16. februar 2025

Elverpige

Grågrøn skumring i skoven 
Tåger trækker frem fra mosset 
De fugter tøj og ansigt 
og sætter sig på hårstrå som bittesmå perler 
De glimter, 
som når stjerner kommer frem mellem skyer 

En langsom lyd 
En sang? 
Måske blot en nynnen 
Den forsigtigste brise 
Eller fugles sidste godnatsuk fra skjulet mellem kviste 

Og tågen danser 
Et viftende slør - måske to 
En skikkelse blandt træer
snart synlig 
snart skjult 
Ingen kviste knækker 
Og grene griber kun luft og tåge, 
som ånder i bølger 
på brisen 

Stå stille og lyt, 
mens skoven nynner mod nat

Ingen kommentarer: