Vi var på indkøb i den nærmeste by, Lovosice. Altså, vi handlede ind i et af byens 2 supermarkeder. Og der var faktisk ikke så mange af de varemærker, man ellers ser over alt. F.eks. tror jeg ikke, jeg så noget til Kelloggs .... Vores værtinde gik en tur i byen med os og viste os rundt bl.a. til banken og til en rimeligt god restaurant. Hun hjalp os også med at købe kager med hjem. Altså med at få forklaret ekspeditricen, hvad vi ville, og os, hvad prisen blev. Kagerne smagte dog ikke af så meget, som jeg havde ventet, viste det sig, da vi spiste dem til en tår kaffe hjemme i lejligheden.
Om eftermiddagen gik vi en lang tur ned igennem vores lille landsby, Oparno, og ned i dalen, hvor vi fulgte en lille bæk i lang tid. Vi passerede bl.a. en lille bondegård, der kunne være brugt i et H.C.Andersen-eventyr; for udenfor gik der både gæs og ænder og høns - og en ged. Stien vi gik på, var rimeligt "trafikeret" af andre gående og cykelryttere, der trænede til et løb, der skulle afholdes i den kommende week-end. Et mountain bike løb i det kuperede skov-terræn rundt om Oparno. På et tidspunkt så vi noget mystisk oppe på den skovbevoksede skrænt: en hvælving, igennem hvilken der gik en slags trappe, der fortsatte længere op ad skrænten bag hvælvingen. Min søn klatrede op ad skråningen og fandt ud af, at hvælvingen gik igennem jernbanedæmningen. Vi gættede på, at hvælvingen skulle lede smeltevand under banedæmningen; men trapperne undrer mig stadig.
Her nede i dalen, hvor sollyset ikke længere nåede ned, var det ved at blive koldt og halvmørkt, så vi vendte om og gik tilbage mod landsbyen. På vejen tilbage kom det lille lokaltog også kørende oppe på dæmningen på bjergskråningen. Vi måtte også lige op og se på den lille station. Stationen er stadig i brug; men den så helt forladt ud, bortset fra det rimeligt nye skilt med "Oparno", og bortset fra, at der hang en 2004-køreplan på væggen af den tomme stationsbygning. Det skulle efter sigende være en køn tur med det lille tog til Teplice.
Om aftenen smagte vi på den bøhmiske sekt, som vi havde købt tidligere på dagen i Lovosice (for det der svarer til 25 DKK). Den var helt god - uprætentiøs, charmerende og let-drikkelig.
11. oktober 2004
10. oktober 2004
Søndag - Prag
Søndag den 10. oktober stod vi op ved 8-tiden, badede og spiste vores medbragte morgenmad. Vores værtinde havde bestilt en taxi til os der kørte os til stationen i Lovosice. Hun havde også givet os en lille seddel, hvorpå der stod, at vi skulle have en returbillet til 4 voksne til Prag. For hun mente, at damerne på stationen næppe kunne engelsk eller tysk.
Toget var lidt forsinket. Det blev vistnok sagt i højttaleren, og automatisk spidsede vi ører, selv om vi jo ikke kunne forstå en brik. Jeg følte mig lidt handicappet ... Nå, toget kom, og vi myldrede ombord. Det var et tog med små kupéer, lige som vi havde i DK for 30 år siden .... Vi kom til at dele kupé med to poptøser og en ung fyr, som kunne engelsk. Efter en times togtur - en god del af vejen langs floderne Labe og Vlatava - og i pænt landskab - kom vi til Prags hovedbanegård, Hlavni nadrazi. Der stod en af min søns tjekkiske venner og tog imod os. De to unge havde egne planer og forlod os.
Prags metro er effektiv og ser også sådan ud. Tænk, at den har været fuld af vand ved oversvømmelsen i 2002! Vi kørte til en station længere ude end Prags slot. Vi kom forkert ud af metrostationen og følte os helt lost. Gik ned i stationen igen, fandt den rigtige udgang, og det hjalp. Så kunne vi finde og følge skiltene mod slottet. Det er et enormt kompleks med mange bygninger incl. en stor flot kirke. Der var rigtig mange turister! Man hørte alle mulige sprog omkring sig. Det var så rigeligt, så vi gik ud af slottet og prøvede at orientere os og komme i retning mod centrum.
Vi gik ned ad en lang trappe, der førte ned i de gamle gader. Nu kunne vi følge skilte mod Karlsbroen. Der begyndte at komme souvenir shops. Ude på Karlsbroen var der et mylder af turister og souvenir-sælgere, portrættegnere og musikere.
Videre ad de små gader på den anden side floden. Husene er høje og tit flotte. Vi gik ind i en café og fik sandwiches og salat - et meget hip sted; det så ud som en lobby til et moderne teater eller spillested. Derefter gik vi videre, stadig blandt tusindvis af turister og souvenir shops. Der sælges pashmina-sjaler og glas og dekorerede æg og matruska-dukker (de der russiske) og marionetdukker og meget, meget mere. Jeg har aldrig set så mange souvenir shops i nogen anden storby.
Vi fumlede lidt rundt. Det var svært at finde vej: enten var der ikke noget gadeskilt, eller også stod gadenavnet ikke på det kort, vi havde lånt. Men endelig fandt vi Staromestske namesti ("Rådhuspladsen"), hvor vi skulle mødes med min bror. Vi satte os ved Jan Hus-statuen, og snart kom først min søn og hans ven, kort efter min bror og hans rejseselskab.
Min bror slog følgeskab med os for en stund, og vi fandt en fiskerestaurant lidt væk fra hovedstrøgene, hvor vi fik god mad. Jeg fik karpe og nogle rigtig gode, sikkert hjemmelavede knedliki. Klokken var lidt i syv aften, da vi igen befandt os på rådhuspladsen. Folk var begyndt at samle sig foran det astrologiske ur. Kl. 19 åbnede nogle luger sig, og de 12 apostle kiggede ud efter tur, imens andre figurer uden på tårnet også bevæger sig. Ren kult!
Vi måtte også lige ind et sted og have kaffe/kakao/te, hvorefter min bror forlod os for atter at slutte sig til sit rejseselskab. De skulle se en forestilling i Black Light Theatre. Vi andre gik videre hen til banegården, Masarykovo. Det er en endestation, og vores tog holdt allerede ved perronen. Vi klatrede ombord og fandt en kupé, hvor der sad en ung mand, der så ud til at kunne tale engelsk. Han kunne bekræfte, at dette tog ville standse i Lovosice.
Vi havde fået et visitkort af taxi-manden fra i formiddags, med besked om, at vi bare kune ringe - vi behøvede ikke sige noget ... Jeg sagde dog "danski" og "Oparno" ... så kom han kørende og kørte os tilbage til feriehuset.
Toget var lidt forsinket. Det blev vistnok sagt i højttaleren, og automatisk spidsede vi ører, selv om vi jo ikke kunne forstå en brik. Jeg følte mig lidt handicappet ... Nå, toget kom, og vi myldrede ombord. Det var et tog med små kupéer, lige som vi havde i DK for 30 år siden .... Vi kom til at dele kupé med to poptøser og en ung fyr, som kunne engelsk. Efter en times togtur - en god del af vejen langs floderne Labe og Vlatava - og i pænt landskab - kom vi til Prags hovedbanegård, Hlavni nadrazi. Der stod en af min søns tjekkiske venner og tog imod os. De to unge havde egne planer og forlod os.
Prags metro er effektiv og ser også sådan ud. Tænk, at den har været fuld af vand ved oversvømmelsen i 2002! Vi kørte til en station længere ude end Prags slot. Vi kom forkert ud af metrostationen og følte os helt lost. Gik ned i stationen igen, fandt den rigtige udgang, og det hjalp. Så kunne vi finde og følge skiltene mod slottet. Det er et enormt kompleks med mange bygninger incl. en stor flot kirke. Der var rigtig mange turister! Man hørte alle mulige sprog omkring sig. Det var så rigeligt, så vi gik ud af slottet og prøvede at orientere os og komme i retning mod centrum.
Vi gik ned ad en lang trappe, der førte ned i de gamle gader. Nu kunne vi følge skilte mod Karlsbroen. Der begyndte at komme souvenir shops. Ude på Karlsbroen var der et mylder af turister og souvenir-sælgere, portrættegnere og musikere.
Videre ad de små gader på den anden side floden. Husene er høje og tit flotte. Vi gik ind i en café og fik sandwiches og salat - et meget hip sted; det så ud som en lobby til et moderne teater eller spillested. Derefter gik vi videre, stadig blandt tusindvis af turister og souvenir shops. Der sælges pashmina-sjaler og glas og dekorerede æg og matruska-dukker (de der russiske) og marionetdukker og meget, meget mere. Jeg har aldrig set så mange souvenir shops i nogen anden storby.
Vi fumlede lidt rundt. Det var svært at finde vej: enten var der ikke noget gadeskilt, eller også stod gadenavnet ikke på det kort, vi havde lånt. Men endelig fandt vi Staromestske namesti ("Rådhuspladsen"), hvor vi skulle mødes med min bror. Vi satte os ved Jan Hus-statuen, og snart kom først min søn og hans ven, kort efter min bror og hans rejseselskab.
Min bror slog følgeskab med os for en stund, og vi fandt en fiskerestaurant lidt væk fra hovedstrøgene, hvor vi fik god mad. Jeg fik karpe og nogle rigtig gode, sikkert hjemmelavede knedliki. Klokken var lidt i syv aften, da vi igen befandt os på rådhuspladsen. Folk var begyndt at samle sig foran det astrologiske ur. Kl. 19 åbnede nogle luger sig, og de 12 apostle kiggede ud efter tur, imens andre figurer uden på tårnet også bevæger sig. Ren kult!
Vi måtte også lige ind et sted og have kaffe/kakao/te, hvorefter min bror forlod os for atter at slutte sig til sit rejseselskab. De skulle se en forestilling i Black Light Theatre. Vi andre gik videre hen til banegården, Masarykovo. Det er en endestation, og vores tog holdt allerede ved perronen. Vi klatrede ombord og fandt en kupé, hvor der sad en ung mand, der så ud til at kunne tale engelsk. Han kunne bekræfte, at dette tog ville standse i Lovosice.
Vi havde fået et visitkort af taxi-manden fra i formiddags, med besked om, at vi bare kune ringe - vi behøvede ikke sige noget ... Jeg sagde dog "danski" og "Oparno" ... så kom han kørende og kørte os tilbage til feriehuset.
9. oktober 2004
På vej til Tjekkiet
Det var en kold morgen. Temperaturen lå imellem 2 og 5 grader, og der lå tåge over de lave enge i Sydsjælland. Men snart kom solen frem og lovede en smuk rejsedag. Vi var kommet hjemmefra ca. kl. 7.00. Der var fugleflokke i luften og rådyr på markerne.
Dagen fortsatte med smukt solrigt vejr. Vi fik en god buffet på færgen. Og så gik det ellers mit freier Geschwindigkeit ned gennem den østlige side af Tyskland. Landskabet der er fladt og skovrigt; men ved Dresden bliver det kuperet. Det var lidt bøvlet at komme af motorvejen og igennem Dresden, hvor der var myldretid og vejarbejde.
Syd for Dresden kører man igennem det kuperede landskab, der fortsætter ind i Tjekkiet. Man arbejder sig op igennem skove til den højt og frit liggende grænseovergang. Selve kontrollen gik nemt: Kontrolløren kiggede på vores pas og sagde: "Spitze!", og så kunne vi køre videre ind i Tjekkiet - ned igen igennem skove. De første 15 - 20 kilometer kører man forbi en del boder med ting og sager - og havenisser - og ludere, der står der og fryser i superkorte skørter. I heldigste fald har de et lillebitte skur med blondegardiner for vinduerne. Der er virkelig serveret for turisterne!
Det var nemt at finde ind til den lille by, Oparno. Den smalle vej op til byen er dårlig; men skiltningen til feriehuset og receptionen er fin. Ligeledes havde vi fået en god vejbeskrivelse. Da vi havde checket ind og fået nøgler, kørte vi op til feriehuset og låste os ind i stuelejligheden til venstre. Den består af en smal entre, køkken-opholdsrum, to værelser og et stort badeværelse. Her er helt fint, og pænt og rent.
Da vi var kommet lidt på plads, gik vi ned på kroen, Orac, for at spise aftensmad. Her sad i forvejen en stor flok danskere - folk fra feriehusets andre lejligheder. Kroen er ikke det allermest charmerende spisested, vi nogensinde har set, og maden er på det jævne; men vi blev mætte af gullash med knedliki (Knödel) eller "kyllingefingre" og kartoffelmos. Vi spiste og drak alle 4 for det, der svarer til 100 DKK ....!
Dagen fortsatte med smukt solrigt vejr. Vi fik en god buffet på færgen. Og så gik det ellers mit freier Geschwindigkeit ned gennem den østlige side af Tyskland. Landskabet der er fladt og skovrigt; men ved Dresden bliver det kuperet. Det var lidt bøvlet at komme af motorvejen og igennem Dresden, hvor der var myldretid og vejarbejde.
Syd for Dresden kører man igennem det kuperede landskab, der fortsætter ind i Tjekkiet. Man arbejder sig op igennem skove til den højt og frit liggende grænseovergang. Selve kontrollen gik nemt: Kontrolløren kiggede på vores pas og sagde: "Spitze!", og så kunne vi køre videre ind i Tjekkiet - ned igen igennem skove. De første 15 - 20 kilometer kører man forbi en del boder med ting og sager - og havenisser - og ludere, der står der og fryser i superkorte skørter. I heldigste fald har de et lillebitte skur med blondegardiner for vinduerne. Der er virkelig serveret for turisterne!
Det var nemt at finde ind til den lille by, Oparno. Den smalle vej op til byen er dårlig; men skiltningen til feriehuset og receptionen er fin. Ligeledes havde vi fået en god vejbeskrivelse. Da vi havde checket ind og fået nøgler, kørte vi op til feriehuset og låste os ind i stuelejligheden til venstre. Den består af en smal entre, køkken-opholdsrum, to værelser og et stort badeværelse. Her er helt fint, og pænt og rent.
Da vi var kommet lidt på plads, gik vi ned på kroen, Orac, for at spise aftensmad. Her sad i forvejen en stor flok danskere - folk fra feriehusets andre lejligheder. Kroen er ikke det allermest charmerende spisested, vi nogensinde har set, og maden er på det jævne; men vi blev mætte af gullash med knedliki (Knödel) eller "kyllingefingre" og kartoffelmos. Vi spiste og drak alle 4 for det, der svarer til 100 DKK ....!
Abonner på:
Opslag (Atom)