Tirsdag

Vi kørte sammen med Peter Lorenz hen til kabelbanen i Wirl. Der kan man sidde 4 og 4 i en gondol. Banen kører hele tiden, så det er blot om at holde sig klar og så sætte sig, når gondolen kører hen bag ens numse. Det modsatte, når man kommer op – lidt sug i maven, men OK. Heroppe er man i nærheden af, men højere end Kopp Stausee.

Da alle var oppe gik vi hen over terrænet. Lidt op og lidt ned. Så kom vi til et ret stejlt stykke. Og på en smal sti – det var nærmest klatring i hvert fald af og til. Det var hårdt og det gik langsomt for mig; men jeg klarede det, af og til med en hånd fra nærmeste mand. Oppe ad denne stigning gik det lidt op og lidt ned i vekslende terræn. Ret fugtigt terræn med mange pytter og småsøer. Efter en pause og et stykke til kom vi til Breitespitz. Der var et højt kors (dem står der mange af rundt omkring på toppene) og heroppe fra kunne vi se over til den spids, hvor de fleste nåede op igår (Versailspitze). Der var i øvrigt en fantastisk udsigt ned over Silvrettastrasse og Silvretta Stausee, en udsigt, der også gav lidt sug i maven. Jeg gik hurtigt væk fra kanten igen.

Her var der frokostrast. Jeg måtte også lidt væk for at skifte hygiejnebind. Kunne ikke komme helt ud af syne, så måske har nogen set et glimt af min hvide røv, da jeg trak bukser lidt ned og fik fjernet et bind og lagt et andet på plads. Tisse var der ikke mulighed for, jeg skulle heller ikke, det hele er svedt ud. Ja, ja, det brugte bind måtte, godt indpakket, retur i rygsækken ... !! Tja, hvad gør man?

Så tilbage. Planen var, at gruppen skulle ned til Kopp Stausee og gå rundt om den. Det gik meget godt tilbage ad det vekslende terræn. Men da vi skulle ned ad det stejle stykke, strejkede mit højre knæ: når mit højre ben skulle holde min vægt, gjorde det ondt på ydersiden af knæet. Det gik bedst, hvis jeg kunne sætte højre ben ned først og lade venstre ben holde vægten indtil jeg havde fodfæste med højre; men det tog jo 100 år. Da jeg endelig nåede ned til gruppen, som holdt pause og ventede, aftalte vi, at jeg tog med kabelbanen ned. F. tog venligt med mig ned.

Vi bøvlede lidt med at finde den rigtige vej tilbage til kabelbanens topstation. Jeg havde ikke været helt opmærksom nok på udturen. Men vi fandt den så (da vi havde spurgt nogle andre vandrere, som vi mødte). Der ved stationen var der lige mulighed for en tissepause og for at få kasseret et par brugte bind ....

Så fik vi købt billetter og sat os i gondolen. Turen ned i dalen begyndte stille og roligt, og stille og roligt hen imod en stander, hvor vinklen ændrede sig til det stejlere ... Jeg lukkede øjnene, men kom i tanke om, at jeg jo alligevel ville kunne mærke, når det gik stejlere nedad, og åbnede øjnene igen. Og det var faktisk helt OK også ned ad den stejle vinkel. Man sad godt tilbagelænet, så det virkede slet ikke skræmmende. Det var egentlig en rigtig dejlig tur nedad.

Vel nede besluttede vi at gå tilbage til hotellet. Jeg har ingen problemer med knæet, når jeg bare går på plan eller nogenlunde plan grund. Så vi fandt Mittelweg og senere Uferweg og fulgte dem de få kilometer tilbage til Galtür.

Karbad og afslapning på værelset. Og så en lille tur i byen. Jeg gik godt nok ganske langsomt og forsigtigt ned ad hotellets stejle indkørsel. Galtür har 4 sportsforretninger! Heraf 2 intersport – og med samme indehaver! Ved sportsforretningen længst væk mødte vi Frau Bock. Hun fortalte, at hun skulle ind og betale og hente sine nye støvler. Sålen på hendes 20 år gamle vandrestøvler var i dag nærmest smuldret. Og hun fortalte om den nærmest videnskabelige metode, den forretning har til at hjælpe folk med at vælge støvler (mere herom i et senere indlæg).

God aftensmad igen. Og så blev vi informeret om, at pausedagen i morgen er aflyst. Det er om at vandre, så længe vejret er til det. Man venter regnvejr på fredag, som i øvrigt også er helligdag i Østrig. Da det nok bliver skyet og lidt regnvejr fra morgenstunden onsdag, skal vi først afsted kvart over 9.