8. april 2007

Søndag

Vi stod op kl. 8 og gik ned til morgenmaden. Den var OK. Der var skinke og kartoffelkage, brød og ost og færdigpakkede cerealier og små bøtter med den samme ærgerlige yoghurt som i Barcelona eller med flan eller chokolademousse.

R. kom til hotellet kl. 10.30, og vi gik hen for at se katedralen, La Seo del Salvador. Den er flot indeni - og speciel, fordi den er bygget af lyse sten; men alle kapellerne er af samme overlæssede type som i andre katolske kirker med guld og mørkt træ og marmor. Et af kapellerne var dog specielt, fordi allle ornamenterne var i alabaster. Ja, disse katolske kirker er overvældende i en grad, så i hvert fald jeg hurtigt får nok. Uden for katedralen var der et marked igang, og vi gik tullede lidt rundt og kiggede.

Da vi kom ti bage til Pilar-pladsen, kunne vi se, at der skulle ske noget. Der var sat afspærringer op, som dannede en åben rektangulær plads. Der var en scene, og et lille orkester var i gang med at stille op. Der var et par guitarister og nogle med nogle mindre strengeinstrumenter. På et tidspunkt gav de et opvarmningsnummer, hvor en mand og en kvinde også sang på den specielle spanske måde.

Snart stod vi i en kødrand af tilskuere. Og så kunne vi høre trommerne. De lød egentlig lidt mindre ildevarslende end igår. Der kom en lang procession med gejstlige, der bar kors og bannere. Forrest kom den gruppe, der også havde gået optog (trænet?) i aftes, klædt i hvide dragter med lange lyseblå plisserede skærfer draperet over den ene skulder og sat ind i bæltet på ryggen. Der var voksne og børn, de mindste så små, at de sad i klapvogne, men alligevel iført hvid dragt og noget lyseblåt om skuldrene. Trommehvirvler blev afløst af tungere rytmer (Safriduo ville have fundet dette interessant), som igen blev afløst af lettere rytmer. Spændende! Efter denne gruppe kom andre - sikkert associeret til andre af byens kirker - nogle i grå kjortler. Og der var også en gruppe fine damer i sort med højt hovedtøj, der bar lange blondeslæb. Da alle var kommet ind i indhegningen, havde de højeste gejstlige taget opstilling oppe på scenen, hvor de prædikede eller fremsagde bønner eller lovprisninger af den genopstandne Kristus på latin og spansk. To processionsvogne blev trukket ind fra hver sin side af pladsen, den ene med Jesus, den anden med Jomfru Maria. Der blev spillet og sunget igen af den lille trup, og to par dansede og lavede rytme med deres castagnetter. Under prædiken og dans stod processionsdeltagerne i deres varme dragter og ventede. Solen skinnede nu varmt, og der blev skaffet vand til børnene, og dem der vaklede værst ...

Til sidst bevægede processionen sig ud af indhegningen og tilbage ad den gade, hvorfra de var kommet. Menneskemængden på pladsen spredtes. Såvidt jeg husker, gik vi op på værelset og besøgte toilettet. Bagefter besøgte vi Pilar-kirken. Den er ved at blive restaureret både ude og inde. Endnu en flot og overvældende kirke - og på dagen i brug.

Vi gik videre fra Pilar-pladsen og ned ad en gade, hvor vi fandt et spisested. Sådan et halvmoderne sted, der hedder Vips, sådan et lidt moderne koncept-sted men med meget bedre mad end McDonalds o.lign. Jeg husker ikke præcis, hvad vi fik, kun at jeg fik noget thai-agtigt med nudler og rejer, der var lidt for sødt men ellers OK.

Vi gik videre ned ad gaden og derfra hen ad Paseo Independencia. Det blev en lang spadseretur helt ud til Grand Parc, en kæmpe park, som R. kender fra ture med børnene. Et sted, hvor folk hygger sig, spadserer, soler sig, lejer forskellige former for familiecykler og lign. Vi gik lidt rundt - eller sad - og hyggede os - samt købte is. Og vandrede så tilbage igen.

Var det denne aften, vi ikke fik mere at spise? Dagene har været så optagne og fulde af ting, vi har set, at jeg ikke længere kan skelne dem.

Ingen kommentarer: