4. april 2007

Onsdag

NG kørte med i lufthavnen og kørte Saab'en hjem. Ikke noget bøvl i lufthavnen, altså det var nemt og hurtigt at komme igennem sikkerhedskontrollen. Vi tog lidt at drikke i en af lufthavnens barer. Flyveturen var også rimeligt uproblematisk bortset fra lidt turbulens under indflyvningen.

Barcelonas lufthavn er meget pæn, men servicen ikke overvældende tjekket. Fra flyet blev vi passagerer kørt ind til terminal A, imens vores baggage blev kørt til terminal B. Nåh!! Så vi måtte gå ud af lufthavnen og finde ind i terminal B og så derinde gå igennem security!!! Forfra med hele møllen: af med overtøj, F.'s bælte, tasker, pda og mobilos op - og så få det hele monteret igen. Det var lidt en fordel, at vi var en hel flok danskere fra samme fly. Der blev udvekslet forstående blikke og bemærkninger. Efter en længere vandring fik vi endelig da fundet frem til baggagebåndene, hvor vores baggage allerede lå og cyklede rundt.

Derefter var det om at komme ud og finde lufthavnsbussen. Det var nemt nok - god skiltning. En dame stod og forsøgte sig med at stoppe en meget brugt 10 Euro-seddel i billetautomaten. Uden held, så vi byttede storladent med en af vores nye tiere - det hjalp dog slet ikke! Heller ikke, da vi selv forsøgte os med vores sidste nye tier ... ! I mellemtiden kom bussen, og et ungt svensk par turde prøve at købe billet i bussen. Det lod sig også sagtens gøre. (Det havde jeg nu også læst).

Det var gråvejr i Barcelona og blæsende. Da vi sad i bussen på vej ind mod centrum, begyndte det at regne. Hmm! Jeg sendte en sms til R., om at vi var i bussen.

Vi blev sat af på Plaça Catalunya. Og hvilken retning var det så lige, vi skulle gå for at finde hotellet? Det var lidt svært at stå i aftenmørke (kl. var ca. 20.20) og regnvejr og bakse med læsebriller og kigge i guidebøger. Men ved hjælp af en af de nævnte bøger og lidt fornemmelse fandt vi alligevel ned ad den rigtige del af Rambla'en. Og så kunne F. se det rigtige gadeskilt: Santa Anna. Det er en lille smal gade - nærmest en gyde/gågade - men dog med en del små, listige butikker (altså ikke listige på den måde). Og der var vores hotel! Hotel Nouvel. Vi gik ind. To danske kvinder var ved at tjekke ind.

Imens vi ventede, kom R.! Og fik et par store knus! Hun havde også haft sit hyr med at læse kort og finde vej. Vi fik vores værelse uden problemer. Værelset er stort og med 3 enkeltsenge. Badeværelset må være bygget til ude på tagterrassen, for døren derud ligner nærmest en dobbeltfløjet terrassedør. Så det varede lige lidt, før vi overhovedet fandt badeværelset.

Vi havde spurgt i receptionen, om der egentlig var restaurant i hotellet. Det er der ikke - kun til morgenmad. Men receptionen kunne henvise os til en god een i nærheden, hvor deres henvisning også gav fordele.

Vi fik lige samlet os lidt på værelset - og sagt ordentligt hej til R. Vi var sultne og gik ud for at finde restauranten - lige ovre på den modsatte side af Rambla'en. Det var et lokale på første sal med en indretning, der fik mig til at tænke lidt på sushi ....

Det var jo min fødselsdag - og i øvrigt var vi sultne - så vi kastede os ud i en menu ... først med nogle appetizers - ret specielle - og med gedeost i 2 af dem. Jeg var nysgerrig nok til at prøve, men jeg har det stadig svært med ged ... !

Forretten var en baccalao-carpaccio, altså en carpaccio af udblødt klipfisk(!) med en god olivenolie på og purløg. Rigtig godt! Som hovedret fik vi noget grillet ko med en svampeflødesauce og stegte kartoffelbåde, rød peber og en ubekendt grøn grønsag. Og så var jeg ved at være mæt. Der var dog lige plads til en crema catalunya - nærmest en creme brulee - yummy!

Det var R., der førte ordet, selv om i hvert fald nogen af personalet godt kunne engelsk - de ville selvfølgelig helst tale spansk! Især den ene tjener var en rigtig hyggelig fætter.

Godt mætte gik vi tilbage til hotellet og tørnede ind.

22. december 2006

Jeg fik set "Skriget"

Politiken (og med dem mange andre) skriver, at "Skriget" er ødelagt.

Hvor er jeg glad for, at jeg fik set "Skriget", da det var udstillet i Arken for en del år siden!

11. december 2006

An Other Cup

- or just another cup ...?

Min ungdoms idol har efter mange år borte fra musikscenen udgivet en CD. Yusuf Islam, som blev døbt Steven Demetre Giorgiou, og som hed Cat Stevens som ung stjerne, har udgivet CD'en An Other Cup. Ja, ja: Man plejer at sige "another cup", så det har helt sikkert en mening - det skal ikke bare være en kop til, men en helt anden kop.

Er det så det?

Det er da helt tydeligt, at dette er en moden mands værk. Der er en større ro - især over melodierne - og en vis afklarethed. På steder er det også tydeligt, at det er et troende menneskes værk. Der er spor af forkyndelse og religiøs poesi i teksterne. F.eks. starter et nummer med "You can't bargain with the truth" - ret moraliserende.

Det gamle motown hit "Please Don't Let me be Misunderstood" foredrager Yusuf Islam med lige stå stor patos som en opera. Måske er det en kommentar til bl.a. at blive sat af et fly til USA på grund af en navneforveksling ...?

Dog er det også another cup. En kop til af noget kendt og afholdt (når man er mig). Bl.a. er der 2 genbrugsnumre fra Cat Stevens-tiden: Yusuf har broderet videre på Heaven fra LP'en Foreigner og mix'et den med et nyere tema ("I go where true love goes"). I Think I See the Light (oprindeligt på LP'en "Mona Bone Jakon") er også genbrugt i en opdateret og stærkere version.

Et behageligt genhør er selvfølgelig Yusuf's stemme. Og der er også noget ved key-board-lyden, der minder om gamle dage. Yusuf' egen spillestil - eller også er det Jean Russel, jeg kan genkende. En anden af de hjælpende musikere fra gamle dage er Gerry Conway. På guitar medvirker i øvrigt Martin Alcock, en dygtig og garvet musiker, som jeg senest har hørt sammen med John Wright, men som jeg ikke har bemærket, at Yusuf har benyttet sig af før.

Yndlingsnummeret er nok CD'ens åbningsnummer Midday, som har en medrivende rytme og melodisk tema, selv om teksten er lidt gammelfar-agtig: " ... I ... avoid the city after dark"