikke virker p.t. Men jeg har set den før, så prøv evt. senere.)
Efter pausen tog Bruce Guthro over. Hans fanklub (kvinder) sag bagest i salen. Og jeg tænkte mit. Men han overraskede positivt. Jeg har aldrig oplevet ham med Runrig. Men han synger rigtig godt og skriver nogle gode sange, som man også kan tolke lidt på. Og glimtvis er han lidt af en frækkert ...
James Keelaghan afsluttede aftenen. Og tog kegler hos publikum med sine gode sange - især med sin Mirabeau Bridge (som John Wright også synger).
7. juni 2005
Million Dollar Babies
Clint Eastwood is still going strong - med sædvanlig underspillet ømhed, som gør følelserne realistiske og troværdige.
- mere følger ...
- mere følger ...
31. maj 2005
En rystet dag
Puha. Det har været en rystet dag i dag. Jeg vil ikke sige mere. Andet end måske bare: "Shocking!!"
17. maj 2005
Ein wichtiger Film!
Der var helt stille i biografen, da filmen var slut. Der Untergang, altså. Man sidder rystet tilbage - hvorfor havde han den magt? For der var da folk omkring Hitler, der kunne se, at han til sidst havde mistet jordforbindelsen. Folk, der stillede spørgsmål, også af moralsk karakter. Men så var der altid andre, der sagde: "Jamen, vi har svoret .... " og så gjorde de alligevel, hvad de kunne for at opfylde hans krav.
Selve filmen slutter næsten optimistisk, da Traudl og drengen cykler ud af Berlin - ud i foråret. Men så ser man til sidst den gamle Traudl, der hele sit liv ikke har følt sig skyldig; men til sidst alligevel tænker: "Måske skulle man alligevel - trods sin ungdom - have kunnet se, at det var forkert".
Det er sagt før: Selvfølgelig skal vi ikke bære nag; men vi må aldrig glemme! Derfor er det en vigtig film!
Selve filmen slutter næsten optimistisk, da Traudl og drengen cykler ud af Berlin - ud i foråret. Men så ser man til sidst den gamle Traudl, der hele sit liv ikke har følt sig skyldig; men til sidst alligevel tænker: "Måske skulle man alligevel - trods sin ungdom - have kunnet se, at det var forkert".
Det er sagt før: Selvfølgelig skal vi ikke bære nag; men vi må aldrig glemme! Derfor er det en vigtig film!
4. maj 2005
30. april 2005
Folk ved ikke, hvad der er godt!
Eller måske skulle man sige: Københavnere ved ikke, hvad der er godt! John Wright Band gav koncert i Copenhagen Folk Club - og vi var max. 20 mennesker!! Vi har da været hen imod 50, når John Wright i en eller anden konstellation har givet koncert i Haslev Vise-Vers Klub.
Nå, koncerten var god, selvfølgelig. Med den sædvanlige tætte atmosfære, som John kan etablere med sit publikum. Joe Wright var brillerede, som sidste gang, på violinen, omend med sin hobbit-agtige beskedenhed. Joe Topping er også et interessant ungt talent inden for guitar, sang og sangskrivning. De 3 herrer startede koncerten med at understrege deres dygtighed, idet de efter blot antydningen af en tone på en guitar startede en sang a capella og trestemmigt - en ren harmoni og en præcis indsats. Flot!
Koncerten fandt sted i Byggeriets Hus på Godthåbsvej - en flot og interessant lille bygning, der vistnok er kommunal og bygget af arkitekter og forskellige håndværkere inden for byggeribranchen som en slags: "Se, hvad vi kan!". Den ligger i en af storbyens små oaser, en lillebitte park ved navn Axel Møllers Have.
Nå, koncerten var god, selvfølgelig. Med den sædvanlige tætte atmosfære, som John kan etablere med sit publikum. Joe Wright var brillerede, som sidste gang, på violinen, omend med sin hobbit-agtige beskedenhed. Joe Topping er også et interessant ungt talent inden for guitar, sang og sangskrivning. De 3 herrer startede koncerten med at understrege deres dygtighed, idet de efter blot antydningen af en tone på en guitar startede en sang a capella og trestemmigt - en ren harmoni og en præcis indsats. Flot!
Koncerten fandt sted i Byggeriets Hus på Godthåbsvej - en flot og interessant lille bygning, der vistnok er kommunal og bygget af arkitekter og forskellige håndværkere inden for byggeribranchen som en slags: "Se, hvad vi kan!". Den ligger i en af storbyens små oaser, en lillebitte park ved navn Axel Møllers Have.
25. april 2005
Reich - das war er
Ja, han var en rig mand. Og vi andre er vel blevet lidt fattigere uden ham. Men det er dog godt, at vi stadig har alle hans bøger ... ! http://politiken.dk/visartikel.iasp?pageid=375008
2. april 2005
Læg en gammel plade på!
Min søn gjorde mig fornylig opmærksom på et gammelt samarbejde imellem 2 af mine igennem tiden foretrukne kunstnere udi det musikalske, nemlig Peter Gabriel og Cat Stevens (som han hed dengang). I den anledning gravede jeg alle mine gamle plader og kassettebånd med CS frem, for at finde det nummer, PG har spillet fløjte på. Efter endnu lidt info. fra min søn fandt jeg frem til, at det drejede sig om et nummer på LP'en Mona Bone Jakon (som jeg har på kasettebånd - og på sådan et var der jo ikke plads til mange informationer). Efter en gennemlytning fandt jeg frem til, at det eneste nummer med fløjte er Katmandu.
Men blot det at kigge på titlerne på de gamle plader fik de gamle sange til at køre rundt i mit hoved, og jeg har i dag genlyttet LP'en Numbers, hvor CS filosoferede over tallene og de associationer, vi giver dem.
Tja, CS var lidt af en drømmer, romantiker og småfilosof. Sangene er smukke, oftest stilfærdige, oftest enkle (måske med en undtagelse: den lange Foreigner Suite på LP'en Foreigner). Nogle har hit-kvalitet. Rigtig mange er blevet genindspillet af nyere bands og kunstnere. Det er jo snart mange år siden CS konverterede til Islam og tog navnet Yusuf Islam. Kigger man lidt på diverse hjemmesider (f.eks. Majicat.com eller Yusuf Islam.org.uk) tyder det på, at han stadig laver musik og laver en masse velgørende arbejde.
I øvrigt fandt jeg også nogle guitarakkorder på en af hjemmesiderne, som jeg sad og klimprede lidt på. Det er godt at have noget nyt at øve sig på.
Men blot det at kigge på titlerne på de gamle plader fik de gamle sange til at køre rundt i mit hoved, og jeg har i dag genlyttet LP'en Numbers, hvor CS filosoferede over tallene og de associationer, vi giver dem.
Tja, CS var lidt af en drømmer, romantiker og småfilosof. Sangene er smukke, oftest stilfærdige, oftest enkle (måske med en undtagelse: den lange Foreigner Suite på LP'en Foreigner). Nogle har hit-kvalitet. Rigtig mange er blevet genindspillet af nyere bands og kunstnere. Det er jo snart mange år siden CS konverterede til Islam og tog navnet Yusuf Islam. Kigger man lidt på diverse hjemmesider (f.eks. Majicat.com eller Yusuf Islam.org.uk) tyder det på, at han stadig laver musik og laver en masse velgørende arbejde.
I øvrigt fandt jeg også nogle guitarakkorder på en af hjemmesiderne, som jeg sad og klimprede lidt på. Det er godt at have noget nyt at øve sig på.
2. marts 2005
Oscar
Fik I set, hvem der vandt en masse Oscars - altså hvis film, der vandt .... Ellers har jeg ikke noget imod at gentage det: http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=367030
Vintage-manden på 74 havde sin 96-årige mor med til Oscar-festen og takkede hende for "de gode gener". Det lød ikke, som om han agter at holde op med at lave film lige nu ....
Vintage-manden på 74 havde sin 96-årige mor med til Oscar-festen og takkede hende for "de gode gener". Det lød ikke, som om han agter at holde op med at lave film lige nu ....
Citat fra JMK
Før jeg slipper Jens Martin Knudsen (æret være hans minde), må jeg lige citere noget, han har sagt, nemlig: "Slå følge med dem der søger sandheden, og vær på vagt overfor dem der mener de har fundet den." Jamen, jeg kunne da ikke være mere enig. Citatet er fundet på siden: http://www.fys.ku.dk/~raben/jmk/
18. februar 2005
En af "mine vintage men" er død ....
Jens Martin Knudsen er død. Se artiklen om ham http://www.dr.dk/nyheder/Indland/article.jhtml?articleID=235457 . Æret være hans minde - og mindet om hans klogskab og begejstring, især når han fortalte os om Mars.
Men hvad skal jeg gøre med "Vintage Men-listen" på min hjemmeside. Skal jeg bare fjerne ham fra listen, eller hvad synes I?
Men hvad skal jeg gøre med "Vintage Men-listen" på min hjemmeside. Skal jeg bare fjerne ham fra listen, eller hvad synes I?
17. februar 2005
R.E.M. !!!!
Koncerten med R.E.M. i Forum onsdag den 16. februar 2005 var super! Forum var godt fyldt op; men der var dog luft omkring os, hvor vi stod. Desværre var vi temmelig langt fra scenen. Vi kunne lige se bandmedlemmerne på scenen, og se, at det, der blev vist på skærme over scenen, var direkte optagelser fra scenen, af og til blandet med videosekvenser. Det så faktisk ret sejt ud! Og det var kun takket være skærmene, at vi fra vores position kunne se, at Michael Stipe havde malet en bred blå stribe (lidt à la Ninja Turtles) hen over øjnene. Vi kan så bruge resten af året på at filosofere over betydningen af det.
Lyden var god - fin gengivelse af stemme og tekst. Og R.E.M.'s karakteristiske temaer på guitar og keyboards fremstod også dejligt tydeligt og klart.
Bandet nåede rundt om en god del af alle de numre, som SKAL med. Men med R.E.M.'s store lager af gode numre - sange, der hver især har stor betydning for os, deres fans - er det umuligt at nå dem alle på kun to timer. Vi havde i hvert fald hver et par numre, som vi også gerne ville have hørt. Og tiden gik alt for hurtigt, imens vi klappede, svajede og sang med - eller lod tårerne løbe under nummeret "Everybody Hurts".
Play list (dem, jeg kender navne på - og efter hukommelsen): Drive, Everybody Hurts, I've Been High, The Wake-Up Bomb, Electrolite, Orange Crush, Walk Unafraid, Leaving New York, Loosing my Religion, Imitation of Life, Country Feedback, What's the Frequency Kenneth, The Great Beyond, Man on the Moon. Herudover ca. 4 - 5 numre, som jeg ikke kender - måske fra den nye CD, som jeg endnu ikke har fået hjem. Bl.a. 2 numre, hvor vi kunne følge teksten på skærmen; jeg tror, R.E.M. gerne ville skære disse tekster ud i pap for os, for de er meget kritiske over for U.S.A.'s siddende regering og dens handlinger. Den ene tekst ledte mine tanker hen på franske protestviser fra 50'erne - lidt henad Monsieur le President .....
Citat (fra I've Been High): "All I want, all I really want is, just to live my life on high. And I know, I know you want the same. I can see it in your eyes."
A concert with R.E.M. - that's one way to live your life on high!
Lyden var god - fin gengivelse af stemme og tekst. Og R.E.M.'s karakteristiske temaer på guitar og keyboards fremstod også dejligt tydeligt og klart.
Bandet nåede rundt om en god del af alle de numre, som SKAL med. Men med R.E.M.'s store lager af gode numre - sange, der hver især har stor betydning for os, deres fans - er det umuligt at nå dem alle på kun to timer. Vi havde i hvert fald hver et par numre, som vi også gerne ville have hørt. Og tiden gik alt for hurtigt, imens vi klappede, svajede og sang med - eller lod tårerne løbe under nummeret "Everybody Hurts".
Play list (dem, jeg kender navne på - og efter hukommelsen): Drive, Everybody Hurts, I've Been High, The Wake-Up Bomb, Electrolite, Orange Crush, Walk Unafraid, Leaving New York, Loosing my Religion, Imitation of Life, Country Feedback, What's the Frequency Kenneth, The Great Beyond, Man on the Moon. Herudover ca. 4 - 5 numre, som jeg ikke kender - måske fra den nye CD, som jeg endnu ikke har fået hjem. Bl.a. 2 numre, hvor vi kunne følge teksten på skærmen; jeg tror, R.E.M. gerne ville skære disse tekster ud i pap for os, for de er meget kritiske over for U.S.A.'s siddende regering og dens handlinger. Den ene tekst ledte mine tanker hen på franske protestviser fra 50'erne - lidt henad Monsieur le President .....
Citat (fra I've Been High): "All I want, all I really want is, just to live my life on high. And I know, I know you want the same. I can see it in your eyes."
A concert with R.E.M. - that's one way to live your life on high!
26. januar 2005
En fornøjelig koncert
En mørk tirsdag startede Everybody's Talking deres Danmarksturne i Spilledåsen i Store Heddinge. Og undertegnedes mørke vinterhumør blev sat en del grader i vejret af deres charme, galskab, og mande-pjat der hele vejen var gennemsyret af super musikalitet. Der var fornøjelige genhør med en masse gode pop-sange som "I'm Easy" (en af dem jeg syntes kørte rigtig godt), "Walk Like an Egyptian" (The Bangles), "Mighty Quinn" (Dylan) og mange flere - alting serveret solidt og professionelt af 2 dygtige guitarister og en dygtig sanger - og ofte enda med gode sangharmonier. Har du ikke allerede tjekket, hvem det nu lige er, de er så kig på www.everybodyistalking.dk Navnet har de selvfølgelig taget fra temasangen fra filmen Midnight Cowboy; men man får den mistanke, at navnet også refererer til dem selv, for snakketøjet går livligt på scenen, når de da ikke lige spiller og synger.
Abonner på:
Opslag (Atom)