Onsdag

Onsdagen startede med støvregn og skyer, der hang nede imellem bjergene. Hr. Lorenz gav sig og os god tid – og skyerne tid til at lette. Og så afsted, først ad Uferweg mod Lareinthal. Min venstre støvle irriterede indersiden på min ankel – eller en af knoglerne. Det gør den engang imellem, og det hjælper ikke at jeg ændrer på snøringen. I Tschafein gik vi op igennem skoven og holdt en lille pause ved et skovkapel, som enten var bygget omkring et træ - eller i hvert fald var der placeret et træ (med troldeskæg og det hele), der, hvor alteret skulle have været. Det gav en god stemning; men som jeg kender katolicismen (og det vil sige: ikke særlig meget), vil de nødig blande den slags hedenskab ind i religionen ...? På bagvæggen hang der masser af madonna-billeder i mere eller mindre kitchet stil.

Vejen var god og bred, og gruppen fik god fart på. Det gik egentlig ikke vildt stejlt opad; men efter halvanden time var jeg bagerst og stønnede og pustede, og var urolig for at skulle gå nedad i halvanden time med et smertende knæ. Så jeg fik fat i F. og meddelte, at jeg ville vende om.

Det gjorde jeg så og gik nedad, stille og roligt og tog mig tid til at kigge mig omkring. Det viste sig, at jeg ikke havde problemer med denne nedstigning; men det var jo ikke til at vide. Jeg var lige ved at fortryde, at jeg ikke var gået videre. Der var en gammel plaquette et sted langs vejen, der fortalte, at en 23årig pige var styrtet ned her engang i gamle dage. Der stod, man skulle bede for hendes sjæl, og så ellers tænke på menneskets forgængelighed. En melodramatisk tegning på skiltet viste hende liggende over en gren, imens en person længere oppe løftede armene i jammer og afmagt.

(Se kort over området)

Helt nede i dalen gik jeg retur ad Uferweg og tilbage til hotellet. På en bænk ved Uferweg holdt jeg min frokostrast.

Da jeg havde været i bad, gik jeg i byen for at finde og købe nogle hygiejnebind. Det lykkedes ikke, så jeg må få de sidste til at holde perioden ud (hvilket også er muligt). Jeg var inde i et par levnedsmiddelbutikker – faktisk bagerbutikker, der var udvidet med drikkelse og slik – den anden havde også lidt kød. Jeg tjekkede også en af sportsforretningerne; der havde de til gengæld postkort, så jeg købte 6 kort og frimærker. Jeg tullede lidt rundt i byen på vej tilbage til hotellet og kom op i den bydel, som rækker lidt op imod Jamtal.

Ved en bæk, der kommer inde fra Jamtal (den hedder jo nok Jambach), lå nærmest en ruin, der havde været byens første vandkraftværk fra 20'erne og indtil '46 (var det vistnok), hvor byens elektricitetsforsyning var blevet overtaget af kraftværkerne ved Ill, en større flod længere inde imod Bludenz. Jeg fandt også svømmehallen.

Tilbage på hotellet satte jeg mig til at skrive postkort til min nevø, der fylder 1 år, med familie og til vores børn. Klokken var kun omkring 15, da F. trådte ind ad døren, han var glad og fro og havde gået rigtig godt. Da han han havde badet, gik vi ned for at købe kaffe og gøre os til gode af hotellets kagebuffet. Først gik jeg lige ned til den nærmeste gule postkasse med postkortene.