Jeg har en knyst på højre fod. Og det må sådan en halvgammel krage som jeg vel acceptere. Men det kan da være, at lægevidenskaben kan formindske mine ulemper. Jeg har jo haft den i flere år; men først inden for de sidste par år er den rigtig begyndt at plage mig.
Det er svært at vælge sko. De skal være totalt bløde, og høje hæle kan jeg efterhånden skyde en hvid pind efter. Det er lidt uretfærdigt. For jeg har jo aldrig været den, der har insisteret på højhælede og spidse sko til daglig. På den anden side har jeg jo heller ikke gået i andefødder. Men til fester ville jeg da godt bare en gang imellem have høje hæle på.
Nå, men jeg har så endelig taget mig sammen til at forelægge videnskaben mit problem. Først en tur til min praktiserende læge. "Helt tydeligt en trykskade" sagde han - også da jeg spurgte, om det kunne være gigt. Han henviste mig til en ortopædkirurg, som jeg så besøgte igår. "Der er da sikkert slidgigt i den" var noget af det første, han sagde, da jeg havde afført mig støvler og strømper, og han havde vrikket i min lidt ømskindede storetå. Så kunne jeg da pakke mine hjemmefra forberedte spørgsmål om evt. operation og prognoserne derefter sammen igen; for han ville se røntgenbilleder, før han tog beslutning om operation eller "konservativ behandling".
Så ... back to square one. Det er muligt, at dette bliver et længere forløb, så mon ikke man kan få nogle sarkastiske, skræmmende eller ligefrem muntre blogindlæg ud af det ...?
20. december 2007
9. december 2007
"Skønne spildte dage"
Ulla Henningsen sang i Pumpehuset den 5. december, og hvis man kan leve med ikke at blive kontaktet fra scenen, ikke at blive inddraget, ikke at blive spillet op til, ikke at blive brugt, som det jo oftest sker, når vi oplever levende folkemusik, så var det en ganske glimrende koncert. Som sagt virkede folkene på scenen noget reserverede. Men de er jo dygtige kunstnere. Efter et nummer, der kørte rigtig godt (det kan have været Kim Larsens Skt. Emitri), og hvor der kom ekstra varme klapsalver fra publikum, kunne jeg have sagt til Ulla og bandet: "Jamen, så nyd det dog - I er gode, og vi kan lide jer. Nyd det dog - og smil!" Man behøver ikke at have stået mere på scenen end undertegnede, før man ved, at et godt samspil imellem scenen og publikum er noget af det fedeste!! Men man kan måske også komme dertil, at man stiller så høje krav til sig selv, at del hele bliver akavet og forkrampet.
Men Ulla er ellers en god fortolker af sange - og det var en ganske god håndfuld, hun præsenterede den aften. Hendes skuespil-karriere har givet hende sådan lidt femme fatale-karisma, som ikke er at foragte. Hendes stemme underbygger den fint. Det samme gør de valgte sange. Aftenens sæt var vist nok identisk med den nyeste CD, Skønne spildte dage. Som nævnt kørte bl.a. Skt. Emitri rigtig godt (til trods for den letkøbte tekst, Kim Larsens varemærke). Topnummeret var efter min mening et Bob Dylan nummer, som vistnok er kommet til at hedde Grædende i døren (ja, der kom heller ikke mange oplysninger om sangene eller deres ophav fra scenen). Men det nævnte nummer var et af dem, der lykkedes allerbedst - ikke mindst på grund af et godt tema på guitaren, som blev så virtuost håndteret af Jonas Struch (tidl. Swan Lee, har jeg læst) - et helstøbt nummer, der ramte.
Tilbage står så for mig bl.a. at undersøge, hvem der egentlig har fordansket de af numrene, der oprindelig er udenlandske. For teksterne lød OK (om end jeg også godt kunne have ønsket mig lidt tydeligere diktion, men det kunne selvfølgelig være gået ud over femme fatale-mystikken). Her har jeg key-board etc. spilleren Nikolaj Nørlund lidt mistænkt for at have et par fingre med i spillet. Han stod også og så reserveret ud på scenen, men jeg kunne dog fange hans stemme i en backing vocal, og genkende den som vokalen på Pergament Hotel, en af de rigtig gode Leonard Cohen-sange På danske læber. Her rammer NN's stemme perfekt sangens forpinte, pirrede stemning. En kunstner, jeg godt vil lære nærmere at kende.
Og til trods for, at vi publikum ikke var blevet spillet op til, så var vi mange, der jublede da ekstranummeret blev slået an og annonceret: Lukketid, som var UH's bidrag til CD'en Leonard Cohen på danske læber.
Men Ulla er ellers en god fortolker af sange - og det var en ganske god håndfuld, hun præsenterede den aften. Hendes skuespil-karriere har givet hende sådan lidt femme fatale-karisma, som ikke er at foragte. Hendes stemme underbygger den fint. Det samme gør de valgte sange. Aftenens sæt var vist nok identisk med den nyeste CD, Skønne spildte dage. Som nævnt kørte bl.a. Skt. Emitri rigtig godt (til trods for den letkøbte tekst, Kim Larsens varemærke). Topnummeret var efter min mening et Bob Dylan nummer, som vistnok er kommet til at hedde Grædende i døren (ja, der kom heller ikke mange oplysninger om sangene eller deres ophav fra scenen). Men det nævnte nummer var et af dem, der lykkedes allerbedst - ikke mindst på grund af et godt tema på guitaren, som blev så virtuost håndteret af Jonas Struch (tidl. Swan Lee, har jeg læst) - et helstøbt nummer, der ramte.
Tilbage står så for mig bl.a. at undersøge, hvem der egentlig har fordansket de af numrene, der oprindelig er udenlandske. For teksterne lød OK (om end jeg også godt kunne have ønsket mig lidt tydeligere diktion, men det kunne selvfølgelig være gået ud over femme fatale-mystikken). Her har jeg key-board etc. spilleren Nikolaj Nørlund lidt mistænkt for at have et par fingre med i spillet. Han stod også og så reserveret ud på scenen, men jeg kunne dog fange hans stemme i en backing vocal, og genkende den som vokalen på Pergament Hotel, en af de rigtig gode Leonard Cohen-sange På danske læber. Her rammer NN's stemme perfekt sangens forpinte, pirrede stemning. En kunstner, jeg godt vil lære nærmere at kende.
Og til trods for, at vi publikum ikke var blevet spillet op til, så var vi mange, der jublede da ekstranummeret blev slået an og annonceret: Lukketid, som var UH's bidrag til CD'en Leonard Cohen på danske læber.
24. november 2007
Valravn !!
Valravn spillede i Haslev Folk Club i går aften. Det var en super oplevelse. Det er up beat middelaldermusik spillet med stor energi. Og serveret fra scenen med stor charme, hvilket er med til at gøre koncerten til en stor oplevelse. Færøske Anna Katrin er en poetisk sangerinde, der lever sangene og synger på den Björk-/Marie Kej-maner, som så mange gør i disse år. Færøsk er nu engang et smukt sprog at synge på.
Det havde også genfundet og pustet liv i den gamle 70'er-ting Olavur Riddararos. Nå, ja, det er jo en folkevise; men den blev da spillet lidt i dansk radio i 70'erne med Harkaliðið , som vistnok havde Annika Høydal som forsanger. Anna Katrin syntes, det var sejt, at jeg kunne huske den.
Til gengæld kunne jeg overraske Martin Seeberg med, at jeg havde hørt dem på MyMusic ... han havde glemt, at de har en profil der - man glemmer så meget, når man er høj oven på en fed optræden incl. mindst 3 curtain calls!
Det er jo noget af det skønne ved Haslev Folk Club, at man for det meste kan få en snak med kunstnerne bagefter.
Det havde også genfundet og pustet liv i den gamle 70'er-ting Olavur Riddararos. Nå, ja, det er jo en folkevise; men den blev da spillet lidt i dansk radio i 70'erne med Harkaliðið , som vistnok havde Annika Høydal som forsanger. Anna Katrin syntes, det var sejt, at jeg kunne huske den.
Til gengæld kunne jeg overraske Martin Seeberg med, at jeg havde hørt dem på MyMusic ... han havde glemt, at de har en profil der - man glemmer så meget, når man er høj oven på en fed optræden incl. mindst 3 curtain calls!
Det er jo noget af det skønne ved Haslev Folk Club, at man for det meste kan få en snak med kunstnerne bagefter.
12. november 2007
Amsterdam
Jeg har lige været i Amsterdam. Det som følger herefter, er ikke en decideret dagbog over besøget, men nærmere nogle indtryk.
Amsterdam i munden er
Amsterdam i munden er
- Stroopwafels, karamelvafler - en mellemting mellem vafler eller småkager og karameller - ikke helt sprøde som vafler - ikke helt seje som karameller - ikke så ringe endda!
- Speculaas: sprøde småkager med smag af nelliker og ingefær, som man bl.a. får til kaffen efter en middag, hvor andre landes restauranter ville lægge en lille chokolade
- Solid og sund bondekost: f.eks. hotchpotch: letmosede kogte grønsager, der serveres til kød - heller ikke ilde
- Sildeboder, hvor vi i DK har pølsevogne. Jeg fik desværre ikke prøvet en bolle med sild eller anden fisk - øv.
- Ost! Vi købte en nøddeagtig Maasdamer og en okker-orange lagret, men stadig nøddeagtig Gouda med hjem
Amsterdam til øjnene er
- Kanaler med kønne broer
- van Gogh's søgende og eksperimenterende malerier - de seneste tolkende hans smerte.
- Det flotte Rijksmuseum, med masser af vægtige guldaldermalerier, herunder Rembrandt, Vermeer og Jan Steen
- Hyggelige hvide og blå Delft-kakler og anden porcelæn i museer, og især i alle souvenir-shops. "Mormoragtigt på den fede måde" ville de unge vist sige.
Amsterdam til ørerne er
- Ja, jeg fik desværre ikke hørt noget typisk hollandsk musik.
- Og dog: skipper på vores sightseeing-båd sang et par lokale sange, dels en om en kirke, som vi sejlede forbi og dels om alle Amsterdams kanaler. Han skulle lige presses lidt for at synge ... d.v.s. han ville meget gerne presses. Og jeg kan jo ikke stå for turistbådsskippere, der synger eller citerer digte ...!
- Et sprog, der nok kræver lidt overvindelse for en dansker at prøve at tale, men som nok ikke er svært at lære. Mange skilte kan man jo fint læse.
- Sprogligt er Amsterdam nem at færdes i, for alle kan tale engelsk.
- En multietnisk hotchpotch: dels er indbyggerne af alle mulige etniske oprindelser, dels er byen fuld af turister - når man går i gaderne, hører man nærmest samtlige europæiske sprog.
- Cykelklokker, der ringer. Amsterdam er en cykelby - der er god offentlig transport og en masse cykler - og de har fart på og kører på sådan en lidt autonom måde ...!
1. november 2007
3 nætter - 3 senge. Kapitel 3
Den 3. seng står i et flydende højhus. Der er i hvert fald 11 dæk på Pearl of Scandinavia. Min kahyt er nærmest midt i skibet, og det kan vel betyde lavt niveau af søgang, skulle der komme noget.
Jeg gik om bord og fandt min kahyt. Gik først en tur ud og orienterede mig ombord - fandt beliggenheden af butik og diverse spisemuligheder. Da klokken nærmede sig 17.00, gik jeg op på 11. dæk og ud for at kigge, imens vi sejlede ud. Først havde jeg taget en af de til lejligheden indkøbte søsygetabletter. Vejret virker ellers stille nok, men der skal heller nødvendigvis kæmpebølger til, før jeg bliver søsyg. Og er der nogen lidelse, jeg ikke har noget imod at forebygge, så er det søsyge!
Da jeg så småt kunne se, at færgen bevægede sig, lød der en velkendt marchmelodi ud af højttaleren, hvor jeg sad. Christian den tiendes honnørmarch var den titel, der randt mig i hu; men jeg kender slet ikke nok til marchmelodier til at være sikker i min sag. I hvert fald lød det dansk, festligt og selvsikkert.
Færgen gled ud i fjorden, ganske langsomt som en blid kæmpe ud forbi bådene i en af lystbådehavnene, og ud imod den svindende orange bræmme på himlen over højderne. På skråningerne ned mod fjorden var der igen strøet stjerner. Det blev efterhånden køligt at stå ude på dækket, så jeg gik ind og ned i butikken.
Latitude Café blev mit valg til aftensmåltidet. Ikke for dyrt men alligevel spændende småretter. Jeg fik en salat med tandorikylling på spid og couscous - godt. Og jeg tog en kold jordbærsuppe med vanilleis til dessert. Efter denne kolde dessert, trængte jeg til varme, og caféen serverede en etiopisk kaffe - i stempelkande. Den var god. Imens jeg sad her i den åbne café, gik der en masse mennesker forbi, der var stadset op til det værste. De var nok på vej til middag i en af de eksklusive restauranter.
Her kl. 20 ser jeg ikke flere lys inde på kysten ud ad vinduerne til styrbord. På 8. dæk er der en computerskærm, der viser, hvor skibet befinder sig.
I højttaleren var det tidligere blevet annonceret, at et par operasangere ville underholde i wine bar'en fra kl. 21 til 23, så jeg gik derind efter lige at have rundet kahytten. Det er jo kun dyre vine, der serveres. Egentlig ville jeg bare have et godt glas vin - var vel egentlig ikke engang helt afklaret om, hvorvidt den skulle være hvid eller rød. Men det føltes lidt upassende bare at bede om et godt glas Chardonnay ... heldigvis faldt mine øjne på stednavnet Catalunya og nærmere bestemt på vinen Mas la Plana fra Torres (den gård besøgte vi jo, da vi var i Barcelona ...). Så jeg bad om et glas af den. Et vinskab blev åbnet - en flaske blev åbnet og jeg fik og betalte for mit glas rødvin. Hvad så med resten af flasken? Man kan da håbe, at den bliver skænket til en gæst, der blot beder om et glas god spansk rødvin ...
Jeg fandt mig en stol og et lille bord og satte mig med min vin - lod vinen lune lidt, før jeg drak. Og ventede ellers på underholdningen. Så kom der et par unge kvinder. En tæt sorthåret, der gjorde et elektrisk klaver klar. Og en rigtig stor ung dame - hun passede totalt til den dårlige karikatur på en operasanger, jeg engang har læst: en elefant, der har slugt en nattergal. Jeg ved godt, at mange operasangere er korpulente; men alt andet lige ville færre kilo vel også gøre livet lettere for en operasanger. Men hun sang jo rigtig godt - og hendes latter lød også som opera. Hun sang så tre sange: Summertime, og en fra la Boheme og en, jeg ikke kendte. Og det var så et sæt ...!! Så satte de sig hen i hjørnet for at snakke med nogle bekendte blandt gæsterne - pausen blev i hvert fald lige så lang som sættet, og i mellemtiden var dels min rødvin og dels min tålmodighed sluppet op, så jeg forlod vinbaren for at tørne ind.
Der er lidt søgang nu. Jeg har set andre passagerer slingre (og en der sad i baren havde et diskret plaster bag øret, jeg gættede på et søsygeplaster), jeg slingrer vist også selv lidt ned ad trapperne til min lille spartanske kahyt. Dernede ser jeg, at jeg har udslæt på bryst og hals; men det er vist også en mulig bivirkning af søsygepillen .... Jeg havde lidt svært ved at falde i søvn - sangen om Titanic blev ved med at trænge sig på i min hjerne ...
Men jeg fik jo alligevel sovet en del. Vågnede før vækkeuret og kunne mærke, at søen nu var helt rolig. Jeg ville heller nødig tage flere tabletter, fordi jeg skulle køre bil hjem. Det lillebitte badeværelse var funktionelt - der var endda mere tryk på vandet end på de to hoteller i Norge. Jeg gik op. Ud ad de store panoramavinduer på 7. og 8. dæk kunne jeg se, at vi var ved at runde Helsingør - og der var jo også Kronborg! Jeg måtte lige op på dækket og have lidt luft; men vejret var diset og gråt - det havde vist regnet.
Morgenmad. Skulle jeg gå i Bake'n Coffee og spise billigt eller gå i 7 Seas og få den store buffet? Min morgenmadsdiæt dækker godt nok ikke engang prisen for buffet'en; men det blev alligevel den, jeg valgte. Så jeg lagde en god bund for resten af dagen med juice, yoghurt (der var desværre ikke tykmælk), müsli, brød, ost, nutella, og en god kaffe.
Alt taget i betragtning - og når vejret er OK - så er sådan en færgerejse dejligt afslappende.
Jeg gik om bord og fandt min kahyt. Gik først en tur ud og orienterede mig ombord - fandt beliggenheden af butik og diverse spisemuligheder. Da klokken nærmede sig 17.00, gik jeg op på 11. dæk og ud for at kigge, imens vi sejlede ud. Først havde jeg taget en af de til lejligheden indkøbte søsygetabletter. Vejret virker ellers stille nok, men der skal heller nødvendigvis kæmpebølger til, før jeg bliver søsyg. Og er der nogen lidelse, jeg ikke har noget imod at forebygge, så er det søsyge!
Da jeg så småt kunne se, at færgen bevægede sig, lød der en velkendt marchmelodi ud af højttaleren, hvor jeg sad. Christian den tiendes honnørmarch var den titel, der randt mig i hu; men jeg kender slet ikke nok til marchmelodier til at være sikker i min sag. I hvert fald lød det dansk, festligt og selvsikkert.
Færgen gled ud i fjorden, ganske langsomt som en blid kæmpe ud forbi bådene i en af lystbådehavnene, og ud imod den svindende orange bræmme på himlen over højderne. På skråningerne ned mod fjorden var der igen strøet stjerner. Det blev efterhånden køligt at stå ude på dækket, så jeg gik ind og ned i butikken.
Latitude Café blev mit valg til aftensmåltidet. Ikke for dyrt men alligevel spændende småretter. Jeg fik en salat med tandorikylling på spid og couscous - godt. Og jeg tog en kold jordbærsuppe med vanilleis til dessert. Efter denne kolde dessert, trængte jeg til varme, og caféen serverede en etiopisk kaffe - i stempelkande. Den var god. Imens jeg sad her i den åbne café, gik der en masse mennesker forbi, der var stadset op til det værste. De var nok på vej til middag i en af de eksklusive restauranter.
Her kl. 20 ser jeg ikke flere lys inde på kysten ud ad vinduerne til styrbord. På 8. dæk er der en computerskærm, der viser, hvor skibet befinder sig.
I højttaleren var det tidligere blevet annonceret, at et par operasangere ville underholde i wine bar'en fra kl. 21 til 23, så jeg gik derind efter lige at have rundet kahytten. Det er jo kun dyre vine, der serveres. Egentlig ville jeg bare have et godt glas vin - var vel egentlig ikke engang helt afklaret om, hvorvidt den skulle være hvid eller rød. Men det føltes lidt upassende bare at bede om et godt glas Chardonnay ... heldigvis faldt mine øjne på stednavnet Catalunya og nærmere bestemt på vinen Mas la Plana fra Torres (den gård besøgte vi jo, da vi var i Barcelona ...). Så jeg bad om et glas af den. Et vinskab blev åbnet - en flaske blev åbnet og jeg fik og betalte for mit glas rødvin. Hvad så med resten af flasken? Man kan da håbe, at den bliver skænket til en gæst, der blot beder om et glas god spansk rødvin ...
Jeg fandt mig en stol og et lille bord og satte mig med min vin - lod vinen lune lidt, før jeg drak. Og ventede ellers på underholdningen. Så kom der et par unge kvinder. En tæt sorthåret, der gjorde et elektrisk klaver klar. Og en rigtig stor ung dame - hun passede totalt til den dårlige karikatur på en operasanger, jeg engang har læst: en elefant, der har slugt en nattergal. Jeg ved godt, at mange operasangere er korpulente; men alt andet lige ville færre kilo vel også gøre livet lettere for en operasanger. Men hun sang jo rigtig godt - og hendes latter lød også som opera. Hun sang så tre sange: Summertime, og en fra la Boheme og en, jeg ikke kendte. Og det var så et sæt ...!! Så satte de sig hen i hjørnet for at snakke med nogle bekendte blandt gæsterne - pausen blev i hvert fald lige så lang som sættet, og i mellemtiden var dels min rødvin og dels min tålmodighed sluppet op, så jeg forlod vinbaren for at tørne ind.
Der er lidt søgang nu. Jeg har set andre passagerer slingre (og en der sad i baren havde et diskret plaster bag øret, jeg gættede på et søsygeplaster), jeg slingrer vist også selv lidt ned ad trapperne til min lille spartanske kahyt. Dernede ser jeg, at jeg har udslæt på bryst og hals; men det er vist også en mulig bivirkning af søsygepillen .... Jeg havde lidt svært ved at falde i søvn - sangen om Titanic blev ved med at trænge sig på i min hjerne ...
Men jeg fik jo alligevel sovet en del. Vågnede før vækkeuret og kunne mærke, at søen nu var helt rolig. Jeg ville heller nødig tage flere tabletter, fordi jeg skulle køre bil hjem. Det lillebitte badeværelse var funktionelt - der var endda mere tryk på vandet end på de to hoteller i Norge. Jeg gik op. Ud ad de store panoramavinduer på 7. og 8. dæk kunne jeg se, at vi var ved at runde Helsingør - og der var jo også Kronborg! Jeg måtte lige op på dækket og have lidt luft; men vejret var diset og gråt - det havde vist regnet.
Morgenmad. Skulle jeg gå i Bake'n Coffee og spise billigt eller gå i 7 Seas og få den store buffet? Min morgenmadsdiæt dækker godt nok ikke engang prisen for buffet'en; men det blev alligevel den, jeg valgte. Så jeg lagde en god bund for resten af dagen med juice, yoghurt (der var desværre ikke tykmælk), müsli, brød, ost, nutella, og en god kaffe.
Alt taget i betragtning - og når vejret er OK - så er sådan en færgerejse dejligt afslappende.
31. oktober 2007
3 nætter - 3 senge. Kapitel 2
Den 2. seng står i Sundvollen Hotel, som ligger i et lille bysamfund ved en smuk stor indsø (det er Tyrifjorden) 40 km fra Oslo. Se DET er et hotel! Åbenbart også et velbesøgt konferencecenter. Der var i hvert fald rigtig mange mennesker, da vi kom. Frokosten var overdådig. Der var faktisk så mange ting, jeg gerne ville have smagt, at jeg næsten blev helt frustreret.
Og så på kursus. Norske medicinreklameregler - på norsk. Det gik da meget godt med at følge med, selv om jeg ikke kunne bidrage ret meget til gruppearbejdet. Dertil manglede jeg alligevel mange forudsætninger. Alle de andre kursister arbejdede med human medicin, og havde tidligere været på et flere dages grundkursus.
Før middagen gik jeg en tur; men det var jo blevet mørkt og cykelstien/fortovet slap hurtigt op, så turen blev kun kort. Det var lidt svært at hægte mig på samtalen ved bordet, selvom de andre Bayer-deltagere var rimeligt flinke til at inddrage mig, så jeg var meget træt i hovedet, da jeg trak mig tilbage til det fine store værelse. Og jeg forstod nu mine fremmedsprogede kolleger i DK på en anden måde.
I øvrigt var det en dag med en god og en dårlig nyhed: en anden norsk kollega fik en søn; men en rigtig god dansk kollega sagde op!
Efter ganske lidt fjernsynskiggeri fra enkeltsengen slukkede jeg lyset.
Jeg havde sat vækkeuret til at ringe lidt tidligere end strengt nødvendigt, for jeg ville ud at gå i dagslys. Jeg havde haft en elevatordrøm. Elevatoren teede sig ustabilt - slingrede og gyngede - omkring de øverste etager, og tallene i displayet, der angiver etager, sprang og kom altså ikke i rækkefølge. Underlig drøm!
Jeg var for længe om morgentoilettet, så det blev kun til en ti minutters gåtur. Hotellets overdådige morgenbuffet krævede jo også sin tid!
Videre med kurset. Og derefter endnu en overdådig frokost, hvorefter vi kørte retur til Oslo. Min kollega satte mig af ved færgeterminalen. Jeg placerede min kuffert i en baggageboks og gik ind til et indkøbscenter ved Sentralstationen, som min kollega havde udpeget for mig. Der tullede jeg rundt en stund og kiggede på og i butikker. Bl.a. var der en butik, der hed Handysize, og som udelukkende solgte hvadsomhelst i små størrelser - især til rejsebrug. Skægt koncept!
Da det var ved at være tid til at tjekke ind på Pearl of Scandinavia, gik jeg tilbage mod havnen. Gaderne deromkring, som altså er noget af det første, de tilrejsende ser af Oslo, havde kun få butikker, men butiksvinduerne viste bl.a. egnsdragter og thai-fodmassage ...! Måske var det mine fordomme, der bestemte, hvilke personer jeg lagde mærke til: En lidt firskåren kvinde i syntetisk leopardpelsjakke, der sad og røg sammen med en ældre mand uden for et lille værtshus - i lyset af beliggenheden skulle man måske sige knejpe. Senere to ganske unge piger, tynde og langbenede, i korte jakker og superkorte nederdele, der stod og fotograferede hinanden op ad en rå stenmur.
Og så på kursus. Norske medicinreklameregler - på norsk. Det gik da meget godt med at følge med, selv om jeg ikke kunne bidrage ret meget til gruppearbejdet. Dertil manglede jeg alligevel mange forudsætninger. Alle de andre kursister arbejdede med human medicin, og havde tidligere været på et flere dages grundkursus.
Før middagen gik jeg en tur; men det var jo blevet mørkt og cykelstien/fortovet slap hurtigt op, så turen blev kun kort. Det var lidt svært at hægte mig på samtalen ved bordet, selvom de andre Bayer-deltagere var rimeligt flinke til at inddrage mig, så jeg var meget træt i hovedet, da jeg trak mig tilbage til det fine store værelse. Og jeg forstod nu mine fremmedsprogede kolleger i DK på en anden måde.
I øvrigt var det en dag med en god og en dårlig nyhed: en anden norsk kollega fik en søn; men en rigtig god dansk kollega sagde op!
Efter ganske lidt fjernsynskiggeri fra enkeltsengen slukkede jeg lyset.
Jeg havde sat vækkeuret til at ringe lidt tidligere end strengt nødvendigt, for jeg ville ud at gå i dagslys. Jeg havde haft en elevatordrøm. Elevatoren teede sig ustabilt - slingrede og gyngede - omkring de øverste etager, og tallene i displayet, der angiver etager, sprang og kom altså ikke i rækkefølge. Underlig drøm!
Jeg var for længe om morgentoilettet, så det blev kun til en ti minutters gåtur. Hotellets overdådige morgenbuffet krævede jo også sin tid!
Videre med kurset. Og derefter endnu en overdådig frokost, hvorefter vi kørte retur til Oslo. Min kollega satte mig af ved færgeterminalen. Jeg placerede min kuffert i en baggageboks og gik ind til et indkøbscenter ved Sentralstationen, som min kollega havde udpeget for mig. Der tullede jeg rundt en stund og kiggede på og i butikker. Bl.a. var der en butik, der hed Handysize, og som udelukkende solgte hvadsomhelst i små størrelser - især til rejsebrug. Skægt koncept!
Da det var ved at være tid til at tjekke ind på Pearl of Scandinavia, gik jeg tilbage mod havnen. Gaderne deromkring, som altså er noget af det første, de tilrejsende ser af Oslo, havde kun få butikker, men butiksvinduerne viste bl.a. egnsdragter og thai-fodmassage ...! Måske var det mine fordomme, der bestemte, hvilke personer jeg lagde mærke til: En lidt firskåren kvinde i syntetisk leopardpelsjakke, der sad og røg sammen med en ældre mand uden for et lille værtshus - i lyset af beliggenheden skulle man måske sige knejpe. Senere to ganske unge piger, tynde og langbenede, i korte jakker og superkorte nederdele, der stod og fotograferede hinanden op ad en rå stenmur.
30. oktober 2007
3 nætter - 3 senge. Kapitel 1
Den første seng står på P-hotel i Oslo Centrum. Et relativt billigt hotel for Oslo Centrum og absolut derefter.
Min kollega og jeg kom hertil ca. 20.30 tirsdag aften efter en lang biltur. Jeg kørte hendes Peugeot (som det viste sig, jeg havde kørt før, på rejse med en af firmabilens tidligere ejere) fra Lyngby til Göteborg. Mit højre knæ var totalt ømt, da jeg steg ud for at strække benene i Göteborg ved det kontor, som faktisk lukker i morgen.
Vi havde smukt kørevejr igennem Nordsjælland og Sverige. Sol, klart vejr og smukke gyldne efterårsfarver. Kun en enkel kraftig byge.
Min kollega kørte så videre fra Göteborg til Oslo, imens mørket faldt på, og snakken gik videre om løst og fast fra sprog til viser til julemad. Landskabet viste sig kun som spredte lys.
Flot er det at køre ind i Oslo. Man ser over på en skråning overdrysset med små stjerner - lysene fra huse og gader. Jeg blev fulgt til hotellet, men gik kun lige op med min kuffert. Vi gik ud at spise. Det var en fordel med en vært, der er godt stedkendt. For det var en glimrende kinesisk restaurant, hvor den eneste person blandt personalet, som så norsk ud, faktisk bad os om at tale engelsk. Medium stærk mad - det mente jeg da nok, jeg kunne klare. Det kunne jeg også, men så heller ikke mere!
Jeg var træt efter den lange køretur. Min kollega vist ogå, så vi skiltes. Hun gik med sin kæreste hjem, og jeg traskede op til 6. sal på mit hotel. Værelset var køligt. Jeg prøvede at stille på varmen. Samtidig fandt jeg så ud af at tænde lyset på badeværelset. Det er en gammel bygning, og værelset er skrabet; men der er et fladskærmsTV på væggen. Så jeg gik i seng og lå og zappede lidt, men slukkede snart lyset.
Vækkeuret ringede kl. 7.30 - vild luksus. Tjekkede firmadelemobilen kl. 8.00, hvorefter den private ringede - hjemmefra. Jeg hentede min posemorgenmad, der hang på dørhåndtaget. Der var en baguette m. salat, ost og skinke, en lille brik-juice og et æble. Og der var til at lave kaffe på værelset. Egentlig OK, men der var jo ikke meget frit valg i det.
Min kollega hentede mig senere. Vi fik kaffe (cortado) og en bolle med hindbærsyltetøj i på en café. Derefter et ærinde på Oslo-kontoret, hvorefter vi kørte ud af Oslo og mod nordvest.
Min kollega og jeg kom hertil ca. 20.30 tirsdag aften efter en lang biltur. Jeg kørte hendes Peugeot (som det viste sig, jeg havde kørt før, på rejse med en af firmabilens tidligere ejere) fra Lyngby til Göteborg. Mit højre knæ var totalt ømt, da jeg steg ud for at strække benene i Göteborg ved det kontor, som faktisk lukker i morgen.
Vi havde smukt kørevejr igennem Nordsjælland og Sverige. Sol, klart vejr og smukke gyldne efterårsfarver. Kun en enkel kraftig byge.
Min kollega kørte så videre fra Göteborg til Oslo, imens mørket faldt på, og snakken gik videre om løst og fast fra sprog til viser til julemad. Landskabet viste sig kun som spredte lys.
Flot er det at køre ind i Oslo. Man ser over på en skråning overdrysset med små stjerner - lysene fra huse og gader. Jeg blev fulgt til hotellet, men gik kun lige op med min kuffert. Vi gik ud at spise. Det var en fordel med en vært, der er godt stedkendt. For det var en glimrende kinesisk restaurant, hvor den eneste person blandt personalet, som så norsk ud, faktisk bad os om at tale engelsk. Medium stærk mad - det mente jeg da nok, jeg kunne klare. Det kunne jeg også, men så heller ikke mere!
Jeg var træt efter den lange køretur. Min kollega vist ogå, så vi skiltes. Hun gik med sin kæreste hjem, og jeg traskede op til 6. sal på mit hotel. Værelset var køligt. Jeg prøvede at stille på varmen. Samtidig fandt jeg så ud af at tænde lyset på badeværelset. Det er en gammel bygning, og værelset er skrabet; men der er et fladskærmsTV på væggen. Så jeg gik i seng og lå og zappede lidt, men slukkede snart lyset.
Vækkeuret ringede kl. 7.30 - vild luksus. Tjekkede firmadelemobilen kl. 8.00, hvorefter den private ringede - hjemmefra. Jeg hentede min posemorgenmad, der hang på dørhåndtaget. Der var en baguette m. salat, ost og skinke, en lille brik-juice og et æble. Og der var til at lave kaffe på værelset. Egentlig OK, men der var jo ikke meget frit valg i det.
Min kollega hentede mig senere. Vi fik kaffe (cortado) og en bolle med hindbærsyltetøj i på en café. Derefter et ærinde på Oslo-kontoret, hvorefter vi kørte ud af Oslo og mod nordvest.
26. august 2007
Tønder Festival - søndag
Sidste dag i Tønder. Da vi gik og pillede teltet ned, fik jeg ideen til en melodi, som jeg vil arbejde videre med. Stærkt inspireret af musikken, vi har hørt de sidste par dage, og den gode stemning.
Eftermiddagens koncert foregik i Tønders flotte kunstmuseum. Det blev et genhør med TrioMio. Og det var et behageligt genhør. De havde spillet sig endnu varmere - red vist på en bølge af at være blevet positivt modtaget af publikum. De joke'de endnu mere. Og den dygtige pianist, Nikolaj, demonstrerede, at han kan skrive filmmusik.
MoZuluArt - for fedt! Her mødes modsætninger i form af en meget tysk østriger. Den klassiske pianist Roland Guggenbichler optræder kantet og nærmest akavet, men med underspillet glimt i øjet, sammen med tre afrikanere med varm cokolade på stemmen og afrikansk livsnyderglimt i øjet, ja i hele kroppen. Der bliver sat rytmisk sang og håndtromme til Mozart og andre klassiske kändisser. Og der bliver danset og joke't. Og det hele smitter, så man nærmest kan danse derfra.
Eftermiddagens koncert foregik i Tønders flotte kunstmuseum. Det blev et genhør med TrioMio. Og det var et behageligt genhør. De havde spillet sig endnu varmere - red vist på en bølge af at være blevet positivt modtaget af publikum. De joke'de endnu mere. Og den dygtige pianist, Nikolaj, demonstrerede, at han kan skrive filmmusik.
MoZuluArt - for fedt! Her mødes modsætninger i form af en meget tysk østriger. Den klassiske pianist Roland Guggenbichler optræder kantet og nærmest akavet, men med underspillet glimt i øjet, sammen med tre afrikanere med varm cokolade på stemmen og afrikansk livsnyderglimt i øjet, ja i hele kroppen. Der bliver sat rytmisk sang og håndtromme til Mozart og andre klassiske kändisser. Og der bliver danset og joke't. Og det hele smitter, så man nærmest kan danse derfra.
25. august 2007
Tønder Festival - lørdag
Lørdag eftermiddag var vi atter i Telt 2.
Koncerten startede med Sara Grabow. Hun er en lille lyshåret spinkel lyshåret pige. Men fylder scenen med sange og guitar. Hmm! Datter af Sebastian! Men hvorfor skriver hun ikke på dansk? Før hun forlod scenen, sang hun kor til Marie Key. MK er sej på sådan en antihelt-agtig måde. Lidt som Niels Hausgaard, selv om kønnet, alderen og den geografiske oprindelse er forskellig. Hun har humor og en absolut afslappet skrivestil. Hendes tekster er enkle og lidt banale tekster, men de fungerer! Hende vil jeg høre mere til! Hun sang bl.a. hittet Mormor, som er absolut både til at grine og græde over.
Trio Mio består af svenske Jens Ulvsand, der vist har undervist på musikkonservatoriet i Odense. Han er lidt af Clint Eastwood-type, sådan lidt senet. Kristine Hebøl spiller violin - høj kvalitet. Og unge Nikolaj Busk spiller klaver og andre tangentinstrumenter. De hygger sig ved at spille sammen. Glæden smitter og fylder hele salen. Deres musik er præget af disse her svære nordiske rytmer. Sådan en melodi havde Kristine skrevet og kaldt den Poppel. Ikke lige en melodi, der ligger lige for at skrive en tekst til. Ikke desto mindre havde Jens skrevet en tekst til den - der enkelt og komprimeret handler om det vigtige i livet. Høj kvalitet. - se senere.
Bruce Guthrow afsluttede eftermiddagens koncert. Den mand har en vis portion sarkasme og selvironi. Vi talte om, hvor anderledes han er i forhold til Runrig's forrige forsanger, den temmelig selvhøjtidelige Donnie Munro. BG joker meget, men smiler sjældent. Den nuværende amerikanske præsident (ja, jeg skal ikke have min blog i søgelyset af den slags søgemaskiner, så jeg nævner ingen navne!) har ikke levet forgæves: han har virkelig fået kunstnerne igang med at synge protestsange igen. Det er næsten lige som i 70'erne. I øvrigt sang BC igen den med Mary nede ved floden, som han vist selv har skrevet. Den er god.
Lørdag aften i Tønder Kunstmuseum
Antje Duvekot startede aftenens koncert. Hun har også en snert af det der med protestsange. A.K. har en meget sød, nærmest genert fremtoning, men hendes tekster fortjener lidt mere kant i fremføringen. Det kommer nok med alder og erfaring ...? Som antydet skriver hun spændende tekster, og jeg har købt hendes CD, Big Dream Boulevard, med hjem. Hendes ekstranummer var Famous Blue Raincoat, som jeg faktisk aldrig har hørt på engelsk. Den gav hun godt, selvom Pernille Rosendahl faktisk giver den bedre på dansk.
Lis Carrol og John Doyle er et par dygtige og sympatiske amerikanere, der håndterer guitar og violin og synger lidt.
Sidste flok på scenen var Julie Fowlis og hendes musikere, som bl.a talte Duncan Chisholm (tidligere violinist i Wolfstone). De var også dygtig. Julie har en rigtig god stemme; men synger kun på gælisk, og selv om hun fortalte meget om sine sange, så bliver man ikke rigtig ramt af ord, man ikke kan forstå.
Koncerten startede med Sara Grabow. Hun er en lille lyshåret spinkel lyshåret pige. Men fylder scenen med sange og guitar. Hmm! Datter af Sebastian! Men hvorfor skriver hun ikke på dansk? Før hun forlod scenen, sang hun kor til Marie Key. MK er sej på sådan en antihelt-agtig måde. Lidt som Niels Hausgaard, selv om kønnet, alderen og den geografiske oprindelse er forskellig. Hun har humor og en absolut afslappet skrivestil. Hendes tekster er enkle og lidt banale tekster, men de fungerer! Hende vil jeg høre mere til! Hun sang bl.a. hittet Mormor, som er absolut både til at grine og græde over.
Trio Mio består af svenske Jens Ulvsand, der vist har undervist på musikkonservatoriet i Odense. Han er lidt af Clint Eastwood-type, sådan lidt senet. Kristine Hebøl spiller violin - høj kvalitet. Og unge Nikolaj Busk spiller klaver og andre tangentinstrumenter. De hygger sig ved at spille sammen. Glæden smitter og fylder hele salen. Deres musik er præget af disse her svære nordiske rytmer. Sådan en melodi havde Kristine skrevet og kaldt den Poppel. Ikke lige en melodi, der ligger lige for at skrive en tekst til. Ikke desto mindre havde Jens skrevet en tekst til den - der enkelt og komprimeret handler om det vigtige i livet. Høj kvalitet. - se senere.
Bruce Guthrow afsluttede eftermiddagens koncert. Den mand har en vis portion sarkasme og selvironi. Vi talte om, hvor anderledes han er i forhold til Runrig's forrige forsanger, den temmelig selvhøjtidelige Donnie Munro. BG joker meget, men smiler sjældent. Den nuværende amerikanske præsident (ja, jeg skal ikke have min blog i søgelyset af den slags søgemaskiner, så jeg nævner ingen navne!) har ikke levet forgæves: han har virkelig fået kunstnerne igang med at synge protestsange igen. Det er næsten lige som i 70'erne. I øvrigt sang BC igen den med Mary nede ved floden, som han vist selv har skrevet. Den er god.
Lørdag aften i Tønder Kunstmuseum
Antje Duvekot startede aftenens koncert. Hun har også en snert af det der med protestsange. A.K. har en meget sød, nærmest genert fremtoning, men hendes tekster fortjener lidt mere kant i fremføringen. Det kommer nok med alder og erfaring ...? Som antydet skriver hun spændende tekster, og jeg har købt hendes CD, Big Dream Boulevard, med hjem. Hendes ekstranummer var Famous Blue Raincoat, som jeg faktisk aldrig har hørt på engelsk. Den gav hun godt, selvom Pernille Rosendahl faktisk giver den bedre på dansk.
Lis Carrol og John Doyle er et par dygtige og sympatiske amerikanere, der håndterer guitar og violin og synger lidt.
Sidste flok på scenen var Julie Fowlis og hendes musikere, som bl.a talte Duncan Chisholm (tidligere violinist i Wolfstone). De var også dygtig. Julie har en rigtig god stemme; men synger kun på gælisk, og selv om hun fortalte meget om sine sange, så bliver man ikke rigtig ramt af ord, man ikke kan forstå.
24. august 2007
Tønder Festival - fredag
Om formiddagen kørte vi den åbenbart traditionelle smuttur til Sky Market i Süder Lügum. Ingen koncerter fredag eftermiddag. Vi tullede rundt og hentede senere min bror på stationen.
Aftenens koncert foregik i Telt 2
Den skotske trio Lau med bl.a. Chris Drever - høj og mørk, men uden farmands lange ansigt og synger nøgternt set bedre. Farmand? Det er da Ivan Drever. Lau er dygtige. De skal nok blive til noget.
Great Big Sea. OK, men lidt for uraffineret. Forsangeren growler for meget.
Levellers. Mere rock men mere raffineret.
Aftenens koncert foregik i Telt 2
Den skotske trio Lau med bl.a. Chris Drever - høj og mørk, men uden farmands lange ansigt og synger nøgternt set bedre. Farmand? Det er da Ivan Drever. Lau er dygtige. De skal nok blive til noget.
Great Big Sea. OK, men lidt for uraffineret. Forsangeren growler for meget.
Levellers. Mere rock men mere raffineret.
23. august 2007
Tønder Festival - torsdag
Det er vist første gang, vi er kommet til Tønder allerede torsdag eftermiddag. Det var lidt med bange anelser vi i starten af ugen havde hørt beretninger i pressen om store regnmængder og oversvømmelser i Sønderjylland. Vi var lidt bekymrede for, om "Herrens Mark" ville stå under vand.
Undervejs i bilen væddede vi om, hvorvidt det ville begynde at regne, når vi kørte ind i Tønder, sådan som det har gjort alle andre år. Jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være anderledes, bare fordi vi ankom om torsdagen, så jeg væddede på, at det ville blive regnvejr.
Men vi landede i fint vejr, og vi slog telt op i fint vejr. Jeg havde altså tabt væddemålet og var dømt til at hente morgenbrød fredag morgen. Men det var da en rimelig pris for et godt Tønder-vejr!
Undervejs i bilen væddede vi om, hvorvidt det ville begynde at regne, når vi kørte ind i Tønder, sådan som det har gjort alle andre år. Jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være anderledes, bare fordi vi ankom om torsdagen, så jeg væddede på, at det ville blive regnvejr.
Men vi landede i fint vejr, og vi slog telt op i fint vejr. Jeg havde altså tabt væddemålet og var dømt til at hente morgenbrød fredag morgen. Men det var da en rimelig pris for et godt Tønder-vejr!
20. august 2007
Dansk Folkemusikfestival i Haslev
Vi var til festival i Haslev fredag den 17. august. Andre aftaler forhindrede, at vi kunne deltage hele week-end'en.
Vi startede med at høre Trio Zenobia, som bestod af Mette Kathrine Jensen, som spiller harmonika, og som vi ofte har set og hørt i Tønder blandt flokken af de studerende fra Odense Musikkonservatorium. Ved denne koncert var hun sammen med Charlotte og Louise Støjberg, den første en dygtig pianist og den anden en dygtig sangerinde. De fortolkede danske sange fra forskellige tidsaldre og gjorde det godt. Mette Kathrine (og sangerinden) har skrevet nye melodier til nogle kendte danske sange. Det er udmærkede melodier; men jeg tænker lidt på, om hun dog ikke kunne have fundet nogle nye tekster/digte at skrive melodier til - i stedet for at nogle gode danske sange efterhånden har mere end 3 melodier.
Da den koncert var overstået, fandt vi vej ud i teltet bag skolen, hvor det hele foregik. Omend vi skulle ned ad en noget mudret lav skråning, der var lidt af en udfordring for mine glatte sommersko. I teltet var der koldt og fugtigt, og der var myg. Afenginn (tryk på 2. stavelse) var ved at stille og varme op. Jeg havde lyttet til eksempler på deres hjemmeside og fundet det spændende. Men da de så kom igang med at spille, fandt jeg dem alligevel for mærkelige. For forvildede improvisationer. For skingert saksofon- og violinspil. Så efter 3 numre og en del myggestik forlod vi dem og det klamme telt.
Tilbage i skolebygningen kunne vi nå at høre de sidste ca. 3 numre af koncerten med Benny Holst Trio. Trio'en består bl.a. af den dygtige violinspiller Martin Andersen. Vi har tidligere oplevet en supergod koncert med trioen i Haslev Folk Club. Benny har en lun og let sarkastisk måde at præsentere sine sange på - man føler sig i godt selskab med ham. Hans tekster er godt - melodierne hæderlige, men i trioens arrangementer bliver de til glimrende musikalske oplevelser.
Generelt led festivalen lidt under, at den henvendte sig til to forskellige målgrupper, nemlig folkedanserne, der var til stævne - ja, for dem var det vel et stævne, hvor der var andet musik end det, de lige skulle danse til - og så til et eksternt og gerne lokalt publikum. Skiltningen og information kunne være bedre. Og der manglede lys på vejen ud til det store telt, så man kunne have set og vurderet risikoen for at skride i mudder ...
Men jeg ser da frem til en eventuel gentagelse.
Vi startede med at høre Trio Zenobia, som bestod af Mette Kathrine Jensen, som spiller harmonika, og som vi ofte har set og hørt i Tønder blandt flokken af de studerende fra Odense Musikkonservatorium. Ved denne koncert var hun sammen med Charlotte og Louise Støjberg, den første en dygtig pianist og den anden en dygtig sangerinde. De fortolkede danske sange fra forskellige tidsaldre og gjorde det godt. Mette Kathrine (og sangerinden) har skrevet nye melodier til nogle kendte danske sange. Det er udmærkede melodier; men jeg tænker lidt på, om hun dog ikke kunne have fundet nogle nye tekster/digte at skrive melodier til - i stedet for at nogle gode danske sange efterhånden har mere end 3 melodier.
Da den koncert var overstået, fandt vi vej ud i teltet bag skolen, hvor det hele foregik. Omend vi skulle ned ad en noget mudret lav skråning, der var lidt af en udfordring for mine glatte sommersko. I teltet var der koldt og fugtigt, og der var myg. Afenginn (tryk på 2. stavelse) var ved at stille og varme op. Jeg havde lyttet til eksempler på deres hjemmeside og fundet det spændende. Men da de så kom igang med at spille, fandt jeg dem alligevel for mærkelige. For forvildede improvisationer. For skingert saksofon- og violinspil. Så efter 3 numre og en del myggestik forlod vi dem og det klamme telt.
Tilbage i skolebygningen kunne vi nå at høre de sidste ca. 3 numre af koncerten med Benny Holst Trio. Trio'en består bl.a. af den dygtige violinspiller Martin Andersen. Vi har tidligere oplevet en supergod koncert med trioen i Haslev Folk Club. Benny har en lun og let sarkastisk måde at præsentere sine sange på - man føler sig i godt selskab med ham. Hans tekster er godt - melodierne hæderlige, men i trioens arrangementer bliver de til glimrende musikalske oplevelser.
Generelt led festivalen lidt under, at den henvendte sig til to forskellige målgrupper, nemlig folkedanserne, der var til stævne - ja, for dem var det vel et stævne, hvor der var andet musik end det, de lige skulle danse til - og så til et eksternt og gerne lokalt publikum. Skiltningen og information kunne være bedre. Og der manglede lys på vejen ud til det store telt, så man kunne have set og vurderet risikoen for at skride i mudder ...
Men jeg ser da frem til en eventuel gentagelse.
10. april 2007
Tirsdag
Jeg har givetvis glemt noget fra i går - så vi mere? Fik vi noget at spise til aften? Det er nok ikke sundt kun at spise et stort måltid midt på dagen; men jeg har ikke engang følt mig vildt sulten om morgenen. Og det går vel an, når det kun er en enkelt uge.
Vi havde aftalt at mødes med R. ved Plaza Europa, for at gå derfra til Al Jaferia. Vi var lidt sent på den, fordi den direkte vej langs floden var afspærret grundet vejarbejde, og vi måtte igennem nogle mindre gader.
Al Jaferia er et oprindelig maurisk palads, som nu delvis bruges af den regionale administration. Derfor var der sikkerhedstjek ved indgangen - næsten som i en lufthavn. Men stedet var meget flot og interessant at se.
Så gik vi videre ud i byen og hen til Museo de Zaragoza. Her er dels en oldtidssamling - altså fra stenalderfund til romernes efterladenskaber. Meget interessant! Jeg kunne godt have brugt mere tid her. Der var vist også nogle informationsblade på engelsk, som jeg ikke fandt i første omgang ... Vi kiggede også på malerisamlingen, og her fik jeg set nogle malerier af Goya. Hvordan har han fået ry som vulgær? Er det bare mig, der har misforstået noget? Disse malerier var i hvert fald pæne.
Så gik vi tilbage til Calle Don Jaime. Siden vi kom, har vi kigget meget ind i restauranten Las Palomas over for vores hotel. Og alle dage har der været fuldt af mennesker. Men i dag fik vi endelig plads. Her kan man for 10 euro spise sig mæt i en buffet med alt muligt fra paëlla til svineskank - samt kager og dessert. Det var godt.
Efter mad og lidt afslapning på værelset skulle R. tilbage og hente børnene og følge dem i svømmehal. Jeg gik med hende ned for at sætte mig lidt hen på pladsen. Nede på gaden hilste vi lige på et par af hendes veninder, et par kønne, tjekkiske tvillinger, der også arbejder som au pairs. Jeg sad en stund på en bænk på pladsen og skrev dagbog og nød solen og den dejlige Pilar-plads. Senere kom F. også ned, for vi ville hen at se det romerske teater, der er udgravet nogle gader væk.
Vi så først en lille film med engelske undertekster om udgravningen og stedets historie. Så var der masser af montrer og plancher om det samme - også med engelsk tekst. Man kunne gå ud på nogle gangbroer over og igennem den udgravede ruin, der var overdækket, så både vi og den var beskyttet mod vejrliget, der netop nu bød på en regnbyge.
Mætte af indtryk gik vi tilbage til hotellet og slappede lidt af og så TV. Jeg klædte om (to gange), for vi skulle besøge familien Bernal Garijo (R's au pair-familie). Vi skulle med den bus, som R. har taget frem og tilbage. Der var mange mennesker med, og vi fandt det noget svært at orientere os; men en venlig dame, der havde observeret vores bekymrede stemmer og blikke fra kort til gadeskilte til bussens lysskilt, fortalte os, at nu var det Via Hispanidad. Gracias! R. ventede på os ved stoppestedet og fulgte os hen til familiens spritnye, flotte lejlighed.
Vi havde lego med til børnene. Især 2-årige Ruben syntes det var sjovt med de små dyrefigurer. Maria på 4 var mere kostbar, men syntes vist også godt om det lyserøde lego-prinsesse-sæt. Forældrene gav vi påskeæg fra Frellsen - lidt sent, men hvem kunne vide, hvad dag vi kunne besøge dem. Der blev sat lidt let mad på bordet: salat med oliven, languster, tun og æg, hvide asparges, brød, muslinger. Lækkert. Snakken gik rimeligt - lidt på engelsk og ellers tolket af R. Da det var tid at bryde op, kørte Santiago og R. os til hotellet igen.
Vi havde aftalt at mødes med R. ved Plaza Europa, for at gå derfra til Al Jaferia. Vi var lidt sent på den, fordi den direkte vej langs floden var afspærret grundet vejarbejde, og vi måtte igennem nogle mindre gader.
Al Jaferia er et oprindelig maurisk palads, som nu delvis bruges af den regionale administration. Derfor var der sikkerhedstjek ved indgangen - næsten som i en lufthavn. Men stedet var meget flot og interessant at se.
Så gik vi videre ud i byen og hen til Museo de Zaragoza. Her er dels en oldtidssamling - altså fra stenalderfund til romernes efterladenskaber. Meget interessant! Jeg kunne godt have brugt mere tid her. Der var vist også nogle informationsblade på engelsk, som jeg ikke fandt i første omgang ... Vi kiggede også på malerisamlingen, og her fik jeg set nogle malerier af Goya. Hvordan har han fået ry som vulgær? Er det bare mig, der har misforstået noget? Disse malerier var i hvert fald pæne.
Så gik vi tilbage til Calle Don Jaime. Siden vi kom, har vi kigget meget ind i restauranten Las Palomas over for vores hotel. Og alle dage har der været fuldt af mennesker. Men i dag fik vi endelig plads. Her kan man for 10 euro spise sig mæt i en buffet med alt muligt fra paëlla til svineskank - samt kager og dessert. Det var godt.
Efter mad og lidt afslapning på værelset skulle R. tilbage og hente børnene og følge dem i svømmehal. Jeg gik med hende ned for at sætte mig lidt hen på pladsen. Nede på gaden hilste vi lige på et par af hendes veninder, et par kønne, tjekkiske tvillinger, der også arbejder som au pairs. Jeg sad en stund på en bænk på pladsen og skrev dagbog og nød solen og den dejlige Pilar-plads. Senere kom F. også ned, for vi ville hen at se det romerske teater, der er udgravet nogle gader væk.
Vi så først en lille film med engelske undertekster om udgravningen og stedets historie. Så var der masser af montrer og plancher om det samme - også med engelsk tekst. Man kunne gå ud på nogle gangbroer over og igennem den udgravede ruin, der var overdækket, så både vi og den var beskyttet mod vejrliget, der netop nu bød på en regnbyge.
Mætte af indtryk gik vi tilbage til hotellet og slappede lidt af og så TV. Jeg klædte om (to gange), for vi skulle besøge familien Bernal Garijo (R's au pair-familie). Vi skulle med den bus, som R. har taget frem og tilbage. Der var mange mennesker med, og vi fandt det noget svært at orientere os; men en venlig dame, der havde observeret vores bekymrede stemmer og blikke fra kort til gadeskilte til bussens lysskilt, fortalte os, at nu var det Via Hispanidad. Gracias! R. ventede på os ved stoppestedet og fulgte os hen til familiens spritnye, flotte lejlighed.
Vi havde lego med til børnene. Især 2-årige Ruben syntes det var sjovt med de små dyrefigurer. Maria på 4 var mere kostbar, men syntes vist også godt om det lyserøde lego-prinsesse-sæt. Forældrene gav vi påskeæg fra Frellsen - lidt sent, men hvem kunne vide, hvad dag vi kunne besøge dem. Der blev sat lidt let mad på bordet: salat med oliven, languster, tun og æg, hvide asparges, brød, muslinger. Lækkert. Snakken gik rimeligt - lidt på engelsk og ellers tolket af R. Da det var tid at bryde op, kørte Santiago og R. os til hotellet igen.
9. april 2007
Mandag (2. påskedag)
R. skulle passe børn indtil kl. 14, så F. og jeg måtte klare os selv. Men vi havde set, at der går turistbusser fra Pilar-pladsen. Først fandt vi selv ud af (efter R's instruktioner) at få købt 4 frimærker og få sendt postkort hjem. Så steg vi på en turistbus. Her fik vi små øretelefoner, som vi kunne høre engelske forklaringer i. Men lyden kunne dårligt overdøve den spanske højttalerstemme fra bussens centrale anlæg. Denne tur kørte ud til det område, hvor de er ved at bygge til Expo 2008. Det bliver sikkert flot en gang; men lige nu fik vi ikke det vilde ud af det. Så tilbage på Pilar-pladsen skiftede vi over til den bus, der kørte den historiske rute.
Byens navn kommer af Cesaraugusto, for det er kejser Augustus, der har grundlagt den. Man ser stadig en stump af bymuren og en byport et sted. Efter to busrundture havde vi lidt af et overblik over byen og et par ideer om ting, vi gerne ville se. Derefter gik vi op på vores værelse og ventede på R.
Da hun kom, gik vi ud for at finde noget at spise. Efter en rundtur endte vi tilbage i hotellets restaurant. Der fik vi kotelet med peberfrugter og tomat. Jeg husker ikke forretten ... Til dessert fik R. is, og vi andre fik årstidens frugt: hver en stor appelsin, nok den mest velsmagende, søde og saftige, jeg har fået. R. havde ventet, at hun måske skulle passe børnene igen senere, men fik på et tidspunkt besked om, at hun ikke skulle. Vi gik så ud for at se museer, men fandt ud af, at de alle var lukket, fordi det var mandag.
Men så fulgte R. os hen til et lille sted, hvor man kunne få churros, som man dypper i smeltet chokolade. Det er nok kun i katolske lande, man i den grad vil svælge i nydelse af søde sager: Man kan jo altid skrifte bagefter - som A. og H. Tesio's kogebog hedder. Det var mums - i nærmest syndig grad - men jeg nåede på et tidspunkt til samme punkt som med chokolademousse: så bliver det bare for vammelt!
Jeg skal lige huske at nævne, at der også er churros i hotellets morgenmadsbuffet.
Efter denne pause gik vi til de gamle markedshaller, et skægt sted, hvor der er samlet boder især med grønsager og frugt, nogle slagterboder og enkelte med fisk og skaldyr - altså tidligere tiders indkøbscentre, men stadig i brug. Disse markedshaller ligger i øvrigt i nærheden af den stump af bymuren fra Augustus' tid, der endnu står tilbage.
Jeg ville gerne lidt i butikker, så vi gik i Corte Ingles, det store varehus, der findes overalt i Spanien. Ja, R. havde sagt, at der kun er dyre ting. Hun havde også ret. Det er sådan lige som Magasin med mærketøjsbutikker - og ikke rigtig nogen i min stil (eller måske var det nærigheden, der talte). Vi gik videre ud i gaderne og osede lidt flere butikker; men vi var jo i centrum, og alle stederne var dyre.
Byens navn kommer af Cesaraugusto, for det er kejser Augustus, der har grundlagt den. Man ser stadig en stump af bymuren og en byport et sted. Efter to busrundture havde vi lidt af et overblik over byen og et par ideer om ting, vi gerne ville se. Derefter gik vi op på vores værelse og ventede på R.
Da hun kom, gik vi ud for at finde noget at spise. Efter en rundtur endte vi tilbage i hotellets restaurant. Der fik vi kotelet med peberfrugter og tomat. Jeg husker ikke forretten ... Til dessert fik R. is, og vi andre fik årstidens frugt: hver en stor appelsin, nok den mest velsmagende, søde og saftige, jeg har fået. R. havde ventet, at hun måske skulle passe børnene igen senere, men fik på et tidspunkt besked om, at hun ikke skulle. Vi gik så ud for at se museer, men fandt ud af, at de alle var lukket, fordi det var mandag.
Men så fulgte R. os hen til et lille sted, hvor man kunne få churros, som man dypper i smeltet chokolade. Det er nok kun i katolske lande, man i den grad vil svælge i nydelse af søde sager: Man kan jo altid skrifte bagefter - som A. og H. Tesio's kogebog hedder. Det var mums - i nærmest syndig grad - men jeg nåede på et tidspunkt til samme punkt som med chokolademousse: så bliver det bare for vammelt!
Jeg skal lige huske at nævne, at der også er churros i hotellets morgenmadsbuffet.
Efter denne pause gik vi til de gamle markedshaller, et skægt sted, hvor der er samlet boder især med grønsager og frugt, nogle slagterboder og enkelte med fisk og skaldyr - altså tidligere tiders indkøbscentre, men stadig i brug. Disse markedshaller ligger i øvrigt i nærheden af den stump af bymuren fra Augustus' tid, der endnu står tilbage.
Jeg ville gerne lidt i butikker, så vi gik i Corte Ingles, det store varehus, der findes overalt i Spanien. Ja, R. havde sagt, at der kun er dyre ting. Hun havde også ret. Det er sådan lige som Magasin med mærketøjsbutikker - og ikke rigtig nogen i min stil (eller måske var det nærigheden, der talte). Vi gik videre ud i gaderne og osede lidt flere butikker; men vi var jo i centrum, og alle stederne var dyre.
8. april 2007
Søndag
Vi stod op kl. 8 og gik ned til morgenmaden. Den var OK. Der var skinke og kartoffelkage, brød og ost og færdigpakkede cerealier og små bøtter med den samme ærgerlige yoghurt som i Barcelona eller med flan eller chokolademousse.
R. kom til hotellet kl. 10.30, og vi gik hen for at se katedralen, La Seo del Salvador. Den er flot indeni - og speciel, fordi den er bygget af lyse sten; men alle kapellerne er af samme overlæssede type som i andre katolske kirker med guld og mørkt træ og marmor. Et af kapellerne var dog specielt, fordi allle ornamenterne var i alabaster. Ja, disse katolske kirker er overvældende i en grad, så i hvert fald jeg hurtigt får nok. Uden for katedralen var der et marked igang, og vi gik tullede lidt rundt og kiggede.
Da vi kom ti bage til Pilar-pladsen, kunne vi se, at der skulle ske noget. Der var sat afspærringer op, som dannede en åben rektangulær plads. Der var en scene, og et lille orkester var i gang med at stille op. Der var et par guitarister og nogle med nogle mindre strengeinstrumenter. På et tidspunkt gav de et opvarmningsnummer, hvor en mand og en kvinde også sang på den specielle spanske måde.
Snart stod vi i en kødrand af tilskuere. Og så kunne vi høre trommerne. De lød egentlig lidt mindre ildevarslende end igår. Der kom en lang procession med gejstlige, der bar kors og bannere. Forrest kom den gruppe, der også havde gået optog (trænet?) i aftes, klædt i hvide dragter med lange lyseblå plisserede skærfer draperet over den ene skulder og sat ind i bæltet på ryggen. Der var voksne og børn, de mindste så små, at de sad i klapvogne, men alligevel iført hvid dragt og noget lyseblåt om skuldrene. Trommehvirvler blev afløst af tungere rytmer (Safriduo ville have fundet dette interessant), som igen blev afløst af lettere rytmer. Spændende! Efter denne gruppe kom andre - sikkert associeret til andre af byens kirker - nogle i grå kjortler. Og der var også en gruppe fine damer i sort med højt hovedtøj, der bar lange blondeslæb. Da alle var kommet ind i indhegningen, havde de højeste gejstlige taget opstilling oppe på scenen, hvor de prædikede eller fremsagde bønner eller lovprisninger af den genopstandne Kristus på latin og spansk. To processionsvogne blev trukket ind fra hver sin side af pladsen, den ene med Jesus, den anden med Jomfru Maria. Der blev spillet og sunget igen af den lille trup, og to par dansede og lavede rytme med deres castagnetter. Under prædiken og dans stod processionsdeltagerne i deres varme dragter og ventede. Solen skinnede nu varmt, og der blev skaffet vand til børnene, og dem der vaklede værst ...
Til sidst bevægede processionen sig ud af indhegningen og tilbage ad den gade, hvorfra de var kommet. Menneskemængden på pladsen spredtes. Såvidt jeg husker, gik vi op på værelset og besøgte toilettet. Bagefter besøgte vi Pilar-kirken. Den er ved at blive restaureret både ude og inde. Endnu en flot og overvældende kirke - og på dagen i brug.
Vi gik videre fra Pilar-pladsen og ned ad en gade, hvor vi fandt et spisested. Sådan et halvmoderne sted, der hedder Vips, sådan et lidt moderne koncept-sted men med meget bedre mad end McDonalds o.lign. Jeg husker ikke præcis, hvad vi fik, kun at jeg fik noget thai-agtigt med nudler og rejer, der var lidt for sødt men ellers OK.
Vi gik videre ned ad gaden og derfra hen ad Paseo Independencia. Det blev en lang spadseretur helt ud til Grand Parc, en kæmpe park, som R. kender fra ture med børnene. Et sted, hvor folk hygger sig, spadserer, soler sig, lejer forskellige former for familiecykler og lign. Vi gik lidt rundt - eller sad - og hyggede os - samt købte is. Og vandrede så tilbage igen.
Var det denne aften, vi ikke fik mere at spise? Dagene har været så optagne og fulde af ting, vi har set, at jeg ikke længere kan skelne dem.
R. kom til hotellet kl. 10.30, og vi gik hen for at se katedralen, La Seo del Salvador. Den er flot indeni - og speciel, fordi den er bygget af lyse sten; men alle kapellerne er af samme overlæssede type som i andre katolske kirker med guld og mørkt træ og marmor. Et af kapellerne var dog specielt, fordi allle ornamenterne var i alabaster. Ja, disse katolske kirker er overvældende i en grad, så i hvert fald jeg hurtigt får nok. Uden for katedralen var der et marked igang, og vi gik tullede lidt rundt og kiggede.
Da vi kom ti bage til Pilar-pladsen, kunne vi se, at der skulle ske noget. Der var sat afspærringer op, som dannede en åben rektangulær plads. Der var en scene, og et lille orkester var i gang med at stille op. Der var et par guitarister og nogle med nogle mindre strengeinstrumenter. På et tidspunkt gav de et opvarmningsnummer, hvor en mand og en kvinde også sang på den specielle spanske måde.
Snart stod vi i en kødrand af tilskuere. Og så kunne vi høre trommerne. De lød egentlig lidt mindre ildevarslende end igår. Der kom en lang procession med gejstlige, der bar kors og bannere. Forrest kom den gruppe, der også havde gået optog (trænet?) i aftes, klædt i hvide dragter med lange lyseblå plisserede skærfer draperet over den ene skulder og sat ind i bæltet på ryggen. Der var voksne og børn, de mindste så små, at de sad i klapvogne, men alligevel iført hvid dragt og noget lyseblåt om skuldrene. Trommehvirvler blev afløst af tungere rytmer (Safriduo ville have fundet dette interessant), som igen blev afløst af lettere rytmer. Spændende! Efter denne gruppe kom andre - sikkert associeret til andre af byens kirker - nogle i grå kjortler. Og der var også en gruppe fine damer i sort med højt hovedtøj, der bar lange blondeslæb. Da alle var kommet ind i indhegningen, havde de højeste gejstlige taget opstilling oppe på scenen, hvor de prædikede eller fremsagde bønner eller lovprisninger af den genopstandne Kristus på latin og spansk. To processionsvogne blev trukket ind fra hver sin side af pladsen, den ene med Jesus, den anden med Jomfru Maria. Der blev spillet og sunget igen af den lille trup, og to par dansede og lavede rytme med deres castagnetter. Under prædiken og dans stod processionsdeltagerne i deres varme dragter og ventede. Solen skinnede nu varmt, og der blev skaffet vand til børnene, og dem der vaklede værst ...
Til sidst bevægede processionen sig ud af indhegningen og tilbage ad den gade, hvorfra de var kommet. Menneskemængden på pladsen spredtes. Såvidt jeg husker, gik vi op på værelset og besøgte toilettet. Bagefter besøgte vi Pilar-kirken. Den er ved at blive restaureret både ude og inde. Endnu en flot og overvældende kirke - og på dagen i brug.
Vi gik videre fra Pilar-pladsen og ned ad en gade, hvor vi fandt et spisested. Sådan et halvmoderne sted, der hedder Vips, sådan et lidt moderne koncept-sted men med meget bedre mad end McDonalds o.lign. Jeg husker ikke præcis, hvad vi fik, kun at jeg fik noget thai-agtigt med nudler og rejer, der var lidt for sødt men ellers OK.
Vi gik videre ned ad gaden og derfra hen ad Paseo Independencia. Det blev en lang spadseretur helt ud til Grand Parc, en kæmpe park, som R. kender fra ture med børnene. Et sted, hvor folk hygger sig, spadserer, soler sig, lejer forskellige former for familiecykler og lign. Vi gik lidt rundt - eller sad - og hyggede os - samt købte is. Og vandrede så tilbage igen.
Var det denne aften, vi ikke fik mere at spise? Dagene har været så optagne og fulde af ting, vi har set, at jeg ikke længere kan skelne dem.
7. april 2007
Lørdag
Natten gav knap så god søvn. Vi sov vist alle lidt på albuerne. Vågnede nogle gange og måtte på wc eller blot tjekke, hvad klokken var. På et tidspunkt rykkede beboeren ud af et af de nærliggende værelser. En dør faldt i og en kuffert med hjul rumlede hen ad gangens flisegulv og blev trukket op ad de nærliggende fem trappetrin ...! Da var klokken et kvarter i syv, så jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne stå op nu, som sove et kvarter til.
Vi kom alle op og i bad og fik pakket, så vi var klar til morgenbuffeten kl. otte. Efter morgenmaden tjekkede vi ud og fortalte hotelmutter, at det havde været fint at bo der. R. spurgte om bedste transportmulighed til lufthavnen på onsdag, og fik at vide, at der gik en aerobus både fra Estació de Sants og Estació del Nord, to af de store stationer i Barcelona. Så var det klaret. Vi havde ellers afsat god tid til at undersøge dette på Nord.
Vi gik ud i gaden. Himlen var blå oppe over hustagene, men morgenen var stadig kølig. Vi havde forsynet os med hver et æble til turen fra hotellets morgenbuffet, og oppe på Rambla'en købte vi flaskevand i en kiosk. Vi gik ned til metroen, og R. købte billetter til os i en automat. Vi bøvlede lidt med at komme igennem de automatiske låger ind til perronerne. Vi kørte to stop og stod så af ved Triumfbuen. Busterminalen Estació del Nord lå lige ved siden af.
Vi var altså i god tid. Jeg købte - ved R's hjælp - en baguette med chorizo, for jeg havde ikke kunnet spise så meget morgenmad, og mere vand. Vi steg om bord på bussen, som var rimeligt moderne og komfortabel. Den fyldtes efterhånden op og kom afsted. Bussen kørte sydvestpå ud af byen. Byens udkanter er - som de fleste byers - mindre charmerende. Landskabet helt ude på landet er præget af stenede og tørre bakker; jorden er rødlig, og der er masser af vinmarker. Længere væk fra Barcelona bliver landskabet endnu mere tørt og stenet - og jorden er ikke så rød mere.
Da vi havde kørt en times tid, blev det gråvejr, og efterhånden begyndte det også at regne. I fjernsynet på hotellet i Barcelona havde vi set noget om, at Ebro var gået over sine bredder. Og da vi nærmede os Zaragoza, kunne vi også se oversvømmede områder og marker. Det var på denne del af turen, at vi bemærkede storke et par steder. Så vidt jeg kunne se, havde de også unger i rederne. Men der er nok også en del føde til dem, når markerne er oversvømmede.
Efter en tur på ca. 3 1/2 time kørte bussen ind i Zaragoza og ind i terminalens garageanlæg, og vi stod ud. Før vi forlod terminalen, købte R. billetter for os til brug, når vi skal tilbage til Barcelona på onsdag. Zaragoza er en nydelig by. Uden for den ældste bykerne er der brede gader og pladser. Der var et pænt stykke vej at gå til hotellet; men så fik vi også et godt indtryk af byen.
Hotellet ligger centralt: man kan nærmest spytte til katedralen og til Pilar kirken og -pladsen. Manden i receptionen var ved at få noget galt i halsen over, at vi kom tre personer, når der stod to på den reservation, jeg stak ham; men R. kunne berolige ham. Det er et noget mere moderne hotel, end det vi havde i Barcelona, men ikke mere hyggeligt. Vi har et nydeligt værelse med fransk altan ud til Calle de Don Jaime I, som går ned imellem kirkerne og hen til en stenbroen over Ebro-floden.
Da vi lige havde sat taskerne fra os og hængt tøj ind i skabet, gik vi ned igen - det var helt tørvejr nu. Vi gik ud på broen og stod og kiggede lidt på det mudrede vand og den høje vandstand. R. havde fået fortalt om meget mere vand i floden, så hun var ikke så bekymret, som TV fornylig havde ansporet til. Så gik vi ind på Pilar-pladsen. Den er rigtig flot med rådhuset, kirken, bænke med flotte blomsterkummer og flere moderne vandkunstværker. I den ene ende af pladsen er der en statue af Goya, som vist er her fra byen.
R. var sulten - hun havde ikke fået mad siden morgenbordet i Barcelona, så vi gik ud for at finde et spisested. Men her ved tretiden spiser alle mennesker, så alle restauranter var fulde. Endelig fandt vi et sted, hvor vi kunne få plads efter at have ventet en øls tid ved baren. Det var et hyggeligt og velbesøgt sted med hurtig servering, da vi først havde fået et bord, måske også for hurtig, for F. og R. fandt deres bøffer for røde og sendte dem ud igen. Jeg fik noget sammenkogt med bacalao. Det var godt.
På et tidspunkt hen ad aften sad vi på værelset, da vi hørte trommer. Vi gik ned på Pilar-pladsen, og snart efter kom der et optog. Der lægges virkelig kræfter i stortrommerne og trommelyden og rytmerne har en helt ildevarslende karakter, som leder tankerne hen på Lord of the Ring-filmene ...! Ingen lades i tvivl om, at katolicismen skal tages alvorligt og eftertrykkeligt.
Resten af aftenen stenede vi vist bare. F. og R. havde håbet, at den fodboldkamp, der blev spillet i Zaragoza imellem Zaragoza og Barcelona, blev tranmitteret i TV; men de kunne ikke finde den på apparatet på værelset. En opsummering senere viste endda, at Zaragoza vandt. Vi fulgte R. til bussen – hun skulle sove på sit eget værelse i au pair-familiens lejlighed - og gik tilbage til hotellet.
Vi kom alle op og i bad og fik pakket, så vi var klar til morgenbuffeten kl. otte. Efter morgenmaden tjekkede vi ud og fortalte hotelmutter, at det havde været fint at bo der. R. spurgte om bedste transportmulighed til lufthavnen på onsdag, og fik at vide, at der gik en aerobus både fra Estació de Sants og Estació del Nord, to af de store stationer i Barcelona. Så var det klaret. Vi havde ellers afsat god tid til at undersøge dette på Nord.
Vi gik ud i gaden. Himlen var blå oppe over hustagene, men morgenen var stadig kølig. Vi havde forsynet os med hver et æble til turen fra hotellets morgenbuffet, og oppe på Rambla'en købte vi flaskevand i en kiosk. Vi gik ned til metroen, og R. købte billetter til os i en automat. Vi bøvlede lidt med at komme igennem de automatiske låger ind til perronerne. Vi kørte to stop og stod så af ved Triumfbuen. Busterminalen Estació del Nord lå lige ved siden af.
Vi var altså i god tid. Jeg købte - ved R's hjælp - en baguette med chorizo, for jeg havde ikke kunnet spise så meget morgenmad, og mere vand. Vi steg om bord på bussen, som var rimeligt moderne og komfortabel. Den fyldtes efterhånden op og kom afsted. Bussen kørte sydvestpå ud af byen. Byens udkanter er - som de fleste byers - mindre charmerende. Landskabet helt ude på landet er præget af stenede og tørre bakker; jorden er rødlig, og der er masser af vinmarker. Længere væk fra Barcelona bliver landskabet endnu mere tørt og stenet - og jorden er ikke så rød mere.
Da vi havde kørt en times tid, blev det gråvejr, og efterhånden begyndte det også at regne. I fjernsynet på hotellet i Barcelona havde vi set noget om, at Ebro var gået over sine bredder. Og da vi nærmede os Zaragoza, kunne vi også se oversvømmede områder og marker. Det var på denne del af turen, at vi bemærkede storke et par steder. Så vidt jeg kunne se, havde de også unger i rederne. Men der er nok også en del føde til dem, når markerne er oversvømmede.
Efter en tur på ca. 3 1/2 time kørte bussen ind i Zaragoza og ind i terminalens garageanlæg, og vi stod ud. Før vi forlod terminalen, købte R. billetter for os til brug, når vi skal tilbage til Barcelona på onsdag. Zaragoza er en nydelig by. Uden for den ældste bykerne er der brede gader og pladser. Der var et pænt stykke vej at gå til hotellet; men så fik vi også et godt indtryk af byen.
Hotellet ligger centralt: man kan nærmest spytte til katedralen og til Pilar kirken og -pladsen. Manden i receptionen var ved at få noget galt i halsen over, at vi kom tre personer, når der stod to på den reservation, jeg stak ham; men R. kunne berolige ham. Det er et noget mere moderne hotel, end det vi havde i Barcelona, men ikke mere hyggeligt. Vi har et nydeligt værelse med fransk altan ud til Calle de Don Jaime I, som går ned imellem kirkerne og hen til en stenbroen over Ebro-floden.
Da vi lige havde sat taskerne fra os og hængt tøj ind i skabet, gik vi ned igen - det var helt tørvejr nu. Vi gik ud på broen og stod og kiggede lidt på det mudrede vand og den høje vandstand. R. havde fået fortalt om meget mere vand i floden, så hun var ikke så bekymret, som TV fornylig havde ansporet til. Så gik vi ind på Pilar-pladsen. Den er rigtig flot med rådhuset, kirken, bænke med flotte blomsterkummer og flere moderne vandkunstværker. I den ene ende af pladsen er der en statue af Goya, som vist er her fra byen.
R. var sulten - hun havde ikke fået mad siden morgenbordet i Barcelona, så vi gik ud for at finde et spisested. Men her ved tretiden spiser alle mennesker, så alle restauranter var fulde. Endelig fandt vi et sted, hvor vi kunne få plads efter at have ventet en øls tid ved baren. Det var et hyggeligt og velbesøgt sted med hurtig servering, da vi først havde fået et bord, måske også for hurtig, for F. og R. fandt deres bøffer for røde og sendte dem ud igen. Jeg fik noget sammenkogt med bacalao. Det var godt.
På et tidspunkt hen ad aften sad vi på værelset, da vi hørte trommer. Vi gik ned på Pilar-pladsen, og snart efter kom der et optog. Der lægges virkelig kræfter i stortrommerne og trommelyden og rytmerne har en helt ildevarslende karakter, som leder tankerne hen på Lord of the Ring-filmene ...! Ingen lades i tvivl om, at katolicismen skal tages alvorligt og eftertrykkeligt.
Resten af aftenen stenede vi vist bare. F. og R. havde håbet, at den fodboldkamp, der blev spillet i Zaragoza imellem Zaragoza og Barcelona, blev tranmitteret i TV; men de kunne ikke finde den på apparatet på værelset. En opsummering senere viste endda, at Zaragoza vandt. Vi fulgte R. til bussen – hun skulle sove på sit eget værelse i au pair-familiens lejlighed - og gik tilbage til hotellet.
6. april 2007
Langfredag
Vi havde alle sovet bedre end natten før. Efter morgenmaden gik vi hen til pladsen igen, for idag ville vi tage den sydlige bustur.
Første stop var den spanske landsby, hvor der er samlet byhuse fra forskellige spanske byer. I husene var der desuden arbejdende kunsthåndværkere, der også solgte af deres ting. Der var mange spændende ting at se på. Jeg købte et par øreringe med klart og rødt glas. Det var tørvejr, og vi krydsede fingre for, at det blev ved.
Det var på bjerget Montjuic, der ligger i udkanten af bymidten. Der var flere busstop i dette område, så vi stod på bussen igen. Og stod af ved en park. Herfra kunne man også tage et s-tog el. lign. ned til byen - eller en svævebane længere op på bjerget. Den var vist ikke rigtig i drift. Jeg skulle heller ikke have nydt noget, så vi gik bare længere op. På toppen af bjerget lå et forsvarsværk, der har kunnet forsvare havnen. Nu er der militærmuseum; men man kan også bare gå rundt på området og nyde udsigten. Det blæste kraftigt heroppe, men det var stadig tørvejr og ikke koldt.
På vejen ned til bussen igen spiste vi lidt baguetter med chorizo. Vi kørte med bus ned i byen igen og forbi statuen af Columbus og ned til området omkring havnen. Der er ret flot. Solen skinnede nu, og der var enormt mange mennesker allevegne - ja, Barcelona tiltrækker mennesker og ikke mindst i Påsken. Der er turister alle vegne og fra alle mulige lande. Der er også pænt belagt på vores lile hotel.
Vi blev på bussen og stod først af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Det var fint solskinsvejr nu, og vi gik op ad Passeig de Gràcia for at se nærmere på de to Gaudì-bygninger, der ligger der, Casa Batllo og Casa Mila. På vejen derhen stoppede vi og drak kaffe på en fortovscafé - det skal man da prøve! Det myldrede også med mennesker på denne fine gade.
Vi gik tilbage på hotellet og slappede lidt af. Jeg satte mig ud på terrassen og skrev dagbog og nød solen, indtil den forsvandt bag skorstene og tage. Herfra har man også udsigt til bagboernes altaner og vasketøj.
Efter at jeg var gået ind, hørte vi på et tidspunkt trommer fra gaden. Vi gættede på, at det var en procession og skyndte os at gå ned for ar se den. Det viste sig, at den gik lige forbi hotellet ad den smalle gade, og vi kunne dårlig komme ud, fordi folk stod klinet op ad døren for at se processionen. F. og jeg gik ind i foieen og kiggede ud ad vinduet i stedet. Uden for mit vindue stod en mand med en lille dreng på armen, og knægten syntes, det var nok så interessant, at en dame stod inden for vinduet og klemte næsen flad for at se ud, så han bankede på ruden og grinede.
Det, jeg så af processionen, var forrest nogle kvinder klædt fint i sort og med blonder. Derefter en del mænd i hvide kjortler og med høje, grønne velourbeklædte spidse hætter helt ned over ansigtet - ja, sådan nogle ku klux klan-hætter. Dernæst en præst i hvidt og lilla, der svingede med en røgelsesting. Til sidst kom det centrale: oftest ser man, at det er en vogn ... der var en Jomfru Maria-statuette ovenpå, og en masse blomster. Men tingens vuggende bevægelser tydede på, at den blev båret ...! De stakler, der har gået sammenkrøbne derinde under! Foran gik en mand, der af og til bukkede sig og kiggede ind under, som om han gav instruktioner til bærerne.
Processionen bevægede sig langsomt videre, og vi gik ud for at finde et sted at spise. Rambla'en myldrede af mennesker, og vi gættede på, at det var vildt dyrt at spise her. Så vi vandrede rundt ad sidegaderne. På et tidspunkt var vi henne ved katedralen og så, at processionen (eller en anden) nu var nået hertil.
Et sted ved Laietana fandt endelig nåde for vores madlyst. Der var salatbuffet, pizzastykker og kaffe og frugt til at slutte af med. Jeg smagte (efter en masse andet) noget pureret avocado-frugtsuppe med en sødlig frisk mild smag - det var rigtig godt.
Første stop var den spanske landsby, hvor der er samlet byhuse fra forskellige spanske byer. I husene var der desuden arbejdende kunsthåndværkere, der også solgte af deres ting. Der var mange spændende ting at se på. Jeg købte et par øreringe med klart og rødt glas. Det var tørvejr, og vi krydsede fingre for, at det blev ved.
Det var på bjerget Montjuic, der ligger i udkanten af bymidten. Der var flere busstop i dette område, så vi stod på bussen igen. Og stod af ved en park. Herfra kunne man også tage et s-tog el. lign. ned til byen - eller en svævebane længere op på bjerget. Den var vist ikke rigtig i drift. Jeg skulle heller ikke have nydt noget, så vi gik bare længere op. På toppen af bjerget lå et forsvarsværk, der har kunnet forsvare havnen. Nu er der militærmuseum; men man kan også bare gå rundt på området og nyde udsigten. Det blæste kraftigt heroppe, men det var stadig tørvejr og ikke koldt.
På vejen ned til bussen igen spiste vi lidt baguetter med chorizo. Vi kørte med bus ned i byen igen og forbi statuen af Columbus og ned til området omkring havnen. Der er ret flot. Solen skinnede nu, og der var enormt mange mennesker allevegne - ja, Barcelona tiltrækker mennesker og ikke mindst i Påsken. Der er turister alle vegne og fra alle mulige lande. Der er også pænt belagt på vores lile hotel.
Vi blev på bussen og stod først af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Det var fint solskinsvejr nu, og vi gik op ad Passeig de Gràcia for at se nærmere på de to Gaudì-bygninger, der ligger der, Casa Batllo og Casa Mila. På vejen derhen stoppede vi og drak kaffe på en fortovscafé - det skal man da prøve! Det myldrede også med mennesker på denne fine gade.
Vi gik tilbage på hotellet og slappede lidt af. Jeg satte mig ud på terrassen og skrev dagbog og nød solen, indtil den forsvandt bag skorstene og tage. Herfra har man også udsigt til bagboernes altaner og vasketøj.
Efter at jeg var gået ind, hørte vi på et tidspunkt trommer fra gaden. Vi gættede på, at det var en procession og skyndte os at gå ned for ar se den. Det viste sig, at den gik lige forbi hotellet ad den smalle gade, og vi kunne dårlig komme ud, fordi folk stod klinet op ad døren for at se processionen. F. og jeg gik ind i foieen og kiggede ud ad vinduet i stedet. Uden for mit vindue stod en mand med en lille dreng på armen, og knægten syntes, det var nok så interessant, at en dame stod inden for vinduet og klemte næsen flad for at se ud, så han bankede på ruden og grinede.
Det, jeg så af processionen, var forrest nogle kvinder klædt fint i sort og med blonder. Derefter en del mænd i hvide kjortler og med høje, grønne velourbeklædte spidse hætter helt ned over ansigtet - ja, sådan nogle ku klux klan-hætter. Dernæst en præst i hvidt og lilla, der svingede med en røgelsesting. Til sidst kom det centrale: oftest ser man, at det er en vogn ... der var en Jomfru Maria-statuette ovenpå, og en masse blomster. Men tingens vuggende bevægelser tydede på, at den blev båret ...! De stakler, der har gået sammenkrøbne derinde under! Foran gik en mand, der af og til bukkede sig og kiggede ind under, som om han gav instruktioner til bærerne.
Processionen bevægede sig langsomt videre, og vi gik ud for at finde et sted at spise. Rambla'en myldrede af mennesker, og vi gættede på, at det var vildt dyrt at spise her. Så vi vandrede rundt ad sidegaderne. På et tidspunkt var vi henne ved katedralen og så, at processionen (eller en anden) nu var nået hertil.
Et sted ved Laietana fandt endelig nåde for vores madlyst. Der var salatbuffet, pizzastykker og kaffe og frugt til at slutte af med. Jeg smagte (efter en masse andet) noget pureret avocado-frugtsuppe med en sødlig frisk mild smag - det var rigtig godt.
5. april 2007
Skærtorsdag
Efter en relativt god nats søvn stod vi op og nød et velfungerende brusebad. Morgenmaden i den klassisk udsmykkede spisesal var også OK. Vi var blevet enige om at tage en guidet tur med en af turistbusserne, for TV havde meldt REGN. Efter at være gået et par gange rundt om Plaça Catalunya fandt vi den bus - eller den rute, vi helst ville med. Vi købte billetter til to dage (der er tre forskellige ruter) - og hoppede ombord.
Da vi var kommet på plads på den åbne overetage, ringede en sms ind på min mobil. Det var en forsinket fødselsdagshilsen fra Lille Skensved. Hyggeligt! Det var lidt køligt at sidde på overetagen; men man ser jo bedst deroppe, og det dryppede kun lidt.
Bussen kørte op ad Passeig de Gràcia, hvorved man kommer forbi to af Gaudí's bygningsværker: Casa Batllo (der er musik på siden) og Casa Mila. Og vi kørte igennem nogle af Eixample's perfekt planlagte gader med gadehjørner, der er skåret skråt af, så der dannes små fine pladser i hvert gadekryds.
Vi hoppede af bussen ved La Sagrada Familia. Den bygning - eller byggeplads - er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set. Bløde former, der ligner dryppende stearin. Søjler, der ligner himmelstræbende træer. Et væld og et mylder af detaljer - et myldrende symbolsprog. Ja, der bygges jo stadig på kirken - eller templet, som der også står nogen steder. Men der er alligevel åbent for publikum. Inde i det, der bliver kirkerummet står der plancher, der fortæller, hvor de forskellige anvendte stenarter kommer fra. Og i kælderplan er der udstillinger om byggeprocessen: tegninger, skitser, modeller, fotos, etc. etc.
Det regnede og var ret koldt. Vi gik ud for at stå på en turistbus igen (de kører med seks minutters mellemrum); men der var kø (og paraplytrængsel), og busserne var fulde, så vi måtte lade to busser passere, før vi kom om bord. Vi fik pladser bagest i bussen, og der var dårligt udsyn, men efter nogle stop, hvor andre passagerer stod af, kunne vi avancere til bedre pladser.
Vi blev på bussen resten af turen rundt og stod altså af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Der fandt vi en restaurant, hvor vi fik paëlla - R. med skaldyr, F og jeg med kylling. Den smagte ikke så godt, som jeg havde ventet (og duftet fra nabobordet i aftes). Efter en kop kaffe gik vi ud for at finde katedralen og Picasso-museet, som R. gerne ville se.
På vej derhen fik jeg kigget op ad en sidegade og fik øje på en flot og farvestrålende bygning. Den måtte vi lige hen og kigge på. Det viste sig at være et musikhus: El Palau de la Música Catalana. Vi var ikke inde – vi havde jo andre planer.
Vi gik videre hen til katedralen. Der var lang kø ved indgangen, så vi ville bese den udefra først. Vi gik derfor rundt om den ad de små gamle gader. Et sted med en god akustik sad en dame og sang opera, så det rislede ned ad ryggen. Ved katedralens bagindgang læste R., at man kunne komme gratis ind efter kl. 17.15, så vi besluttede os for Picasso først.
Ad flere gamle smalle gader ... men der var meget lang kø ved Picasso-museet. For lang til, at vi havde lyst til at stå under vores paraplyer og fryse. Vi gik videre og fandt triumfbuen og den brede passage op imod den.
Vi gik og snakkede om, hvorfor duerne fløj så vildt i denne by. De tager den lige vej og skærer alle hjørner lige som brian'er på motorvejen. Således flyver de ganske tæt forbi folk på gaden. I øvrigt flyver der også grønne papegøjer rundt og skræpper - men de er endnu respektfulde i deres flyvemanerer.
Vi gik tilbage imod katedralen. Jeg havde brug for et toilet, så vi gik ind et sted og købte en kop kaffe. Jeg følte mig lidt dårlig og mistænkte paella'en lidt; men det gik nu over igen.
På pladsen foran katedralen sad en mand og spillede guitar - han var super dygtig - spillede de gamle spanske (sydamerikanske?) mestre (Albeniz, Fernando Sor eller nogle af samme karat). Jeg havde helt dårlig samvittighed over at kaste en lille, skaldet Euro hen i hans kasse - han fortjente en koncertsal!
Da det blev tid, gik vi ind i katedralen. Den bestod af en indre gård med en overdækket gang omkring. Som i alle katolske kirker var der disse mindre altre/kapeller for helgener. Alle steder stod der lys i røde gennemsigtige plastikstager, som man kunne købe i boder udenfor. Vi var efterhånden noget matte og gik tilbage til hotellet for at slappe af.
Efter denne ultrasene siesta gik vi ud for at få noget at spise. Da vi havde spist et stort måltid først på eftermiddagen, havde vi besluttet os for tapas nu. Efter en tur ned ad Rambla'en og et kig ind i en for dyr restaurant gik vi tilbage til Santa Anna. Der er en del små spisesteder bl.a. et med samme navn som gaden. Der gik vi ind. Personalet havde rygende travlt, men fik dog endelig tid til os også. Vi fik små dybstegte rejer, blæksprutteringe, patatas bravas (brasekartofler med paprikadressing), tomatbrød, skinkecrutoner. Vi drak kølig og forfriskende sangria til. Det var helt OK. Vi blev betjent af en fortravlet, men sød ung pige (glimt i øjet og en frisk bemærkning, som jo kun R kunne forstå). Vi sluttede af med kaffe og gik så tilbage til hotellet og gik i seng ret trætte.
Da vi var kommet på plads på den åbne overetage, ringede en sms ind på min mobil. Det var en forsinket fødselsdagshilsen fra Lille Skensved. Hyggeligt! Det var lidt køligt at sidde på overetagen; men man ser jo bedst deroppe, og det dryppede kun lidt.
Bussen kørte op ad Passeig de Gràcia, hvorved man kommer forbi to af Gaudí's bygningsværker: Casa Batllo (der er musik på siden) og Casa Mila. Og vi kørte igennem nogle af Eixample's perfekt planlagte gader med gadehjørner, der er skåret skråt af, så der dannes små fine pladser i hvert gadekryds.
Vi hoppede af bussen ved La Sagrada Familia. Den bygning - eller byggeplads - er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set. Bløde former, der ligner dryppende stearin. Søjler, der ligner himmelstræbende træer. Et væld og et mylder af detaljer - et myldrende symbolsprog. Ja, der bygges jo stadig på kirken - eller templet, som der også står nogen steder. Men der er alligevel åbent for publikum. Inde i det, der bliver kirkerummet står der plancher, der fortæller, hvor de forskellige anvendte stenarter kommer fra. Og i kælderplan er der udstillinger om byggeprocessen: tegninger, skitser, modeller, fotos, etc. etc.
Det regnede og var ret koldt. Vi gik ud for at stå på en turistbus igen (de kører med seks minutters mellemrum); men der var kø (og paraplytrængsel), og busserne var fulde, så vi måtte lade to busser passere, før vi kom om bord. Vi fik pladser bagest i bussen, og der var dårligt udsyn, men efter nogle stop, hvor andre passagerer stod af, kunne vi avancere til bedre pladser.
Vi blev på bussen resten af turen rundt og stod altså af, da vi var tilbage på Plaça Catalunya. Der fandt vi en restaurant, hvor vi fik paëlla - R. med skaldyr, F og jeg med kylling. Den smagte ikke så godt, som jeg havde ventet (og duftet fra nabobordet i aftes). Efter en kop kaffe gik vi ud for at finde katedralen og Picasso-museet, som R. gerne ville se.
På vej derhen fik jeg kigget op ad en sidegade og fik øje på en flot og farvestrålende bygning. Den måtte vi lige hen og kigge på. Det viste sig at være et musikhus: El Palau de la Música Catalana. Vi var ikke inde – vi havde jo andre planer.
Vi gik videre hen til katedralen. Der var lang kø ved indgangen, så vi ville bese den udefra først. Vi gik derfor rundt om den ad de små gamle gader. Et sted med en god akustik sad en dame og sang opera, så det rislede ned ad ryggen. Ved katedralens bagindgang læste R., at man kunne komme gratis ind efter kl. 17.15, så vi besluttede os for Picasso først.
Ad flere gamle smalle gader ... men der var meget lang kø ved Picasso-museet. For lang til, at vi havde lyst til at stå under vores paraplyer og fryse. Vi gik videre og fandt triumfbuen og den brede passage op imod den.
Vi gik og snakkede om, hvorfor duerne fløj så vildt i denne by. De tager den lige vej og skærer alle hjørner lige som brian'er på motorvejen. Således flyver de ganske tæt forbi folk på gaden. I øvrigt flyver der også grønne papegøjer rundt og skræpper - men de er endnu respektfulde i deres flyvemanerer.
Vi gik tilbage imod katedralen. Jeg havde brug for et toilet, så vi gik ind et sted og købte en kop kaffe. Jeg følte mig lidt dårlig og mistænkte paella'en lidt; men det gik nu over igen.
På pladsen foran katedralen sad en mand og spillede guitar - han var super dygtig - spillede de gamle spanske (sydamerikanske?) mestre (Albeniz, Fernando Sor eller nogle af samme karat). Jeg havde helt dårlig samvittighed over at kaste en lille, skaldet Euro hen i hans kasse - han fortjente en koncertsal!
Da det blev tid, gik vi ind i katedralen. Den bestod af en indre gård med en overdækket gang omkring. Som i alle katolske kirker var der disse mindre altre/kapeller for helgener. Alle steder stod der lys i røde gennemsigtige plastikstager, som man kunne købe i boder udenfor. Vi var efterhånden noget matte og gik tilbage til hotellet for at slappe af.
Efter denne ultrasene siesta gik vi ud for at få noget at spise. Da vi havde spist et stort måltid først på eftermiddagen, havde vi besluttet os for tapas nu. Efter en tur ned ad Rambla'en og et kig ind i en for dyr restaurant gik vi tilbage til Santa Anna. Der er en del små spisesteder bl.a. et med samme navn som gaden. Der gik vi ind. Personalet havde rygende travlt, men fik dog endelig tid til os også. Vi fik små dybstegte rejer, blæksprutteringe, patatas bravas (brasekartofler med paprikadressing), tomatbrød, skinkecrutoner. Vi drak kølig og forfriskende sangria til. Det var helt OK. Vi blev betjent af en fortravlet, men sød ung pige (glimt i øjet og en frisk bemærkning, som jo kun R kunne forstå). Vi sluttede af med kaffe og gik så tilbage til hotellet og gik i seng ret trætte.
4. april 2007
Onsdag
NG kørte med i lufthavnen og kørte Saab'en hjem. Ikke noget bøvl i lufthavnen, altså det var nemt og hurtigt at komme igennem sikkerhedskontrollen. Vi tog lidt at drikke i en af lufthavnens barer. Flyveturen var også rimeligt uproblematisk bortset fra lidt turbulens under indflyvningen.
Barcelonas lufthavn er meget pæn, men servicen ikke overvældende tjekket. Fra flyet blev vi passagerer kørt ind til terminal A, imens vores baggage blev kørt til terminal B. Nåh!! Så vi måtte gå ud af lufthavnen og finde ind i terminal B og så derinde gå igennem security!!! Forfra med hele møllen: af med overtøj, F.'s bælte, tasker, pda og mobilos op - og så få det hele monteret igen. Det var lidt en fordel, at vi var en hel flok danskere fra samme fly. Der blev udvekslet forstående blikke og bemærkninger. Efter en længere vandring fik vi endelig da fundet frem til baggagebåndene, hvor vores baggage allerede lå og cyklede rundt.
Derefter var det om at komme ud og finde lufthavnsbussen. Det var nemt nok - god skiltning. En dame stod og forsøgte sig med at stoppe en meget brugt 10 Euro-seddel i billetautomaten. Uden held, så vi byttede storladent med en af vores nye tiere - det hjalp dog slet ikke! Heller ikke, da vi selv forsøgte os med vores sidste nye tier ... ! I mellemtiden kom bussen, og et ungt svensk par turde prøve at købe billet i bussen. Det lod sig også sagtens gøre. (Det havde jeg nu også læst).
Det var gråvejr i Barcelona og blæsende. Da vi sad i bussen på vej ind mod centrum, begyndte det at regne. Hmm! Jeg sendte en sms til R., om at vi var i bussen.
Vi blev sat af på Plaça Catalunya. Og hvilken retning var det så lige, vi skulle gå for at finde hotellet? Det var lidt svært at stå i aftenmørke (kl. var ca. 20.20) og regnvejr og bakse med læsebriller og kigge i guidebøger. Men ved hjælp af en af de nævnte bøger og lidt fornemmelse fandt vi alligevel ned ad den rigtige del af Rambla'en. Og så kunne F. se det rigtige gadeskilt: Santa Anna. Det er en lille smal gade - nærmest en gyde/gågade - men dog med en del små, listige butikker (altså ikke listige på den måde). Og der var vores hotel! Hotel Nouvel. Vi gik ind. To danske kvinder var ved at tjekke ind.
Imens vi ventede, kom R.! Og fik et par store knus! Hun havde også haft sit hyr med at læse kort og finde vej. Vi fik vores værelse uden problemer. Værelset er stort og med 3 enkeltsenge. Badeværelset må være bygget til ude på tagterrassen, for døren derud ligner nærmest en dobbeltfløjet terrassedør. Så det varede lige lidt, før vi overhovedet fandt badeværelset.
Vi havde spurgt i receptionen, om der egentlig var restaurant i hotellet. Det er der ikke - kun til morgenmad. Men receptionen kunne henvise os til en god een i nærheden, hvor deres henvisning også gav fordele.
Vi fik lige samlet os lidt på værelset - og sagt ordentligt hej til R. Vi var sultne og gik ud for at finde restauranten - lige ovre på den modsatte side af Rambla'en. Det var et lokale på første sal med en indretning, der fik mig til at tænke lidt på sushi ....
Det var jo min fødselsdag - og i øvrigt var vi sultne - så vi kastede os ud i en menu ... først med nogle appetizers - ret specielle - og med gedeost i 2 af dem. Jeg var nysgerrig nok til at prøve, men jeg har det stadig svært med ged ... !
Forretten var en baccalao-carpaccio, altså en carpaccio af udblødt klipfisk(!) med en god olivenolie på og purløg. Rigtig godt! Som hovedret fik vi noget grillet ko med en svampeflødesauce og stegte kartoffelbåde, rød peber og en ubekendt grøn grønsag. Og så var jeg ved at være mæt. Der var dog lige plads til en crema catalunya - nærmest en creme brulee - yummy!
Det var R., der førte ordet, selv om i hvert fald nogen af personalet godt kunne engelsk - de ville selvfølgelig helst tale spansk! Især den ene tjener var en rigtig hyggelig fætter.
Godt mætte gik vi tilbage til hotellet og tørnede ind.
Barcelonas lufthavn er meget pæn, men servicen ikke overvældende tjekket. Fra flyet blev vi passagerer kørt ind til terminal A, imens vores baggage blev kørt til terminal B. Nåh!! Så vi måtte gå ud af lufthavnen og finde ind i terminal B og så derinde gå igennem security!!! Forfra med hele møllen: af med overtøj, F.'s bælte, tasker, pda og mobilos op - og så få det hele monteret igen. Det var lidt en fordel, at vi var en hel flok danskere fra samme fly. Der blev udvekslet forstående blikke og bemærkninger. Efter en længere vandring fik vi endelig da fundet frem til baggagebåndene, hvor vores baggage allerede lå og cyklede rundt.
Derefter var det om at komme ud og finde lufthavnsbussen. Det var nemt nok - god skiltning. En dame stod og forsøgte sig med at stoppe en meget brugt 10 Euro-seddel i billetautomaten. Uden held, så vi byttede storladent med en af vores nye tiere - det hjalp dog slet ikke! Heller ikke, da vi selv forsøgte os med vores sidste nye tier ... ! I mellemtiden kom bussen, og et ungt svensk par turde prøve at købe billet i bussen. Det lod sig også sagtens gøre. (Det havde jeg nu også læst).
Det var gråvejr i Barcelona og blæsende. Da vi sad i bussen på vej ind mod centrum, begyndte det at regne. Hmm! Jeg sendte en sms til R., om at vi var i bussen.
Vi blev sat af på Plaça Catalunya. Og hvilken retning var det så lige, vi skulle gå for at finde hotellet? Det var lidt svært at stå i aftenmørke (kl. var ca. 20.20) og regnvejr og bakse med læsebriller og kigge i guidebøger. Men ved hjælp af en af de nævnte bøger og lidt fornemmelse fandt vi alligevel ned ad den rigtige del af Rambla'en. Og så kunne F. se det rigtige gadeskilt: Santa Anna. Det er en lille smal gade - nærmest en gyde/gågade - men dog med en del små, listige butikker (altså ikke listige på den måde). Og der var vores hotel! Hotel Nouvel. Vi gik ind. To danske kvinder var ved at tjekke ind.
Imens vi ventede, kom R.! Og fik et par store knus! Hun havde også haft sit hyr med at læse kort og finde vej. Vi fik vores værelse uden problemer. Værelset er stort og med 3 enkeltsenge. Badeværelset må være bygget til ude på tagterrassen, for døren derud ligner nærmest en dobbeltfløjet terrassedør. Så det varede lige lidt, før vi overhovedet fandt badeværelset.
Vi havde spurgt i receptionen, om der egentlig var restaurant i hotellet. Det er der ikke - kun til morgenmad. Men receptionen kunne henvise os til en god een i nærheden, hvor deres henvisning også gav fordele.
Vi fik lige samlet os lidt på værelset - og sagt ordentligt hej til R. Vi var sultne og gik ud for at finde restauranten - lige ovre på den modsatte side af Rambla'en. Det var et lokale på første sal med en indretning, der fik mig til at tænke lidt på sushi ....
Det var jo min fødselsdag - og i øvrigt var vi sultne - så vi kastede os ud i en menu ... først med nogle appetizers - ret specielle - og med gedeost i 2 af dem. Jeg var nysgerrig nok til at prøve, men jeg har det stadig svært med ged ... !
Forretten var en baccalao-carpaccio, altså en carpaccio af udblødt klipfisk(!) med en god olivenolie på og purløg. Rigtig godt! Som hovedret fik vi noget grillet ko med en svampeflødesauce og stegte kartoffelbåde, rød peber og en ubekendt grøn grønsag. Og så var jeg ved at være mæt. Der var dog lige plads til en crema catalunya - nærmest en creme brulee - yummy!
Det var R., der førte ordet, selv om i hvert fald nogen af personalet godt kunne engelsk - de ville selvfølgelig helst tale spansk! Især den ene tjener var en rigtig hyggelig fætter.
Godt mætte gik vi tilbage til hotellet og tørnede ind.
Abonner på:
Opslag (Atom)