Mandag

Mandag var vi klar klokken 8.30 efter en god morgenmad. Vi kørte (i egne biler eller med Peter Lorenz) op til Koppsee, som er en Stausee, altså et reservoir til elektricitetsproduktion. Derfra gik vi først en god halv time i blandet terræn til en Kuh-Alm, et sted, hvor køerne fra dalens gårde bliver drevet op om sommeren; så kan de passe sig selv hele sommeren, lige bortset fra dem, der skal malkes – de går stadig i en lille indhegning ved denne Kuh-Alm (Verbella-Alpe), der i øvrigt kun bebos om sommeren. I mellemtiden bliver høet i dalen høstet, så der er foder til køerne, når de kommer ”hjem” igen om vinteren. Alle veje til Verbella Alpe er lukket om vinteren – i det tidlige forår i år er en lavine gledet ned i den lille dal. Sneen lå 16 meter høj - og der ligger stadig en pæn sneklat i dalens bund.

Se forresten vandreruterne på Galtür's hjemmeside. Vælg Wanderkarte f.eks. på siden Wandern

Der holdt vi en rast og drak lidt af vores vandre-te. Jeg lynede mine bukseben af og bandt min trøje rundt om maven. Der var også mulighed for at gå på WC. Så gik det videre op ad en grusvej – op og op til næste rast ved et lille træhus – jeg kan ikke huske hvad det ellers blev brugt til. Lidt drikkepause. Derefter videre - nu på en smal sti, af og til helt ude på kanten, men ingen problemer.

Senere skulle vi op ad et sted, hvor et gammelt jordskred havde efterladt en skråning gruset og goldt. Og vi var egentlig tæt på dagens første mål og frokostpausen. Men her blev opstigningen så stejl og mine lår så trætte, at jeg ikke turde gå videre, men sagde nej og satte mig og tog min af hotellet udleverede madpakke frem. Jeg kunne dog ikke spise ret meget. Fik dog klemt bollen med skinke ned sammen med en del vand. Og sad så bare og ventede på, at nogle af selskabet skulle komme ned igen samme vej – om ikke andet så F. Så nogle få ravne flyve oppe over bjergryggen. Ellers ikke meget dyreliv – men nogle vandrere bl.a. en far, der bar sin lille søn på måske to år i en bærerygsæk op ad den skråning, jeg havde givet op på. Respekt.

F. kom ned igen, samt 3 af kvinderne af selskabet. Resten af mændene og nogle kvinder gik videre til en anden top. Vi gik tilbage til Verbella Alpe. Jeg syntes, det var pænt hårdt at gå nedad, så F. og jeg tog det stille og roligt. Vi havde ikke ventet så længe nede ved gården, før de, som havde været på den 2. top også kom der ned til. Vi holdt en lille rast. Det viste sig, at man kunne købe øl og kærnemælk; men vi havde ingen penge med, så vi nøjedes med vores madpakke og drikkelse.

Det var en god tur tilbage til bilerne – her på tilbagevejen ad brede grus og senere asfaltveje. Det blev dog ikke nemmere at gå nedad. Mine knæ begyndte at gøre ondt, især det højre, og min venstre storetå rammer støvlens forside: det gør ondt. Min støvle er nok for bred og holder ikke foden godt nok fast. Men ude foran må den helst ikke være smallere – det ville give problemer for min lilletå; det var derfor, jeg skiftede mine gamle vandrestøvler ud.

Endelig tilbage på hotelværelset tog vi hver et karbad. Det var rart. Men på vej ned ad trappen ned til aftensmaden begyndte der en hidtil ukendt smerte på ydersiden af mit knæ.

Alt i alt var jeg om aftenen mest indstillet på, at F. og jeg skulle tage en tur på egen hånd dagen efter. Og jeg syntes, at jeg havde undervurderet sværheds-graden – eller at angivelsen "let til mellemsvær", var underdrevet i forhold til virkeligheden. Jeg var noget negativ. Men som Peter Lorenz udlagde planerne for morgendagen, besluttede jeg at give det en chance til, hvis ellers mit knæ havde det bedre efter en nats søvn. Også i lyset af, at onsdag angiveligt ville være afslapningsdag.

Min venlige mand masserede mit knæ med noget muskelvarmende creme – en af prøverne fra aloe vera-sceancen.