I'll take the low road

Torsdag skulle gruppen ind til Jamtalhütte for derfra at gå ind over bjergene. Tidligt om morgenen før vi stod op, var der en fornemmelse i min mave, der sagde, at den tur nok ville være så rigelig for mig, så jeg besluttede at blive i dalen.

Kort tid efter at gruppen var taget afsted, gik jeg så op igennem bydelen, Gaffelaar og ind i Jamtal for at finde op til Panoramaweg. Den startede som en sti op ad den jævnt skrånende bjergside, og jeg undrede mig lidt over, at den var angivet som en Nordic Walking rute på kortet, for der ville ikke rigtig være plads til at få gang i stavene. Den forblev en smal og lidt yderlig sti igennem skoven, da jeg var kommet lidt op. Men senere bredte den sig ud og blev let gangbar. Langs stien var der masser af oplysningstavler – især målrettet børn: om skoven og dens dyr og planter.

Her hvor jeg gik alene, så jeg da også nogle flere fugle: mejser og en gærdesmutte, og på et tidspunkt smuttede et sort egern over vejen og fortsatte længere op i skoven. Jeg tog mig god tid til at nyde udsigter: op i Jamtal, hvor der langt inde og oppe ligger en god del sne, og selvfølgelig ned over Galtür.

Panoramaweg slutter i Tschafein, hvor man kan vælge en del forskellige ruter tilbage til Galtür. Først holdt jeg en – for tidlig – rast og spiste en bolle, lynede ben af og tog solcreme på, for skyerne fra om morgenen var nu væk. Jeg gik over vejen og fandt – efter lidt søgen – opgangen til Talweg, som løber et stykke oppe ad bjergsiden nord for byen. Her er terrænet mere bart, altså uden opvokset skov. Her er buske og en masse blåbær og – er det tyttebær? Preiselbeere? Nogle mennesker går og plukker blåbær lidt højere oppe ad skråningen.

Jeg kom til et lille kapel, hvor jeg gik op og kiggede. Der er noget meget tiltalende ved disse små kapeller, hvor man i fred og ro kan takke Jomfru Maria for noget (der var hængt en masse små madonna-billeder op, nogle af dem med teksten Maria hat geholfen) Måske har jeg en indre katolik ..? Katolske helligdomme gør altid stort indtryk på mig – lige fra det mindste eng-kapel til Kölner Dom.

Jeg havde glemt at tage penge med, så jeg har ikke lyst til at gå ind nogen steder for at lette min blære, så jeg kan ikke gå videre fra Galtür, men må returnere mod hotellet. Jeg fandt en nedgang til byen ved tennisbanen over for hotellet.

Bad, kortskrivning og en lille tur i byen. Det var blevet koldt og blæsende, og jeg var helt bekymret for vandrerne i højden. Da jeg kom tilbage til værelset, var F. kommet hjem. Han havde været oppe i sneen og oppe ved en grænsepæl imod Schweiz. Og var i højt humør.

Efter aftensmaden blev der lidt "socializing". Os, Kerstin Bock, Saarlænderne og en yngre belgier, som havde sendt konen og de to unger op på værelset, så han kunne komme i baren. Han var åbenbart fra et tysk mindretal i Belgien – lige på højde med Köln, men sådan lidt rigeligt overrislet var han næsten umulig at forstå. Det var ellers rigtig hyggeligt, og de små milde østrigske snapse i forskellige smagsretninger kom i stimer.