Vinterhaven

Vinterhaven sover med bare grene 
og kuldemættet jord 

Sover, 
men drømmer 
om bær, den skal bære 

Drømmer om grøde og grønhed 
Drømmer om grokraft og styrke 
Om urskov og underskov plettet af sol 
Plettet rubinrødt og natsort 
Drømmer, det summer af sommer 
og myldrende, flaksende liv 

Den drømmer spirer frem af jorden 
Drømmer knopper tykke 
Drømmer bier ud af vinterhiet  
Og pletter græsset med mælkebøttesole 

Den drømmer alting i gang! 

Så lad vinterhaven drømme

Elverpige

Grågrøn skumring i skoven 
Tåger trækker frem fra mosset 
De fugter tøj og ansigt 
og sætter sig på hårstrå som bittesmå perler 
De glimter, 
som når stjerner kommer frem mellem skyer 

En langsom lyd 
En sang? 
Måske blot en nynnen 
Den forsigtigste brise 
Eller fugles sidste godnatsuk fra skjulet mellem kviste 

Og tågen danser 
Et viftende slør - måske to 
En skikkelse blandt træer
snart synlig 
snart skjult 
Ingen kviste knækker 
Og grene griber kun luft og tåge, 
som ånder i bølger 
på brisen 

Stå stille og lyt, 
mens skoven nynner mod nat

Tre småsange om lange høns

En hønsevals glider i mystiske takter
en kædedans danset af høner på tværs.
På tværs, når de kagler
På tværs, når de ligger 
De ligger og lægger, så lange de er 

-------- 

Men hønsefødder og versefødder 
og verselinjer om hønseri 
kan spilles langstrakt af violiner 
og kæk harmonikaharmoni 

-----------

Og hønerne kagler på langs og på tværs 
til de bliver lange som salmevers. 
Og danse skal spilles, og salmer skal synges, 
og høner skal længes, så lange de er, 
og drømme om solskin og dansevejr

En flænge i natten

Drengen glider gennem gelænderet på trappeafsatsen
og falder
Jeg råber en ende på drømmen
og søvnen

Nej nej!

En flænge i natten
Et rektangel med høj puls
En trappeskakt

Jeg må sætte plaster om rektanglets kanter

Måske faldt han ikke
Måske nåede han at gribe fat i gelænderet
Måske nåede jeg hen,
så jeg kunne afbøde hans fald

Jeg må overbevise mig selv om
at ingen kom til skade,
og at ingen
- andre end jeg selv -
blev vækket

Så kan jeg vende tilbage til søvnen

Genåbning

Når samfundet åbner, vil jeg ....
Når jeg har fået vaccinen, vil jeg ...
Når man igen kan tage på ferie, vil jeg ....
Når man igen kan gå på café, vil jeg ....
Der lægges planer for tiden
Der drømmes

Mængden af indestængte længsler stiger
- ophobes
i menneskesindet
i samfundet
Som kogende vand i en keddel.
Hvornår når det kogepunktet?
Som luft i en ballon.
Hvornår når det bristepunktet?
Som vand bag en dæmning
eller et dige.
Som sne og is i frostens greb
afventende tøbruddet.
Ophobet.

Men kommer tøbruddet med norske dimensioner?
Bliver det en forårsflom?
Med horder i gaderne
dansende, syngende
Bliver det sprængfyldte koncertsale?
Og fester og sammenkomster hver weekend?
Udsatte familiefester
(Den introverte gruer)

Eller vover vi os forsigtigt ud
som skovmusen, der lister ud om natten
med sitrende knurhår
og radarører
på vagt for farer?

Skal vi stadig liste rundt
med mundbind og håndsprit
som fast inventar i håndtasken?
Lumrende i vores privatbiler
læggende den kollektive trafik
(ekstra meget) for had
som transportører af smittebefængte
stænger, håndtag og stopknapper
og snot-aerosolmættet luft.

Slippes dampen forsigtigt ud
af velmenende ventiler
- som småbørn i skole -
med et skingert psssst og et lettet suk?

I vinterens dyb
falder blade trætte ned
mod tidens altopslugende mødding.
Grene tynges af frostens sorte glaskunst,
til de knækker og styrter direkte til jorden.
Ulve hyler i afmagt
mod en skælvende prik i den endeløse nat.
Ligesom jeg selv tuder
over min egen mørke viden.

Men snart tager vinteren afsked
Endelig.
Og Livet puffer til mig med sin bløde snude.
Overrasket løftes jeg op
og sejler mod lyse oplevelser
derude, hvor fuglesang vil skvulpe i det blå

(Skriveøvelse fra et skrivegruppemøde for lang tid siden)

Arme og ben

Arme blafrer,
ben danser,
dårligt koordineret
og smerteligt opmærksomme
på hinandens bevægelser
- lyttende, skottende

Kold rytme

En kold melodi tumler gennem et rum,
der svømmer af lys.
En metallisk rytme knalder imod vægge,
slås tilbage
og mødes i centrum,
hvor et hvidt,
sol-lignende himmellegeme flyder

Et lille dyr i skoven

At sidde som et lille dyr i skoven,
så musestille og alene,
så musestille og diskret.
At undres over blade, der falder,
og duften af jord.
At undres over, ting der er mindre end mig.
At undres, men dog kende de ting.
Fortrolig med edderkop, bille og orm.
Og altid at kunne liste sig bort.
Smutte ud, forsvinde,
som tågen, der fordamper over engen
og spredes af vinden.

At sidde som et lille dyr i skoven
med ryggen mod et træ,
men opmærksom
med spillende perleøjne
og radarører
og dirrende snude.
At opfange alt.
At opfange skiftet i vejret,
før vejrskiftet er her helt:
den kølige vind før regnen
og rytmeskiftet, før dråberne stopper.

Så lille i det store.
En lille brik i spillet,
men dog en brik.
En mus mindre er et tomrum mere.
Et tomrum, som faldende blade kan dække
som regndråber kan fylde,
som vinden suser hen over
uhindret.

Sjælen bliver lille som en legomand

På isnende perroner står vi
Og trækker os ind i os selv

Og trækker sjælene indad
Helt dybt ind i os selv
Gør dem små, så de kan sidde inderst inde
i læ af kød og knogler
i læ af hele vores fysiske væsen

Sjælen bliver lille som en legomand

Der vrikker rundt derinde
Stive ben og stive arme
Ansigtstrækkene er prikker og linjer
i sort på gult plastik

Søvnige sjæle
uden flere funktioner
end en haletudse

Som om vi er bange for
at øjenkontakt eller
blot et enkelt smil
ville blotte en revne,
hvor vinden  kunne få fat
og flænse vores fysiske væsener
til flagrende ansigtstræk,
blafrende smil
og flyvske øjenkast

Den blå korridor

Jeg drømte om Amsterdam
at jeg var i Amsterdam
og skulle igennem en blå korridor
for at komme til en seværdighed
En korridor af blåt velour
hvor vindueslysninger gav spil
og stoflighed
Ikke ud mod verden, men ind mod sjælen

Men hvorfor Amsterdam?
Der er blå kanaler og blå kakler
og Rembrandt-figurer i blåt velourtøj
Der er blågnistrende diamanter på blå velourpuder
som Stjernenatten

Spejlvendt syn af blåt velour
Drømmelys
Skal jeg gå ad korridoren?
Jeg træder bløde blå skridt
på drømmetæpper mørkeblå
Korridoren drager
og skræmmer
Den fortaber sig blå i blåt
langt inde i bunden af horisonten
Tragten til bunden af sjælen

Tanker om Astrid Lindgrens overskrift, Drømmetræer

Drømmetræ
Dine farver er drømme
Som forårets grønne eksplosion
og en blæsende dag med lyserød blomstersne

Drømmetræ
Dine grene vifter mine tanker op
mellem penselstrejf af skyer
over hængekøjen, der dovent gynger

Drømmetræ
En gul glorie foran solen
En aldrende donna, der overdriver sin makeup

Drømmetræ
med nøgen sort grengrafik
mod en stålgrå vinterhimmel

Stemningstræ
Du tolker mine stemninger
eller jeg spejler dine
Jeg græder med dig
og skælver i din isglaserede kulde
Du danser med mig
Din blomsterjubel er min,
og stormen pisker os begge

Du og jeg, Træ.
Du og jeg.

Tusind svaner

Tusind svaner på afveje
blandt kager og kongelige monumenter.

Flødeskumskagesmat under
brede svanefødder

Og langsomme vingeslag
mellem statuer og slotte.

En dør åbnes udad

En dør åbnes udad
en træmand forlader sine tilhængere,
går ud i verden
og falder pladask for dens vildskab.
Tilbage står de besungne hjertesøstre
med skuffede stunder
og sukkulenter,
mormorplanter med is på tanken.
De efterladtes tårer er perledrys.
Det endte med hjertesorg
- men hvad så?

(Maj 2017)

Kunne det have været mit sted?

Her kan du ikke blive.
Dette er ikke dit sted
Tøv ikke. Forsvind.

Kunne det have været?
Stedet? Mit sted?

Der var brikker, der passede perfekt.
Den bedste park at krydse på vej på arbejde.
De mest længselsfulde gadelyde en lun sommernat.
De mest lokkende lys nede i gaden en frysende januarmorgen.

Men alt for kort fra ankomst til opbrud,
hvor kufferten pakkes med alle de brugte brikker
og simple souvenirs,
hvor regnen siler til afsked
og afgangshallen farves af uro og vemod

(September 2016)

Forår på Christianshavn

Her er højt skum på alle kanaler.
Her er turbåd, kajakker og vand.
Her er men'sker, som alle sprog taler.
Og på torvet en bums og en and.
Her er gammelt og nyt.
Måske nogen, der har snydt.
Og solsorten synger på volden

Her er huse med farver og stokværk.
En betonklods fra tæt på i dag.
Her er metrostationernes rækværk.
Her er busser med bryster og flag.
Her er gammelt og nyt.
Måske nogen, der blev snydt.
Og solsorten synger på volden.

Og Sofie ser op fra sin kælder
på en fyr og en hvid parasol.
"Slå den op! Det er kunder, det gælder!
De vil spise, fra klokken slår tolv."
Her er gammelt og nyt.
Måske nogen blev snydt.
Og solsorten synger på volden.

Og i Lash Lab er Carla på vippen,
og hun farver og tilretter bryn.
Nabo Klara er ude af flippen
over bogen hun indbandt om gryn.
Her er gammelt og nyt.
Måske nogen blev snydt.
Og solsorten synger på volden.

Her er huller hvor rotterne samles
og får sig en øl og en kop.
Og her kommer en nat, hvor der famles
på en villig, modtagelig krop,
Her er gammel og ny.
Måske en var for sky.
Og solsorten synger på volden.

Dagens taksigelse

Tak, Sol, fordi du kom forbi og bagte på mig og kanalen
Tak, Kanal, fordi du blinker indforstået til mig
Tak, Gade, fordi dine huse har farver og dine brosten er blødt rundede
Tak, Vold, fordi du er så grøn og lader solsorten synge
Tak, By, fordi du er mere fuld og larmende end jeg. Og tak fordi du har plads til mig alligevel.

Når livet rimer

Når livet rimer
i korte stramme linjer

Når brikkerne passer
hvor der var tomt

Når farverne endelig matcher
det jeg har på

Når jeg bare sidder her
og passer

S-togsdigt #6

Nå, S-tog
På vej mod en sommer?
Ikke meget tyder på det
Frost på bilruder
Aprilvinter

Men det grønnes
med rebelske blade
Ukueligt

S-togsdigt #5

Jeg er hos dig igen,
du lange, røde.
For en kort bemærkning.

Jeg, din utro ven,
vil nok nu i en periode
finde andre veje.

Men vi ses igen.
Jeg vender altid tilbage.

Af og til tror jeg,
at jeg er født i et af dine tidlige kolleger.
Mange af mine tidlige erindringer
er om dig.
Fra dig.

At vente på dig
på Peter Bangsvej Station
sammen med min mormor
Dine daværende kolleger var brune
og bredskuldrede
Som den mand jeg, barnligt benovet,
en gang stirrede på
Forundret især
over hans lyse håndflader.

Ja. Dig og mig, S-tog.
Dig og mig